Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11973@2001-06-18/da

Indhold

1. Indledning

Foreningen Pædofilgruppen har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i TV 2 den 30. oktober 2000, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Udsendelsen handlede om foreningen Pædofilgruppen. En journalist fra TV 2 Dok. havde under falsk identitet meldt sig ind i foreningen ved at foregive at være pædofil for blandt andet at undersøge, om foreningen efterlever dens formålsparagraf, navnlig om at foreningen skal arbejde for at øge pædofiles ansvarlighed over for børn. Journalistens deltagelse i foreningens møder og i private møder med foreningens medlemmer skete med skjult kamera. Foreningens medlemmer var under alle disse møder behørigt anonymiseret.

I udsendelsens begyndelse vises flere små klip, der senere på ny vises i udsendelsen, og henover disse klip kører følgende speak:

Speak: I et år har vi levet under anden identitet blandt de pædofile. Vi har mødt mennesker, der er besat af sex med børn. Og vi har mødt ofre, som stadig husker. Det hele er centreret om en forening - en lovlig forening for voksne, der går ind for sex med børn. Foreningen kalder sig Pædofilgruppen.

-----

Speak: Men samtidig har Danmark som noget enestående en lovlig forening af pædofile og deres sympatisører. En forening, hvor de over 100 medlemmer arbejder for, at sex med børn ikke skal være kriminelt. Og en forening, der er anerkendt og accepteret af regeringen.

Herefter følger et interview med justitsminister Frank Jensen og chefkriminalinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen, hvor de blandt andet stilles spørgsmålet, om de tror, at medlemmerne i foreningen begår kriminelle handlinger. Interviewet efterfølges af følgende speak:

Speak: På TV 2 Dok.-redaktionen må vi altså konstatere, at regeringen anerkender en forening, hvis erklærede mål det er at gøre sex med børn lovligt. Og på trods af det erklærede mål må vi konstatere, at politiet ikke på noget tidspunkt har undersøgt, om medlemmerne i foreningen lever deres seksuelle ønsker ud. Foreningen af pædofile nægter i dette brev til TV 2 Dok. selv at udtale sig, uanset at vi tilbyder dem anonymitet. Vi beslutter i efteråret 1999 at infiltrere Pædofilgruppen. TV 2 Dok.-journalist Jacob Billing vil tage en identitet som pædofil. De næste tolv måneder vil han leve under navnet Jacob Andersen blandt de pædofile med skjult kamera og mikrofon. Vi ønsker ikke lynch-stemning eller en folkedomstol. Derfor har vi valgt at skjule identiteten på alle pædofile i dette program og give dem andre navne.

Mens denne speak kører, ses blandt andet journalisten under et møde på TV 2 Dok.-redaktionen, ligesom der vises et billede af Pædofilgruppens brev af 25. juni 2000, hvor talsmand/rådgiver Svend Jensen meddeler, at TV 2 trods tilbud om anonymitet ikke kan få lov at filme fra foreningens møder, og at man ikke ønsker at deltage i et interview, men at TV 2 er velkommen til at skrive eller ringe med henblik på en orientering om foreningen, pædofili og hans arbejde.

Speak: Det er torsdag aften, da jeg for første gang ankommer til Pædofilgruppens møde. Mødet bliver holdt i lokaler hos Københavns Ungdomscenter i midten af København. Kommunen støtter foreningen ved kun at opkræve en symbolsk pris for leje af lokalet. Dette er et såkaldt åbent møde, hvor alle kan komme. På mødet siges:

Ukendt: Det må være op til de enkelte, om de dukker op til de her møder og prioriterer, om man tør komme her eller ej. Fordi det er forbundet med risiko at være her.

Ukendt: Vi kan ikke gardere os 100 %, men jeg synes, nogen lider af paranoia, for hvad er risikoen? Selv om der kom alverdens journalister . Vi kan da ikke blive retsforfulgt, fordi vi sidder i en lovlig forsamling. Ingen kender vores navne, højest vores fornavne. Hvad kunne der ske?

Ukendt: Der kan komme en journalist med skjult kamera og filme hele banden.

Herefter vises et klip, hvor journalisten i pausen kontaktes af en af mødedeltagerne, der fortæller om sine problemer. Klippet efterfølges af denne speak:

Speak: Per er 54 år og bor alene. Pædofilgruppen advarer officielt sine medlemmer mod at begå ulovligheder, men Per taler åbent om sin børneporno, da jeg møder ham igen på et værtshus:

"

-----

Speak: Jeg forsøger at trænge dybere ind i Pædofilgruppen. På et møde har jeg fået telefonnummeret til en mand, som kalder sig Mogens. Mogens hører til i Pædofilgruppens inderkreds. Han er tidligere dømt for at have befølt en 12-årig dreng på kønsdelene. Mogens bor i en lejlighed i København. Gennem de næste måneder kommer jeg tættere på ham og lærer ham og hans lyst til drenge at kende.

Herefter fortæller Mogens under private møder med journalisten, hvorledes han gennem årene har haft sex med mindreårige drenge.

