Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11953@2001-06-11/da

Indhold

1. Indledning

Landsforeningen Pårørende til Sindslidende har ved brev af 16. november 2000 klaget til Pressenævnet over nogle artikler bragt i Århus Stiftstidende den 23. oktober 2000, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen bragt på forsiden med overskriften "Anklage: En farlig forening" fremgår, at

" SAMVÆRSSAG: Foreningen for Pårørende til Sindslidende er blevet brik i konflikt mellem ægtefæller.

[X] fra Åbyhøj mener, at Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende er en farlig forening.

Årsagen er, at foreningen som rådgiver og bisidder for hans ekspartner og moderen til hans børn har forfattet et brev til Århus Statsamt, hvori foreningens psykolog og jurist konkluderer, at det vil være bedst, hvis der sker en indskrænkning af hans samvær med børnene.

De to fagfolk mener, at samværet fremover bør ske under overvågning i moderens hjem for at der kan opbygges et godt forhold mellem børn og far.

Grunden er en række påstande, som moderen refereres for. Hun mener således, at [X] er psykisk ustabil og kun styret af egne behov og forestillinger til stor skade for børnene.

Psykologen og juristen tolker alene på basis af moderens påstande. De har aldrig talt med [X].

- Enhver, som ønsker at mobbe sin ekspartner, kan åbenbart henvende sig til en sådan forening, siger [X].

Foreningens psykolog afviser kritikken. Hun mener kun, hun har forholdt sig til sagen generelt. Foreningens formand, Ole Aagerup, siger:

- Hvis [X] mener, han er oppe imod stærke kræfter, må han selv søge rådgivning.

- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi kan jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den undersøgende myndighed at afgøre, om der er hold i påstandene eller ej. Vi kommer ikke med den højforkromede sandhed, siger Ole Aagerup.

Pårørendeforeningens lokalafdeling i København-Frederiksberg er dog af en anden mening.

- Foreningen risikerer at sætte sin troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger lokalformanden Ellen Herkild."

Af en artikel bragt samme dag i bladet med overskriften "Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg" fremgår, at

" SAMVÆRSSAG: Forening vurderede alene ud fra ekskonens forklaring.

ÅRHUS: [X] fra Åbyhøj fik et chok i starten af august. Århus Statsamt bad ham kommentere et brev, hvori han var blevet vurderet som psykisk syg.

Brevet var sendt til statsamtet fra Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende på vegne af hans tidligere samlever, som han har to børn med.

Brevet var underskrevet af en jurist og en psykolog fra foreningen. Med henvisning til en række påstande fra børnenes mor skriver de to fagfolk:

- Ovenstående er blot et lille udsnit og et øjebliksbillede af det, moderen véd, at børnene udsættes for, når de er sammen med faderen.

- Vi kan fra Landsforeningens side oplyse, at det er almen psykologisk viden, at de beskrevne oplevelser har afgørende betydning for børns psykiske udvikling og giver livsvarige konsekvenser. Vi mener, at en indskrænkning og overvågning af samværet mellem faderen og børnene nu kan være med til at opbygge et godt forhold mellem børnene og faderen og faderen og moderen på lang sigt, hvis det foregår under kyndig professionel vejledning.

De to fagfolk refererer moderen for en række påstande blandt andet, at [X] kun er styret af egne behov og forestillinger, så børnenes udvikling og sundhed lider skade.

Men de havde ikke på noget tidspunkt talt med

En farlig linje

- På baggrund af min ekspartners oplysninger tillader foreningens jurist og psykolog sig at anbefale statsamtet, at mit samvær med mine børn indskrænkes og fremover foregår som overvåget samvær i moderens hjem. Jeg er rystet, siger

- De har aldrig set mig, endsige talt med mig. Bagefter ved jeg, at de også kun har talt med børnenes mor pr. telefon.

