Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12139@2001-08-31/da

Indhold

1. Indledning

Ankestyrelsen har ikke nævnt alle de afgørelser, som er indsendt af de sociale nævn i det forløbne år, men har udvalgt de afgørelser, som vi især har fundet af interesse.

Sag nr. 1:

Et nævn udtalte i sin afgørelse, at efter § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgifter og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, kan der ikke ydes kompensation for fremtidige ydelser, herunder lønstigninger og bidrag til pensionsordninger.

Nævnet fandt, at kommunen ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste havde været berettiget til at fradrage pensionsbidrag i det omfang, pensionsbidragene kunne anses som led i ansøgers ansættelsesforhold.

Nævnet pålagde imidlertid kommunen at undlade at foretage fradrag for et pensionsbidrag på 10,2%, (som ansøger havde oplyst var et eget pensionsbidrag, som han havde anmodet arbejdsgiver om at tilbageholde i lønnen og overføre til pensionskasse) i forbindelse med beregningen af tabt arbejdsfortjeneste, dersom ansøger overfor kommunen kunne dokumentere, at pensionsbidraget ikke skulle anses som led i ansøgers ansættelsesforhold.

Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling og afgørelse. Nævnets overvejelser var bl.a. følgende: Ved beregning at tabt arbejdsfortjeneste er det hovedreglen, at pågældende til daglig økonomisk stilles, som om pågældende havde en lønindtægt. Af Socialministeriets bekendtgørelse fremgår det, at der ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste ikke skal medtages bidrag til pensionsordninger. Det er ikke nærmere uddybet, hvad der forstås ved pensionsordninger. Ifølge telefonnotat var Socialministeriet af den opfattelse, at dersom pensionsbidraget kan relateres til arbejdsforholdet, da skal det fratrækkes.

Ankestyrelsen har ikke haft tilsvarende sager og er umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Et nævn traf afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste under ferieophold i udlandet, hvor den handicappede datter var i aflastningsophold, og således ikke skulle med på ferien.

Nævnet fandt, at kommunen fortsat skulle yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til moderen til den 9 årig datter under en del af den periode, hvor familien skulle rejse på ferie til Tyrkiet.

Sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på, i hvor lang en periode ydelsen skulle udbetales under ferien, således at der skete en ligestilling med personer i arbejde.

Nævnet lagde vægt på, at ydelsen efter § 29 kan bevares under kortvarige ferieophold i udlandet, jf. » udlandsbekendtgørelsen « . Endvidere var der lagt vægt på, at formålet med et aflastningsophold til den handicappede datter (som netop var, at familien kunne komme på ferie) blev forspildt, såfremt familien ikke kunne rejse, fordi moderen mistede sin indtægt i perioden.

Ligeledes blev der lagt vægt på, at det var rimeligt at familien fik mulighed for at holde ferie i en periode, uden at have datteren hos sig. Nævnet udtalte, at det var stemmende med lov om social service, at ydelsen blev bevaret, selv om moderen ikke havde barnet hos sig hele tiden. Dette understøttedes af, at kommunen i forvejen havde bevilget aflastningsophold til datteren, uden at § 29-ydelsen havde været frataget hende.

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Efter Socialministeriets bekendtgørelse om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet fremgår, at hjælp efter § 29 bevares, når modtageren holder ferie i udlandet. Umiddelbart finder Ankestyrelsen afgørelsen korrekt.

Et nævn stadfæstede en kommunes afslag på hjemmehjælp til rengøring hos et gammelt ægtepar på en landejendom under henvisning til, at en 60-årig søn indgik i hustanden.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ifølge gældende retningslinier og praksis for berettigelse til praktisk bistand til rengøring ikke kunne bevilges praktisk bistand, når der i husstanden var en person, der ikke af helbredsmæssige årsager var afskåret fra at klare opgaverne.

