Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 126/2000

GældendeVersion 2001-04-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11876@2001-04-19/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har v/advokat Kr. Rask ved brev af 1. november 2000 klaget til Pressenævnet over nogle artikler bragt i Ekstra Bladet den 9. oktober 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Der er endvidere klaget over, at Ekstra Bladet har afvist at bringe et genmæle.

[K] har efterfølgende v/advokat Kr. Rask ved brev af 12. december 2000 meddelt Pressenævnet, at han alene ønsker nævnets afgørelse i relation til Ekstra Bladets afvisning af at bringe et genmæle.

Af forsiden bragt den 9. oktober 2000 med overskriften "DOPING-RAZZIA" fremgik med mindre typer, at:

"Politiet slog til mod cykelforretning i København."

Med små typer var der nederst på forsiden anført:

"Tidligere toprytter sigtet.

Ampuller og amfetamin beslaglagt."

Af sportssektionens forside bragt den 9. oktober 2000 med overskriften "SIGTET FOR AT SÆLGE DOPING" fremgik, at:

"Politiet slog til mod cykelforretning i København, der er samlingssted for topryttere."

Af sportssektionen side 2-3 bragt den 9. oktober 2000 med overskriften "DOPING-FÆLDEN KLAPPER" fremgik af en brødtekst, at:

"Dansk politi slog til mod cykelbutik, der mistænkes for at være salgscentral."

I artiklen hed det:

"Få dage før international landevejscyklings sidste store, sportslige iscenesættelse i denne sæson, VM på landevej, banker den mistænkliggjorte idrætsgrens dopingspøgelse igen på døren.

Denne gang er det hverken angrende Festina-ryttere og ledere eller franske eller italienske politifolk, som åbner op for cykelverdenens dunkle medicinkasser.

Ekstra Bladet kan i dag for første gang løfte sløret for en målrettet politiaktion i Danmark mod dopingsalg- og misbrug i den danske cykelverden.

Cykelforretningen, som er mistænkt for at sælge andet end hjul, hjelme og pedaler i lokalerne på adressen i København, blev onsdag den 24. maj i år opsøgt af to betjente fra Københavns Narkopoliti og en læge.

De to betjente og lægen fik i første omgang ikke ram på butikschefen [K], da de ledte efter ulovlige dopingstoffer i forretningen. Heller ikke, da de efterfølgende undersøgte butikschefens bil.

Men da [K] til sidst måtte vise sine private gemmer frem i sit hus på adressen i Vanløse, klappede fælden. Her beslaglagde politiet ifølge Ekstra Bladets oplysninger flere ampuller, to insulinsprøjter og en mindre mængde amfetamin.

POLITIFOLK BEKRÆFTER

Kriminalkommissær hos Afdeling N under Københavns Politi Jørn Evendorf bekræfter over for Ekstra Bladet, at narkopolitiet foretog en ransagning af [K]'s cykelforretning den 24. maj i år.

- Vi kom på sporet via et tip om, at der blev solgt doping fra forretningen. Vi fandt nogle ampuller på [K]'s bopæl, hvis indhold vi er i gang med at undersøge, oplyser Jørn Evendorf.

Hans udsagn understøttes af vicekriminalkommissæren hos afdeling N, Oscar Lassen, som siger, at det endnu ikke er afgjort, hvorvidt politiet vil opretholde sigtelsen mod

Det afhænger af de meget komplicerede laboratorieanalyser, der har taget så lang tid, fordi man skal lede efter mange forskellige stoffer.

Afdelingschef i Team Danmark og sekretariatsleder i Anti-Doping Danmark Finn Mikkelsen beskriver her, hvorledes politiet blev ledt på sporet:

- Anti-Doping Danmark fik en henvendelse fra Danmarks Cykle Union i midten af maj i år. Cykelunionen havde modtaget et meget konkret skriftligt tip, som var lige til at gå videre til politiet med. Efter at have orienteret cykelunionen henvendte vi os hurtigt til politiet.

Ifølge Finn Mikkelsen modtager den danske dopingkontrol fire-fem tip om året om ulovlig dopingsalg. Det sker enten via telefonopkald efter skriftlig henvendelse, som dog oftest er umulige at komme videre med.

- Denne sag viser, at politiet tager illegal dopingdistribution alvorligt. De reagerede med det samme og det glæder mig, konstaterer Finn Mikkelsen.