- Og som anklaget har jeg ikke fået en chance for at kommentere eller tilbagevise disse grove påstande, inden denne bombe af et brev blev sendt til Århus Statsamt.

- Hvad er det for en foreningspolitik? Enhver som ønsker at mobbe sin ekspartner, kan åbenbart henvende sig til foreningen. Så vil juristen og psykologen tillidsfuldt tage sig af sagen. De behøver kun høre den ene side. En forening med en sådan politik er farlig, siger [X].

Han oplyser, at han aldrig har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, endsige fået en psykiatrisk diagnose.

Men det er ikke nyt for ham, at børnenes mor betegner ham som psykisk syg.

Kritik bliver afvist

Avisen har kontaktet formanden for Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Ole Aagerup, Hvalsø.

- Når vi går ind i en sag, er det som advokat for den person, der har henvendt sig. Vi kan anstændigvis ikke rådgive begge parter, og synes [X], at han er op imod stærke kræfter, må han selv søge rådgivning, siger Ole Aagerup.

- Hvordan sikrer I jer, at det er korrekt, når en person betegnes som sindslidende?

- Vi laver ikke et større researcharbejde. Vi kan jo ikke rykke ud og lave interviews. Det er op til den undersøgende myndighed at afgøre, om der er hold i påstandene eller ej. Vi kommer ikke med den højforkromede sandhed, men skriver, at hvis udsagnene er i overensstemmelse med virkeligheden, så vil vi mene det og det. Det ligger dybt i vores professionelle rådgivning, siger Ole Aagerup.

[X] har derfor ikke fået meget ud af den klage, han sendte til formanden. Lokalafdelingen af foreningen i Århus, der startede sagen, kan heller ikke se, at der er handlet angribeligt.

Troværdigheden på spil

Men [X] blev så vred, at han sendte klagen videre til alle amtsafdelinger af landsforeningen, og fra to afdelinger på Sjælland får han opbakning.

- Vi kan kun udtrykke vores forståelse for din vrede. Sådan som du fremstiller sagen, ser det ud til, at vore ansatte professionelle er gået ind i en sag, som de ikke burde have rørt ved. Folks skilsmisser hører ikke til i foreningens regi. Vi vil forfølge sagen internt, siger Ellen Herkild, formand for lokalafdelingen i København og Frederiksberg.

- Jeg mener, foreningen risikerer at sætte sin troværdighed på spil ved den her fremgangsmåde, siger hun.

Det er dog ikke lykkedes for lokalafdelingen København-Frederiksberg at vinde genhør for disse synspunkter. Landsforeningens bestyrelse har diskuteret sagen og afviser kritikken.

Lokalafdelingen i København-Frederiksberg har derefter opfordret [X] til at søge juridisk bistand."

Af artikel i bladet den 23. oktober 2000 med overskriften "Fogedret gav far medhold og truede mor med bøde" fremgår, at

" SAMVÆRSSAG: Foreningsjurist var budbringer for moderen.

ÅRHUS: Først fik [X] fra Åbyhøj et brev fra statsamtet, afsendt fra Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende, hvori hans børns mor påstod, at han var psykisk ustabil: Få dage efter fik han en opringning fra landsforeningens jurist Susanne Beck Petersen.

- Hun fortalte mig, at jeg ikke kunne få børnene i den kommende weekend. Det bundede egentlig i en misforståelse, for det var slet ikke min tur til at have børnene. Men jeg undrede mig meget over opringningen. Hun var jo ikke en øvrighedsperson.

- Var min samkvemsret med børnene ændret, var det jo statsamtet, der skulle ringe, siger [X].

- Susanne Beck Petersen forklarede, at hun ringede på vegne af moderen, og at jeg ikke kunne få børnene, da de havde brug for at være sammen med deres mor.

Sag i fogedretten

De næste mange uger så [X] ikke sine børn. Moderen forhindrede deres samvær, og sagen endte i fogedretten.

