Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12188@2001-09-12/da

Indhold

1. Indledning

Fængselsinspektør [K] har klaget til Pressenævnet over en lederartikel bragt i B.T. den 9. januar 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Udover den påklagede lederartikel indeholdt bladet endvidere en artikel om de nærmere omstændigheder i forbindelse med, at en indsat fra Statsfængslet i Jyderup havde fået tilladelse til som led i en uddannelse at deltage i to ekskursioner til udlandet.

Af lederartiklen med overskriften "Uansvarlig fængselsinspektør" fremgår, at

"Det er dog en ualmindelig tåbelig måde at styre et fængsel på, som inspektøren for Statsfængslet i Jyderup i dag kan opvise. At give en indsat fange med en dom på to år mulighed for fjorten dages fuld frihed på skiferie er en meningsløs provokation over for den almindelige retsopfattelse.

At forsøde et fængselsophold med så luksuriøs en feriemulighed er tæt på at gøre fængselsopholdet meningsløst.

Et moderne fængselsvæsen skal ikke anlægges på, at de indsatte skal vantrives eller lide unødigt under afsoningen.

Der kan også være god mening i at give indsatte mulighed for at uddanne sig og dermed forbedre deres muligheder for at leve et lovlydigt liv efter løsladelsen.

I sjældne tilfælde kan indsatte vel også - som led i et vigtigt uddannelsesforløb - gives mulighed for en udlandsrejse. Men helt særlige betingelser må være til stede.

Det eksempel, B.T. kan berette om i dag, omhandler en uddannelse, der ikke giver kompetence.

Det er en uddannelse, som driftige udbydere finder på at tilbyde unge, der skal fordrive tiden, inden de kan blive optaget på en eftertragtet uddannelse.

Kursusudbyderne har indlagt de attraktive skirejser som en form for lokkemad til kurset. Man kan formentligt rejse spørgsmålet, om den form for fornøjelsespræget, ikke-kompetencegivende uddannelse overhovedet bør have de offentlige tilskud, som daghøjskolestatus formentlig berettiger til.

Det ligner en ikke helt ukendt form for spekulation i offentlige midler.

Men når de slet skjulte fornøjelsesrejser bliver til præmier for indsatte, bliver situationen grotesk. Det burde den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt klart kunne se.

For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser, er den form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære retfærdighedsprincipper dybt krænkende.

Man kan næppe fortænke en indsat i at søge adgang til så behagelige afbrydelser fra det triste fængselsliv. Men de ansvarlige myndigheder opfører sig tåbeligt og destruktivt.

De ødelægger den tillid til retssystemet, der er den allervigtigste forudsætning for, at det kan fungere, som det skal."

I artiklen er der med fede typer indsat følgende tekst:

"For mennesker, der bliver ofre for forbrydelser er den form for letsindighed eller ligegyldighed med elementære retfærdighedsprincipper dybt krænkende."

Klageren har anført, at lederen indeholder et langt angreb på klagerens person med navns nævnelse. Bladet har med indholdet af lederartiklen overtrådt straffelovens § 267, stk. 2, jf. stk. 1, og punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik. Dels indeholder artiklen både urigtige beskyldninger for "uansvarlig" embedsførelse og ringeagtsytringer, nemlig "ualmindelig tåbelig", "letsindig", "ligegyldig" og "destruktiv". Dels har bladets lederskribent langt fra undersøgt sagen så grundigt, som de presseetiske regler kræver. Det fremgår oven i købet af den øvrige reportage i bladet, at man ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen - klagers overordnede myndighed - havde kunne få bekræftet, at den i lederen kritiserede afgørelse var i overensstemmelse med reglerne.

Klageren har nærmere anført, at lederens overskrift "uansvarlig fængselsinspektør" udtrykker kritik af en person og ikke af en praksis. Teksten indledes derefter med ordene: "Det er dog en ualmindelig tåbelig måde at styre et fængsel på, som inspektøren for Statsfængslet i Jyderup i dag kan opvise". Dette er også en kritik af en person og ikke gældende ret. Senere skriver lederskribenten, at situationen bliver "grotesk", når de "slet skjulte fornøjelsesrejser bliver til præmier for de indsatte", og at "Det burde den ansvarlige, fængselsinspektør [K], helt klart kunne se". Dette er også en kritik mod klagers person og ikke mod gældende ret. Klager anser disse udsagn som beskyldninger, som intet har med "frisprog" at gøre, der vil kunne anses for berettiget i lederen.

