Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2001-06-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11945@2001-06-07/da

Indhold
  1. Indledning

Denne sag er ved klageskrift modtaget den 18. marts 1998 indbragt for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, der i medfør af "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed" har nedsat en voldgiftsret bestående af murermester, ingeniør Jørn Buch Andersen, arkitekt m.a.a. Erik Rask Larsen og landsdommer Niels Johan Petersen, sidstnævnte som rettens formand.

Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 126.000 kr. med procesrente fra klageskriftets indgivelse samt omkostninger.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede har nedlagt selvstændig påstand om betaling af 36.817 kr. med procesrente fra den 4. januar 1997.

Klagerne har påstået frifindelse overfor indklagedes selvstændige påstand.

Den 19. februar 2001 fremsatte voldgiftsretten med parternes tiltrædelse efter afsluttet mundtlig forhandling en tilkendegivelse, der imidlertid ikke blev tiltrådt af begge parter. På denne baggrund afsiges denne kendelse.

Sagen vedrører indklagedes opførelse af et en-familiehus i totalentreprise på klagernes grund.

Ved byggeriets afslutning fremsatte klagerne indsigelser mod en række mangler, og da disse mangler ikke blev afhjulpet, indbragte klagerne sagen for Byggeriets Ankenævn. Medens sagen verserede for Ankenævnet udløb 1-års fristen efter aflevering, og klagerne fremsatte den 4. november 1997 begæring om afholdelse af 1 års gennemgang. På grund af parternes uenighed om datoen herfor, blev denne gennemgang ikke afholdt.

Ved skrivelse af 17. december 1997 til indklagede opregnede klagernes advokat de mangler, som da blev gjort gældende og fastsatte afhjælpningsfrist til den 15. februar 1998, jf. AB 92, og gjorde samtidig gældende, at manglende afhjælpning inden denne frist ville være en væsentlig misligeholdelse fra indklagedes side af hans afhjælpningspligt.

I marts 1998 blev sagen indbragt for Voldgiftsnævnet i stedet for Ankenævnet.

Der har under sagens behandling for Voldgiftsnævnet på klagernes begæring været afholdt syn og skøn ved en ingeniør, der i erklæring af 25. februar 1999 bl.a. har anført:

" Spm. 1:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt der er for stor lægteafstand på spærene på ejendommen. Det er oplyst, at der er 36 cm. lægteafstand, hvorimod man anviser max 34 cm.

Svar:

Lægteafstanden er målt at være 36 cm. Oplægningsanvisningen angiver for den anvendte tagstentype en lægteafstand på 30-34 cm.

Den anvendte lægteafstand 36 cm. er større end oplægningsanvisningens angivelse.

Spm. 2:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt den indvendige filtsning er mangelfuld og grovere, end en filtsning af den omhandlede karakter bør være efter sædvanlig håndværksmæssig standard.

Svar:

Det er skønsmandens opfattelse, at den indvendige filtsning af vægge fremstår uensartet, med lokal for stor lagtykkelse, og enkelte steder ru svarende til aftrækning med for vådt bræt.

Det er skønsmandens opfattelse, at den udførte filtsning ikke modsvarer sædvanlig god håndværksmæssig standard.

Spm. 3:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt de udvendige fuger er mangelfulde.

Svar:

Uden at skønsmanden forholder sig til, hvorvidt fuger måtte være mangelfulde oplyses, at der især i nordfacaden og østgavl er studsfuger, der ikke fremstår helt fyldte.

Spm. 4:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt indkørslen på tidspunktet, hvor skønsmanden besigtiger, er sunket, samt oplyse, hvorvidt skønsmanden finder en udbedring nødvendig for, at arbejderne kan opfylde sædvanlig håndværksmæssig standard.

Svar:

På tidspunktet for synsforretningen d. 1999.02.18 fandtes ved indkørslen omkring stikbrønde, samt langs med afgrænsningen mod have, mindre sætninger i belægningen.

Spørgsmålet om standard findes ikke muligt at besvare uden udgangspunkt i aftalemæssige forhold vedrørende krav til komprimering og krav til jævnhed og fald på belægningen, hvilke forhold ikke ses beskrevet.

..