-----

Speak: De nyeste undersøgelser viser, at ét ud af hvert 100 danske børn er blevet seksuelt misbrugt af en voksen. Jeg har mødt to tilfældige medlemmer af Pædofilgruppen, og det, de har fortalt mig, betyder, at begge bryder loven i deres lyst til børn. Under mit dæknavn Jacob Andersen er jeg nu blevet optaget i Pædofilgruppens inderkreds. Jeg har oprettet en postboks, hvor jeg kan modtage foreningens medlemsblad og interne post. I marts indkaldes der til lukket møde i en privat lejlighed på Vesterbro i København. På mødet siges der blandt andet:

Ukendt: Hvis du vil være 100 % tryg, skal du ikke komme til de åbne møder.

Ukendt: Nej, det er så enkelt.

Ukendt: Kun til de lukkede.

Ukendt: Var du til behandling i går?

Ukendt: Nej, i dag.

Ukendt: På Rigshospitalet?

Ukendt: På sexologisk klinik for første gang. Det er helt til grin. Jeg har fået en dom på ti måneders betinget fængsel.

Ukendt: Han gik over rødt.

Ukendt: Ja, ret meget.

Ukendt: Så skal jeg gå i sexologisk behandling i to år, hvilket er til grin, men det er trods alt sjovere end at sidde i fængsel.

Journalist: Hvad er du blevet dømt for?

Ukendt: Forskellige seksuelle krænkelser over for tre drenge under 15 år.

Ukendt: Og så spørger man ikke mere.

Ukendt: Jo, man gør så.

Ukendt: Hvis du lavede en håndsoprækning, ville flertallet have domme eller have haft problemer med politiet. (Herefter siger de enkelte ja til, om de har haft problemer).

Speak: I Pædofilgruppen er der altså medlemmer, som åbent taler om deres misbrug af børn, og flere af dem er også dømt for det.

-----

Speak: Jeg er nu blevet kendt og anerkendt som pædofil af de øvrige i Pædofilgruppen. De tror, at jeg er en af dem, og de fortæller mig alt. Per har inviteret mig hjem for at se børneporno.

Herefter vises en scene, hvor Per i sit hjem viser journalisten børneporno og herunder billeder af den svenske pige Monika. Herefter følger flere scener, hvor journalisten blandt andet forsøger at finde frem til Monika og personen, der tog billederne af Monika. Journalisten finder frem til Monikas moder og fortæller, mens han viser et billede af datteren, at der er dukket billeder af datteren op i København, hvilket tydeligt chokerer moderen. Under samtalen med moderen anvendes skjult kamera. Herefter følger et telefoninterview med Monika, der indledningsvis siger: "Jeg har brugt 30 år på at forsøge at glemme, og så ringer du op og påminder mig". Under interviewet fortæller journalisten Monika, at der er dukket billeder af hende op blandt pædofile i København.

-----

Speak: I Pædofilgruppens formålsparagraf står, at Pædofilgruppen skal arbejde for at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn. Men jeg bliver hurtigt klar over, at møderne mellem de pædofile også bliver brugt til at advare medlemmerne om politiets metoder.

Herefter vises endnu en scene fra et lukket møde, hvor der siges:

Ukendt: Har du computer?

Journalisten: Ja.

Ukendt: Chatter du?

Journalisten: Nej, jeg har aldrig prøvet det.

Ukendt: Men jeg advarer dig. Hvis du skulle få lyst til det, så vær forsigtig, for det kan lade sig gøre at spore alt. Når du chatter med en dreng på 12 år og tilbyder ham 500 kr., står de der dagen efter. Jeg har selv været på chatten de tre sidste dage og advaret alle pædofile. Hold jer væk herfra, hvis I ikke vil have konfiskeret jeres computer. Alle skal have at vide, hvad der er farligt.

Ukendt: Det kommer jo an på, hvad man siger. Man kan være der uden problemer.

Speak: Mogens vil vise mig, hvordan man ved hjælp af falske e-mail-adresser kan udveksle børneporno og skaffe kontakt til børn på internettet. Så jeg indretter en lejlighed i det indre København med skjulte kameraer og mikrofon.

Herefter vises en scene, hvor Mogens og journalisten får kontakt til en mindreårig på internettet.

Speak: Pædofilgruppens medlemmer viser altså hinanden, hvordan de ulovligt kan komme i kontakt med børn. Og det på trods af, at der i Pædofilgruppens formålsparagraf står, at foreningen hverken kan organisere eller formidle ulovlige aktiviteter. Men om de gør det, har politiet aldrig undersøgt.

-----

Herefter vises på ny en scene fra et lukket møde, hvor der siges følgende:

Ukendt: For 15 år siden havde jeg en nøgen dreng på skødet ovre i Hillerødgade Svømmehal, og det skete den ene gang efter den anden gang. Vi sad altid i børnesaunaen.

Ukendt: Ja, det var sgu ikke noget problem.

Ukendt: Det lyder vist ulovligt.

Speak: Men gruppen har mærket, at danske børn er mere på vagt, når de pædofile vil i kontakt med dem.

Ukendt: Man får jo ikke noget herhjemme mere, så man er nødt til at rejse. Det er masser af muligheder, hvis man har tid. Man skal altså bare have tid.

Ukendt: Du kan jo heller ikke lokke dem med penge herhjemme. De har jo røven fuld af dem. De har modetøj og går på McDonald og bruger 200 kr. om dagen

Speak: Mogens vil fortælle mig, hvordan jeg som pædofil kommer i kontakt med børn i udlandet.