Klageren har videre anført, at det er en skærpende omstændighed, at krænkelserne optrådte i bladets lederspalte, som må antages i særlig grad at være udtryk for velovervejet tankevirksomhed hidrørende fra bladets redaktionelle ledelse.

Klageren har herudover anført, at uanset hvor spektakulær og tåbelig en myndighedsafgørelse kan tegne sig i pressens øjne, må pressen respektere, at den besluttende myndighed er bundet af det relevante retsgrundlag, herunder administrativ praksis på området. I det foreliggende tilfælde var praksis klar og utvetydig. Selv om lederskribenten ikke skulle vide dette, burde oplysningerne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen have givet et fingerpeg herom. Hvis bladet havde undersøgt spørgsmålet grundigere, ville bladet ikke have været i tvivl om, at klagers afgørelse i juridisk forstand var den eneste rigtige. Herefter kunne bladet i lederen have forholdt sig politisk til den gældende praksis.

Klageren har anført, at hans lederposition angår ledelsesretten i forhold til personalet, og at han i relation til gældende praksis i konkrete sager ikke har nogen ledende position i "fængselsvæsnet", dvs. i Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis ledende embedsmænd sammen med den politisk ansvarlige minister fastlægger praksis. Klager har ikke klaget over, at hans navn er nævnt i bladet, men at lederskribenten ved at nævne klagers navn gør lederen til et personangreb og ikke en kritik af gældende ret.

Klageren har desuden anført, at når en praksis er klar og entydig - og har været det igennem 10 år, - er denne praksis en så væsentlig og afgørende retskilde, at den enkelte retsanvender må føle sig bundet heraf, hvorfor klager ikke havde noget valg, når det lå fast, at ekskursionen var væsentlig for uddannelsen. Det var i øvrigt slet ikke vurderingen af ekskursionens "væsentlighed", som optog bladets leder. Det var dels tilladelsen til den pågældende uddannelse, som ikke var klagers afgørelse og dels selve ekskursionen, som var genstand for kritik. Bladet sammenblander politik og jura. Selv om klager eventuelt også selv havde samme opfattelse som bladet, kunne klager naturligvis ikke træffe en afgørelse, der var stridende mod praksis, dvs. gældende ret, på området. Det ville være embedsmisbrug at træffe afgørelse efter egne personlige holdninger i strid med gældende ret.

Klageren har endvidere anført, at han ikke mener, at Pressenævnet skal afgøre spørgsmålet om overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 2, jf. stk. 1, men at dette ikke betyder, at nævnet slet ikke kan "tage stilling" hertil. Pressenævnet skal afgøre, om bladet har handlet i strid med god presseskik og skal herunder tage stilling til, om lederen den 9. januar 2001 indeholdt oplysninger, som var skadelige, krænkende eller virkede agtelsesforringende for nogen, jf. punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik. Det må i den forbindelse ikke være uden interesse for nævnet præjudicielt at tage stilling til, om lederens indhold har rummet strafbare ærekrænkelser. Når man nærmer sig området for strafbare ærekrænkelser, er der ikke længere tale om "frisprog". I sag nr. 14/1999, som bladet henviser til, var det ikke tilnærmelsesvis så grove udtryk, der blev anvendt.

Klageren har yderligere anført, at han er enig i, at der ikke er en pligt til at forelægge vurderende kritik for den, der kritiseres, hvis det faktuelle grundlag for kritikken har været forelagt. Det faktuelle grundlag for den kritik, der kom til udtryk i lederen var mangelfuldt, blandt andet fordi det ikke havde været forelagt for klager. Man havde forsøgt at få oplysninger om selve substansen i sagen, men på grund af klagers tavshedspligt måtte klager afstå fra at udtale sig herom. Det fremgår også klart af reportagen, at klager ikke udtaler sig om "sagen", som bladet anfører over for nævnet. Det må være vigtigt, at der bag vurderinger som "uansvarlig fængselsinspektør" og "ualmindelig tåbelig måde at styre et fængsel på" også hører faktuelle oplysninger om, hvem der var ansvarlig for de afgørelser, som blev kritiseret, og hvordan en korrekt embedsførelse i en sådan sag burde være. Disse oplysninger forsømte bladet at fremskaffe. Bladet skriver da også flere gange i udtalelsen, at klager "må antages" at være ansvarlig for afgørelsen.

