Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2001-06-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11989@2001-06-27/da

Indhold
  1. Indledning

Ved klageskrift af 15. marts 2000 har klager indklaget indklagede for en i henhold til "Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter" nedsat voldgiftsret bestående af arkitekt m.a.a. Lars Møller, tømrermester Poul-Erik Pedersen og landsdommer Marianne Levy, med sidstnævnte som formand.

Klager har nedlagt påstand om, at indklagede skal betale kr. 281.075,00 med tillæg af sædvanlig procesrente af kr. 259.051,25 fra den 10. oktober 1999 til den 26. november 1999, af kr. 334.512,50 fra den 26. november 1999 til den 29. november 1999, af kr. 412.699,31 fra den 29. november 1999 til den 4. december 1999, af kr. 415.690,56 fra den 4. december 1999 til den 15. december 1999 og af kr. 281.075,00 fra den 15. januar 2000 til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Indklagedes synspunkt er, at der ikke er leveret kontraktmæssigt, hvorfor indklagede har krav på udbedring, subsidiært afslag eller erstatning, der overstiger klagerens krav.

I 1996 rettede indklagedes arkitekt A, henvendelse til klageren i forbindelse med overvejelser om udskiftning af 84 vinduer i indklagedes ejendom. Af udbudsskrivelsen af 7. marts 1996 fremgår bl.a.:

"Der ønskes tilbud på udskiftning af vinduer på bagfacade af hovedhus og i baghus til vinduer af samme type som de allerede udskiftede færdigmalede med 2 lags thermoglas begge dele anerkendt fabrikat og DVC mærkede.

Tillægspris for energiglas.

Vinduerne sidehængt og forsynet med hvide anverfere og stormkroge.

Der fuges med XX

Gamle vinduer og sålbænke bortkøres.

Nye sålbænke er skifer, også rektangulære på buede vinduer.

Buede vinduer udføres som nye, eksist. med buede karme og plane rammer og glas.

.."

Klageren afgav et tilbud på i alt 780.620 kr. og anførte bl.a.:

"Samlet fradragspris hvis rammer og glas er plan, karme/poster er cylindrisk buet, ved trefag og tofag kr. 85.200.

Samlet fradragspris hvis samme type vinduer laves som etfag og smigskåret karme kr. 128.893.

Dette tilbud blev ikke accepteret af indklagede, der ca. 3 år senere rettede henvendelse til klageren. Det fremgår af sagen, at det ovenfor citerede udbudsmateriale vedlagt tegninger på ny blev anvendt ved henvendelsen af 4. februar 1999.

På baggrund heraf afgav klageren den 18. februar 1999 følgende tilbud:

"Tilbuddet indeholder:

20 stk. 2 fags

7 stk. 2 fags

27 stk. 3 fags

10 stk. 3 fags

20 stk. 1 fags

1 stk. køkkendør med termorude, cylinder og alm. Greb.

De buede vinduer leveres som smigskåret/lodret i karm.

..

Samlet pris ekskl. moms Kr. 619.337.

.."

Den 9. juni 1999 blev der indgået følgende entreprisekontrakt:

"Entreprisen omfatter 84 stk. vinduer og 1 køkkendør, jf. arkitekt A´s udbudsskrivelse af 7. marts 1996 og tegning af 22. januar 1996 samt entreprenørens tilbud af 18. februar 1999, hvilke dokumenter er en del af entreprisegrundlaget.

Vinduerne leveres med 10 års garanti og forsynes med 2 lag energiglas.

..

Entreprisesummen, der er fast, udgør kr. 641.414,00 ekskl. moms.

.."

Arbejdet blev påbegyndt i august 1999 og afleveret ved afleveringsforretning den 25. oktober 1999.

I begyndelsen af oktober anførte arkitekt A i en skrivelse af 7. oktober 1999 til klageren, at "kun de beboere, som ønsker ornamentglas i vinduer i bad, skal have det. Arbejdet bedes udført snarest muligt". Af arkitekt A´s notat fra afleveringsforretningen fremgår bl.a.:

"Til stede: Indklagedes advokat, klager, en ansat hos klager og arkitekt A.

Udvendig besigtigelse foretoges hvor nye vinduer sammenlignedes med eksisterende.