Nævnet vurderede, at sønnen, som indgik i husstanden, kunne klare de nødvendige rengøringsopgaver. Det forhold, at sønnen havde meget arbejde ved pasning af bedriften og bistod med indkøb, transport og lignende, kunne ikke føre til, at ægteparret var berettiget til praktisk bistand til nødvendig rengøring, som ægteparret ikke selv var i stand til at udføre. Nævnet havde ved afgørelsen også henset til, at bortset fra ægteparrets soverum benyttede sønnen sig af de rum, hvor nødvendig rengøring var påkrævet.

Sagen kan sammenlignes med Ankestyrelsens afgørelse, som er offentliggjort i SM C-18-01(efter nævnets afgørelse). Sagen handlede om hjælp til rengøring hos en kvinde, hvor hendes to voksne sønner (47 år og 45 år) også boede på adressen. Nævnets afgørelse adskiller sig ved, at der i dette tilfælde er tale om at forældrene havde eget soverum.

Et nævn fandt, at kommunen havde været berettiget til at foretage modregning i en kvindes bistandstillæg efter pensionsloven, idet de hjælpetimer, som kvinden var bevilget efter § 77 for en del dækkede de samme ting, som bistandstillægget er beregnet til at dække. Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde fået bevilget hjælp til personlig bistand, såsom vask og personlig hygiejne.

Ankestyrelsen har antaget en sag til principiel behandling om denne problemstilling. Sagen forventes afgjort om ca. 2 måneder.

Sag nr.1:

Sagen drejede sig om en blind mand, som ønskede ledsagelse blandt andet til og fra arbejde, da han havde brug for ledsagelse på dage, hvor ægtefællen ikke kunne ledsage ham på grund af skiftende arbejdstider. Kommunen bevilgede hjælp til ledsagelse med 15 timer månedlig. Ledsagelsen skulle ydes mindst 2 timer pr. gang af hensyn til administrationen af ordningen. Der kunne ikke ydes hjælp til ledsagelse til og fra arbejde. Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne gøre den bevilgede ledsageordning betinget af, at den ikke blev brugt til ledsagelse til arbejde. Nævnet fandt endvidere, at bevillingen i mandens tilfælde kunne opdeles på 15 timer, f.eks. højst 15 ledsagelser á 1 time pr. måned. Nævnet lagde vægt på, at manden havde behov for ledsagelse til arbejde, og at der i følge Socialministeriets bekendtgørelse om ledsageordningen og vejledningen om samme ikke kan opstilles betingelser for, hvilke formål den bevilgede ledsagelse ønskes anvendt til.

Ankestyrelsen er umiddelbart enig med nævnet i, at det ikke kan udelukkes at ledsagelse kan anvendes til og fra arbejde. Det er således anført i § 4 i bekendtgørelsen om ledsageordningen, at personer, der opfylder betingelserne for at få ledsagelse, har ret til 15 timers ledsagelse til formål, som brugeren selv vælger.

Ankestyrelsen har ikke haft sager om opdeling af timerne, herunder om en evt. nedre grænse.

Sag nr.2:

Nævnet pålagde en kommune at yde en mand ledsagelse til aktiviteter, som ikke var en integreret del af servicetilbuddet i bofællesskabet. Nævnet fandt, at uanset at manden var mobil og kunne færdes alene udenfor hjemmet på tillærte ruter, var han omfattet af personkredsen.

Nævnet havde lagt til grund, at manden ikke var i stand til at færdes alene udenfor hjemmet, bortset fra på tillærte ruter, hvorfor han ville være afskåret fra deltagelse i aktiviteter, som han kunne efterspørge og selv kunne bestemme indholdet af.

Nævnet fandt, at manden ved bevilling af ledsageordningen ville få øgede muligheder for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse, hvilket var formålet med ordningen.

Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til principiel behandling med henblik på afklaring af afgrænsningen af ledsageordningen i forhold til personer, der trods funktionshæmning kan færdes på egen hånd i lokalområdet, herunder en vurdering af betydningen af, at der i et vist omfang kan ydes ledsagelse som en del af et botilbud. Sagen forventes afgjort om ca. 3 måneder.

En døvblind mand var bevilget en særlig kontaktperson. I forbindelse med et kursusophold for døvblindeblevne anmodede manden kommunen om betaling af kontaktpersonens rejse- og opholdsudgifter på kr. 1.920,00. Kommunen gav afslag med den begrundelse, at der ikke var lovhjemmel til det ansøgte.