Herefter vises to scener, hvor journalisten mødes med Mogens privat:

Mogens: Vi har overhovedet ingen rettigheder. Vi er totalt retsløse. Jeg vil helst til Indien igen, for selv om det også er totalt ulovligt der, så er det meget udbredt, og ingen lægger mærke til det.

Speak: Vi aftaler at tale videre hjemme hos Mogens om mulighederne i Indien.

-----

Speak: Mogens kender til et hotel, som styres af en dansker, han har fået at vide, er pædofil.

Mogens: Der ligger Beach.

Journalisten: Der ligger jo mange hoteller.

Mogens: Ja, ja, men det er også et turiststed. Men der er ikke nogen turister, når du kommer derned. Ikke ret mange i hvert tilfælde. Det er jo kun godt. Prøv at se, om der ligger et, der hedder California. Det var der, han boede, ham danskeren. Det er jo altid bedre at være pædofil og så oven i købet have et hotel. Så det er ikke umuligt, at hvis du render ind i ham, at han kan skaffe eller har forbindelse til en familie, der sælger sin datter indimellem. Det er ikke umuligt. Og så har du jo også et sted at gøre det.

I det følgende vises en række scener fra Indien, hvor hotel California nærmere omtales, og hvor journalisten blandt andet får kontakt med Mogens´ forbindelse. Denne beretter, hvorledes Mogens i Indien er sammen med mindreårige, og forbindelsen vil desuden skaffe journalisten kontakt med en mindreårig.

Programmet afsluttes med følgende speak:

Speak: I et år har en TV 2 Dok.-medarbejder infiltreret Pædofilgruppen. Han er kommet tæt på to tilfældige medlemmer af gruppen. Den ene videregav grov børneporno, hvor en mand havde fuldbyrdet samleje med en lille pige. Den anden fortalte om sin sex med små drenge over det meste af verdenen. I Indien blev vi introduceret til et dansk styret hotel, hvor manageren er anmeldt for at forgribe sig på lokale børn. Alle kontakter har vi fået efter, at vi meldte os ind i Pædofilgruppen. En forening, politiet ikke på noget tidspunkt har efterforsket, og en forening, der er anerkendt og accepteret af den danske regering. Vi har kontaktet de pædofile, som medvirker i dette program. Ingen af dem har ønsket at udtale sig.

Foreningen Pædofilgruppen har indledningsvis anført, at klagen over udsendelsen går på såvel udsendelsens indhold såvel som måden, hvorpå den er blevet researchet og produceret.

Klager har nærmere anført, at optagelse med skjult kamera er en krænkelse af privatlivets fred i strid med god presseskik og med straffeloven. Journalisterne har oprindeligt begrundet brugen af skjult kamera med, at foreningen ikke ville formidle et interview med en pædofil, hvortil klager har anført, at filmselskabets anmodning om et sådan interview blev fremsat efter, at optagelserne havde fundet sted, samt at foreningen havde tilbudt at svare på alle spørgsmål. Baggrunden for, at klager nægtede at foranstalte et interview med en pædofil, er, at klager har særdeles dårlige erfaringer hermed fra flere forskellige TV-stationer, samt at en eventuel sløring ikke altid er tilstrækkelig effektiv. TV 2´s udsendelse gav et så misvisende og krænkende billede af foreningen, at et medlem efterfølgende stod frem og forsvarede klager på en anden TV-kanal. Dette medførte, at han blev forfulgt og overfaldet og måtte have politibeskyttelse. Da forfølgelsen varede ved, blev han nødsaget til at flytte til en anden by. Eftersom det var TV 2´s udsendelse, der startede denne lynch-stemning, må klagers modvilje mod et interview siges at have været særdeles velbegrundet. TV 2 har efterfølgende i et svar til klager i anledning af fremsendelse af klagen til TV 2 begrundet sin anvendelse af skjult kamera og sit misbrug af foreningens og medlemmernes tillid med, at udsendelsen skal dokumentere, at foreningen ikke opfylder punkt d i sin formålsparagraf: "At arbejde for at udvikle pædofiles ansvarlig over for børn". Imidlertid har journalisterne på intet tidspunkt spurgt til, hvorledes denne paragraf skal forstås. TV 2 synes at anvende den nugældende straffelov som norm for begrebet ansvarlighed, skønt man er bekendt med, at foreningen ønsker straffeloven ændret. I lyset af de øvrige punkter i formålsparagraffen, især punkt a., hvorefter foreningen skal arbejde for at fremme offentlighedens viden om og mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt frivillige følelsesmæssige og seksuelle forhold mellem voksne og børn, må det være indlysende, at punkt d. ikke kan fortolkes på den måde. I TV 2´s svar til klager har TV 2 endvidere fremført, at foreningens formålsparagraf ikke giver mening for dem. Der er derfor indlysende, at de burde have stillet spørgsmål herom, inden de bragte en udsendelse, hvis hovedformål angiveligt var at bevise, at denne formålsparagraf ikke bliver overholdt.

