Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11985@2001-06-22/da
Indhold
Ved klageskrift af 26. juni 2000 har klageren påstået indklagede tilpligtet at friholde klageren for ethvert beløb, herunder renter og omkostninger, som klageren måtte blive pålagt at betale til bygherren under en sag indbragt for Voldgiftsnævnet af bygherren mod klageren.
Indklagede har påstået sagen afvist med henvisning til, at der ikke er indgået aftale om voldgift mellem parterne.
Det fremgår af sagen, at bygherren i 1997/98 lod opføre en boligbebyggelse bestående af 38 lejligheder og et fælleshus. Bygherren antog klageren til at udføre tømrerentreprisen, herunder gulvarbejdet. Klageren antog indklagede som underentreprenør til at udføre gulvarbejdet.
Efter at bygherren over for klageren havde reklameret over mangler ved overfladebehandlingen af gulvene, begærede bygherren syn og skøn gennem Voldgiftsnævnet. I den anledning fremsendte klagerens advokat den 15. december 1999 et brev til indklagede, som denne har påtegnet. Det hedder i brevet:
" ..
Jeg skal anmode Dem om, at være til stede og varetage Deres interesser under skønsforretningen, som finder sted tirsdag den 21. december 1999, idet denne skønsforretning ligeledes vil være bindende for sagen imellem Dem, som underentreprenør og min klient. Jeg skal for god ordens skyld anmode Dem om, skriftligt at bekræfte Deres accept heraf over for mig - evt. blot ved Deres underskrift på vedlagte ligelydende, som De derefter kan faxe til mit kontor - idet jeg i modsat fald er nød til formelt at indklage Dem for Voldgiftsretten.
.."
Klageren har til støtte for sin påstand om, at sagen realitetsbehandles af Voldgiftsnævnet anført, at indklagede ved sin påtegning på brevet af 15. december 1999 har accepteret, at sagen behandles ved Voldgiftsnævnet, og at der derfor foreligger en bindende aftale om voldgiftsbehandling.
Indklagede har til støtte for sin afvisningspåstand gjort gældende, at indklagede, med sin acceptpåtegning alene har accepteret at være retligt forpligtet af det under voldgiftssagen mellem bygherren og klageren afholdte syn og skøn. Indklagede har ikke derved accepteret, at tvisten med parterne skulle være undergivet voldgiftsbehandling, hvilket forudsætter en klar og udtrykkelig aftale mellem parterne. En sådan aftale er ikke indgået. Tvivl om rækkevidden af brevet bør komme klageren til skade.
Voldgiftsrettens bemærkninger:
Det lægges til grund, at der ikke i forbindelse med parternes aftale om arbejdets udførelse blev indgået aftale om, at AB 92 skulle finde anvendelse.
Efter ordlyden af klagerens skrivelse af 15. december 1999 har indklagede ved at tiltræde denne alene accepteret, at skønserklæringen skulle kunne benyttes som bevis under en sag mellem klageren og indklagede.
Da der herefter ikke er indgået aftale om voldgift mellem parterne, tager voldgiftsretten indklagedes afvisningspåstand til følge.
Denne sag afvises.
Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal klageren betale sagens omkostninger til indklagede med 4.000 kr.
Klageren skal betale voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse fra Voldgiftsnævnet.