Indvendig besigtigelse foretoges hos en beboer, hvor vindueskonstruktionen drøftedes med beboeren, som affandt sig med udførelsen, som hun ikke var tilfreds med. Klager monterede malede afrundede lister på karmsamlinger og bredere lister i siderne."

Da indklagede fandt, at 17 af de udskiftede vinduer var ukontraktmæssige, tilbageholdt indklagede 275.000 kr. til udskiftning af vinduerne, ligesom indklagede nægtede at betale 6.075 kr. som ekstraarbejde for ornamentsvinduer. Påstandsbeløbet udgør disse to beløb.

Der er under den mundtlige forhandling den 23. februar 2001 afgivet vidneforklaring af klager og arkitekt A.

Klager har forklaret bl.a., at han forud for klagerens tilbud i 1996 besigtigede de eksisterende vinduer. Tilbudet specificerede de 2 fradragsmuligheder på grund af en særlig vanskelig produktionsmåde, henset til de eksisterende huller og buer. I 1999 blev vidnet på ny ringet op af arkitekt A, som sendte ham udbudsmaterialet fra 1996 med tilrettet datering. Arkitekt A pointerede, at det var den billige løsning, indklagede ønskede, hvilket også fremgår af klagerens 1999 tilbud, som alene nævner, at de buede vinduer skulle leveres "som smigskåret/lodret i karm". Arkitekt A sagde, at de cylindriske vinduer var for dyre. Mens arbejdet blev udført, var arkitekt A på pladsen 4 gange om ugen, herunder også da det første vindue blev monteret. I slutningen af september 1999 blev vidnet første gang konfronteret med klager fra beboerne over de buede vinduer. Denne klage blev fulgt op med klager i begyndelsen af oktober fra arkitekt A og to andre beboere. Ved afleveringsforretningen blev der aftalt udbedring af enkelte mangler.

Arkitekt A har forklaret bl.a., at han er uddannet tømrersvend og har arbejdet som arkitekt siden 1954. Hensigten med udbudet var, at karmene, men ikke nødvendigvis rammerne skulle være buede, men forståelsen af udbudet blev ikke drøftet nærmere i 1996 eller 1999. Da vidnet i 1999 på ny rettede henvendelse til klageren, sagde han intet om, at indklagede ønskede den billige løsning, idet det fortsat var afgørende, at de nye vinduer kom til at svare til de eksisterende, der var runde. Dette var også baggrunden for, at der ikke blev udarbejdet mere udførlige tegninger. Da han modtog klagerens tilbud i 1999, regnede han da også med, at det var et tilbud på buede vinduer. At tilbudet var billigere end i 1996, skyldtes alene, at klageren havde fået en ny leverandør. Da vidnet så det første vindue, protesterede han straks over det ukontraktmæssige herved, men klageren oplyste, at det var nødvendigt for en DVC godkendelse. Vidnet udfærdigede ikke skriftlige reklamationer, heller ikke da han modtog klager fra beboerne. Under arbejdets udførelse var vidnet på arbejdspladsen 2-3 gange ugentligt. Vidnet anså manglen ved vinduerne for væsentlig, men han nægtede ikke at få vinduerne monteret, da de eksisterende vinduer allerede var taget ud. Vidnet skønner, at det vil koste godt 200.000 kr. at få erstattet de 17 vinduer med nye.

Klageren har i sit påstandsdokument af 16. februar 2001 anført følgende til støtte for sit krav:

At klager har leveret kontraktmæssigt,

at indklagede har pligt til at udarbejde udbudsmateriale/kontraktmateriale entydigt/med fornøden klarhed over ydelsernes omfang og indhold, jf. AB 92 § 2, stk. 2,

at indklagede ikke har defineret ydelserne vedrørende vinduesleverancerne tilstrækkelig præcist, hvorfor klager har en betydelig valgfrihed vedrørende udførelsen, jf. koncipist- og minimumsreglen,

at indklagede under udførelsen ikke har protesteret mod vinduernes udformning,

at indklagede og dennes tilsyn under arbejdets udførelse har pligt til at kassere ikke kontraktmæssigt arbejde, jf. AB 92 § 11, stk. 4,

at indklagede ikke har kasseret det af klager udførte vinduesarbejde, men derimod accepteret aflevering, jf. AB 92 § 28, stk. 2,