Klager har i den forbindelse nærmere redegjort for, hvorledes foreningen arbejder for punkt d i vedtægterne. Det er blandt andet klagers synspunkt, at det er bedre at beholde kriminelle medlemmer i foreningen og forsøge at påvirke dem end at udelukke og politianmelde dem. Det kan derfor ikke undre, at det er lykkedes journalisten at finde enkelte medlemmer, som har overtrådt straffeloven, f.eks. ved besiddelse af børneporno. Såfremt de ikke havde været medlemmer, ville de efter al sandsynlighed have begået værre kriminalitet, hvilket visse medlemmer muligvis har gjort, før de blev medlemmer. Journalisterne har imidlertid overhovedet ikke interesseret sig for disse problemstillinger. Det har under hele forløbet været rig lejlighed til at spørge, hvordan foreningens formålsparagraf skal forstås, idet foreningens rådgiver Svend Jensen gentagne gange har tilbudt at svare på spørgsmål. Eftersom dette spørgsmål ikke er blevet stillet og ikke diskuteret i udsendelsen, har TV 2 ikke gjort et seriøst forsøg på at dokumentere, at foreningen ikke skulle leve op til sit formål. Ligeledes viser journalisternes manglende interesse for de nævnte problemstillinger, at man ikke har forsøgt at sætte sig ind i pædofiles tankegang, hvilket angiveligt skulle være endnu et formål med udsendelsen. Med det usædvanligt omfattende research-arbejde, der er lagt for dagen, er det uforståeligt, at man ikke har fundet frem til selv de mest grundlæggende problemstillinger, såfremt formålet var at forstå pædofiles tankegang og foreningens arbejde med at opfylde sit formål. Dermed bortfalder hele grundlaget for TV 2´s argumentation.

Klager har i forlængelse heraf anført, at det eneste kritisable, man har fundet inden for foreningens rammer gennem mange måneders spionage med skjult kamera, var en enkelt episode, hvor et medlem advarer andre mod at begå en bestemt ulovlig handling. Dette kan ikke siges at være uansvarligt. TV 2 har derfor ikke som påstået bevist, at foreningen ikke lever op til sit formål. TV 2 hævder nu over for Pressenævnet, at programmet ikke tager stilling til, om foreningen efterlever sine vedtægter. Hermed bortfalder TV-stationens begrundelse for at bruge skjult kamera. I øvrigt dokumenterer bilagene vedlagt TV 2´s brev til nævnet, at foreningen aktivt beskæftiger sig med diskussionen af ansvarlighed og driver en seriøs rådgivning på dette grundlag. TV 2 har altså været bekendt hermed og burde derfor have inddraget denne viden i en udsendelse, hvis formål angiveligt skulle være at bevise det modsatte, jf. kravet om efterprøvning. På denne baggrund forekommer det klager, at udsendelsen havde et andet formål, nemlig at stille foreningen og dens medlemmer i det dårligst mulige lys.

Klager har endelig vedrørende brugen af skjult kamera anført, at dette er sket i modstrid med foreningen vedtægter og har umuliggjort foreningens fortsatte rådgivningsarbejde, hvilket må opfattes som en grov krænkelse af foreningsfriheden. Eftersom ikke-dømte pædofile ikke kan få en adækvat rådgivning andre steder, og eftersom denne rådgivning er vigtig for at dæmpe kriminaliteten, må hensynet til foreningsfriheden veje tungere end hensynet til TV-selskabernes ytringsfrihed.

Klager har endvidere anført, at god presseskik forbyder misbrug af andres tillid. Dette forbud er ubetinget, og det giver derfor ingen mening, når TV 2 taler om berettiget misbrug af tillid. Journalisten har under arbejdet misbrugt foreningens og medlemmernes tillid ved at foregive at være en stakkels pædofil, der havde brug for hjælp. Der var ingen ende på de personlige problemer, han foregav af have, og medlemmerne fik derfor medlidenhed med ham og tog sig personligt af ham. TV 2 har da også over for nævnet erkendt at have misbrugt andres tillid, skønt dette oprindeligt blev benægtet i TV 2´s svar til klager. Klager må afvise TV 2´s temmelige søgte argument om, at forbuddet mod misbrug af andres tillid ikke skulle gælde ved brug af skjult kamera, fordi brug af skjult kamera altid vil udgøre et misbrug af tillid. Det er klagers opfattelse, at det naturligvis er muligt at bruge skjult kamera uden at misbruge nogens tillid, idet man kan filme foreteelser, der foregår alligevel, uden at man behøver at knytte kontakt til de involverede på en tillidsskabende måde. Heroverfor står, at journalisten har misbrugt såvel foreningens som medlemmernes tillid ved sin måde at skabe kontakt på og ved som tidligere nævnt at foregive at have store og atypiske personlige problemer, som medlemmerne skulle hjælpe ham med. Hvad angår de scener, der er fremprovokerede, er misbruget af tillid så groft, at det efter enhver målestok må betegnes som urimeligt. Det er indlysende, at de medvirkende personer her ikke er klar over virkningerne af deres udtalelser.