NYT MØNSTER

Finn Mikkelsen har i de seneste år erfaret, at mønsteret for dopingdistribution har ændret sig.

- Vi hører oftere og oftere om enkeltpersoner, der køber ulovlige stoffer i de baltiske lande, Sydeuropa eller via internet. De køber dels til sig selv, dels til enkelte andre, hvilket så finansierer deres eget forbrug.

- Jeg ved ikke, om der i den konkrete sag er tale om storsalg, eller om [K] måske bare har været leveringsdygtig til en eksklusiv kundekreds, siger Finn Mikkelsen.

[K]'s cykelforretning er en smagfuldt indrettet forretning med et udvalg, der både bejler til motionisten og toprytteren. Væggene prydes med flere indrammede billeder fra etapeløbet Danmark Rundt 1995, da Bjarne Riis med sit kraftsvulmende italienske Gewiss Ballanmandskab i ryggen buldrede igennem det danske kongerige i et hæsblæsende tempo.

Også den regerende danske mester i enkeltstart, Team MemoryCard-rytteren Michael Sandstød indtager en æresplads i butikken med sin DM-trikot fra i år hængende som blikfang i den tidligere elite-banerytter [K]'s cykelbutik.

OPSØGT AF DE KENDTE

I det hele taget har [K]'s cykelforretning rent fysisk og personligt igennem flere år været centrum for en eksklusiv kreds af nuværende og tidligere danske topryttere. Navne som ifølge Ekstra Bladets kilder har aflagt forretningen besøg med jævne mellemrum. Ikke blot for at kigge på udstyr, men også for at dyrke socialt samvær i en café-agtig stemning med [K] som vært.

I forbindelse med Ekstra Bladets besøg lørdag formiddag var det ikke muligt at fotografere det køleskab i baglokalet, som ifølge flere kilder har huset [K]'s ulovlige dopinglager."

Artiklen var ledsaget af et stort billede af klager, hvor han er i færd med at ekspedere i butikken. Billedet havde følgende undertekst:

"Hos [K], der her er i gang med at ekspedere et par kunder, beslaglagde politiet flere ampuller, to insulinsprøjter og en mindre mængde amfetamin."

To mindre billeder af klagers butik set indefra og udefra samt et billede af cykelrytteren Michael Sandstød var placeret på side 3. Billedet af klagers butik set udfra havde følgende ordlyd:

" på , hvor politiet fik et tip om, at der blev handlet med ulovlige stoffer."

Af sportssektionen side 3 bragt den 9. oktober 2000 med overskriften "GROGGY [K]" fremgik, at:

"Trods mistanken om at være en dopingsælger ønskede [K] ikke at forklare sig, da Ekstra Bladet i går kontaktede ham i to omgange.

I første omgang udbad indehaveren af den politi-ransagede cykelforretning sig en times betænkningstid, men da vi vendte tilbage, fulgte følgende svar fra den tydeligt groggy [K]:

Hvorfor tror du politiet mistænker dig og din forretning for at være en dopingcentral?

Aner det ikke, jeg ønsker ikke at udtale mig.

Hvorfor ikke?

Det har jeg ikke lyst til.

Er det korrekt, at du har været massør for Bjarne Riis og personlig hjælper for Michael Sandstød?

Jeg har ingen kommentarer overhovedet.

[K] åbnede sin cykelforretning på adressen i København i 1998. Umiddelbart efter at han havde forladt en synkende skude i butikskæden Cykelklubben.

Samtidig med sin ledende funktion i butikskæden havde [K] dagligt sin gang i én af kædens forretninger på en adresse i København.

Også dengang var [K] ifølge en kilde i Cykelklubben under mistanke for sammen med butikschefen, en tidligere portør, at opbevare og sælge doping til venner og bekendte i cykelsporten.

Michael Sandstød har været en af de topryttere, der jævnligt er kommet i forretningen på . Ekstra Bladet kontaktede ham i aftes for at få en kommentar til anklagerne.

Han ønskede imidlertid ikke at udtale sig."

Ved brev af 9. oktober 2000 oplyste klager over for bladet, at København Politi den 20. september 2000 havde besluttet at opgive påtalen mod klager, og at klager ikke var sigtet, idet netop alle sigtelser mod klager var opgivet. Bladet blev samtidig anmodet om at bringe følgende berigtigelse:

"Følgende oplysninger i Ekstra Bladet mandag, den 9. oktober 2000 er urigtige.

På forsiden:

"Ampuller og amfetamin beslaglagt."