Nævnet fandt at kommunen skulle afholde udgifterne til mandens ledsager under deltagelsen i det bevilgede kursus. Nævnet lagde vægt på, at opholdsudgifterne - ud fra en formålsfortolkning af § 79 - ville være indeholdt i » hjælp i fornødent omfang « , især når det sammenholdes med, at det bl.a. hører til ledsagerens opgaver at ledsage den døvblinde på kursus o.l.

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage stilling til problemstillingen om rejse og opholdsudgifter.

Sag nr. 1:

Drejede sig om en 76-årig mand, der havde søgt om hjælp til teststrimler til sukkersyge. Manden havde fået konstateret sukkersyge, da han var 69 år og var i tabletbehandling herfor.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på støtte med henvisning til, at det var oplyst, at ansøger først havde fået sukkersyge i en alder af 69 år, og at risikoen for at ansøger ville udvikle senskader, derfor var reduceret i forhold til personer, der får konstateret sukkersyge i en ung alder.

Sagens problemstilling er afklaret ved SM C-10-01, hvor det bl.a. er fastslået, at der ikke er hjemmel til at indlægge en forudsætning om at sukkersygen skal være diagnosticeret i en relativ ung alder.

Sag nr. 2:

Nævnet bevilgede den fulde udgift til en forstærkertelefon Beocom 1600 til en ansøger med nedsat hørelse, som et hjælpemiddel efter servicelovens §97.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet kommunen havde bevilget den ansøgte forstærkertelefon som et forbrugsgode med en egenbetaling på 50%. Nævnet lagde vægt på, at en Beocom 1600 forstærkertelefon er et apparat specielt fremstillet til hørehæmmede, som ikke kan købes i telebutikkerne, men bestilles via Tale-høre-syns instituttet.

Begreberne hjælpemidler og forbrugsgoder er nærmere defineret i § 1, stk. 2 i hjælpemiddelbekendtgørelsen. Det fremgår heraf, at hjælpemidler omfatter produkter, der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, mens forbrugsgoder er defineret som produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Nævnets afgørelse ses at være truffet på baggrund af ovennævnte definition.

Sag nr. 3:

Sagen drejede sig om ansøgning om en kontorstol til en person med ryglidelse.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på bevilling af kontorstol som et forbrugsgode, idet den ansøgte kontorstol var en almindelig kontorstol, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Efter servicelovens § 98, stk. 1, 2. punktum kan der ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Begrebet » sædvanligt indbo « er omtalt i Socialministeriets vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. punkt 39. Ankestyrelsen har ikke behandlet spørgsmål om sædvanligt indbo.

Sag nr. 4:

Sagen drejede sig om ansøgning om en ståstøttestol til kvindelig ansøger. Ståstøttestolen skulle anvendes ved hendes hjemlige køkkenarbejde. Ansøger havde behov for aflastning af sin ryg.

Kommunen havde bevilget den ansøgte ståstøttestol som et forbrugsgode med egenbetaling på 50%.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og bevilgede ståstøttestolen som et hjælpemiddel.

Sagen vedrører afgrænsningen forbrugsgode og hjælpemiddel, og der henvises til bemærkningerne til sag nr. 2.

Sag nr. 5:

Nævnet ændrede kommunens afgørelse om afslag på økonomisk støtte til tandbehandling til en kvinde, som i barndommen havde været udsat for et ulykkestilfælde, som havde medført misfarvning af ansøgers fortænder.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger i barndommen havde været udsat for en tandskade, der nu havde medført misfarvning af ansøgers tænder, hvilket måtte betragtes som kosmetisk vansirende.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tænder ikke tidligere havde været adækvat behandlet, idet ansøgers tænder først havde været klar til endelig restaurering efter endt rodbehandling i oktober 1998.

Ansøgers tænder var på grund af hendes alder og komplikationer aldrig blevet færdigbehandlet med adækvat tandlægefaglig behandling, hvorfor ansøgers situation ikke kunne sidestilles med sagerne som er nævnt i SM O-54-94 (hvor der lægges vægt på, om der er tale om udbedring i umiddelbar tilslutning til ulykkestilfældet).