Klager har herudover anført, at ifølge reglerne om god presseskik skal oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende, efterprøves ved forelæggelse for den pågældende. Dette er ikke sket. Medarbejdere TV 2/Nordisk Film har telefonisk kontaktet Pædofilgruppens rådgiver Svend Jensen med anmodning om at få et interview med en pædofil. Svend Jensen afslog at formidle et sådant interview, men tilbød at svare på alle spørgsmål. Dette tilbud er senere gentaget skriftligt i brev fra foreningens advokat. TV 2 har ikke benyttet sig af dette tilbud og har dermed forsømt denne mulighed for efterprøvning. TV 2 synes at sammenblande begreberne efterprøvning og medvirken. Reglerne for god presseskik indeholder intet, der kan begrunde TV 2´s krav om, at efterprøvningen skal have form af et interview med en pædofil. Formålet med kravet om efterprøvning ved forelæggelse for de pågældende kunne opfyldes, uanset under hvilken form svaret herpå leveres. Det er således et groft brud på reglerne om efterprøvning at kræve svaret leveret i form af et interview, når klager har givet særdeles gode argumenter for ikke at svare i netop denne form. TV 2´s hovedpåstand er, at foreningen ikke lever op til sit formål. Denne påstand burde være forelagt for foreningen med en detaljeret begrundelse, hvilket der var rig lejlighed til, idet foreningen både mundtligt og skriftligt har tilbudt at svare på spørgsmål.

Klager har endvidere gjort gældende, at mange af de viste scener var fremprovokerede af journalisten. Journalisten opsøgte flere medlemmer privat og chokerede dem med sine ufølsomme holdninger over for børn som sexobjekter. Således lagde journalisten et stort pres på medlemmerne for at få tips om, hvordan han kunne få sex med en lille pige. Den person, der i udsendelsen kaldes Mogens, havde gentagne gange advaret journalisten imod at forsøge at have samleje med en mindreårig pige, men denne havde systematisk bearbejdet ham og forsøgt at nedbryde hans moral. Ved således at lægge pres på Mogens lykkedes det at få ham til at foreslå journalisten at tage til Indien. Udsendelsen giver således et forkert billede af medlemmets holdning til samleje med mindreårige piger. Scenerne i Indien var ligeledes fremprovokerede, idet journalisten havde betalt mellemmænd for at skaffe børn til sex. Desuden havde journalisten opfordret flere medlemmer til at skaffe børneporno og taget imod dette i strid med straffeloven. Medlemmerne har uden tvivl vurderet, at det var bedre, at journalisten brugte børneporno som erstatning, end at han tog til Indien eller andre steder og forsøgte af få samleje med en pige. Det kan derfor ikke siges at være uansvarligt at give ham børneporno. Journalisten har således både opfordret til og deltaget i ulovligheder. De indlysende etiske og retssikkerhedsmæssige problemer heri er grunden til, at end ikke politiet må benytte sådanne metoder.

Klager har endvidere anført, at der i udsendelsen udvises hensynsløshed over for en svensk kvinde, der har været udsat for incest for 30 år siden, ved at journalisten fortæller, at der cirkulerer billeder af hende blandt pædofile i København, og han bidrager her til, at hendes traume forværres. Dette strider mod reglen om, at ofre skal vises det størst mulige hensyn. TV 2 har ikke afvist, at den hensynsløse behandling af kvinden strider mod god presseskik, men mener ikke, at klager er berettiget til at klage herover. Klager har hertil anført, at klagen her er motiveret af foreningens formål samt af, at krænkelsen af den pågældende kvinde blandt andet bestod i at omtale Pædofilgruppen for hende. Den pågældende kvinde gav klart udtryk for, at hun ønskede at glemme overgrebene, og at hun følte sig krænket over at blive mindet herom. Det vil derfor ikke være rimeligt at forvente, at hun selv skulle klage til Pressenævnet, idet det netop ville forværre hendes situation at skulle se udsendelsen og formulere en klage. Dette tilfælde er ikke enestående, og Pressenævnet bør derfor af principielle grunde også behandle dette klagepunkt, uanset om man måtte finde, at klager ikke har retlig interesse heri. § 6 i Pressenævnets forretningsorden hjemler mulighed herfor.

Klager har videre anført, at scenerne fra foreningens møder er udvalgte fra et meget stort materiale og absolut ikke repræsentative for medlemmernes samtaler om børn eller for medlemmernes holdninger til kontakt til børn. Flere af bemærkningerne var ironisk eller humoristisk ment, hvilket udenforstående næppe har forstået. Det havde været mere relevant for udsendelsens erklærede formål at gengive ideologiske diskussioner og diskussioner om, hvad der er skadeligt eller ikke skadeligt for børn. Sådanne diskussioner er der mange af i foreningen, både blandt medlemmer, i foreningens blad og på internettet.

Klager har herudover anført, at udsendelsen skader foreningens anseelse og giver et falskt billede af foreningen, idet scenerne er udvalgt og sammenstillet på en stærkt ensidig og manipulerende måde. Desuden er det vanskeligt for publikum at skelne mellem, hvilke scener der foregår i foreningens regi, og hvilke scener der foregår udenfor foreningen. Klager benægter ikke, at det ville have almen interesse, såfremt foreningen organiserede ulovlige aktiviteter. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Foreningen har på intet tidspunkt opfordret medlemmer til at udveksle børneporno eller begå andre ulovligheder og kan naturligvis ikke drages til ansvar for, hvad medlemmer foretager sig uden for foreningens rammer. Det mest bemærkelsesværdige, man har fundet inden for foreningens virke, er, at et medlem advarer mod at kontakte børn på internettets chatrooms. Dette svarer til at advare mod at køre for hurtigt på motorvejen, fordi der er sat fartfælder op. Den politiske opmærksomhed, som udsendelsen unægtelig har vakt, bygger på opfattelsen af, at der skulle foregå noget ulovligt inden for foreningens rammer. Dette viser netop, at udsendelsen manipulerer med publikum, så de ikke kan skelne mellem, hvad der foregår inden for og uden for foreningen. Den offentlige interesse bygger derfor på et falsk grundlag.