På afdeling "Sport" side 1:

"Sigtet for at sælge doping."

Side 2:

"Dansk politi slog til mod cykelbutik, der mistænkes for at være salgscentral."

Side 2, spalte 1, 5. afsnit:

"Men da [K] sidst måtte vise sine private gemmer frem i sit hus på adressen i Vanløse klappede fælden."

Af sportssektionen midtersiderne den 10. oktober 2000 med overskriften "DANSK DOPING-BOOM" fremgik af en mindre overskrift til en artikel, at:

"[K]-SAG FORTSÆTTER"

Herunder var som brødtekst anført følgende:

"Narkopolitiet frafaldt i går sigtelsen for dopingsalg mod cykelhandleren [K], men Anti-Doping Danmark tager nu sagen i egen hånd."

Af artiklen fremgik det, at:

"Selv om narkopolitiet i København i går undlod at rejse tiltale mod cykelhandleren [K], er han fortsat under kritisk lup, når kontroludvalget i Anti-Doping Danmark holder møde den 30. oktober i denne måned.

- Vi forventer at modtage oplysninger om resultaterne af politiets undersøgelser inden vores næste møde. Viser det sig, at der er beslaglagt stoffer, som er på dopinglisten, har vi mulighed for at foretage sanktioner, hvis [K] stadig har tilknytning til idrætsverdenen, siger Finn Mikkelsen, der er sekretariatsleder i Anti-doping Danmark og afdelingschef hos Team Danmark.

Den dopingliste, man benytter i idrætsverdenen, er væsentlig mere omfattende end, hvad der falder ind under loven om visse dopingstoffer. Det gælder blandt andet gruppen af stimulerende stoffer, hvor for eksempel stofferne amfetamin hører til.

Ekstra Bladet afslørede i går, at to narkobetjente og en læge den 24. maj i år foretog en ransagning af [K]'s cykelforretning i København. Indehaveren [K] var mistænkt for at sælge doping fra sin forretning, hvori politiet dog ikke fandt ulovlige stoffer. Senere samme dag beslaglagde politiet flere ampuller med et ukendt indhold på [K]'s bopæl.

Men i går oplyste chefen for narkoafdelingen under Københavns Politi, Erik Bjørn, at der ikke kan rejses tiltale mod [K].

POLITIET TVETYDIG

- Vi afsluttede den retskemiske undersøgelse i dag (i går, red.), og indholdet i de beslaglagte stoffer gav os ikke anledning til at forfølge [K] efter loven om forbud mod visse dopingmidler, siger Erik Bjørn til Ekstra Bladet.

Erik Bjørns udtalelse kolliderer med de oplysninger fra hans egne kolleger, som over for Ekstra Bladet gik på, at der blev 'fundet illegale stoffer hos [K] i privaten'.

Hvordan hænger det sammen, at din kollega (navnet er redaktionen bekendt, red) oplyser til os, at der blev fundet illegale stoffer, når I i dag siger det modsatte?

- Jeg kan kun beklage, at der er udsendt fejlmeldinger fra Københavns Politi.

[K] og hans cykelforretning har gennem længere tid været mistænkt for at opbevare og sælge doping til en eksklusiv kreds af danske topryttere, men trods politiets aktion den 24. maj i år - umiddelbart efter et tip fra Anti-Doping Danmark - var der ingen fangst i det formodede varelager i butikkens baglokale."

Ved brev af 13. oktober 2000 meddelte Ekstra Bladet klager, at de oplysninger, der forelå for redaktionen på tidspunktet for artiklens tilblivelse, berettigede den skete omtale. Bladet anførte endvidere, at det i avisen den 10. oktober 2000 var blevet oplyst, at sigtelsen mod klager var frafaldet, ligesom bladet havde skildret omstændighederne i forbindelse med politiets initiativer, hvorfor bladet betragtede klagers krav om genmæle som opfyldt.

Klager har i relation til kravet om berigtigelse anmodet Pressenævnet om at pålægge Ekstra Bladet at offentliggøre berigtelsen på samme måde, som bladet i sin tid fremførte de urigtige oplysninger, hvilket vil sige på forsiden med samme type skrift, i sportssektionen med samme størrelse skrift og på bladets "kioskbasker".

Klager har anført, at Københavns Politi allerede den 20. september 2000 meddelte klager påtaleopgivelse i relation til overtrædelse af lov om forbud mod euforiserende stoffer, idet intet ulovligt blev konstateret ved ransagningen den 26. maj 2000.

