Nyt fra Ankestyrelsen om overvåget samvær SM C-30-01 af specialkonsulent Birgitte Randbøll
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12140@2001-08-31/da
Indhold
Fra lovgivers side betragtes overvåget samvær som et uhyre stort indgreb i forældres ret til at være sammen med deres barn, da udgangspunktet i servicelovens § 57, stk. 1 er, at forældre og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt ved barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, og at kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet og den unge holdes ved lige.
Denne ret omfatter både en ret til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Ret til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt.
Lovgiver har således fundet, at afgørelser om overvåget samvær er så indgribende, at afgørelser herom, skal træffes under iagttagelse af de særlige retsgarantier, som knytter sig til behandlingen i Børn og unge-udvalget.
I denne sag havde kommunen over for moderen til 2 anbragte børn truffet afgørelse om, at der ved hendes samvær med børnene skulle være en støtteperson til stede.
Afgørelsen blev truffet efter servicelovens regler om fastsættelse af vilkår, da støttepersonens opgave var at støtte moderen, således at begge børn under samvær blev hørt og set og for at sikre at samværene blev forudsigelige.
Nævnet var enig med kommunen i, at der var tale om støtte til moderen og at der ikke var tale om overvåget samvær. Nævnet fandt at støtten var af hensyn til moderen og ikke til børnene og endelig fandt nævnet, at der ikke kunne være tale om overvåget samvær, da det af sagens oplysninger fremgik, at støttepersonen ikke altid var til stede under hele samværet.
Afgørelsen blev antaget til principiel behandling med henblik på en afgrænsning mellem overvåget samvær og hjælp til forældrene i forbindelse med samvær under et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet.
Ankestyrelsen ophævede nævnets afgørelse, da kommunen ikke fandtes kompetent til at træffe en afgørelse om tilstedeværelse af en støtteperson under moderens samvær med børnene.
Ankestyrelsen fandt, at en sådan afgørelse skulle træffes af Børn og unge-udvalget.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen under hensyn til de foreliggende oplysninger om børnene og moderens forhold fandt det nødvendigt af hensyn til børnenes behov, at der var en 3. person til stede under samværene.
Ankestyrelsen var således ikke enig med nævnet i, at støtten var af hensyn til moderen og at der ikke kunne træffes afgørelse om overvåget samvær, når støttepersonen ikke var til stede under hele samværet. Det afgørende var, at kommunen vurderede, at samværet ikke kan finde sted, hvis støttepersonen ikke kunne deltage.
I samme sag fandt Ankestyrelsen anledning til vejledende at udtale, at selv om forældrene har givet samtykke til overvågning, skal en sådan afgørelse træffes af Børn og unge-udvalget.
I en artikel i Nyt fra Ankestyrelsen nr.5/1998 om servicelovens regler om samvær og kontakt i forbindelse med lovændring pr. 1. juli 1998 blev det nævnt, at Ankestyrelsen har ophævet afgørelser om overvåget samvær, hvor styrelsen ikke har fundet det nødvendigt, at der var en 3. person til stede under samværet, og hvor formålet har kunnet opnås med mindre indgribende forholdsregler såsom stedlig regulering af samværet.
Der har været tale om situationer, hvor barnets tryghed i samværet blev tilgodeset tilstrækkeligt med den stedlige tilrettelæggelse af samværet, herunder at moderen var indstillet på at søge råd og vejledning og indstillet på, at samværet skulle foregå på institution.
I en tidligere principiel sag (SM O-58-98) fandt Ankestyrelsen, at en kommunes afgørelse efter § 57, stk. 2 om fastsættelse af vilkår for samværet, ikke kunne sidestilles med overvåget samvær, hvorfor der ikke skulle træffes afgørelse efter reglerne herom.
Af sagen fremgik det, at kommunen alene havde bestemt, at samværet skulle foregå i plejefamilien, og at plejemor regulerede sin direkte tilstedeværelse ved det fastsatte samvær mellem moderen og hendes søn, i overensstemmelse med moderens ønsker og barnets aktuelle behov.
Denne vurdering står stadig ved magt. Seneste principielle afgørelse vil heller ikke hindre, at en mor f.eks. ønsker at en hjemmehosser deltager i hendes samvær med børnene.
Ankestyrelsen har i flere principielle afgørelser (SM O-58-98 og SM C-30-01) gjort opmærksom på, at forældres ønske om andres tilstedeværelse under forældrenes samvær med børnene henhører under kommunens adgang til at træffe afgørelse om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. servicelovens § 55, stk. 1.
Ønsker kommunen ikke at bevilge en sådan støtte eller vil tilstedeværelse stride mod barnets eller den unges interesse og formålet med anbringelsen, kan kommunens afslag af forældremyndighedens indehaver indbringes for det sociale nævn.