Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 33/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11974@2001-06-18/da
Indhold
Sveva Mercatura har ved indehaver [K] klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Modelmagasinet den 1. marts 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af en fire sider lang artikel med overskriften " WWW.MODELTOG.DK en succes eller måske en døgnflue?" fremgik, at
"Dette er ikke skrevet for, hverken at genere eller forulempe nogen. Idéen bag Modeltog.dk er et fantastisk godt tiltag, som er kommet i stand via SVEVA i Ishøj. Intentionerne var fra starten store og forventningerne ligeså. Jeg har med mellemrum besøgt siden, og har da også i den sidste tid fanget webmasterens nødråb: SKRIV TIL MIN SIDE! og samtidig skriver han en hel masse om, at det forbavser ham, at der ikke er flere, som besøger siden, skriver til siden og så videre og så videre. Og jeg vil da gerne give ham ret! Hvorfor er der ikke flere af Jer (modeljernbanefolk), der skriver om de tips, erfaringer og idéer som I gennem årene har samlet og brugt. Det er oplysninger som kan komme kommende generationer af modeljernbanefolk til gode! Men så hører enigheden vel også op med den gode webmaster, selvfølgelig fordi jeg har en formodning om, at den slags (selvfølgelig) skal formidles gennem de her til lands værende blade. Og hvorfor så det?
1. Når man bygger, så sker det ikke foran computerskærmen, men så langt væk fra den som overhovedet muligt. Det blad, hvor byggeprojektet ligger i, kan ligge på bordet i en plasticlomme.
2. Internetopkoblingen er ikke gratis. Det koster at være på nettet og det går ikke altid lige hurtigt. Og så længe, at man finde andre ting at bruge sine penge på, så vil Internettet tabe terræn på dette område.
3. Måske kan man sige, at Internettet er fremtidens kommunikationsforbindelse, men det vil efter alle solemærker og ekspertudsagn vare mere end 50 år, før denne vision er nået.
Vurderingen af Modeltog.dk
blev på min foranledning foretaget af dels et par nørder, en datalog og et par uvildige mennesker, som gerne ville være med på spøgen. Kommentarerne var selvfølgelig spredte, men det skal pointeres, at ingen af de her nævnte personer beskæftiger sig med modeltog overhovedet!
Nørderne: Kedelig side uden action. Rullemenuer er da meget skægge, men Siden lidt langsom For få billeder, for meget tekst. Siden er ikke vores kop te en fast surf on side ikke noget for os.
Datalogen: En meget professionel opbygget side med en masse smarte detaljer. Siden er lækker nok, men en anelse langsom, hvilket nok skyldes, at der er animerede reklamer i toppen, hvilket for øvrigt er det eneste skæmmende element på siden. Generelt en side med mange smarte, brugbare detaljer. Hvis man interesserer sig for modeltog, burde den nok være lidt anderledes, idet det kan tage lidt lang tid at finde det, man søger, og der er ikke nogen steder, hvor der i rene ord står noget om modeltog og hvad det kan bruges til.
De uvildige: Det siger os ikke ret meget, og det kan være svært at finde noget, der kan være interessant at læse. Siden er lidt "tam" at komme ind på. Det er ikke der, at vi skal finde inspiration til at starte op med modeljernbane!
Ovenstående er en helt uvildig undersøgelse, foranlediget af en forespørgsel herfra, for at høre, hvad folk, som ikke kører modeljernbane syntes, og samtidig for at se om den kan "skræmme" folk væk fra det at begynde at interessere sig for modeljernbaner, hvilket den tilsyneladende kan.
Et forslag
kunne være, at webmaster begyndte at interessere sig for, hvad der sker i den danske modeljernbaneverden. På det sidste er der kommet et hav af nyheder, f.eks. D-maskinen, CM-vogne, My'ere og en masse andre ting. Disse ting er svære at finde på siden, men hvis man satte et kraftigt fokus på disse nye ting, ville interessen helt sikkert blive større og bedre for siden. En anden ting, som kunne være fornyende kunne så måske være nogle billeder og ikke blot en rød side med en hel masse "kliksteder" det synes jeg selv er kedeligt, og kører hurtigt træt i denne form for hjemmesider. Jeg kunne måske også tænke mig, at man tog nogle temaopdelte emner op, som kunne inspirere kommende modeljernbanefolk. Det kunne være et tema, som epoke III-materiellet på DSB's spor, godstog, udvekslingen mellem DSB og privatbanerne og så videre. Men således, at man kan hente inspiration og lyst til at komme i gang med modeljernbanen. Vi kan hurtigt nok jage folk væk fra vores kære hobby, og gennemsnitsalderen er høj nok i forvejen, så det ville da være dejligt, hvis man kunne få de unge til at beskæftige sig med modeljernbaner. Jeg ved, at bladet her har sat adskillige unge mennesker i gang med at køre modeljernbane. De siger, oven i købet: "Det er meget sjovere end at sidde og glo på computeren", så jeg kan omvendt godt se, hvilke modsætninger, der ligger i denne problemstilling.