Ankestyrelsens kommentar: Efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 1 ydes hjælp til ulykkesbetingede skader på tyggeorganet. Ankestyrelsen har ikke særlige bemærkninger til den trufne afgørelse. Det bemærkes, at reglerne for hjælp til tandbehandling er ændret med virkning fra den 1. april 2001, således at hjælp til tandproteser ikke længere ydes efter servicelovens § 97, men efter lov om tandpleje.

Sag nr. 6:

Nævnet ændrede i 2 sager amtskommunens afslag på ansøgning om badeprotese til ansøgere på henholdsvis 8 år og 15 år, som begge var benamputeret.

I begge afgørelser har nævnet henvist til ansøgers alder, de forskellige situationer hvori badeprotesen skulle anvendes, dvs. såvel daglig brug som badning på skole og lejrture samt strandbesøg. I den ene sag var endvidere henvist til ansøgers mulighed for at gå til svømning, og at ansøger var begrænset i sit valg af sportsgren.

Nævnet havde ved afgørelsen været opmærksom på SM O-7-92, men havde fraveget denne med henvisning til ansøgers alder samt de hyppigt forekommende situationer, som badeprotesen skulle anvendes i.

I SM O-7-92 har Ankestyrelsen meddelt, at der ikke var grundlag for at bevilge en ekstra badeprotese til en yngre mand med underbensamputation, idet den allerede bevilgede benprotese i væsentlig grad fandtes at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen har ikke haft sager vedrørende børn, men vil iøvrigt være opmærksom på at antage sager angående bevilling af badeprotese, hvis vi modtager egnede sager.

Sag nr. 1:

Nævnet ændrede amtskommunens afgørelse for så vidt angik spørgsmålet om billigste og bedst egnede bil.

Amtskommunen havde bevilget en Ford Transit med den begrundelse, at den var den billigst egnede bil før særlig indretning.

Nævnet bevilgede derimod en Chrysler Voyager. Nævnet lagde vægt på, at der havde været afprøvet tre biler hos PTU, hvor alle biler blev betegnet som velegnede, dog var Chrysleren vurderet som bedst egnet, idet adgangsforholdene var lettere og hurtigere.

Nævnet lagde endvidere vægt på bilernes pris: Forden kostede kr. 148.970, incl. særlig indretning ialt kr. 279.570, Chrysleren kostede kr. 192.620, incl. særlig indretning ialt kr. 256.970.

Da Chrysleren af PTU var vurderet som den bedst egnede, og da denne bils samlede pris var væsentlig lavere end Fordens, havde nævnet vurderet, at denne bil set i forhold til løsning af ansøgerens kørselsbehov måtte anses for den billigste og bedst egnede.

Det fremgår, at nævnet ved vurderingen af, hvilken af 2 egnede biler, der var den billigste, har sammenlignet de 2 bilers samlede pris, d.v.s. har set på bilernes pris efter at udgiften til den særlige indretning var lagt til.

Denne fremgangsmåde ses umiddelbart ikke at være i overensstemmelse med bilbekendtgørelsens § 6, stk. 2, men fører dog til et rimeligt resultat. Ankestyrelsen er flere gange blevet præsenteret for problemstillingen, men har ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling hertil. Det bemærkes at problemstillingen indgår i Socialministeriets arbejdsgruppe om forenkling og tydeliggørelse af reglerne om tildeling af biler til handicappede.

Sag nr. 2:

En pige på 5 år led af svær infantil autisme. Pigen var tilknyttet en specialinstitution for autiske børn 18 km fra bopælen. Forældrene havde valgt selv at aflevere og hente pigen hver dag, da det var vigtigt for dem at have en tæt kontakt til institutionen. På grund af pigens psykiske funktionsniveau var der nærmere beskrevne problemer med at benytte offentlige transportmidler.

