Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 20/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12186@2001-09-12/da
Indhold
[K], Børnenes Stemme, har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Randers Amtsavis´ internetavis samt i den trykte udgave af bladet den 2. februar 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Randers Amtsavis har afvist at bringe et genmæle.
Af artiklen med overskriften "Falsk anklage mod socialrådgiver" fremgår, at
"Der var tale om en falsk anklage, da næstformanden for foreningen Børns Stemme, [K], i foråret 1999 over for borgmester Keld Hüttel påstod, at en af kommunens socialrådgivere havde begået et overgreb mod en klient.
Det fastslog en enig domsmandsret i Randers i går. blev idømt 15 dagbøder á 200 kr. Det samme gjorde den 47-årige kvinde fra Randers, som stod bag anklagen - og som er medlem af foreningen Børns Stemme. Én af domsmandsrettens tre dommere fandt de to kvinders forseelse så alvorlig, at den burde takseres til 10 dages hæfte.
Begge kvinder nægtede sig skyldige.
Den falske anklage blev fremsat over for borgmesteren to gange i forbindelse med henvendelser fra foreningen, der er den 47-åriges talerør i forhold til offentlige myndigheder. Kvindens to børn har i en årrække været tvangsfjernet fra hjemmet.
Anledningen til beskyldningen om overgreb var et tilsyneladende turbulent overvåget samvær mellem den 47-årige og et af børnene. Socialrådgiveren blev tilkaldt for, som han udtrykte det i retten, at tage sig af en "fastlåst samværssituation". Efter at han havde forladt stedet, havde kvinden i stærkt ophidset tilstand fortalt sin søn, at socialrådgiveren havde voldtaget hende på sit kontor, da hun var 17 år.
Det var denne påstand, [K] nogle dage senere bragte videre til borgmester Keld Hüttel som en kendsgerning. Hun oplyste dog i retten, at den 47-årige over for hende blot havde brugt ordet "overgreb", og at hun ikke vidste, hvad overgrebet konkret var gået ud på."
Artiklen i den trykte udgave af bladet var ledsaget af et billede af [K]. Billede havde følgende undertekst:
"[K] - idømt dagbøder."
Den 21. februar 2001 havde [K] anmodet bladet om at bringe følgende genmæle:
"Genmæle
Randers Amtsavis beklager, at man falsk og løgnagtig i en artikel forfattet af journalist Kirsten Wulff i vor Internetavis den 02.02. 2001 samt i den trykte avis har beskyldt red. [K] for at skulle have påstået, at en af Randers Kommunes socialrådgivere har begået overgreb mod en klient samt voldtaget hende på sit kontor, da hun var 17 år.
Disse udtalelser har Randers Amtsavis ikke haft belæg for at skrive, da avisen ikke kan føre sandhedsbevis for det skrevne, som Medieansvarsloven kræver.
Randers Amtsavis kalder herved de falske skriverier tilbage og undskylder det skete over for red. [K].
Dette fordi red. [K] ene og alene kun har udtalt på vegne af et medlem af Børnenes Stemme, at man ønskede en sagsbehandler fjernet fra kvindens sag.
Chefredaktør Bjarne Hvirring, Randers Amtsavis."
Ved brev af 9. marts 2001 afviste bladet at bringe det af klageren formulerede genmæle.
Klageren har i relation til overskriften "Falsk anklage mod socialrådgiver" anført, at hun ikke er dømt for falske oplysninger, men for urigtige oplysninger, hvilket ikke er det samme. Der er korrekt, som bladet antyder, at ordet "falsk" fremgår flere gange af det anklageskrift, som klager dømt efter. Men dette ord er ikke i overensstemmelse med lovteksten, hvilket journalisten har pligt til at undersøge, inden hun citerer straffelovens § 164, stk. 1, som klager er dømt efter.
