Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 23/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12170@2001-09-06/da
Indhold
[K1] og [K2] har v/adv. Allan Falk klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio den 10. januar 2001 og genudsendt den 11. januar, 12. januar og 16. januar 2001 to gange henholdsvis på DR1 og DR2, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen vedrører et afsnit af udsendelsesrækken "Historier fra en politistation". Afsnittet havde titlen "Post fra Libanon". Afsnittet viste politiets arbejde med at opklare/efterspore en brevforsendelse til Nigeria, som indeholdt et kort i hvilket der var ilagt falske opholds- og arbejdstilladelser. I forbindelse med politiets efterforskning blev der foretaget en ransagning i klagernes lejlighed, hvor politiet blandt andet fandt dokumenter og effekter, der satte [K1] i forbindelse med de foretagne forfalskninger. Senere - sammen med [K1] - blev der foretaget en ransagning af hans anden lejlighed. Derefter blev han indbragt til politistationen til afhøring. Der blev foretaget optagelser af hele forløbet.
I relation til ransagningen i den første lejlighed vises der i udsendelsen først en sekvens, hvor politiet forsøger at få klagerne til at åbne hoveddøren. Da der kommer en låsesmed til stede, åbner [K1] døren, og politiet går herefter ind efter at have legitimeret sig. Da politiet går ind, rækker [K1] en hånd ud mod tv-holdet, der befinder sig på reposen. Han går herefter videre ind i lejligheden, mens forklarer en betjent, at hun er løbet hjemmefra. Tv-holdet befinder sig på det tidspunkt fortsat på reposen.
Dernæst vises en sekvens, hvor tv-holdet er kommet ind i lejligheden. Sekvensen viser, hvorledes politiet foretager ransagningen. [K2] og det største barn er sløret under optagelsen. I sekvensens start peger [K1] ud i rummet og siger blandt andet på engelsk: "no photo", hvortil der af en person, som ikke ses i billedet, bliver svaret: "no we don´t photograph". Hertil siger [K1]: "okay".
I ingen af sekvenserne - hverken under ransagningerne i de to lejligheder eller under opholdet på politistationen, herunder under afhøringen, - tilkendegiver [K1] eller [K2], udover udsagnet "no photo", på nogen måde, at de ikke ønsker at medvirke eller i øvrigt ønsker at tage forbehold i forhold til optagelserne.
I sagen har klagerne fremlagt en erklæring fra tilrettelæggeren af programmet, Lars Engels. Erklæringen er forneden påtegnet af kriminalassistent ved station 1, Arne Lassen Sørensen. Erklæringen har følgende ordlyd:
"Kære Arne
Vedrørende optagelserne i Xgade 12 (27/1-1999) lavede filmholdet følgende aftale med [K1] og hans kone [K2].
De fik at vide, at vi kom fra DR, at vi lavede en dokumentarserie om politiets arbejde, og at den ville blive sendt om 2 år.
Der var ingen problemer i at filme [K1], hverken i lejligheden eller på Station 1. [K2] fortalte, at hun var løbet væk fra sin familie, som ikke måtte vide, hvor hun boede. ([K1] siger 4 gange til sin kone straks efter at låsen er boret ud på arabisk: "Sig til dem, at vi troede, at det var dine forældre"). Vi aftalte derfor, at lejlighedens placering, billeder på væggen og [K2] ville blive anonymiseret. Dvs. ikke ville kunne identificeres af udenforstående. Som du har set, har vi også sløret det største barn. Vi var i lejligheden 45 min. og filmede uden problemer.
Dette er der et filmhold og tre betjente, der kan bekræfte.
Klokken er 11.53 og jeg kan pt. ikke i øjeblikket få kontakt med nogen af dem.
HK Lars Engels
12.50 Lars Skou og Keld Ove Hansen (fotograf og lydmand) har ringet fra Jylland og bekræfter min fremstilling.
Fortsat den 11. januar 2001.
Undertegnede, der var sagsbehandler mod pgl. [K1], kan hermed bekræfte ovenstående - idet jeg husker helt klart, at der blev lavet en aftale med [K1]s hustru - aftalen blev indgået i entreen af Lars Engels, og der var på intet tidspunkt nogen indvendinger mod filmholdet eller deres arbejde.
Arne Lassen Sørensen
Krim. ass. St. 1. Kbh."