Amtskommunen gav afslag på bilstøtte med den begrundelse, at selv om væsentlige adfærdsproblemer vanskeliggjorde anvendelse af offentlige transportmidler, havde pigen ikke et egentligt bevægelseshandicap, der forringede evnen til at anvende offentlige transportmidler i et omfang, der berettigede til støtte til bil.

Nævnet fandt, at pigen var berettiget til bilstøtte. Nævnet lagde vægt på, at pigen led af en svær psykisk lidelse og som følge heraf reagerede med voldsomme raseri/angstanfald i forbindelse med uventede hændelser, ændringer i vaner, stærke sanseindtryk og mange mennesker mv.

Nævnet lagde endvidere vægt på nævnets lægekonsulents vurdering af, at en tilstrækkelig tidlig indsats var af stor betydning for den fremtidige prognose. Nævnet lagde tillige vægt på, at pigen somatisk i det væsentlige var rask, og at gangdistancen måtte anses for aldersvarende.

Ankestyrelsen finder at spørgsmålet om bilstøtte til personer, hvor der overvejende er tale om nedsat psykisk funktionsevne, trænger til afklaring, hvorfor vi vil være opmærksomme på at antage principielle sager om dette spørgsmål.

Sag nr. 1:

Sagen vedrørte en kørestolsbruger, som boede med sin samlever og deres 2 årige barn.

Ansøger havde behov for boligændringer, da pladsforholdene i badeværelset ikke opfyldt arbejdsmiljølovens krav, således at ansøger ikke kunne få hjælp til at bade hjemme. Der var desuden behov for ændringer af adgangsforholdene til boligen samt ændring af køkkenindretningen.

Kommunen traf afgørelse om, at ansøger kunne tilbydes og få indrettet en lejlighed i et nyt byggeri. Ansøger klagede over denne afgørelse, som indebar at ansøger skulle flytte til en anden bydel.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet afgørelse i kommunen med henblik på yderligere undersøgelse af, om der var mulighed for at finde en boligløsning, der imødekom ansøgers ønske om at blive boende i det område, hvor ansøger havde sit netværk.

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager, men vil være opmærksom på denne problemstilling, hvis vi modtager egnede sager.

Sag nr. 2:

Sagen vedrørte en situation, hvor en kommune havde krævet indskud i lejebolig bevilget efter § 102, stk. 2, tilbagebetalt, hvis der fremkom provenue ved ansøgers hidtidige ejerbolig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at frafalde kravet om tilbagebetaling af indskud.

Nævnet havde ved afgørelsen været opmærksom på, at det af Socialministeriets vejledning vedrørende boligindretning m.v. punkt 128, fremgår, at » udgifter ved salg af ejendom og indskud i lejligheden kan modregnes i et eventuelt overskud ved salg af ejendommen « .

Nævnet henviste til, at der ikke ses at være fastsat lovhjemmel til at kræve tilbagebetaling af indskud til lejebolig, og at krav på modregning/tilbagebetaling efter nævnets opfattelse skal kunne støttes på en lovhjemmel.

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at behandle spørgsmålet om et eventuelt provenue ved salg af ejerbolig kan modregnes ved beregning af udgiften til anskaffelse af en lejebolig, jf. servicelovens § 102, stk. 2. Ankestyrelsen vil være opmærksom på egnede sager.

Sag om beregning af plejevederlagets størrelse - § 105.

Sagen drejede sig om en person, der i perioden forud for bevilling af plejevederlag modtog arbejdsløshedsdagpenge fra sin fagforening.

Kommunen beregnede plejevederlaget på grundlag af det beløb, som vedkommende herudfra ville have været berettiget til i sygedagpenge, hvilket udgjorde det samme beløb som arbejdsløshedsdagpengene.

På baggrund af en klage over beregningen traf kommunen en ny afgørelse om, at der oveni den tidligere beregning blev givet et tillæg på 12,5% » svarende til tillæg til feriegodtgørelsen « .

Kommunen havde som baggrund for tillægget anført, at det var kompensation for, at vedkommende var pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag med 8% (og særligt pensionsbidrag med 1%) af plejevederlaget, hvilket vedkommende ikke var forpligtet til af arbejdsløshedsdagpengene. For at undgå at vedkommende rent faktisk ville få et lavere beløb udbetalt » kompenserede « kommunen således ved det bevilgede ekstra tillæg i medfør af servicelovens § 105, stk. 2. Tillægget havde intet at gøre med ferieafholdelse.

