Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2001-06-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/11990@2001-06-28/da

Indhold
  1. Indledning

I anledning af, at der mellem klageren som totalentreprenør og indklagede, er opstået tvist om parternes mellemværende i forbindelse med klagerens opførelse af et typehus for indklagede, er der i medfør af "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed" nedsat en voldgiftsret bestående af landsdommer Fritse Hove som eneste voldgiftsmand.

Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 367.509,69 kr. med procesrenter fra den 8. december 1999, til betaling sker, og procesrenter af 100.000 kr. fra den 8. december 1999 til 10. januar 2000.

Påstanden udgør klagerens ubestridte resttilgodehavende på 291.542,12 kr. med tillæg af et krav for indeksregulering på 75.967,57 kr. I resttilgodehavendet er foretaget et fradrag for udgifter til indklagedes ingeniørbistand og advokatomkostninger med i alt 43.743,38 kr.

Indklagede har under anbringende af, at entreprisesummen ikke skal indeksreguleres, og at indklagede har modkrav, der overstiger resttilgodehavendet, påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagedes modkrav er opgjort således:

1. Dagbøder 104.800,00 kr.

2. Omkostninger syn og skøn 12.000,00

3. Ingeniørudgifter 55.985,00

4. Advokatbistand 62.500,00 kr.

5. Dekort på grund af forringelse/mangler 100.000,00 kr.

Mundtlig forhandling fandt sted den 21. februar 2001.

I forbindelse med den mundtlige forhandling blev det aftalt med parterne, at sagsfremstilling, forklaringer og procedure udelades i kendelsen, således at denne alene indeholder begrundelsen for voldgiftsrettens resultat.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:

Ad indeksregulering:

Det fremgår af klagerens salgs- og leveringsbetingelser, at prisen reguleres efter det reguleringsindeks, der er gældende den dag, kontrakten underskrives sammenholdt med afleveringsforretningsdagen. Indeksering bortfalder dog, såfremt 1 rate - dvs. 5 % af entreprisesummen - er betalt inden 30 dage fra kontraktens underskrift. Voldgiftsretten finder det ikke ved indklagedes og denne ægtefælles forklaringer bevist, at de skriftlige salgs- og leveringsbetingelser er fraveget, således at der skulle være tale om en fast pris uden indekseringer, ligesom det heller ikke findes bevist, at huset var lovet færdigt til den 1. september 1999. Idet klageren i en skrivelse af 18. juni 1998 til indklagede havde påtaget sig at færdiggøre huset til uge 48, og idet der ikke er grundlag for at statuere, at den forsinkelse med byggeriet, der herefter indtraf, skyldes indklagedes forhold, jf. nedenfor, findes klageren kun at kunne kræve entreprisesummen reguleret frem til uge 48. Idet der mellem parterne er enighed om, at dette beløb udgør 38.000 kr., skal dette beløb tillægges klagerens ubestridte tilgodehavende.

Ad indklagedes modkrav:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at klageren, efter at indklagede havde reklameret over fundamentsarbejderne, i slutningen af august 1998 erkendte, at det arbejde, klagerens underentreprenør havde udført, var mangelfuldt. Under en samtale med indklagede lovede klageren, at underentreprenøren ville blive frataget arbejdet. Efter at indklagede dagen efter havde konstateret, at underentreprenøren fortsat var på pladsen, rettede hun, der var meget opbragt over situationen, henvendelse til klageren og meddelte, at hun og ægtefællen ikke "kunne leve med forholdene", og at de nu ville rette henvendelse til en advokat. I perioden herefter blev der stort set ikke udført arbejde på byggeriet. Uanset at indklagede med rette følte sig utryg ved de forslag om udbedring, som klageren fremkom med, findes der ikke grundlag for at statuere, at klageren har pådraget sig et forsinkelsesansvar i perioden, indtil arbejdet blev genoptaget. Der blev gennem hele efteråret ført en omfattende korrespondance mellem klageren og indklagedes advokat, uden at der blev fremsat krav om, at klageren skulle genoptage arbejdet, ligesom indklagede fremsatte forslag om, at klageren skulle overtage ejendommen.

Efter at arbejdet var blevet genoptaget i begyndelsen af 1999, standsede klageren arbejdet den 11. marts 1999, da det blev konstateret, at nogle rør var beskadiget. Idet klageren ikke har haft noget grundlag for at standse arbejdet og i øvrigt undlod at fremkomme med forslag til løsning af problemet med rørene, findes klageren i overensstemmelse med vilkårene i aftalen at burde betale dagbøder for den forsinkelse på ca. 3 måneder, som herefter opstod, indtil arbejdet på ny blev genoptaget i juni måned.

Der er ikke grundlag for at tilkende indklagede beløb for udgifter til ingeniør- og advokatbistand ud over det beløb, som klageren allerede har anerkendt, og som er fratrukket i klagerens tilgodehavende.

Efter skønsmandens oplysninger om, at holdbarheden af gulvvarmeslangerne ikke kan anses for forringet efter de reparationer, der er udført, og idet det ikke er godtgjort, at der i øvrigt er værdiforringende mangler ved ejendommen, er der ikke grundlag for at yde klageren nogen dekort i entreprisesummen.

Med bemærkning om, at der ved omkostningsfastsættelsen er taget hensyn til, at klageren bør bære udgifterne til det afholdte syn og skøn, opgøres det beløb, indklagede skal betale klageren til 305.000 kr. med renter som nedenfor bestemt.

Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal indklagede til klageren betale 305.000 kr. med procesrenter fra den 8. december 1999, til betaling sker, og procesrenter af 100.000 kr. fra den 8. december 1999 til 10. januar 2000 og sagsomkostninger med 12.000 kr.

Voldgiftsrettens omkostninger betales af parterne med halvdelen hver efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Versioner

  1. 2001-06-28