Advokat Allan Falk har på vegne af klagerne anført, at udsendelsen er i strid med god presseskik, som primært er tilsidesat ved, at udsendelsen er bragt uden klagernes samtykke, hvilket har indebåret en retsstridig krænkelse af deres privatliv. Klagernes ansigter blev vist uden camouflage af nogen art, ligesom begge klagernes navne blev nævnt flere gange på forskellig vis under udsendelsen. Oven i købet blev der også vist optagelser, hvor klagernes børn er på. Da ransagningen i sin tid blev gennemført, protesterede [K2] mod, at den pågældende fotograf fik adgang til hendes hjem, men fik at vide, at der alene var tale om optagelser til politiets interne brug. Ingen af klagerne har således nogensinde samtykket i at medvirke i en udsendelse som den pågældende, og der er derfor tale om en grov krænkelse af privatlivets fred. Klagerne har savnet enhver motivation til at give samtykke som hævdet.
Advokat Allan Falk har med henvisning til ovennævnte erklæring fra tilrettelægger Lars Engels anført, at efter kriminalassistent Arne Lassen Sørensens erindring er der alene indgået en aftale mellem [K2] og Lars Engels. har imidlertid på intet tidspunkt fået at vide, at der var tale om en optagelse, der skulle udsendes i tv. Hun og børnene er ikke blevet anonymiseret. Hun er blevet genkendt under udsendelsen af adskillige bekendte. Det var således hendes moder, der under udsendelsen ringede til hende og oplyste, at hun var i fjernsynet, selv om hun ikke havde fjernsynet indstillet på denne udsendelse.
For så vidt [K1] er der ifølge kriminalassistentens påtegning overhovedet ikke indgået nogen aftale med ham. Kriminalassistentens påtegning bekræfter indirekte, at der ikke er indgået nogen aftale mellem Lars Engels og der ikke taler dansk og ikke har forstået, hvad der er talt om mellem [K2] og Lars Engels.
Advokat Allan Falk har i den forbindelse anført, at [K2] ikke har haft nogen fuldmagtsbeføjelser til at indgå nogen aftale på vegne af [K1], der som nævnt kun i meget beskedent omfang forstår dansk, og han har ikke opfattet, at der skulle være indgået nogen aftale mellem [K2] og Lars Engels. Det må lægges til grund, at hvad der end er talt om mellem Lars Engels og [K2] er det sket på dansk. Det var heller ikke nogen arabisk tolk til stede.
Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1], efter at han var blevet anholdt, var i en tilstand som medførte, at han var ude af stand til fornuftsmæssigt at give noget samtykke, og at filmholdet - da de optog på Station 1 - burde have indset dette. Straffesagen imod ham blev i øvrigt afgjort med en dom til psykiatrisk behandling.
Advokat Allan Falk har samtidig gjort gældende, at der er en kort sekvens under udsendelsen fra lejligheden, hvor [K1] siger noget på arabisk, som kan oversættes til "sig til dem, at de ikke må filme". Umiddelbart derefter siger [K1] på engelsk "don´t foto", hvortil en stemme tilhørende en person, der ikke er i billedet, svarer "no we don´t foto". Det må herefter lægges til grund, at det i hvert fald for så vidt angår [K1] er uomtvisteligt, at han har modsat sig, at der skete optagelser og dermed også, at disse blev sendt på tv.
Advokat Allan Falk har endvidere anført, at [K1] overhovedet ikke har talt med tolken om, at optagelserne på Station 1 skulle sendes i tv. Tolken har derfor ingen som helst viden om, at [K1] skulle være klar over, at optagelserne skulle vises på dansk tv.
Advokat Allan Falk har herudover - hvad særligt angår optagelserne på Station 1 - anført, at han under alle omstændigheder finder det retsstridigt og i strid med god presseskik, at der er blevet udsendt optagelser, hvor [K1] står og kaster op. Der er tale om to sekvenser, hvor pågældende først kaster op i en håndvask, og senere kaster op i en rist i cellen. Uanset at [K1] havde givet tilladelse - hvilket bestrides - ville en sådan tilladelse aldrig omfatte tilladelse til, at scener som de pågældende blev udsendt. Det siger sig selv, at det at udsende optagelser af en person i en sådan situation er specielt ydmygende og nedværdigende.
Advokat Allan Falk har endelig anført, at når Danmarks Radio ikke trods hans opfordring hertil vil fremsende kopi af det uredigerede masterbånd - som man ikke bestrider at være i besiddelse af - må det tages som udtryk for, at det pågældende bånd ikke som påstået skulle dokumentere, at der er indgået en aftale mellem Lars Engels og
Danmarks Radio har oplyst, at "Historier fra en politistation" er en dokumentarserie om, hvad der sker på en af de mest omtalte og udsatte politistationer i Danmark. Udsendelsesrækken er blevet til med tilladelse fra politidirektøren og Station 1 selv, og optagelserne er pågået over flere måneder. Serien er skabt af en meget velkendt og anerkendt dokumentarist.