Klageren har videre anført, at det er klart løgnagtigt formuleret og uden sandhedsværdi, når bladet i artiklen anfører, at "næstformanden for foreningen Børns Stemme, [K], i foråret 1999 over for borgmester Keld Hüttel påstod, at en af kommunens socialrådgivere havde begået et overgreb mod en klient". Der er ikke dokumentation for dette i artiklen. Journalisten har pligt til ved sin journalistik at henvise til dokumentation for sandhedsværdien for det, hun skriver, inden hun viderekolporterer sådanne påstande. Klager har i et brev samt i et efterfølgende, uddybende brev til borgmester Keld Hüttel pr. fuldmagt for et medlem af foreningen Børnenes Stemme kun bedt om at få fjernet en sagsbehandler - og har på vegne af og pr. skriftlig fuldmagt fra dette medlem beskrevet, at en sagsbehandler "forsøgte at forgribe sig" på dette medlem. Derfor er bladets formulering og overførsel af denne påstand, som om den var udtalt af klager, en klar overtrædelse af § 34 i medieansvarsloven. Selvom klager havde udtalt sig sådan, ville en sådan udtalelse være på vegne af en anden person og fremsat pr. fuldmagt - og ikke klagers egne ord, meninger og påstande.
I bladet anføres det, at den 47-årige kvinde fortalte sin søn, at socialrådgiveren havde voldtaget hende på sit kontor, da hun var 17 år, og at "Det var denne påstand, [K] nogle dage senere bragte videre til borgmester Keld Hüttel som en kendsgerning". Hertil har klager gjort gældende, at det skrevne eller citatet aldrig har været udtalt af klager eller af den 47-årige - heller ikke i retten, hvor den 47-årige slet ikke udtalte sig. Udtalelsen om, at socialrådgiveren havde voldtaget hende på sit kontor, da hun var 17 år, er i retten fremsat af et vidne som en andenhåndsberetning og må betragtes som udtalt af et utroværdigt vidne. Som en ekstra skærpende omstændighed er dette andenhåndsvidne på en eller anden måde i familie med en kollega på bladet, som har skrevet om samme retssag i bladet - artikler, der også er klaget over til Pressenævnet. Da bladet imidlertid udlægger dette citat som værende udtalt af klager, er dette - da det er usandt - ligeledes en klar overtrædelse af medieansvarslovens §§ 34 og 36. Som helhed er samtlige udtalelser en overtrædelse af straffelovens § 268 og § 271, stk. 1. Klager er dømt for at give urigtige oplysninger, men intetsteds i dommen er der nævnt de af journalisten citerede ord og løgnagtige udtalelser.
Klageren har videre anført, at det er bladets opgave at føre sandhedsbevis for det, som det skriver, og for det, som andre skriver, hvilket er nævnt i medieansvarslovens § 12, hvor teksten, der ganske vist taler om et massemedie, også må gælde for en officiel domsudskrift, som kan massedistribueres, såfremt interesserede beder om det. Derfor er bladet ansvarlig ifølge medieansvarsloven, idet §§ 34 og 36 er overtrådt, når man manipulerer og forvansker dommen og rettens bemærkninger til brug for en artikel.
Klageren har endelig, for så vidt angår spørgsmålet om genmæle, særligt anført, at bladet for at undgå at bringe et genmæle skal kunne føre sandhedsbevis for, at klager har udtalt ordet "voldtægt", og at hun er dømt for dette. Det kan bladet ikke, og man har heller gjort det i sin afvisning af at bringe genmælet. Derfor er det skrevne en overtrædelse af medieansvarslovens § 36, og det skal udmønte sig i et genmæle.
Bladet har i relation til, at klager bestrider at være dømt for "falske" anklager, men derimod for afgivelse af urigtige oplysninger, anført, at klager er dømt efter anklageskriftet. Det fremgår af dommen, at
"VV og [K] er begge tiltalt for overtrædelse af
1. straffelovens § 164, stk. 1 - falsk anklage - ved i forening at
have afgivet urigtige oplysninger til en offentlig myndighed ". Ordet falsk fremgår flere gange af det anklageskrift, som klager er dømt efter. Af dommen fremgår det, at klager er dømt for at videregive "falske" oplysninger. Hvorvidt der i dommen burde have stået "urigtige", skal bladet ikke afgøre, men bladet kan i øvrigt ikke identificere nogen forskel i gerningsindholdet, hvad enten de oplysninger, som klager er dømt for at videregive, var falske eller urigtige.
Bladet har herudover anført, at det af rettens bemærkninger klart fremgår, at klager er dømt for at have påstået over for borgmester Keld Hüttel, at en af kommunens socialrådgivere havde begået et overgreb mod en klient. Bladet har i den forbindelse henvist til rettens bemærkninger.