Efter at fogedrettens dommer havde indkaldt den ældste af børnene en pige på 11 år til en samtale, for at høre af hendes egen mund, om hun havde interesse i at være sammen med sin far, faldt afgørelsen. Heri hed det:

- Fogedretten har ikke grund til at antage, at samværet vil udsætte børnene for sjælelig eller legemlig fare.

Moderen blev samtidig stillet en bøde på 1.000 kr. i udsigt, hvis hun ikke respekterede afgørelsen. Det gjorde hun imidlertid ikke, og først efter endnu et retsmøde, hvor bødekravet blev indskærpet, fik [X] og børnene en weekend sammen.

Det har på grund af ferie ikke været muligt at få en kommentar fra jurist Susanne Beck Petersen. Men hendes kollega i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende, psykolog Susanne Bærentzen, siger:

Praktisk budbringer

- Hvis der er blevet ringet, må det være indlysende for ethvert tænkende menneske, at en repræsentant for landsforeningen i givet fald ikke kontakter [X] som øvrighedsperson, men kun som praktisk budbringer af en oplysning fra barnets mor.

- Nå vi handler på vegne af andre, handler vi af og til på grænsen af, hvad de selv lige så godt kunne have gjort. Blandt andet fordi, der nogle gange skal handles akut, eller fordi folk, som vi rådgiver, selv er så rystede, at de ikke magter at tage affære.

- Hvis der er tale om en situation, hvor nogen er ved at bryde loven, gør vi altid konsekvenserne klart for dem. Og det er ikke noget, vi råder nogen til.

- I samværssager formaner vi forældreparter til at tage deres forældreansvar alvorligt, det vil sige tænke sig grundigt om, inden de tager skridt til at begrænse samkvemsretten, fordi børn har brug for begge forældre.

- Men hvis der var et tilfælde og jeg tænker helt generelt hvor der var tale om en psykotisk person, der har samværsret til børn, så ville det være forkert at overlade børn til vedkommende. Og det siger loven faktisk, siger Susanne Bærentzen.

Forældreevne betvivlet

Ved siden af kører sagen i statsamtet. Det er her, brevet fra Landsforeningen indgår i en vurdering af, om [X] skal have indskrænket sit samvær med børnene.

Han har taget til genmæle mod anklagerne. Afgørelsen er endnu ikke faldet, men parret har været indkaldt til en samtale, hvor der er blevet lyttet til begge parter.

Det er anden gang, forældrene strides om samværsretten. Moderen forsøgte at få [X] kendt ikke-egnet til samkvem i 1997 i direkte forlængelse af parrets brud.

Hun fik dengang statsamtet til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, der er standardundersøgelsen, hvis en persons forælder-evne drages i tvivl, og der stilles spørgsmål ved børnenes trivsel.

- Hun mente, jeg havde fået tildelt for megen tid med børnene, og at de tog skade af at være sammen med mig. Men undersøgelsen gik hende imod. Den viste, at jeg var børnene en kærlig far med blik for deres behov, siger[X].

Siden afgørelsen i 1997 har han haft børnene hver anden weekend og på skift i ferier. Dog ikke uden konflikter undervejs. Konflikter, der kulminerede i sommer."

Af bladets forsideartikel den 24. oktober 2000 med overskriften "Psykologer vil have klare regler" fremgår, at

"Samværssag: For vidtgående at kalde en mand sindssyg - uden at have mødt ham, mener formand.

[X] fra Åbyhøj er godt gal over, at en psykolog bruger sin faglighed til at anbefale, at han får indskrænket sit samvær med sine børn, når psykologen aldrig har set ham.

Avisen omtalte sagen i går. [X] har nu rejst to officielle klagesager. Dels mod en psykolog, dels mod en jurist i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende.

Og hvad angår psykologen, så ser det ud til, at [X] har en stor chance for at få medhold i sin klage.