Nævnet var enig med kommunen i, at plejevederlaget ikke skulle udgøre 1,5 gange dagpengebeløbet, idet vederlaget i h.t. servicelovens § 105, stk. 1 ikke kan overstige den hidtidige indtægt, der altså i aktuelle tilfælde var arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Nævnet bemærkede, at forpligtelsen til at betale arbejdsmarkedsbidrag heraf ikke ændrede grundlaget for selve beregningen af plejevederlaget.

For så vidt angik bevilling af et særligt tillæg efter servicelovens § 105, stk. 2, var nævnet enig med kommunen i, at der i ganske særlige tilfælde kan bevilges et beløb, der overstiger det angivne maksimum efter § 105, stk. 1. En forhøjelse af bevillingen med 12,5% ud fra en vurdering af, at der bør ydes kompensation for forpligtelsen til betaling af arbejdsmarkedsbidrag, sås ikke at opfylde et krav om en konkret vurdering.

Endelig fandt nævnet det uheldigt, at tillægget var betegnet som » tillæg svarende til feriegodtgørelse « , når det ikke var givet med henblik på ferieafholdelse.

Ankestyrelsen har ikke haft sager om beregning af plejevederlag efter servicelovens § 105. Ankestyrelsen har således ikke haft lejlighed til at tage stilling til, hvilke » ganske særlige tilfælde « i servicelovens § 105, stk. 2, der kan begrunde et højere plejevederlag end efter hovedreglen i § 105, stk. 1.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. pkt. 271, at kommunen efter en konkret vurdering afgør, om der foreligger særlige forhold. Som eksempler nævnes i vejledningen store forsørgerbyrder eller andre høje, faste og rimelige udgifter, som ellers kunne hindre ansøgeren i at pleje den døende.

Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til nævnets afgørelse, idet kommunens afgørelse indebærer, at der altid foreligger » ganske særlige forhold « , når plejevederlaget skal beregnes på baggrund af en hidtidig indtægt i form af arbejdsløshedsdagpenge.

Intern flytning på plejehjem

Sagen drejede sig om intern flytning på plejehjem. De pårørende havde klaget til nævnet over kommunens beslutning om at flytte deres far.

Nævnet tiltrådte kommunens beslutning om, at flytte pågældende til en anden afdeling på plejehjemmet, da der var indtrådt en væsentlig bedring i hans funktionsniveau. Den plejemulighed der knyttede sig til den hidtidige bolig i den skærmede enhed modsvarede ikke længere hans behov.

En psykiatrisk speciallæge vurderede, at en flytning ville kunne stimulere ham, så han efter en overgangsperiode ville befinde sig bedre i en anden afdeling på plejehjemmet.

En eventuel ulempe ved at flytte fra den skærmede enhed, hvor han var faldet til, kunne ikke i sig selv tale afgørende imod en flytning.

Nævnet henviste i lovgrundlaget til servicelovens § 140 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 82 af 5. februar 1998 om plejehjem og beskyttede boliger, § 3, stk. 3.

Ankestyrelsen har for nylig afgjort to sager, der er interessante i forhold til ovennævnte sag.

Begge disse sager vedrørte tiden efter 1. januar 2000, hvor magtanvendelsesreglerne trådte i kraft. Den ene drejede sig om samme problemstilling som den refererede sag -flytning fra den skærmede afdeling til den almindelige afdeling på et plejecenter.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om flytningen skulle vurderes efter servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, jf. servicelovens kapitel 21, der trådte i kraft den 1. januar 2000. Afgørelsen er udsendt som Social Meddelelse SM C-29-01.

Den anden sag vedrørte udvisitering af en person fra en amtslig boform med henblik på optagelse i et kommunalt plejecenter.

Også i denne sag fandt Ankestyrelsen, at reglerne i servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse skulle finde anvendelse. Denne afgørelse er udsendt som Social Meddelelse SM C-26-01.