Generel brug af Internettet
er da en udmærket idé, og man kan da selvfølgelig skrive en masse gode tips og idéer ud på sin printer, når man finder dem. Men jeg tror omvendt på, at det vil vare mange år, før Internettet bliver hver mands eje, og dermed stedet, hvor man finder sit læsestof om modeljernbaner. Det er da selvfølgelig også et udmærket sted at få kontakt med andre, der har interessen for tog og modeljernbaner, men som hygge, der tror jeg ikke på en fremtid.
Men her til slut, så vil jeg da opfordre Jer alle sammen til at gå ind på www.modeltog.dk, og derefter foretage Jeres egen vurdering af siden. Måske kunne vi efterfølgende få en debat i gang om, hvilken betydning Internettet kan få for modeljernbanehobbyen i fremtiden. Når det er gjort, så send et par ord her til bladet, og når du er inde på www.modeltog.dk, så send din uforbeholdne mening til webmaster han kan sagtens tåle at høre den."
I artiklen var to steder indsat et billede af klagers internetside. Under det ene billede var anført:
"Ovenfor ses startsiden på www.modeltog.dk. Siden er ganske overskuelig, men det kan tage lang tid, før man er inde på den."
Klager har klaget over nævnte artikel, da han finder, at den flere steder ikke opfylder reglerne for god presseskik, dels ved udokumenterede påstande, dels ved direkte usandheder, dels ved postulater, som bygger på manglende research, hvorved hele artiklen i dens spredning derfor bliver direkte skadevoldende for www.modeltog.dk.
Klager har nærmere blandt andet anført, at han som minimum burde være orienteret om artiklens fremkomst eller måske endnu bedre, at bladet forlods havde drøftet indholdet med ham, som så havde været i stand til at "cleare" og forklare om baggrunden og rette helt åbenlyse misforståelser og urigtigheder.
Klager har endvidere anført, at artiklen ikke er objektiv, idet artiklens forfatter anfører, at han har en formodning for, at oplysninger om tips, erfaringer og ideer "(selvfølgelig) skal formidles gennem de her til lands værende blade".
Klager har herudover anført, at bladet har lovet ham personoplysninger på det panel, der har vurderet hjemmesiden, idet han gerne vil have lov til at bedømme disse personers faglige kvalifikationer. Klager har dog ikke modtager disse personreferencer.
Klager har videre anført, at bladet sætter personer uden interesse for hobbyfag til at vurdere en decideret hobbyfagside. Bladet burde have forudset, at personer uden interesse for hobbyfagområdet naturligvis ikke vil fatte interesse for samme. Klager tager afstand fra udsagnet i artiklen om, at siden skulle kunne "skræmme folk væk", idet udsagnet kun kan ses som decideret konkurrenceforskrækkelse. At udsagnet er forkert, vil klager om nødvendigt kunne underbygge med mange positive indkomne @-mails til www.modeltog.dk om folks genopståede interesse for hobbyen efter, at www.modeltog.dk kom Inet-on-line.
Klager har endvidere anført, at afsnittet "Et forslag", hvor redaktøren giver læserne en masse gode forslag til, hvorledes hjemmesiden burde være bygget op, og i særdeleshed, hvilket stof vi burde skrive om, tydeligt bærer præg af redaktørens totale mangel på research, idet de nævnte emner er bragt på hjemmesiden for længe siden. Hvad værre er, beviser det med al ønskelig tydelighed redaktørens modvilje mod www. modeltog.dk og totale mangel på indsigt i, hvorledes en stor og om sig gribende Internet site nødvendigvis logistisk må bygges op.
Klager har herudover anført, at han har meddelt bladet, at han ikke har til sinds at vente tre måneder på en eventuel debat om emnet i bladet, da klager på grundlag af omstændighederne i det allerede skrevne kunne formode, at en efterfølgende debat ville blive temmelig ensidigt bragt i bladet.