Psykologen har som ansat i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende fungeret som rådgiver og bisidder for [X]'s ekspartner. Som vi omtalte i går, har psykologen og juristen skrevet et brev til Århus statsamt, hvori de refererer ekspartneren for en række negative påstande om [X]. Brevet munder ud i en generel anbefaling, hvor psykologen og juristen vurderer, at det må være bedst, at [X] samvær med børnene fremover bør være overvåget og foregå i moderens hjem, da han ikke er psykisk stabil.

Men hverken psykolog eller jurist har nogensinde talt med hovedpersonen, [X]. Og det går næppe an.

Avisen har fået en generel vurdering fra Dansk Psykolog Forening og fra Socialministeriets psykolognævn. Ingen af stederne kan bifalde fremgangsmåden.

I Dansk Psykologforening siger Elsa Schmidt, formand for Etisk Nævn:

- Faget mangler at få beskrevet og etableret en bundgrænse for moral og etik netop for bisidder-rollen.

Især fordi det er et forholdsvis nyt arbejdsfelt for psykologer. Vi har set en del klagesager mod psykologer, der er bisiddere.

- Det er min erfaring, at der er psykologer, der slet ikke kan se, at de kan ende i en rollekonflikt, som bisidder.

- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger på principperne om, at man ikke skal slå på en person, der måske ligger ned. Man skal respektere enhver persons rettigheder, værdighed og integritet, siger Elsa Schmidt."

Inde i bladet samme dag fremgår det blandt andet af artiklen med overskriften "Behov for klar etik for psykologer" , at

" Samværssag: Formand for etiknævn ville ikke handle som psykologer i pårørendeforening.

ÅRHUS: Psykolog Susanne Bærentzen, der arbejder i Landsforeningen for Pårørende til Sindslidende, står fuldt ud inde for den måde hun og jurist-kollega er gået ind i en sag om samværsret (artiklen på forsiden).

Formanden for Etisk Nævn i Dansk Psykolog Forening, psykolog Elsa Schmidt, er derimod ikke i tvivl om, at hun ville have handlet anderledes.

- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag. Men som jeg har fået beskrevet fremgangsmåden, kan jeg generelt sige, at jeg i alle fald ville afholde mig fra at rette henvendelse til en myndighed, hvis jeg kun havde talt med den ene part i en sag.

- Der er nemlig store forskelle. Og det er min erfaring, at der er psykologer, der slet ikke kan se, at de kan ende i en rollekonflikt som bisidder, siger Elsa Schmidt.

- Men netop i den rolle er det vigtigt, at vi bygger på principperne om, at man skal respektere enhver persons rettigheder, værdighed og integritet.

Krav om balance

Men kommer der en klagesag mod en autoriseret psykolog og en sådan er sendt i den omtalte sag så ender den hos Psykolognævnet under Socialministeriet, hvor den ene af to sagsbehandlere er John Barber.

Vurderer en psykolog, at der anbefales en begrænsning i samværet mellem børn og forældre, bør der vel tages direkte kontakt til begge parter, siger John Barber, der kun vil udtale sig generelt.

Psykolog har lært af sag

Psykolog Susanne Bærentzen, Landsforening for Pårørende til Sindslidende, mener ikke, hun har handlet forkert.

Sammen med sin juridiske kollega Susanne Beck Petersen har hun skrevet det omtalte partsindlæg i samværssagen fra Århus, hvor brevet slutter med en vidtgående tolkning ved at anbefale, at statsamtet beslutter at indskrænke faderens samværsret.

- Ingen af os vurderer faderen. Men vi anbefaler, at hvis det her er korrekt beskrevet af moderen, så ville den generelle vurdering være sådan og sådan. Vi tolker dermed ikke den konkrete sag. Og jeg vil handle på samme måde en anden gang, siger Susanne Bærentzen.