Sag nr. 1:

Sagen drejede sig om en 71-årig svær dement kvinde. Ægtefællen havde passet kvinden, indtil han selv blev syg. Under hans sygdom blev hun i dagtimerne passet i skærmet afsnit på plejehjem i dagtimerne. I øvrigt havde hun ophold hos en søn og svigerdatter.

Da ægtefællen døde blev hun fortsat passet på det skærmede afsnit i dagtimerne og havde fast vagt i eget hjem om natten. Efter mandens død var hun helt ude af stand til at tage vare på sig selv uden vedvarende opsyn. Hun kunne ikke huske sin alder og hvad hun lavede. Hun kunne ikke holde sit hjem. Hun var stille, rolig og renlig, men måtte alt i alt betegnes som hjælpeløs uden konstant opsyn.

Nævnet fandt, at betingelserne for at flytte hende uden hendes samtykke var opfyldt.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden i følge de foreliggende oplysninger ikke længere kunne modtage den optimale hjælp i hjemmet, idet hun var ude af stand til at klare sig uden konstant opsyn, og således måtte antages at udsætte sig selv for alvorlig personskade ved fortsat ophold i eget hjem.

Sag nr. 2:

Et nævn havde truffet afgørelse om tvangsmæssig flytning af en person til en af de 4 plejeboliger i skærmet enhed på et kommunalt eller selvejende plejehjem.

Nævnet lagde vægt på, at vedkommende på grund af følgevirkninger efter 2 hjerneblødninger havde brug for hjælp døgnet rundt til alle funktioner, herunder både spisning, toiletbesøg, af- og påklædning samt personlig hygiejne.

Vedkommende var synshallucineret, havde synsneglect og var stærkt hukommelsessvækket. Han gik ofte rundt og undersøgte omgivelserne uden at forstå, hvor han gik hen. Han gik ud ad åbne døre uden at kunne finde hjem eller bede om hjælp. Han var urolig, men ikke aggressiv, flyttede rundt på møbler, væltede planter, gik ind på andre stuer på hospitalet og aflastningshjemmet.

Nævnet havde indhentet en telefonisk udtalelse fra Socialministeriet om hvad der skal forstås med » konkret botilbud « i serviceloven § 109 e´s forstand.

Socialministeriet udtalte, at der skal forstås et konkret indhold af et botilbud, hvor den specifikke kategori af medborgere er bedst placeret i forhold til den specielle omsorg, pasning og pleje, som de har brug for. Pasningen og plejen skal tilgodese den enkeltes behov. Der er ikke tænkt på den specifikke adresse på et botilbud eller lignende. Kravet om specifikation af plejen, pasningen m.v. hænger i meget høj grad sammen med servicelovens § 67 om forsorg/omsorg for den enkelte.

Ankestyrelsen har i flere afgørelser, der er offentliggjorte som SM'ere i 2000, om flytning uden samtykke, lagt vægt på, at det af bemærkningerne til lovforslaget om magtanvendelse fremgår, at det kræves, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at pågældende indenfor kortere tid vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme og helbred. En flyttebeslutning kan først træffes, når det er uforsvarligt at undlade flytningen.

Af Socialministeriets vejledning kap. 12 fremgår, at der skal være en reel risiko for, at pågældende som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsætter sig for alvorlig personskade ved at forblive i en almindelig bolig.

Som eksempler nævnes risiko for at brænde inde på grund af uforsvarlig omgang med ild, risiko for medicinforgiftning fordi pågældende ikke selv kan dosere medicin eller risiko for livstruende tilstand, fordi pågældende ikke vil eller ikke husker at tage livsvigtig medicin.

Det fremgår ikke af de ovenfor refererede nævnsafgørelser, at der var tale om faremomenter af en tilsvarende karakter og omfang som eksemplerne i vejledningen lægger op til.

For så vidt angår den sidst nævnte sag, rummer sagen tilige spørgsmål om fortolkning af » et bestemt botilbud « , jf. servicelovens § 109 e. Ankestyrelsen har ikke taget stilling til, hvad der ligger i » et bestemt botilbud « . I de sager hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter reglerne om flytning uden samtykke, har der været tale om, at pågældende var visiteret til et navngivet botilbud.