Klager har sammenfattende vedrørende den pågældende artikel anført, at hele artiklen bærer uagtet pæne "pak-ind-ord og floskler" et umiskendeligt præg af "konkurrence- og teknologiforskrækkelse" samt en total og aldeles mangel på viden om internettet som en del af fremtidens formidlingsmedie og en generel nedladenhed over for www.modeltog.dk. Klager anser endvidere hele artiklens hovedformål som værende at "forskrække" bladets læsere til at holde sig væk fra hjemmesiden under dække af meget løseligt dokumenterede påstande og visse steder deciderede usandheder alt sammen "pakket pænt ind" i en sammenhæng, således at bladets læsere bibringes den tro, at hjemmesiden er en useriøs "spøg/døgnflue". Dette er yderst uheldigt, da spredningen af artiklen som oftest vil foregå via modeltogsentusiaternes indbyrdes møder i f.eks. klubber osv., hvor én klub eller ét medlem måske holder bladet, men hvor efterfølgende et større antal personer gennem lån af bladet vil kunne læse denne negative artikel med større skadeforvoldelse til følge.
Klager har desuden i sin klage oplyst, at han har lagt artiklen ud på sin hjemmeside med sine medfølgende kommentarer, idet han mener, at der er hjemmel hertil i § 22 om lov om ophavsret, og har i den forbindelse anmodet om Pressenævnets vurdering af dette. Klager har i samme forbindelse anført, at artiklen i bladet er bragt uden, at han er blevet spurgt om f.eks. brug af sidebillede fra hjemmesiden. Endvidere er de sider, der er bragt i bladet, helt klart beskåret således, at www.modeltog.dk ©-angivelsen i bunden mangler på begge.
Bladet har indledningsvis anmodet om, at klagen afvises som ubegrundet.
Bladet har anført, at anmeldelsen omtaler de fordele og ulemper, som bladet har fundet ved hjemmesiden og er holdt i et almindeligt pænt og ordentligt sprog og rummer hverken "direkte usandheder", "udokumenterede påstande" eller "postulater, som bygger på manglende research", som kan skade klagers hjemmeside.
Bladet har endvidere gjort gældende, at bladet normalt ikke forelægger anmeldelser til udtalelse/godkendelse inden offentliggørelse. Bladet bekendt er der heller ikke andre, der følger en sådan fremgangsmåde. At klager er sur over artiklen skyldes, at han ikke er enig i indholdet. Dette fremgår klart af det, som klager har fremført over for Pressenævnet, hvor klager forsøger at fremsætte sine egne negative tolkninger af bladets tekst og forsøger at forklare, hvor dygtig klager er, og hvor stor succes hjemmesiden er. Dette betyder imidlertid ikke, at artiklen derved er i strid med god presseetik, og der er ikke i klagers kritikpunkter påvist nogen overtrædelse af de etiske regler.
Bladet har herudover anført, at artiklen, som det fremgår af teksten, blev til i samarbejde med forskellige personer, som bladet bad se på siden og komme med en mening. Bladet ville oprindeligt have oplyst klager om, hvem disse personer er, selv om klager ikke har krav herpå, men på grund af de fremsatte trusler om erstatning og retsforfølgelse osv. har bladet valgt at lade sine kilder forblive anonyme, idet bladet har anmodet dem om selv om at kontakte klager, hvis de ønskede det. Bladet ved ikke, om det er sket. Bladet har tilbudt klager spalteplads til et svar, hvilket han dog har afvist.
Bladet har endvidere anført, at den illustration, bladet bragte i artiklen, er et "klip" af hjemmesidens forside som et naturligt led i anmeldelsen, akkurat som hvis bladet havde bragt et billede af forsiden af en anmeldt bog eller lignende. Det er korrekt, at der på hjemmesiden er en copyrightbestemmelse, som ikke er med i billederne i bladet, men det fremgår klart af artiklen, hvem hjemmesiden tilhører, og billederne bringes i direkte sammenhæng hermed. Alt dette ligger inden for citatretten, og klager kan ikke kræve betaling herfor.
Bladet har endelig anført, at bladet har krævet klager betaling for dennes brug af artiklen på hjemmesiden. Bladets artikel bringes her i sin helhed - oven i købet med klagers kommentarer skrevet hen over. Artiklen blev sat på hjemmesiden efter, at bladet havde meddelt klager, at man havde copyright på materialet, og at bladet ville kræve betaling, hvis klager brugte den. Bladets regning blev da også prompte betalt.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt Modelmagasinet har overtrådt regler om ophavsret i relation til den påklagede artikel, eller hvorvidt klager har været berettiget til at lægge artiklen ud på sin hjemmeside. Disse spørgsmål henhører under domstolene.
Anmeldelser - heriblandt anmeldelser af hjemmesider - er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse, og Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere Modelmagasinet i denne sag.
Afsagt den 30. maj 2001.