Gelex

Nyt om arbejdsskader - erhvervsevnetab - revalidering - løbende ydelse - midlertidig afgørelse

GældendeVersion 2001-09-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12175@2001-09-07/da

Indhold
  1. Indledning

Østre Landsret har ved dom hjemvist en sag til Arbejdsskadestyrelsen til ny behandling, hvor en borger deltog i en revalidering som følge af en arbejdsskade. Den Sociale Ankestyrelse har som følge heraf efterfølgende hjemvist en række lignende sager til styrelsen. På denne baggrund har Arbejdsskadestyrelsen præciseret praksis ved denne type sager.

Hidtil har styrelsen som udgangspunkt tilkendt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 25% under revalideringen. Ved disse midlertidige afgørelser blev der ikke i alle situationer lagt vægt på borgerens fremtidige indtjeningsmuligheder.

Fremover vil Arbejdsskadestyrelsen i sådanne sager tilkende en løbende erstatning for tab af erhvervsevne i tilfælde, hvor arbejdsskaden har forringet borgerens fremtidige indtjeningsmuligheder, og hvor borgeren har et utvivlsomt konstateret erhvervsevnetab . Dette vil føre til mere individuelle afgørelser, hvor der i en del sager vil blive givet afslag på erstatning, mens der i andre sager vil blive tilkendt 15% eller mere i erstatning. De to eksempler nedenfor viser, hvordan konkrete sager vil blive behandlet fremover.

Efter revalideringen tages sagen op igen, og der træffes en endelig afgørelse om erstatning.

Den konkrete sag fra Østre Landsret er anket til Højesteret.

En butikschef tjener 38.000 kr. månedligt. Efter et røveri får han en middelsvær psykisk skade. Arbejdsskadestyrelsen tilkender 20% i godtgørelse for varigt mén. Han må opgive at genoptage sit arbejde og kommunen bevilger ham revalideringsydelse for at blive chauffør. Chaufførernes fagforening oplyser, at han må forventes at søge arbejde inden for erhverv, hvor chauffører tjener omkring 16.000 kr. månedligt.

Arbejdsskadestyrelsen ville i denne situation tilkende borgeren en løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 50%. Der ville blive lagt vægt på, at det ud fra revalideringens forløb og skadens art og omfang må antages, at borgeren som følge af arbejdsskaden og den følgende revalidering må søge arbejde inden for erhverv med en indtægt på omkring 16.000 kr. månedligt, hvilket ville svare til en lønnedgang på op mod 60%.

En chauffør med en månedsløn på 18.000 kr. falder og brækker anklen. Arbejdsskadestyrelsen tilkender 10% i godtgørelse for varigt mén. Efter flere operationer i anklen må hun opgive at fortsætte med sit arbejde, og kommunen bevilger revalideringsydelse for at uddanne hende til landbrugstekniker. Fagforeningen oplyser, at borgeren som landbrugstekniker ville kunne forvente at få en månedlig startløn på 19.500 kr.

Arbejdsskadestyrelsen ville i denne situation give afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Efter sagens oplysninger kan det ikke antages, at borgeren efter revalideringen vil få et løntab i forhold til lønnen før skaden. Det er heller ikke sandsynligt, at borgerens gener fra anklen vil forhindre borgeren i at arbejde på fuld tid som landbrugstekniker.

Skulle revalideringen eventuelt senere blive afbrudt og borgeren få tilkendt førtidspension, kan arbejdsskadesagen genoptages, da den erhvervsmæssige situation typisk vil være afklaret.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne i tilfælde, hvor den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Dette gælder særligt tilfælde, hvor borgeren er under revalidering, hvilket kan tage 3-5 år at gennemføre. Efter lovens § 31, stk. 1, sidste punktum, skal Arbejdsskadestyrelsen imidlertid træffe afgørelse inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse. For at sikre, at borgeren ikke skal vente for længe på at få erstatning for en arbejdsskade, er der derfor mulighed for at træffe sådanne midlertidige afgørelser.

Østre Landsret har hjemvist en sag til fornyet behandling i Arbejdsskadestyrelsen. Landsretten lagde vægt på, at afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven om erhvervsevnetab blandt andet skal ske efter et individuelt skøn på grundlag af oplysningerne om borgerens indtægts- og erhvervsforhold før skadens indtræden sammenholdt med en vurdering af borgerens fremtidige indtægts- og erhvervsforhold, jf. lovens § 32, stk. 2.

Ved afgørelsen havde Arbejdsskadestyrelsen tilkendt 25% løbende erstatning for tab af erhvervsevne under en revalidering uden at tage hensyn til borgerens indtægtsforhold. Styrelsen ville først tage hensyn hertil ved den endelige afgørelse efter revalideringen. Da styrelsen således ikke havde taget hensyn til borgerens indtægtsforhold ved den midlertidige afgørelse, hvilket ifølge Landsretten er et vigtigt element i vurderingen af tab af erhvervsevne, blev sagen hjemvist. Sagen verserer nu ved Højesteret.

Den Sociale Ankestyrelse har efterfølgende hjemvist en række sager med henvisning til Østre Landsrets dom og har samtidig anmodet om at indhente yderligere oplysninger for at belyse borgerens forventede fremtidige indtægts- og erhvervsforhold.

På denne baggrund har Arbejdsskadestyrelsen præciseret praksis på dette område.

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ingrid Parsby eller praksiskoordinator Frank Bøgh Madsen.

Versioner

  1. 2001-09-07