Spm. 6:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt silikonefuger indvendig er mangelfulde.

Svar:

Uden at skønsmanden forholder sig til, hvorvidt silikonefuger måtte være mangelfulde oplyses, at silikonefuger i brusenichen ikke er afglattede og ikke har fuld vedhæftning.

Silikonefuger udført mellem skyggelister og vægge er så smalle, at de næppe/ikke vil kunne optage nødvendige bevægelser fra svind i skyggeliste.

Spm. 7:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt der er lakskade på emhætten.

Svar:

På emhætten er fundet skade svarende til, at lakken er skadet fra kalk fra den udførte filtsning.

..

Spm. 9:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt dampspærre ved ydermurerne er tætte.

Svar:

Dampspærren er konstateret udført af plastfolie, ført ned til underside af loftsbeklædningen, og klemt mod ydermure alene med loftslister.

Under loftslister er udført skyggelister, hvor der mellem skyggelisternes afrundede kant og vægge er udført silikonefugning.

Efter skønsmandens opfattelse, kan det udførte næppe anses at sikre fuld tæthed dersom der ikke er sikret vindtæt afdækning mellem overside af loftsisolering og ydermure.

Spm. 10:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt metal/ståldrager i tilstrækkelig grad er beskyttet i mur ved garage.

Svar:

Det er af parterne oplyst, at spørgsmålet vedrører korrosionsbeskyttelse af ståldragerne over garageporte, og at denne er udført ved svumning af stålprofilerne med cement.

Ifølge norm for murværk skal indmurede stålprofiler korrosionsbeskyttes i henhold til klasse 4, min. klasse 3. Svumning med cement indgår ikke i de anførte klasser, hvorfor antages, at ståldragerne ikke er normmæssigt beskyttede.

Spm. 11:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt der er revner i murværket ved komfur, kogeø m.v.

Svar:

Ja, der er i spisestuen en fin revne i buen over åbningen ved kogeøen, og i muren forneden mod ydervæg revner i fugerne.

Spm. 12:

Skønsmanden bedes konstatere, hvorvidt der er tilstrækkelig og nødvendig brandadskillelse mellem garage og beboelse.

Svar:

I henhold til Småhusreglementet, BR-S 85, gældende for denne sag, er garage og beboelse omfattet af samme brandcelle.

Når garage og beboelse sammenbygges som her, skal den fælles væg være mindst BD30, ligesom dør mellem beboelse og garage skal være BD30.

Kravet vedrørende BD30 væg er ikke opfyldt mellem underside tagbeklædning og afslutningen af skalmur ca. i højde med loftsisoleringen. Alternativ til BD30 væg kan loft udføres som BD30 konstruktion, hvilket indebærer loft udført med min. 21 mm. sammenpløjede brædder opsat på den nuværende spredte forskalling. Anvendelse af 13 mm. gipsplade modsvarer klasse 1 beklædning og dermed bedre konstruktion.

Med mindre der udføres klasse 2 beklædning i garage eller udføres BD30 væg fra nuværende skalmur til underside tagbeklædning, er der ikke tilstrækkelig brandmæssig adskillelse mellem garage og beboelse.

..

Spm. 14:

For så vidt angår de ovenfor under punkt 1-12 nævnte forhold, .., bedes skønsmanden for de enkelte poster anføre udbedringsomkostninger.

Svar:

For de enkelte poster besvares som følger:

Ad spm. 1: Afhjælpning inkl. fugning ved vindtæt afdækning skønnes at andrage ca. kr. 75.000 inkl. moms.

Ad spm. 2: Afhjælpning skønnes at andrage ca. kr. 5.000 inkl. moms.

Ad spm. 3: Afhjælpning skønnes at andrage ca. kr. 2.500 inkl. moms.

Ad spm. 4: Evt. omlægning og opretning af skønnet 10 m2 skønnes at andrage ca. kr. 5.000 inkl. moms.

Ad spm. 5: Udgået.

Ad spm. 6: Udskiftning af silikonefuger i bruseniche skønnes at andrage ca. kr. 2.500 inkl. moms.

Ad spm. 7: Lakering af emhætte skønnes at udgøre ca. kr. 1.000 inkl. moms.

..