Danmarks Radio har anført, at der var en klar aftale mellem klagerne og Lars Engels om optagelserne. Optagelserne fandt sted hos klagerne den 26. januar 1999. Umiddelbart efter at hoveddøren åbnes, filmes politiets indtrængen i lejligheden. Herefter blev kameraet stoppet, og Lars Engels gik ind i lejligheden sammen med de tre kriminalbetjente. Inden for døren fortalte Lars Engels lejlighedens beboere, at filmholdet kom fra Danmarks Radio, der var i gang med at lave en række dokumentarfilm om politiets arbejde, og at disse ville blive sendt på DR. [K2] forestod oversættelsen til sin mand.
Danmarks Radio har videre anført, at [K2] på egne vegne - og via tolkning - på vegne af [K1] gav tilladelse til at optage og bruge optagelserne i dokumentarudsendelserne betinget af, at der ikke blev optaget billeder, der viser familiebilleder og andet, der kunne gøre lejligheden genkendelig, at lejlighedens placering ville blive sløret, og at [K2] og børnene ville blive lettere sløret, hvis de ønskede det. Begrundelsen herfor var angiveligt, at [K2] var løbet væk fra sine forældre. Danmarks Radio har overholdt aftalen.
Danmarks Radio har i øvrigt gjort gældende, dels at [K2] senere over for Lars Engels har oplyst, at hun arbejder som tolk, dels at klager tillige til politirapport af 27. januar 1999 har oplyst, har arbejdet som tolk. Dette faktum sammenholdt med, at klagerne lever som gift par og har et fælles barn, gjorde naturligvis, at Lars Engels ikke stillede spørgmålstegn ved, om [K2] oversatte korrekt, eller om hun kunne varetage [K1]s interesser. Lars Engels gik ud fra, at hun optrådte loyalt over for sin mand.
Danmarks Radio har særligt med hensyn til den lydbid, hvoraf det fremgår, at [K1] siger "don´t foto", anført, at ordvekslingen skete i forbindelse med, at han pegede på billederne på væggen som Danmarks Radio jo havde lovet ikke at filme.
Danmarks Radio har endvidere afvist, at det skulle være blevet oplyst over for klagerne, at optagelserne skulle benyttes til intern undervisning hos politiet. Det samtykke, der er indhentet, er det samme, som er indhentet fra samtlige medvirkende, og Lars Engels´ forklaring støttes af det forhold, at det ville være i direkte strid med de aftaler, han havde indgået med politiet, hvis han havde oplyst, at der var tale om filmoptagelser til intern undervisningsbrug.
Danmarks Radio har herudover oplyst, at filmholdet var sammen med [K1] næsten en fuld dag - først i den beboede lejlighed, dernæst i den ubeboede og endelig hos politiet. På intet tidspunkt har han givet udtryk for, at han ikke vil filmes, og på intet tidspunkt fortæller [K2], at han ikke vil filmes. I forbindelse med opholdet i [K1]s lejlighed i Rødovre viser det sig, at han kan kommunikere på engelsk. Han fortæller i øvrigt hverken med ord eller fagter, at han ikke vil filmes. En løftet hånd er et verdensbrugt signal, som alle forstår. Heller ikke i forbindelse med opholdet på Station 1, hvor der filmes i mere end tre timer, giver han udtryk for, at han ikke ønsker, at der optages.
Danmarks Radio har i relation til børnene anført, at der skete en delvis sløring som aftalt, og at børnene nu fulde to år senere ikke kan genkendes.
Danmarks Radio fastholder således med henvisning til den betydelige dokumentation, der er fremlagt, at der er givet gyldigt samtykke. Den forklaring, der er afgivet af Lars Engels, er tiltrådt af kamerafolk og - eksternt - af kriminalassistent Arne Lassen Sørensen. Sadir Said Amin var tolk under afhøringen på politistationen. Han var til stede under størstedelen af opholdet på politistationen og har den 8. februar 2001 telefonisk oplyst, at han har set udsendelsen, at han erindrer [K1], og at denne ingen indvendinger havde mod optagelserne, som han vidste skulle vises på dansk tv.