TV 2 har indledningsvis oplyst, at behandlingen af emnet pædofili, herunder den afledte risiko for seksuelt misbrug af børn, er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det afspejler sig blandt andet i den omfangsrige debat om emnet, der igennem de seneste år har udspillet sig dels i den skrevne presse, dels i de elektroniske medier blandt andet på baggrund af en række konkrete sager om seksuelle overgreb på børn. I Danmark har en gruppe pædofile og andre, der sympatiserer med foreningens formål, organiseret sig i foreningen Pædofilgruppen, der er en lovlig forening. Da Pædofilgruppen tillige er en forening, der deltager i den offentlige debat, fandt TV 2 det væsentligt at undersøge, hvorledes foreningen fungerer, herunder hvad formålet med foreningen er, hvorledes den efterlever de formålsparagraffer, der er fastsat for dens virksomhed, og hvordan dens medlemmer opfatter deres seksualitet, og om de lever deres seksuelle ønsker ud. Det var derfor nærliggende og relevant at undersøge, dels hvorledes bestemmelsen i vedtægternes pkt. 1 a om "at fremme offentlighedens viden om og mindske dens fordomme mod pædofili, børns seksualitet samt frivillige følelsesmæssige forhold mellem børn og voksne" harmonerer med bestemmelsen i pkt. 1 d om "at arbejde for at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn" og i pkt. 1, sidste afsnit, om at "foreningen må ikke organisere eller formidle ulovlige aktiviteter". Ovennævnte skal ses i lyset af, at klager offentligt advokerer for, at frivillige seksuelle forhold mellem børn og voksne er naturlige og derfor skal lovliggøres. På den baggrund var det relevant at få frem, på hvilken måde foreningen opfatter sin formålsbestemmelse om at øge ansvarligheden. Undersøgelsen gik med andre ord ud på at få konstateret, hvorledes klageren opfatter begrebet ansvarlighed, om det skal forstås således, at foreningens medlemmer skal afholde sig fra at have seksuelle forhold til børn, eller om de alene skal afholde sig fra det, hvis børnene ikke er indforstået hermed. Derudover ønskede TV 2 at undersøge, på hvilken måde foreningen virker "som socialt kontakt- og støtteorggan for personer, som har følelsesmæssige, seksuelle, juridiske eller sociale problemer i relation til pædofili, jf. vedtægtens pkt. 1 b. Undersøgelse af disse forhold fandt TV 2 berettiget, særligt fordi pædofiles udlevelse af deres seksualitet ofte vil kunne være i strid med straffeloven.

TV 2 har anført, at baggrunden for beslutningen om at anvende skjult kamera var, at undersøgelsen af, om Pædofilgruppen lever op til bestemmelsen i vedtægten om, at foreningen skal arbejde for at øge pædofiles ansvarlighed over for børn, alene kunne ske ved hjælp af brug af skjult kamera, idet oplysninger herom ikke ville kunne fremkomme ved et almindeligt interview med foreningens talsmand. At det ikke ville være muligt for tilrettelæggerne at foretage ovennævnte undersøgelse samt en undersøgelse af, på hvilken måde foreningen virker for at opfylde vedtægtens pkt. 1 b, fremgår endvidere af brev af 25. juni 2000, hvor foreningens rådgiver Svend Jensen tilbyder tilrettelægger Henrik Grunnet at "orientere yderligere om foreningen, pædofili og om mit arbejde", hvilket må opfattes som et klart udtryk for, at foreningen ønsker at kontrollere, hvilke oplysninger som fremkommer om den, idet foreningens møder er lukkede, ligesom foreningen trods flere opfordringer og tilsagn om fuld anonymitet ikke stiller op til interview.

TV 2 har i den forbindelse anført, at det er af samfundsmæssig interesse at få undersøgt ovennævnte forhold, idet seksuelle forhold mellem børn og voksne er et alvorligt anliggende, som samfundet har taget afstand fra blandt andet ved at kriminalisere det i straffeloven. Dertil kommer, at seksuelle forhold mellem børn og voksne ikke er forhold mellem ligeværdige parter, hvorfor der bør udvises stor opmærksomhed om dette spørgsmål, da børnene dermed bliver en særlig sårbår gruppe. Når det derudover forholder sig således, at en del af foreningens medlemmer er pædofile, hvis udlevelse af deres seksualitet derfor ofte vil være i strid med straffeloven, var det væsentligt at få undersøgt og dokumenteret, hvad der foregår på medlemsmøderne i foreningen, samt når foreningens medlemmer i øvrigt mødes. Det er i øvrigt uden betydning for vurderingen af, om det i det konkrete tilfælde var berettiget at anvende skjult kamera, hvorvidt det i speaken konkluderes, om klageren lever op til sine vedtægter eller ej. TV 2 må derfor afvise, at anvendelsen af skjult kamera i det konkrete tilfælde var i strid med god presseskik, idet alle de personer, der optræder på optagelserne i øvrigt på behørig vis er anonymiseret. TV 2 har i den forbindelse henvist til nævnets praksis i sagerne 143/1997, 3/1998, 22/1999, 64/2000 og 65/2000.