at indklagede ved sit tilsyn har accepteret udførelsesmåden,

at der alene er reklameret vedrørende vinduet hos en enkelt beboer,

at denne reklamation ikke er rettidig, idet vinduerne var isat i begyndelsen af august måned 1999, og reklamation først skete i medio oktober 1999,

at der ingen funktionelle mangler er vedrørende de udførte vinduer hos den ene beboer,

at indklagede har udvist en sådan passivitet, at klager har haft grund til at antage, at udførelsen var i overensstemmelse med det aftalte,

at indklagede ikke har reklameret rettidigt,

at såfremt voldgiftsretten imod forventning skulle lægge til grund, at der var mangler ved det udførte arbejde, vil en udskiftning af vinduerne være forbundet med uforholdsmæssige udgifter, hvorfor klagers afhjælpningspligt bortfalder, jf. AB 92 § 33,

at indklagede er forpligtet til at betale ekstraudgiften vedrørende matteret glas, idet ydelsen ikke fremgår af det fremlagte kontrakts-/udbudsmateriale,

at klager har udført ekstraarbejde vedrørende ornamentsvinduer,

at afhjælpningsomkostningerne ikke er dokumenteret,

at indklagede ikke har fremkommet med dokumenteret modregningskrav, hvorfor indklagede har misligeholdt den indgåede entrepriseaftale.

Klageren har under proceduren uddybet disse synspunkter.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at klageren ikke har leveret i overensstemmelse med parternes aftale, idet indklagede klart ønskede buede vinduer. Klageren har ikke gjort opmærksom på, at der således var en uoverensstemmelse mellem det ønskede og det der blev givet tilbud på. Arkitekt A reklamerede straks, da han så det første vindue, hvilket blev fulgt op med senere reklamationer fra beboerne. Indklagede har herefter krav på omlevering eller udbedring, subsidiært forholdsmæssigt afslag eller erstatning. Omkostningerne ved omlevering overstiger klagerens krav. I øvrigt bestrider indklagede, at udgiften til de matterede ruder er en ekstra udgift, idet det var indeholdt i tilbudet.

Voldgiftsrettens bemærkninger:

Indklagedes udbud af 4. februar 1999 med tilhørende tegning er mangelfuldt og holdt i helt generelle vendinger. I forbindelse med, at indklagedes tekniske rådgiver modtog klagerens tilbud af 18. februar 1999, anmodede han ikke om en nærmere afklaring af, hvad der skulle forstås ved "de buede vinduer leveres som smigskårne/lodret i karm" uanset at han havde kendskab til de 3 udførelsesmåder, som klageren havde omtalt og prissat i sit tilbud 3 år tidligere.

Under hensyn til, at der herefter eksisterer en betydelig uklarhed om aftalegrundlaget, og idet bygherren ikke har godtgjort, at entreprenøren var i ond tro, er det bygherren, der hæfter for denne uklarhed.

Uanset at bygherrens tekniske rådgiver ifølge sin egen forklaring i forbindelse med monteringen af de første vinduer havde reageret over, at de såkaldt buede vinduer var ukontraktmæssige, findes dette ikke at være tilkendegivet klageren skriftligt eller på anden utvetydig måde, hvorfor klageren måtte være efterladt med det indtryk, at indklagede havde accepteret leverancen.

For så vidt angår ekstraregningen for matterede glas i toiletvinduerne, fremgår et sådant krav ikke af udbudet, ligesom dette spørgsmål først ses at være rejst efter, at arbejdet med udskiftning af vinduer var igangsat. Som følge heraf har klageren krav på at få dækket sin merudgift hertil.

Der afsiges herefter kendelse i overensstemmelse med klagerens påstand.

Indklagede skal til klageren betale kr. 281.075,00 med tillæg af sædvanlig procesrente af kr. 259.051,25 fra den 10. oktober 1999 til den 26. november 1999, af kr. 334.512,50 fra den 26. november 1999 til den 29. november 1999, af kr. 412.699,31 fra den 29. november 1999 til den 4. december 1999, af kr. 415.690,56 fra den 4. december 1999 til den 15. december 1999 og af kr. 281.075,00 fra den 15. januar 2000 til betaling sker.

Indklagede skal betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til klageren.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Kendelsen skal opfyldes inden 14 dage efter dens modtagelse.

Versioner

  1. 2001-06-27