Ad spm. 9: Afhjælpning skønnes ikke påkrævet dersom fugning ved vindtæt afdækning udføres i forbindelse med afhjælpning vedr. tag.

Ad spm. 10: Evt. udførelse af bjælke i garage skønnes at kunne udføres for ca. kr. 10.000 inkl. moms.

Ad spm. 11: Udbedring skønnes at andrage ca. kr. 1.000 inkl. moms.

Ad spm. 12: Opsætning af 21 mm sammenpløjede brædder skønnes at udgøre ca. kr. 20.000 inkl. moms.

Alternativ opsætning af 13 mm gipsplader skønnes at udgøre ca. kr. 10.000 inkl. moms.

Spm. 15:

For så vidt angår spørgsmål 12 anmodes skønsmanden om at meddele udgifterne til isolering mellem beboelse og garage (det oplyses, at ejeren af ejendommen selv har foretaget denne isolering). Spørgsmålet ønskes kun besvaret, såfremt isoleringen har betydning i relation til skønsmandens besvarelse af spørgsmål 12.

Svar:

Idet skønsmanden lægger til grund, at der skal være BD30 adskillelse, kan denne udføres enten ved BD30 loft i garage, alternativt ved udførelse af BD30 væg fra skalmurens afslutning til underside tag.

BD30 loft indebærer ud over loftsbeklædning, jf. svar på spm. 12-13 og 14, udførelse af fastholdt isolering, min. 95 mm, som udført. Det skønnes, at udgift til denne isolering fastholdt ved spredt forskalling, indebærer udgifter på ca. kr. 12.500 inkl. moms.

Alternativt kunne udføres opmuring, evt. med gasbeton, på skalmur til underside tagsten. Udgiften herved skønnes at ville andrage ca. kr. 7.500 inkl. moms.

Spm. 16:

Dersom skønsmanden finder, at der er revner i samlingen gulv-vægge, bedes skønsmanden oplyse, om overgangen gulv-vægge er udført håndværksmæssigt korrekt, hvorledes revner kan udbedres og omkostningerne herved.

Svar:

Der er generelt revnedannelse i overgangen vægge-gulv med klinker.

Efter skønsmandens opfattelse, indebærer normal håndværksmæssig udførelse af overgangen gulv-vægge montering af fodliste, evt. udførelse af blød elastisk fuge, når gulvbelægningen som her er udført med klinker. Det udførte vil, grundet normalt svind m.v., medføre revnedannelser.

Udbedring af revner indebærer udkradsning og genetablering af fuge, der da bør udføres som blød elastisk fugning. Udgiften herved skønnes at andrage ca. kr. 12.500 inkl. moms.

Alternativt kan opsættes traditionel fodliste. Udgiften herved skønnes at andrage ca. kr. 10.000 inkl. moms.

Spm. 17:

Skønsmanden bedes oplyse, om aftræk fra emhætte er tilsluttet i aftrækshætte i tag. I bekræftende fald bedes udbedringsomkostningerne angivet.

Svar:

Aftræk fra emhætte er ikke tilsluttet i aftrækshætte i tag. Etablering af denne tilslutning skønnes at andrage ca. kr. 1.000 inkl. moms.

Spm. 18:

Skønsmanden bedes oplyse, om der i nordfacaden ved tagnedløb findes revne i mur. I bekræftende fald bedes årsag til revnens opståen oplyst, og udbedringsforslag og udbedringsomkostninger angivet.

Svar:

I nordfacaden findes ca. ved tagnedløb fin revne i facaden. Henset til nordfacadens længde på ca. 21 meter skønnes, at revnen er opstået grundet svind i murværk og grundet manglende dilatationsfuge.

Udbedring kan ske ved udskiftning af revnede mursten og etablering af dilatationsfuge ca. hvor revne er opstået. Udgifterne herved skønnes at andrage ca. kr. 3.000 inkl. moms."

De påberåbte og konstaterede mangler er i det væsentligste endnu ikke blevet afhjulpet af indklagede.

Der er afgivet forklaring af indklagedes tømrermester, klagerne, indklagede og skønsmanden.

Indklagedes tømrermester har bl.a. forklaret, at han har været selvstændig tømrermester i ca. 25 år. Han har udført tømrer og snedkerarbejdet på klagernes ejendom. Han mener, at kostprisen ekskl. moms for at lægge taget om ville være ca. 15.000 kr.

