Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 18/2001

GældendeVersion 2001-09-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12169@2001-09-06/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio (DR) onsdag den 21. februar 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I tv-programmet "Pengemagasinet" den 21. februar 2001 blev der bragt et indslag vedrørende gældssaneringer i Danmark. I indslaget blev der bragt flere personers historier om gældssaneringer samt udtalelser fra blandt andre advokat Peter Bøgelund, dommerfuldmægtig Hans Engberg og landsdommer Lars Lindencrone Petersen.

I udsendelsen blev der desuden bragt en illustration af et danmarkskort, hvor antallet af gennemførte gældssaneringer i landets retskredse i perioden 1995-1999 sammenlignes.

Klageren har oplyst, at han den 9. februar 2001 blev ringet op af Ole Steffensen fra "Pengemagasinet", der anmodede om at få tilsendt materiale vedrørende gældssanering fra klagerens kommende bog. Klageren fremsendte materialet senere samme dag, ligesom han de følgende dage havde telefonsamtaler med DR, som bad om yderligere materiale.

Klageren har endvidere oplyst, at DR ligeledes ønskede at få et interview med klageren, hvilket dog ikke blev til noget, idet DR tilkendegav, at et interview ikke ville være nødvendigt.

Klageren har anført, at han i første omgang har klaget til DR over, at DR i "Pengemagasinet" ikke bragte en reference til klagerens bopælsanalyse til trods for, at DR anvendte hans materiale. Klageren har i den forbindelse anmodet om, at DR snarest beklager fejlen, og at DR straks returnerer det fremsendte materiale, og at det ikke anvendes uden samtykke fra klageren. På baggrund af DR´s afvisning heraf, har klageren klaget til Pressenævnet, idet DR har overtrådt reglerne vedrørende copyright og god presseskik.

Klager har anført, at DR har misbrugt hans copyright, idet ideen og tallene vedrørende bopælslotteriet er klagers.

Klageren har videre anført, at det er påfaldende, at DR har anvendt samme tidsperiode, som klageren har gjort i det materiale, han har tilsendt DR.

Klageren har herudover anført, at han desuden i det tilsendte materiale har lavet beregninger over tal for gældssaneringer i 2000. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han har givet DR følgende tal for år 2000, som han har fået fra Statstidendes hjemmeside:

"Gældssaneringskendelser 1.652 stk. og estimeret begæringer 4.800 stk."

Herudover har klageren anført, at kilderne retsassessor Hans Engberg og Alfred Høj Stausholm stammer fra hans oplysninger.

DR har oplyst, at temaet for "Pengemagasinet" den 21. februar 2001 var gældssaneringer i Danmark. I programmet blev der andet bragt case-stories, der underbyggede gældssaneringsproblematikken og talmateriale over gældssaneringer i Danmark. DR har endvidere oplyst, at det er korrekt, at medarbejdere fra "Pengemagasinet" har talt med klageren i forbindelse med research til udsendelsen, idet klageren har beskæftiget sig med gældssaneringer specifikt og gældssaneringsproblematikken generelt.

DR har anført, at man ikke har anvendt copyrightbehæftet materiale i den pågældende udsendelse, og at man ej heller har tilsidesat god presseskik ved ikke at referere til klager. I forbindelse med research og forberedelse til produktion af magasinprogrammer som "Pengemagasinet" henvender redaktionen sig til et større antal kilder, og det er også sket i det konkrete tilfælde, hvor klageren er én af kilderne. Det er ikke normalt at kreditere alle de kilder, som redaktionen har kontakt med.

DR har i forbindelse med research til programmet også henvendt sig til Domstolsstyrelsen og Danmarks Statistik, som velvilligt har stillet talmateriale til rådighed. DR har anført, at dette talmateriale tilsyneladende har været identisk med det talmateriale, som klageren også har indhentet hos disse kilder. Dette materiale har DR selv bearbejdet, og det er det materiale, der blev anvendt i programmet.

For så vidt angår tallene for 2000 har DR anført, at man har fået tallene fra Domstolsstyrelsen og herefter selv lavet et estimat for årets anden halvdel, idet det egentlige tal ikke forelå på udsendelsestidspunktet. DR har endvidere anført, at man i den forbindelse ikke har brugt de to tal vedrørende "Gældssaneringskendelser 1.652 stk." og "Estimeret begæringer 4.800 stk.", som klageren specifikt har fremlagt.

For så vidt angår kilden Alfred Høj Stausholm har DR anført, at det er korrekt, at klageren har henvist til denne person, som har været brugt som case i flere medier. Redaktionen har fundet de øvrige medvirkende via research i andet kildemateriale, herunder ved gennemgang af Statstidende.

DR har sammenfattende anført, at da klageren kun er én af en række kilder, som "Pengemagasinet" har været i kontakt med i forbindelse med researchen til programmet, og da det anvendte talmateriale stammer fra Domstolsstyrelsen og Danmarks Statistik, kan klageren ikke have copyright på disse oplysninger, ligesom god presseskik ikke er overtrådt, fordi klageren ikke har fået kredit i programmet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt Danmarks Radio har overtrådt ophavsretlige regler i forhold klageren. Dette spørgsmål henhører under domstolene.

Massemediers manglende kildekreditering vil i helt særlige tilfælde kunne indebære en tilsidesættelse af god presseskik over for kilden.

Klageren har anført, at Danmarks Radio ikke har nævnt ham som kilde til oplysningerne om gældssanering i den påklagede tv-udsendelse. Danmarks Radio har heroverfor anført, at man ikke har anvendt klagerens oplysninger i udsendelsen.

Pressenævnet har ikke mulighed for ud fra parternes modstridende udsagn at vurdere, om Danmarks Radio i programmet har anvendt oplysninger fra klageren i en sådan grad og af en sådan karakter, at kreditering burde have fundet sted. Pressenævnet har derfor ikke mulighed for at vurdere, om DR har tilsidesat god presseskik ved at undlade at nævne klageren som kilde til udsendelsens oplysninger.

Afsagt den 26. juni 2001

Versioner

  1. 2001-09-06