TV 2 har endvidere anført, at i det konkrete tilfælde kunne en undersøgelse af, hvorledes foreningen fungerer, herunder om den lever op til sine formålsparagraffer, alene ske ved journalistens medlemskab og dokumentation herfor alene fremskaffes ved brug af skjulte optagelser. Da anvendelsen af skjult kamera efter sagens natur for så vidt altid vil udgøre et misbrug af andres tillid, og da Pressenævnet anerkender, at der under visse nærmere angivne betingelser er i overensstemmelse med god presseskik at anvende skjult kamera, gælder forbuddet mod "misbrug af andres tillid" ikke ubetinget. Der må således i hvert enkelt tilfælde foretages en afvejning mellem hensynet til den enkeltes krav på beskyttelse og hensynet til mediernes ytringsfrihed, herunder offentlighedens krav på at blive gjort bekendt med relevante oplysninger. I det konkrete tilfælde vejer hensynet til den samfundsmæssige interesse i at blive gjort bekendt med, hvad der foregår under møder i foreningen, meget tungt. På den baggrund er anvendelsen af skjult kamera, herunder det misbrug af foreningens tillid, som efter sagens natur ligger heri, berettiget.

TV 2 har herudover gjort gældende, at der ikke består en forpligtelse til at kontrollere oplysningernes rigtighed ved forelæggelse for klager, idet de oplysninger, der fremkommer om klager i programmet, herunder hvorledes foreningen fungerer, allerede er dokumenteret via de autentiske optagelser. Programmets tilrettelæggere kontaktede imidlertid klageren flere gange - første gang ved skrivelse af 22. juni 2000, derefter flere gange telefonisk og til sidst den 20. oktober 2000 - med henblik på at opnå et interview, som er en helt sædvanlig måde at komme til orde i en TV-produktion, således at klageren også fik lejlighed til at komme til orde i programmet. Trods tilsagn om anonymitet ønskede klageren ikke at medvirke, hverken via sin talsmand og rådgiver eller andre repræsentanter, hvilket senest blev meddelt ved skrivelse af 24. oktober 2000. Skrivelsen af 20. oktober 2000 blev den 25. oktober 2000 fulgt op af en telefonisk henvendelse fra journalist Henrik Grunnet til talsmand Svend Jensen, hvilket foreningen trods oplysninger om, at der i programmet ville blive vist optagelser foretaget med skjult kamera, endnu engang afviste. TV 2 har i den forbindelse henvist til kendelse af 13. november 2000 fra fogedretten, som netop lagde vægt på, at foreningen flere gange var blevet opfordret til at medvirke, hvilket foreningen ved Svend Jensen afslog.

Klager har i samme forbindelse anført, at det ikke i speaken i programmet udtales, at foreningen ikke efterlever bestemmelsen i sine vedtægter om at øge pædofiles ansvarlighed over for børn. Programmets speak tager med andre ord ikke stilling hertil. De optagelser - foretaget med skjult kamera - fra foreningens møder, som indgår i programmet, dokumenterer, hvad der rent faktisk foregår på møderne i foreningen. De viser, at der udveksles informationer om, hvordan man undgår at blive pågrebet, når man opererer på internettet. De viser, hvorledes medlemmerne ser på behandlingsdomme, og de viser, hvorledes medlemmerne udveksler information om muligheden for seksuelt samkvem med børn. Derudover dokumenterer de, at journalisten via sit medlemskab i foreningen etablerede kontakt med pædofile, og at disse pædofile f.eks. besad børnepornografisk materiale og gav hinanden nøje instruktioner om, på hvilken måde de kunne udleve deres seksualitet. Det tilkommer herefter offentligheden, dvs. seerne, at vurdere, om foreningen lever op til sine formålsparagraffer. På den baggrund finder TV 2 ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt foreningen efter en naturlig sproglig fortolkning medvirker til, "at udvikle pædofiles ansvarlighed over for børn", burde have været forelagt foreningen til udtalelse.

TV 2 har endvidere anført, at de i programmet viste scener ikke er fremprovokerede. Dette underbygges af det forløb, der udspiller sig på sekvenserne i programmet, hvor tonen er fri, og hvor der ikke er nogen antydning af, at journalisten har fremprovokeret de mange udtalelser, der dels fremkommer på klagerens lukkede medlemsmøder dels under møderne med klagerens enkelte medlemmer.

TV 2 har desuden i relation til den misbrugte svenske kvinde, der medvirker i programmet, gjort gældende, at klager ikke har den fornødne retlige interesse i at klage herover, idet dette spørgsmål ikke vedrører foreningen.