- Men jeg har lært af det her. Jeg kunne have ønsket, at vi havde skrevet med fede typer til sidst, for at gentage det, at vi alene har refereret moderens synspunkter, og at vi ikke anbefaler i den konkrete sag, men blot anlægger en generel vurdering, siger foreningens psykolog.

Foreningens landsformand Ole Aagerup afviste også i gårdagens avis, at der er handlet galt.

Det kommer der nu en endelig vurdering af fra Psykolognævnet. [X], sagens hovedperson, har også klaget til Advokatnævnet over foreningens advokat, der er medunderskriver af brevet."

Klageren har anført, at artiklerne er dybt krænkende og skadelige for foreningens og rådgivningens omdømme. På forsiden den 23. oktober 2000 bliver klageren anklaget for at være en farlig forening og samme dag inde i bladet påstås det i overskriften, at foreningen har løjet en mand sindssyg. Bladet har med sin omtale af foreningen klart overtrådt de presseetiske regler, og det er i den forbindelse underordnet, at bladet har gengivet [X]'s som en kilde til påstanden om, at foreningen er farlig.

Klageren har endvidere anført, at det er kritisabelt, at bladet ikke i tilstrækkelig omfang har kontrolleret anklager mod foreningen. For det første er der tale om anklager, der i høj grad kan skade foreningen. For det andet rejses anklagerne af en person, som helt indlysende er i et modsætningsforhold til sin tidligere samlever og dermed i forhold til dem, der handler på hendes vegne. Det er herudover en skærpende omstændighed, at landsforeningen både mundtlig og skriftlig har afvist anklagerne over for bladet, inden artiklerne blev bragt. Klageren har i den forbindelsen fremlagt korrespondance af 20. oktober 2000 mellem foreningen og bladet.

Klageren har endvidere oplyst, at foreningens psykolog, Susanne Bærentzen, ikke var bekendt med alle relevante afsnit i de offentliggjorte artikler. Psykologen bad bladets journalist om at få forelagt hans udkast til artikel i sin helhed, hvilket blev afslået. Landsforeningen var blandt andet ikke bekendt med udtalelserne fra formanden for Dansk Psykologforening, fra formanden for Etiknævnet i Dansk Psykologforening og en sagsbehandler i Psykolognævnet, og foreningen havde derfor ingen mulighed for at kommentere disse udtalelser. Selv om de citerede personer alle afviser at kommentere den konkret sag, fremstiller bladet på i artiklerne fra den 24. oktober 2000 de pågældendes udtalelser, som om de alligevel tager stilling, idet bladet henfører den generelle vurdering til den konkrete fremgangsmåde.

Klageren har endvidere anført, at i det citatudkast, der blev godkendt af Susanne Bærentzen, var hendes udtalelser refereret som en helhed, hvorimod udtalelserne i bladet blev delt i to artikler, som blev bragt to forskellige dage, og [X]'s beskyldninger mod foreningen stod herved uimodsagt i artiklen den 23. oktober 2000.

Klageren har desuden anført, at der ikke ses at være nogen kilde til påstanden om, at foreningen lyver.

Klageren har oplyst, at det omstridte brev fra foreningen er rettet til Århus Statsamt og ikke til [X]. Foreningen yder partsrådgivning og har derfor ikke kontaktet [X], inden brevet blev sendt. Brevet var et partsindlæg, og det blev af statsamtet opfattet som et partsindlæg. Det er urimeligt, at andre end den myndighed, som brevet var adresseret til, giver sig af med at fortolke brevets karakter. Alle partsindlæg i sager, der afgøres af en offentlig myndighed, bliver forelagt modparten, og foreningen vidste derfor, at [X] som part i sagen fik mulighed for at tage til genmæle. Det er således myndighedernes opgave at forelægge partsindlæg for modparten og i det hele taget sørge for, at en sag bliver tilstrækkelig belyst fra begge sider. Klageren har i den forbindelse anført, at foreningen klart må afvise, at foreningens jurist og psykolog som anført af bladet har foretaget en vurdering af [X]. Der var tale om et partsindlæg, der udfra en generel faglig viden og erfaring oplyste statsamtet om, at såfremt moderens påstande var rigtige, var der en god grund for statsamtet til at vurdere sagen, som ønsket af moderen.