Klagerne har bl.a. forklaret, at en af dem er uddannet kok og steward. Oprindeligt aftalte de med indklagede, at de selv ville male væggene, men denne aftale blev senere ændret til, at indklagede skulle filtse dem med farve blandet i cementen. Indklagede kom på ejendommen i december 1997 for at lægge nogle sten om, og senere kom der en ung mand, der foretog en forgæves fugereparation. Indklagede har ikke reageret på nogen måde efter skønsrapporten. Der blev ikke indgået særskilt aftale om brandadskillelsen til garagen eller om udluftning. Jorden i indkørslen fortsatte med at falde sammen efter skønsmanden havde besigtiget ejendommen. Klagen vedr. manglende komprimering. De har betalt de ydelser, der er aftalt med indklagede.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han i de sidste ca. 25 år har bygget omkring 170 huse. Han har fremsendt ekstraregning på i alt 36.817 kr. inkl. moms. Dette beløb, der vedrører nogle reguleringer af de aftalte leverancer, er anerkendt af klagerne, men ikke betalt. Han vil ikke afvise, at en af hans folk har været "uheldig" ved efterfølgende fugereparationer. Han tilrådede at afvente nedlægning af fliser, indtil kloakarbejder var færdige.

Skønsmanden har bl.a. forklaret, at han har vurderet, at der skulle omlægges ca. 240 m2 tag. Han anslår en pris herfor på 250 kr. pr. m2 inkl. stillads, men ekskl. moms. Han mener ikke, at det vil være nødvendigt at flytte fra ejendommen, medens filtsningen repareres. Overfladen fremstår i dag ujævn og ru.

Indklagede har under denne sag, gjort gældende stadig at have afhjælpningsret, subsidiært ret til reduktion af et evt. erstatningsbeløb til klagerne med den fortjeneste, som en fremmed mester vil kunne påregne. Ekstraregningen må anses som godkendt, og skal derfor betales.

Klagerne har gjort gældende, at indklagede ved passivitet har fortabt sin afhjælpningsret. Der er aldrig indgået aftale, som anført i ekstraregningen, der derfor ikke kan kræves betalt.

Voldgiftsretten skal udtale:

Voldgiftsretten må konstatere, at indklagede siden 1997 kun har foretaget sig helt sporadiske afhjælpningsforanstaltninger, selv om han er blevet opfordret til at afhjælpe samtlige mangler. Hertil kommer, at klagerne fastsatte afhjælpningsfrist efter AB 92 til den 15. februar 1998, hvorefter sagen af klagerne den 18. marts 1998 blev indbragt for Voldgiftsnævnet med påstand om erstatning. I hvert fald under disse omstændigheder må indklagedes afhjælpningsret anses for endeligt bortfaldet.

Det er ikke godtgjort, at der mellem parterne er truffet aftale om de leverancer, der er omfattet af ekstraregningen. Klagerne frifindes derfor for indklagedes selvstændige påstand.

Klagerne har krævet betaling for en række mangler, der af skønsmanden i alt er opgjort til 126.000 kr. Størstedelen heraf, 75.000 kr. inkl. moms, vedrører omlægning af tag. Indklagede har anført, at tagomlægningen kan udføres for et betydeligt mindre beløb.

Voldgiftsretten finder, at det af skønsmanden opgjorte beløb for tagomlægning i det væsentligste må lægges til grund.

De øvrige mangler er af skønsmanden opgjort til 51.000 kr. inkl. moms, således at ingen mangel er sat til mere end 10.000 kr.

Voldgiftsretten finder, at disse mangler efter et samlet skøn kan sættes til 21.000 kr. inkl. moms.

Indklagede skal inden 14 dage til klagerne betale 96.000 inkl. moms med procesrente fra den 18. marts 1998.

Inden samme frist skal indklagede til klagerne betale sagens omkostninger, herunder honorar til skønsmanden, med i alt 28.000 kr. samt Voldgiftsnævnets omkostninger efter særskilt opgørelse fra Voldgiftsnævnets sekretariat.

Versioner

  1. 2001-06-07