TV 2 har endvidere anført, at tilrettelæggerne har oplyst og i øvrigt behørigt bemanet forklaret i Fogedretten, at de scener fra møder i foreningen, der indgår i programmet, er repræsentative for det, som journalisten oplevede på møderne og de holdninger, foreningens medlemmer i øvrigt gav udtryk for. For så vidt angår klagerens bemærkninger om, at TV 2 ikke behandler de mest fundamentale problemstillinger omkring pædofili, anføres, at det til enhver tid tilkommer mediet den redaktionelle frihed at vælge, hvilken indgangsvinkel behandlingen af en given problemstilling skal have, når de presseetiske regler i øvrigt overholdes. TV 2 har i den forbindelse henvist til nævnets kendelse nr. 46/2000. Der består således ikke en presseetisk forpligtelse til at belyse en problemstilling fra samtlige vinkler, endsige sørge for at synspunkter henholdsvis for og imod en given problem stilling repræsenteres ligeligt. Der består således ikke i det konkrete tilfælde i medfør af de presseetiske regler en forpligtelse til at gengive alt det, der er foregået på møder i foreningen. TV 2 fandt det ikke relevant at medtage eksempelvis sekvenser med diskussioner om mødernes tilrettelæggelse, økonomi og lokaleproblemer, hvorimod det var relevant at medtage medlemmernes diskussioner omkring vanskelighederne med at "købe" børn, hvorledes man undgår at blive opdaget af politiet ved chat på internettet, hvorledes man ser på behandlingsdomme m.v., idet netop dette er illustrerende for, hvorledes pædofile tænker, hvilket var et af formålene med at vise programmet.

Endelig har TV 2 afvist, at det ikke af programmet fremgår, hvornår der er tale om optagelser fra møder i foreningen og møder af mere privat karakter, idet det netop oplyses, hvornår der vises optagelser fra møderne. TV 2 er enig med klageren i, at klageren ikke kan drages til ansvar for, hvad foreningens medlemmer foretager sig uden for foreningens regi. Foreningen tillægges da heller ikke ansvar herfor i programmet. Programmet konstaterer blot, at journalisten efter af have meldt sig ind i foreningen fik etableret en kontakt med nogle pædofile, og at disse under mere private former udvekslede børnepornografisk materiale og oplysninger om muligt seksuelt samkvem med mindreårige. Forhold, som er ulovlige efter straffeloven, og som derfor fandtes relevante at medtage i programmet. Endelig har TV 2 afvist, at udsendelsen af programmet uberettiget krænker foreningen og de enkelte medlemmers privatliv, allerede for samtlige de personer, der optræder på de skjulte optagelser, er sløret, dels i form af maskering, dels i form af forvrængning af deres stemmer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Som udgangspunkt bør der ikke uden samtykke bringes optagelser med skjult kamera. En sådan fremgangsmåde kan kun undtagelsesvis være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse. I afvejningen må tillige indgå, om oplysninger, der ønskes bragt, kan tilvejebringes på anden måde end ved brug af skjult kamera.

Pressenævnet finder, at der er en klar samfundsmæssig interesse i omtale af, om Pædofilgruppen efterlever den formålsparagraf, der er fastsat for foreningens virksomhed.

Nævnet finder videre, at TV 2 i tilstrækkelig grad har antageliggjort, at en efterprøvning af spørgsmålet om, hvorvidt Pædofilgruppen i praksis lever op til bestemmelsen i foreningens vedtægter om, at foreningen skal arbejde for at øge pædofiles ansvarlighed over for børn, ikke synes at kunne komme frem uden anvendelse af skjult kamera. Det er nævnets opfattelse, at oplysninger fra talsmand/rådgiver for foreningen Svend Jensen ikke på fyldstgørende vis ville kunne afdække og besvare dette spørgsmål. Nævnet finder derfor ikke, at TV 2 på dette punkt har tilsidesat god presseskik.

Nævnet er enig i, at brug af skjult kamera i en sag som den foreliggende indebærer et misbrug af andres tillid. Nævnet finder imidlertid under de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at udtale kritik i den anledning.

Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Ved brev af 22. juni 2000 anmodede TV 2 Pædofilgruppens talsmand/rådgiver Svend Jensen om et interview i forbindelse med, at TV 2 overvejede at producere et program om pædofili. Interviewet skulle blandt andet handle om foreningens formålsparagraf. Svend Jensen afviste at deltage i noget interview. Ved brev af 20. oktober 2000 anmodede TV 2 på baggrund af de skjulte optagelser på ny Svend Jensen om et interview om pædofile danskere og Pædofilgruppen, hvilket denne igen afviste. Pressenævnet finder herefter ikke - om end der i nævnet er enighed om, at TV 2 burde have udfoldet yderligere bestræbelser på at få indhentet kommentarer fra foreningen - tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af TV 2 på dette punkt.

Nævnet har på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger ikke grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt scenerne fra foreningens møder er repræsentative, eller hvorvidt der forekommer scener, der på kritisabel måde er fremprovokeret af journalisten. Det er i øvrigt nævnets opfattelse, at det af udsendelsen med tilstrækkelig tydelighed fremgår, hvilke scener der foregår i foreningens regi og hvilke scener, der foregår uden for foreningen. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af TV 2 på disse punkter.

Nævnet finder i relation til den svenske kvinde, der medvirker i udsendelsen, at klager ikke har retlig interesse i at klage herover.

Afsagt den 30. maj 2001.

Versioner

1. 2001-06-18