Herudover har klageren anført, at foreningen afviser, at udtalelserne fra Psykologforeningens etiske nævn og Socialministeriets Psykolognævn skulle være relevante kilder, der kunne understøtte bladets påstand. Kilderne har alene udtalt sig på baggrund af den sagsfremstilling, som de har fået forelagt af vedkommende journalist. Kilderne burde ikke have udtalt sig uden at have undersøgt sagen, men det fritager ikke bladet for ansvar.

For så vidt angår de citerede udtalelser fra foreningens jurist har foreningen anført, at juristens kollega udtrykkeligt gjorde journalisten opmærksom på, at vedkommende ikke kunne udtale sig på juristens vegne. De citerede udtalelser fra juristen er ukorrekte. Journalisten burde have ventet med citaterne, indtil han dagen efter kunne have forelagt udtalelserne for juristen.

Bladet har anført, at bladet på forsiden den 23. oktober 2000 ikke anklager avisen foreningen for at være farlig. Bladet refererer derimod en person, der uden grund føler sig hængt ud som sindslidende af foreningen og derfor betegner foreningen som farlig. Bladet vurderede, at personen havde et rimeligt belæg for sine anklager, hvilket bladet havde fået bekræftet ved samtaler med Etisk nævn i Dansk Psykolog Forening og Socialministeriets Psykolognævn.

Bladet har anført, at ingen af disse kunne fagligt stå inde for den fremgangsmåde, som foreningen havde benyttet i den omtalte sag. Bladet har oplyst, at det i artikler den 24. oktober 2000 nærmere har redegjort herfor.

Herudover har bladet anført, at der også internt i foreningen har været stærk uenighed om det holdbare og etiske forsvarlige i fremgangsmåden samtidig med, at foreningens landsformand på ingen måde har kunnet se noget problem.

For så vidt angår artiklerne inde i bladet den 23. oktober 2000 har bladet oplyst, at overskriften "Pårørendeforening løj skilsmissefar sindssyg" refererer til den vurdering, som foreningens fagfolk har foretaget i sagen alene på baggrund af moderens udtalelser.

For så vidt angår udtalelserne fra foreningens jurist, har bladet anført, at det uden held har forsøgt har indhente en kommentar fra hende. Bladet har oplyst, at det i stedet har talt med juristens kollega, psykolog Susanne Bærentzen, der sammen med juristen har underskrevet brevet til statsamtet. Bladet har i den forbindelse refereret psykologens forklaring.

Bladet har herudover tilføjet, at alle relevante afsnit i de omhandlede artikler er blevet mailet til foreningen inden publicering, hvor de efter aftale blev læst igennem af psykolog Susanne Bærentzen. Efterfølgende var bladet i telefonisk kontakt med hende om en række ønskede ændringer i teksten. Alle ændringerne blev indføjet - stor set som hun via en mail havde beskrevet. Den færdige tekst blev herefter læst op og godkendt af hende over telefonen, hvor hun accepterede indholdet. Hun læste dog kun de afsnit, der enten direkte vedrørte hendes udtalelser, eller som stod i tæt relation hertil. Samtidig fik hun læst det afsnit op, hvor foreningen landsformand citeres.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke finder anledning til at kritisere, at bladet bragte [X]'s kritiske beskrivelse af foreningen.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen skal efterprøves i særlig grad inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet finder på baggrund af artiklerne og af sagens oplysninger i øvrigt, at bladet i tilstrækkelig omfang har forelagt de kritiske oplysninger for foreningen, og Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Århus Stiftstidende.

Afsagt den 9. maj 2001.

Versioner

1. 2001-06-11