Klager har endvidere anført, at det forekommer uantageligt, at vicekriminalinspektør Oscar Lassen, Københavns Politis narkotikaafdeling, over for bladet desuagtet den 6. oktober 2000 skulle have meddelt en i givet fald falsk oplysning om, at der var rejst sigtelse. Klager har i den forbindelse anført, at han ikke ved ikke at reagere - efter at have fået forelagt en klart urigtig oplysning - skulle have medvirket til, at bladet bringer oplysningerne.

Klager har herudover anført, at det forekommer aldeles uantageligt, og at det nødvendigvis må være usandt, når det gøres gældende, at chefen for Københavns Politis narkotikaafdeling, Erik Bjørn, den 9. oktober 2000 skulle have udtalt, at den retskemiske undersøgelse var afsluttet samme dag henset til, at en sådan påtaleopgivelse allerede var sket den 20. september 2000.

Klager har videre anført, at han ikke er enig, når Ekstra Bladet påberåber sig, at oplysningerne skulle være dementeret i bladet den 10. oktober 2000, når man som overskrift skriver, at "[K] -sag fortsætter" - også selv om bladet efterfølgende i brødteksten skriver, at "Narkopolitiet frafaldt i går sigtelsen for dopingsalg."

Endelig har klager anført, at det er en klart falsk udtalelse, når bladet over for Pressenævnet gør gældende, at der faktisk er fundet illegale stoffer hos klager. Klager har i den forbindelse henvist til, at bladet den 9. oktober 2000 pr. telefax modtog kopi af Københavns Politis påtaleopgivelse af 20. september 2000.

Ekstra Bladet har anført, at vicekriminalinspektør Oscar Lassen fra Københavns Politis narkotikaafdeling den 6. oktober 2000 oplyste, at der var rejst sigtelse mod klager. Den 8. oktober 2000 fik journalisterne Niels Chr. Jung og Torben Rask fat på klager, der blev præsenteret for deres viden. Klager nægtede at udtale sig og gav heller ikke udtryk for, at sagen imod ham var frafaldet. Journalisterne handlede derfor i god tro, da de skrev den påklagede artikel.

Bladet har endvidere anført, at Niels Chr. Jung den 9. oktober 2000 talte med chefen for Københavns Politis narkoafdeling, Erik Bjørn, som oplyste, at den retskemiske undersøgelse var afsluttet samme dag, og at indholdet i de beslaglagte stoffer ikke gav politiet anledning til at forfølge klager efter lov om euforiserende stoffer. Erik Bjørn beklagede samtidig, at hans medarbejdere havde "udsendt fejlmeldinger" vedrørende fund af illegale stoffer. Bladet har i den forbindelse henvist til en af bladet fremsendt udskrift af samtalen mellem Erik Bjørn og Niels Chr. Jung. Af udskriften fremgår det blandt andet:

Jung: "Jeg ringer for at høre resultatet af analysen, hvad der er kommet ud af den sidste "ting" i dag (ampul. red)?"

----

Bjørn: "Jeg har fået resultatet i dag."

Jung: "Hvad vurderer du så samlet?"

Bjørn: "Jeg vurderer samlet, at vi ikke har fundet noget: 1. som er mod lov om euforiserende stoffer: 2. på dopinglisten. Og det ligger til min grund for, at der nu ikke sker mere i det. Der bliver ikke rejst nogen sigtelse."

Jung: "Den sigtelse frem til i dag .."

( Bjørn afbryder)

Bjørn: "Der er sket en eller anden misforståelse mellem dig og Oscar Lassen (vicepolitiinspektør, red), fordi der har ikke været rejst nogen sigtelse. Hvis Oscar Lassen har udtrykt det til dig, så er det beklageligt. Så er det forkert."

----

Jung: "Men der har været rejst en undersøgelse?"

Bjørn: "Som du har beskrevet, som du har fået at vide, jeg ved ikke, hvor du har fået det at vide fra. Men det er rigtigt, at vi har lavet nogle undersøgelser omkring en fidus, som vi har fået ind. Og den har vi reageret på. Vi har lavet nogle ransagninger i forbindelse med det. Vi har lavet en afhøring, men vi har ikke sigtet nogen."

Jung: "[K] har været mistænkt?"

Bjørn: "Når vi får en oplysning om noget, så er der altid en bopæl og en person, og det er det vi reagerer på. Og det har vi gjort her. Der har ikke været, og der er ikke, og der vil ikke blive rejst sigtelse."

