Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2001-08-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12135@2001-08-27/da

Indhold
  1. Indledning

Denne sag er ved klageskrift modtaget den 12. maj 1999 indbragt for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, der i medfør af "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed" har nedsat en voldgiftsret bestående af arkitekt m.a.a. Lars Møller, tømrermester Poul-Erik Pedersen og landsdommer Niels Johan Petersen, sidstnævnte som rettens formand.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 203.500,94 kr. inkl. moms med en rente svarende til sædvanlig procesrente af 125.000 kr. fra den 23. september 1998 og af 78.500,94 kr. fra den 11. november 1998, alt til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klageren udførte efter licitation fra 1. april 1998 tagrenovering for indklagede i henhold til udbudsmateriale udarbejdet af indklagedes tekniske rådgiver. Arbejderne omfattede tømrerarbejde, blikkenslagerarbejde samt tagpaparbejde.

Det var allerede på udbudstidspunktet kendt, at der var råd- og svampeangreb i en række af tagkonstruktionerne. Råd - og svampearbejder var specifikt holdt uden for licitationen, og derfor ikke omfattet af hverken udbudsmaterialet eller klagerens tilbud. Det var oprindeligt tanken, at disse arbejder skulle udsendes i særligt tilbud.

Råd- og svampearbejderne blev imidlertid efter aftale udført løbende af klageren uden særskilt tilbud samtidig med den egentlige entreprise, og der blev herunder bl.a. fundet ægte hussvamp.

Den 6. maj 1998 sendte klageren følgende skrivelse til indklagedes tekniske rådgiver:

"Vedr. Råd- og svampeskader

Jeg skal hermed bekræfte vor aftaler vedrørende timelønninger samt avancer på materialer og underentreprenører inkl. udlejet materiel.

For tømrer-, murer- og el-entreprenører faktureres kr. 250,00 pr. time

Tømrerlærlinge under konflikten (gennemsnitsløn) kr. 125,00 pr. time

Leverede materialer tillægges avance på 15 %

Alle øvrige underentreprenører inkl. stillads/leje samt andet materiel tillægges alle modtagende fakturaer 10 % i administrationstillæg.

Alle fakturaer udleveres sammen med ugesedler som bilag ved fakturering. Alle bilag nummereres fortløbende.

Forslag til fakturering:

Bilag nr. 1 Timeseddel 30 timer á kr. 250,00 Kr. 7.500,00

Bilag nr. 2 Materialefaktura Avance 15 % Kr. 1.550,00

Bilag nr. 3 Regning stukkatør Avance 10 % Kr. 5.500,00

og så fremdeles.

.."

I løbet af maj måned viste der sig flere angreb af ægte hussvamp, og klageren mandede byggepladsen op på opfordring fra indklagedes tekniske rådgiver.

På et byggemøde den 2. juni 1998 rejste klageren krav om særskilt betaling af formandstimer og konduktørtimer, samt smudstillæg. Indklagede afviste i det hele klagerens krav.

Klageren gentog sine krav i en skrivelse af 3. august 1998 til indklagede:

Vedr. indklagedes ejendom.

Som vi tidligere har drøftet, er det efter vor mening yderst rimeligt, at entreprenøren får dækket samtlige udgifter i forbindelse med udførelse af råd- og svampeskader herunder også konduktør- og formandstimeforbrug.

Til Deres orientering kan jeg oplyse, at det samlede timeforbrug for A pr. den 30.07.98 har været: 275 timer (75% råd)

Og for B: 412,5 timer

Konduktørtimeløn inkl. alle tillæg Kr. 365,00

Tillæg for formand inkl. alle tillæg Kr. 27,00

Smudstillæg udgør pr. svende- og formandstime Kr. 18,00

Sidstnævnte beløb er som tidligere oplyst indeholdt i de 250,00 kr.

Alle beløb er ekskl. moms.

Vi gør opmærksom på, at råd- og svampeskaderne er søgt udført billigst muligt for bygherren, herunder at afdækningen er udført med presenninger og ikke som en teltopbygning, hvilket burde have været ofret, såfremt vandskaderne skulle have været minimeret eller undgået.

Jf. Danske Entreprenørers regler for regningsarbejde indkalkuleres risiko ikke i timelønnen, idet denne risiko ligger hos bygherren.

Det samme gælder for konduktør og formandstillæg, som ej heller er indeholdt i svendetimelønnen.

Ligeledes har vi ikke faktureret indirekte udgifter, som skyldes de meget omfattende rådskader, men vi tillader os, at vende tilbage hertil for en drøftelse.

Vi beklager det sene tidspunkt for denne skrivelse.

.."

Ved skrivelse af 19. august 1998 opgjorde klageren konduktør- og formandstimer samt smudstillæg indtil 9. september 1998 til i alt 136.389,75 kr. ekskl. moms.

Denne opgørelse blev afvist ved skrivelse af 8. september 1998 fra indklagedes tekniske rådgiver:

"Råd- og svampereparationer.

Indklagede har anmodet undertegnede om at kommentere Deres brev af 19. august 1998 ..

Ved påbegyndelsen af reparationsarbejdet, der udføres i regning, blev der indgået aftale med klager om afregning af arbejdet som følger:

Svendetimer afregnes til fast pris med kr. 250,00 ekskl. moms.

Materialefakturaer tillægges en avance på 15 % af fakturabeløbet ekskl. moms.

Underentreprenørfakturaer tillægges en avance på 10 % af fakturabeløbet ekskl. moms.

Ved indgåelsen af aftalen accepterede bygherren således arbejdet udført i regning af klager uden priskonkurrence fra andet firma.

Ovennævnte aftale med klager er gældende, og bygherren kan således ikke honorere Deres ekstra krav i brev af 19. august 1998."

Der er afgivet adskillige vidneforklaringer.

Klageren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der er et ekstrakrav som følge af de stærkt eskalerende og upåregnelige råd- og svampeskader. De skriftlige aftaler, der oprindeligt er truffet om arbejdet, er på denne baggrund uden betydning. Reelt er der dog aldrig færdigforhandlet en aftale om betaling for råd- og svampeskaderne.

Det var væsentligt, at tagarbejdet ikke blev forsinket, og derfor skal det meget store ekstraarbejde honoreres, jf. princippet i AB 92 § 27, stk. 2, nr. 1.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at det ikke er godtgjort, at der mellem parterne er indgået anden aftale om betaling for råd- og svampearbejderne, end den, der fremgår af klagerens skrivelse af 6. maj 1998, idet indklagede har afvist alle senere forsøg på at ændre denne aftale.

Da parterne har indgået aftale om betaling for arbejdet, kan princippet i købelovens § 5 ikke anvendes.

Voldgiftsretten skal udtale:

Da klageren har indgået aftalen af 6. maj 1998 vidende om, at der kunne forekomme råd- og svampearbejde i uvist omfang, findes klageren, da indklagede efterfølgende har afvist en ændring i aftalegrundlaget, bundet af den oprindelige aftale.

Indklagedes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Indklagede frifindes.

Inden 14 dage skal klager til indklagede betale voldgiftssagens omkostninger med 22.500 kr.

Inden samme frist skal klager til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed betale nævnets omkostninger efter særskilt opgørelse.

Versioner

  1. 2001-08-27