Bladet har endelig anført, at det af domsudskriften i sagen fremgår, at bladet ikke har skrevet noget, der ikke er belæg for i dommen. Af dommen fremgår det eksplicit, at beskyldningerne, som blev fremsat af såvel moderen og som hendes rådgiver fra Børnenes Stemme, drejer sig om seksuelle overgreb. Ved over for nævnet i relation til udtrykket "seksuelt overgreb" at anføre, at "Dette er der ikke belæg for under rettens bemærkninger, hvor der kun henvises til, at det at forgribe sig må betragtes, som om der blev forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb", påviser klager selv, at de urigtige oplysninger, hun blev dømt for at videregive, handlede om et seksuelt overgreb. Bladet har i den forbindelse henvist til dommens bemærkninger, hvoraf fremgår, at "At der med udtalelsen henvises til et seksuelt overgreb tydeliggøres af VV´s erklæring ". Om et seksuelt overgreb eller forsøg på samme kan paralelliseres med voldtægt eller forsøg på samme, er vel en meningsløs diskussion, eftersom gerningen netop aldrig fandt sted. Det kan derfor ikke være bladets pligt at bevise, at overgrebet fandt sted. Om det seksuelle overgreb, der altså aldrig fandt sted, var voldtægt eller ej, må således siges at være en hypotetisk diskussion.
Bladet har i den forbindelse anført, at sagens kerne - , det som klager er dømt for - netop er, at beskyldningerne om seksuelle overgreb blev fremsat over for socialrådgiverens arbejdsgiver, hvilket var egnet til at skade den pågældende. Det fremgår af dommen, at klager har videregivet beskyldningerne til borgmester Keld Hüttel. Bladet kan derfor naturligvis ikke, som krævet af klager, bringe et genmæle, der fastslår, at det er urigtigt, at klager er dømt for at viderebringe oplysninger om et overgreb af seksuel karakter. Bladet har over nævnet oplyst, at man gerne i bladet vil præcisere, at det voldelige eller seksuelle overgreb, som klager og hendes klient er dømt for urigtigt at beskylde socialrådgiveren for, ikke var voldtægt.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet skal indledningsvis bemærke, at byrettens dom lægges til grund ved sagens afgørelse.
Ved dommen er klager i overensstemmelse med tiltalen dømt for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1. I anklageskriftet anvendes i forbindelse med angivelsen af den relevante straffebestemmelse udover udtrykket "at have afgivet urigtige oplysninger" også betegnelsen "falsk anklage".
Pressenævnet finder på den baggrund, at bladet har haft fornødent belæg for at anvende betegnelsen "falsk". Nævnet bemærker i den forbindelse, at "falsk anklage" er den gængse betegnelse for den bestemmelse i straffeloven, som klager er dømt for at have overtrådt.
Om udsagnet, at "Det var denne påstand, [K] nogle dage senere bragte videre til borgmester Keld Hüttel som en kendsgerning", anføres det i dommen, at "ordene, at "NN forsøgte at forgribe sig på hende " må forstås som en henvisning til, at der blev forsøgt begået et voldeligt eller seksuelt overgreb mod tiltalte VV".
Nævnet finder, at der ikke er fornødent grundlag for at skelne mellem forskellige nuancer vedrørende den urigtige beskyldning om en seksuel krænkelse, som klager bragte videre til borgmester Keld Hüttel - en krænkelse, der netop aldrig fandt sted. Nævnet finder derfor, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik, men at bladet vedrørende klager har bragt en faktisk forkert oplysning, som hun er berettiget til efter påkrav at få optaget i bladet som genmæle, jf. medieansvarslovens § 39:
"Genmæle
Af en artikel bragt den 2. februar 2001 i Randers Amtsavis´ internet og i den trykte udgave fremgår det, at [K] viderebragte en påstand til borgmester Keld Hüttel om, at en socialrådgiver fra kommunen havde voldtaget en nu 47-årig social klient. Denne oplysning er ikke korrekt. [K] blev ved retten i Randers dømt for urigtigt at påstå, at socialrådgiveren havde forsøgt at forgribe sig på den 47-årige kvinde, da hun var ca. 17 år gammel."
Afsagt den 15. august 2001.