Danmarks Radio har endelig anført, at det er korrekt, at der ikke blev givet særskilt samtykke til de optagelser, hvor [K1] kaster op. Generelt set er en særskilt aftale ikke nødvendig, når først der er indgået en aftale med en medvirkende. Konkret kan man have forståelse for, at [K1] kan have behov for, at disse scener ikke indgår. Sekvenserne ligger imidlertid inden for Danmarks Radios redigeringsret, og der henvises til nævnets årsberetning 1999, side 8, hvor det almindelige redigeringsprincip omtales. Når der er givet et gyldigt samtykke, er det op til den medvirkende i forbindelse med optagelserne at indskrænke dette samtykke, såfremt der opstår situationer, som den medvirkende ikke ønsker vist. Dette er ikke sket. Danmarks Radio er herefter berettiget til at beslutte, hvad der skal bringes. Sekvenserne må konkret ses i lyset af formålet med programmet. Der er tale om et dokumentarprogram, som ønsker at rejse en debat om samfundets marginaliserede. I den sammenhæng er det helt relevant at vise, hvordan en anholdt kan blive så stresset af afhøringer mv., at han kaster op. Der er ikke fra redaktørens side sket kommentering af forløbet. Det er således op til seeren at forstå, om der er tale om en særlig psykisk latent person med særlige lidelser, om de fleste ville reagere på samme måde, eller om der kan ske simulering. De tilstedeværende under selve episoden havde flere oplevelser af forløbet som - blandt andet derfor - gengives som det skete. Et pålæg om efterfølgende udredigering ville derfor hindre formålet med udsendelsen og modarbejde den form for dokumentarisme, som Lars Engels er kendt og respekteret for.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Af de vejledende presseetiske regler fremgår blandt andet, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det fremgår endvidere, at en sigtets navn eller anden identificiering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet.
Pressenævnet finder anledning til indledningsvis at bemærke, at de personer, der medvirker i optagelser til programmer af den her påklagede art, ofte befinder sig i situationer, der kan virke krænkende for dem ved en senere offentliggørelse i tv. Det er derfor nævnets opfattelse, at der i disse tilfælde bør stilles store krav til dokumentationen for, at de pågældende har samtykket i optagelserne, og at de pågældende har forstået rækkevidden af dette samtykke.
Tre medlemmer - Jørgen Nørgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard - udtaler:
Vi finder i den konkrete sag udfra de foreliggende oplysninger at måtte lægge til grund, at klagerne over for tilrettelæggeren fra Danmarks Radio har samtykket i, at der blev foretaget optagelser under ransagningen i parrets hjem og under afhøringen af [K1]. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det på intet tidspunkt under de langvarige optagelser fra klagernes side er blevet tilkendegivet, at de ikke ønskede at medvirke under optagelserne. Vi finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio for så vidt angår det samlede program.
For så vidt angår de scener, hvor [K1] angiveligt kaster op, finder nævnet, at det må ligge inden for Danmarks Radios redigeringsret at beslutte, hvorvidt det er relevant at medtage disse scener, såfremt den medvirkende ikke særskilt gør indsigelse mod, at der sker optagelse i disse situationer. Vi finder således heller ikke på dette punkt grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio.
Et medlem - Bo Maltesen - udtaler:
Jeg mener - med udgangspunkt i nævnets generelle bemærkninger om de særlige krav til mediet i denne slags sager - at konklusionen er den modsatte af flertallets, nemlig at Danmarks Radio ikke har optrådt presseetisk korrekt i den konkrete sag.
Danmarks Radio har således ikke dokumenteret, f.eks. på skrift, at klagerne har sagt ja til optagelserne. Og selv om man tager Danmarks Radios påstand om en aftale for gode varer, så overholder udsendelsen ikke to af aftalens tre punkter. Således vises der i udsendelsen genkendelige familiebilleder og andet interiør fra lejligheden, ligesom både den kvindelige klager og hendes børn - trods en delvis maskering et par gange - også kan genkendes.
Danmarks Radio anfører desuden, at man ikke kan have et tv-hold tæt på livet i flere timer uden at vide, at optagelserne finder sted og vil blive brugt. Men personer, der er i en så penibel situation som klagerne, reagerer ikke nødvendigvis på den måde, blandt andet fordi tv-holdet er i følge med politiet, som de pågældende personer måske ikke ønsker at sætte sig op mod af andre grunde. Og man kan ikke tillægge lægmænd en viden om tv, der gør, at de - med politiet på nakken - også skal forestille sig og forstå rækkevidden af, at de to år senere bliver hovedpersoner i en timelang udsendelse på landsdækkende tv.
Ydermere kan det ikke presseetisk legitimere den pågældende tv-reportageform, at den ene af klagerne blev fundet skyldig i den sag, som politiet efterforskede i den pågældende tv-udsendelse.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet ikke kritik af bladet.
Afsagt den 26. juni 2001.