----

Jung: "Den 20. september kommer der et brev, hvor der står, at undersøgelsen afsluttes. Men det er først i dag, at du siger, at den sidste ampul er blevet analyseret."

Bjørn: "Det er fordi, det den undersøgelse er sluttet på, det har ikke været taget med, som vi har sendt til retskemisk undersøgelse."

Jung: "Okay, det fra retskemisk er først kommet tilbage i dag?"

Bjørn: " De to ting har krydset hinanden. Det, som du har fået at vide, er rigtigt. Og det der er sagt til dig, det har du skrevet om, at vi har undersøgt stoffet, og det har været til undersøgelse, og det er det, som jeg fortæller dig i dag. Nu er de undersøgelser tilendebragt, og det har givet det resultat, at der ikke sker mere. Og når du også korrekt har skrevet og fået at vide, at der også er sigtet, og så er det, som jeg siger til dig nu, det er beklageligt. Sådan er det."

Bladet har anført, at bladet straks den 10. oktober 2000 meddelte, at Erik Bjørn beklagede, at hans medarbejdere havde udsendt fejlmeldinger vedrørende fund af illegale stoffer.

Bladet har samtidig anført, at der ikke desto mere blev fundet illegale dopingstoffer hos klager. Det bekræftes af Anti-Doping Danmark, den statslige dopingkontrolmyndighed. Afdelingschef i Team Danmark, Finn Mikkelsen, har således den 12. november 2000 fremsendt en skriftlig erklæring til bladet, der bekræfter, at politiet fandt dopingstoffer hos klager.

Bladet har endelig anført, at med hensyn til klagerens anmodning om genmæle er indholdet af dette gengivet i bladet den 10. oktober 2000.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet konstaterer, at bladet den 9. oktober 2000 har bragt faktisk forkerte oplysninger vedrørende klageren, idet nævnet udfra sagens oplysninger lægger til grund, at der ikke blev beslaglagt amfetamin på klagers bopæl eller i dennes butik ved ransagningen den 26. maj 2000, at klager ikke på tidspunktet for offentliggørelsen var sigtet, og at hans cykelbutik på tidspunktet for offentliggørelsen ikke var under mistanke for at være salgscentral. Bladet har dagen efter den 10. oktober 2000 forsøgt at berigtige disse oplysninger.

Nævnet finder, at bladet ved dagen efter ikke at gentage påstanden om, at der på klagers bopæl eller i dennes butik skulle være beslaglagt amfetamin samt ved at citere chefen for Københavns Politis narkotikaafdeling, Erik Bjørn, som gjort, har foretaget en tilstrækkelig berigtigelse af den urigtige oplysning.

Nævnet finder derimod ikke, at bladet i artiklen den 10. oktober 2000 har foretaget en tilstrækkelig berigtigelse i relation til oplysningerne om klagers sigtelse samt mistanken om, at hans cykelbutik var en salgscentral. Nævnet har i den forbindelse lagt vagt på, at klager på intet tidspunkt har været sigtet samt på, at klagers cykelbutik på tidspunktet for offentliggørelsen ikke var under mistanke for at være salgscentral, idet politiet den 20. september 2000 opgav påtalen mod klager, da der ved ransagningen den 26. maj 2000 i såvel cykelbutikken som på klagers bopæl ikke blev fundet ulovlige dopingmidler. Klager er derfor berettiget til at få optaget et genmæle i bladet vedrørende disse oplysninger.

Ud fra sagens oplysninger finder Pressenævnet det godtgjort, at der under ransagningen den 26. maj 2000 blev fundet et ukendt antal ampuller. Klager er derfor ikke berettiget til genmæle vedrørende denne oplysning.

Klager er herefter berettiget til efter påkrav at få optaget et genmæle af følgende indhold, jf. medieansvarslovens § 39:

"Genmæle.

Af forsiden på sportssektionen i Ekstra Bladet den 9. oktober 2000 fremgår det, at [K] er sigtet for at sælge doping. Det fremgår endvidere af sportssektionen side 2 samme dag, at cykelbutik mistænkes for at være salgscentral.

Disse oplysninger er urigtige, idet Københavns Politi den 20. september 2000 besluttede at opgive påtalen mod [K].

Advokat Kr. Rask."

Afsagt den 28. marts 2001.

Versioner

  1. 2001-04-19