Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2001-04-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11897@2001-04-27/da

Indhold
  1. Indledning

Ved klageskrift af 4. januar 2001 har klagers advokat på vegne af "Klager G. ApS" under tvangsopløsning v/advokat A indklaget indklagede med påstand om, at indklagede skal anerkende, at det krav, som indklagedes advokat på vegne af indklagede ved skrivelse af 20. december 2000 har rejst over for bank X i henhold til garanti må afvises, og således at begæringen om udbetaling i henhold til garantien ikke skal finde sted.

Klagers advokat anmodede ved skrivelse af 4. januar 2001 Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed om at behandle sagen i medfør af AB 92 § 46.

Indklagedes advokat har i skrivelse af 9. januar 2001 anført, at der allerede verserer voldgiftssag - sag 1 - og de mangler, der ligger til grund for kravet om udbetaling fra garantien, har indklagede gjort gældende over for såvel "Klager Entreprise H. ApS" som "Klager G. ApS".

Klagers advokat har i skrivelse af 23. januar, 24. januar og 6. februar 2001 fastholdt, at sagerne skal behandles hver for sig, og at der ikke er baggrund for eller hjemmel til at forbinde sagerne.

Indklagedes advokat har i skrivelse af 24. januar 2001 fastholdt, at de mangler, der ligger til grund for kravet om udbetaling i henhold til garantien, er gjort gældende som foran anført og således er en del af sag 1 og skal behandles som led i denne voldgiftssag. Spørgsmålet om udbetaling i henhold til garantien bør således afvente afgørelse i sag 1.

Voldgiftsnævnet udpegede herefter landsdommer Knud A. Knudsen til at træffe afgørelse om, hvorvidt den sagkyndige beslutningsprocedure i nærværende sag skal stilles i bero på udfaldet af sag 1.

Af sag 1 , fra hvilken sag en del akter er stillet til rådighed for voldgiftsdommeren, fremgår bl.a. følgende:

"Klager Entreprise ApS" indleverede klageskrift mod indklagede den 27. januar 2000, og der er udvekslet en række processkrifter. Sagen drejer sig om betaling for udført arbejde, mens indklagede gør modkrav gældende som følge af påståede mangler ved arbejdet.

Aftalegrundlaget fremgår bl.a. af underentrepriseaftale af 30. oktober 1997 indgået mellem indklagede og "Klager ApS".

Af bank X´ skrivelse af den 4. september 1998 til indklagede fremgår, at den ovenfor nævnte garanti er udstedt for regning "Klager ApS". I selve garantien er anført "Klager ApS Entreprenører og Byggefirma".

Det fremgår af en skrivelse af 3. november 1999, at det på et møde er blevet oplyst, at klager havde stoppet alle arbejder på byggeriet, hvorfor indklagede annullerede nogle entrepriseaftaler af 5. og 6. oktober 1999.

Af skrivelse af 4. november 1999 fra "Klager Entreprise ApS", til indklagede hedder det bl.a.:

"Jeg skal hermed for god ordens skyld bekræfte vores aftale på mødet den 3. november 1999, at "Klager Entreprise ApS" udfører resterende fundamenter på ovennævnte byggeri på samme aftalegrundlag som "Klager G. ApS" ..

I skrivelse af 4. november 1999 fra "Klager ApS Entreprenører og Byggefirma", hedder det:

"Jeg skal herved bekræfte, som oplyst på vort møde, at "Klager G. ApS" af økonomiske årsager desværre har været nødsaget til at stoppe alle aktiviteter og hermed ej heller er i stand til at fuldføre indgåede entrepriseaftaler .."

Der har været to registrerede selskaber, hvori navnet KLAGER indgår: "KLAGER ENTREPRISE H. ApS" og "KLAGER G: ApS", begge med samme adresse.

Som anført i svarskriftet har klager anvendt følgende betegnelser:

Klager ApS, Klager ApS Entreprenører og Byggefirma, Klager G. ApS, Klager Entreprise ApS og Klager Entreprise H. ApS.

Alle relevante skrivelser er underskrevet af XX.

Som følge af uenighed om rette parter og partsbetegnelser indgav indklagede den 18. september 2000 adcitationsklageskrift mod "Klager G. ApS".

Der er ikke indgivet adcitationssvarskrift, men klagers advokat har i et processkrift af 13. oktober 2000 meddelt, at "Klager G. ApS" er under tvangsopløsning.

I nærværende sag anmodede indklagedes advokat den 20. december 2000 på vegne af indklagede om udbetaling af et beløb fra garantien som følge af mangler.

Klagers advokat protesterede herimod i skrivelse af 21. december 2000.

Voldgiftsrettens bemærkninger:

En sagkyndig beslutning efter AB 92 § 46 er ikke bindende under en voldgiftssag (eller retssag).

Der har allerede gennem nogen tid verseret voldgiftssag, sag 1, vedrørende bl.a. de af indklagede påståede mangler. I sagen er både "Klager Entreprise ApS og - som adciteret - "Klager G. ApS" parter.

Således som sagerne foreligger oplyst, findes det rettest, at proceduren om sagkyndig beslutning stilles i bero på udfaldet af sag 1.

Proceduren om sagkyndig beslutning, jf. AB 92 § 46, stilles i bero på udfald af sag 1.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Klager G. ApS under tvangsopløsning v/advokat A, skal betale udgifterne til voldgiftsrettens behandling af sagen.

Versioner

  1. 2001-04-27