Af Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten fremgår, at kommunens indstilling skal indeholde en redegørelse for indretningen af den nye bolig. Redegørelsen skal beskrive det konkrete botilbud, som personen indstilles til optagelse i.

Ankestyrelsen har modtaget to sager, hvor nævnene har godkendt en kommunal beslutning om at anvende magt, jf. servicelovens § 109 c, om tilbageholdelse i boligen.

I begge sager var der tale om personer uden forståelse for hvordan man færdes i trafikken, samt uden forståelse for at iføre sig den efter årstiden nødvendige påklædning.

Den ene person forlod desuden boligen med henblik på at finde og spise tobak eller cigaretskodder.

I det andet tilfælde var der tale om en person, der gentagne gange var fundet kold og forkommen i byen eller i skoven. Personen havde desuden gentagne gange forsøgt at begå selvmord.

Ankestyrelsen har ikke nogle bemærkninger til disse sager. Sagerne forekommer velbegrundede og veloplyste. Ankestyrelsen har behandlet en enkelt sag om tilbageholdelse i boligen. Ankestyrelsen fandt i den sag ikke, at betingelserne for at kunne tilbageholde den pågældende var opfyldt. Der henvises til SM C-35-00.

Ankestyrelsen har ligeledes modtaget to sager, hvor nævnene har truffet afgørelser om godkendelse af kommunale beslutninger om fastspænding med stofseler.

I den ene sag afviste nævnet at realitetsbehandle sagen, idet der i det konkrete tilfælde ikke fandtes at være tale om magtanvendelse » mod den pågældendes vilje « .

Den pågældende havde hverken udvist tegn på ubehag eller afværgen, når stofselen blev sat på, dels accepterede han modstanden fra stofselen, når han forsøgte at rejse sig.

I den anden sag godkendte nævnet ikke kommunens beslutning om at anvende stofsele. Nævnet begrundede afgørelsen med, at fastspændingen ikke skete for at hindre fald, men for at forhindre vedkommende i at stå ud af sengen. Der fandtes ikke at være nærliggende risiko for, at han udsatte sig for væsentlig personskade, idet han, den ene gang han var faldet, kun havde pådraget sig blå mærker.

Ankestyrelsen har behandlet to sager om anvendelse af beskyttelsesmidler uden samtykke. Afgørelserne er offentliggjort i SM C-36-00.

Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort i nogen af sagerne, at betingelserne for anvendelse af fastspænding med stofseler var opfyldt. Der fandtes ikke at være nærliggende risiko for at personerne ville udsætte sig selv for at lide væsentlig personskade ved fald. Forholdene gjorde ikke anvendelsen af stofseler absolut påkrævet for at hindre fald.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at stor motorisk uro, fysisk og verbal agressivitet og et behov for hvile ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse betingelserne for opfyldt. Fastspænding med stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at begrænse en persons mobilitet ved f.eks. utryghed, agressivitet, hvileløs omvandring og træthed.

Ved tildeling af plejebolig havde kommunen som første prioritet sat færdigbehandlede borgere, som var indlagt på sygehus, fordi kommunen havde forpligtet sig til at hjemtage disse hurtigst muligt.

Nævnet fandt i den konkrete sag, at kommunen ikke havde lovmæssig baggrund for at foretage særligt hensyn til færdigbehandlede borgere, der var indlagt på sygehus, fordi kommunen havde forpligtet sig til at hjemtage disse hurtigst muligt.

Nævnet fandt, at det anførte kriterium ikke kunne rummes i de formål, som kunne varetages af kommunen ved afgørelsen af om en borger kunne optages på plejehjem eller skulle afvente andres optagelse forud.

Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen, som skulle tage stilling til sagen uden at det nævnte kriterium indgik i den konkrete og individuelle afgørelse om ansøgers optagelse på plejehjem.

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager, men finder umiddelbart afgørelsen korrekt.

Versioner

1. 2001-08-31