Klageren har sammenfattende anført, at klager er blevet betegnet som blandt andet " uansvarlig" og "tåbelig" på grund af en afgørelse, som klager ikke har truffet, nemlig tilladelsen til uddannelsen, og en korrekt afgørelse, som klager traf ud fra en fast og langvarig praksis, nemlig tilladelsen til ekskursionen. Selv om bladet på grund af tavshedspligten ikke kunne få oplysninger om substansen i sagen, kunne man godt have fået tilstrækkelige oplysninger om afgørelseskompetencen og om gældende ret til, at man kunne have givet kritikken den rigtige adresse - dvs. til dem, der er (politisk) ansvarlig for gældende ret. Sådanne oplysninger indhentede man imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang. Den ene oplysning, man fik af Direktoratet for Kriminalforsorgen, valgte man at se bort fra, nemlig bekræftelsen af, at der kunne gives tilladelse til ekskursioner - også til udlandet.

Bladet har anført, at for så vidt angår spørgsmålet om overtrædelse af straffelovens § 267, kan Pressenævnet ikke tage stilling til dette forhold, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1. Bladet finder ikke, at lederartiklen udgør en overtrædelse af god presseskik eller er i strid med de vejledende regler om god presseskik.

Bladet har videre anført, at man på baggrund af en artikel i bladet samme dag om indsattes deltagelse i udlandsrejser i lederartiklen har fremsat kritik af den gældende praksis og af den konkrete afgørelse. Kritikken er rettet mod "de ansvarlige myndigheder" samt mod klageren, som må antages at have truffet eller være ansvarlig for den konkrete afgørelse.

Bladet har endvidere gjort gældende, at omtalen af klageren må anses for berettiget. Den konkrete afgørelse, som bladet kritiserer, må anses for truffet af klageren, der indtager en ledende stilling i fængselsvæsenet. Personer, der indtager betydelige offentlige poster, må generelt tåle offentlig omtale og må også tåle at blive identificeret med de afgørelser, de træffer. Bladet har i den forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 44/2000.

Bladet har i relation til klagers tidligere henvisning til en ca. 10 år gammel afgørelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen samt til klagers oplysning om, at hans afgørelse er i overensstemmelse med gældende ret, anført, at en myndighedsperson ikke med henvisning til en ældre afgørelse i en anden konkret sag kan fralægge sig ansvaret for senere afgørelser. Det fremgår af klagers udtalelser til bladet, der blev citeret i artiklen i bladet, at klager har indflydelse på, i hvilke tilfælde der skal bevilges frihed. Vurderingen af, om en udlandsrejse er et "væsentligt" eller "nødvendigt" led i et studium, kan ikke være nøje reguleret af retsregler, men må af den pågældende myndighed vurderes i hvert enkelt tilfælde. Der er derfor ikke tale om, at tilladelsen til den konkrete rejse, der omtales i bladet, kan have været en nødvendig følge af de retsregler, der gælder for klagers virke.

Bladet har desuden anført, at bladet ikke kan være afskåret fra at fremsætte kritik af konkrete tilfælde af myndighedsudøvelse, blot fordi myndighedernes mulighed for at træffe en anden afgørelse kan være begrænset. Bladet er ikke enig i - som anført af klageren - , at det kun er berettiget at fremsætte kritik af en afgørelse, hvis der på retligt grundlag kan påpeges mangler ved afgørelsen. Pressens opgave er ikke at tage stilling til retlige forhold, og det kan ikke være uberettiget for pressen at kritisere afgørelser, der er i overensstemmelse med gældende ret. Bladet har ikke i lederartiklen anført, at den konkrete afgørelse var i strid med praksis - tværtimod er den konkrete sag udtrykkeligt omtalt som et "eksempel".

Bladet har herudover gjort gældende, at den fremsatte kritik ikke går længere end berettiget. Det må tillægges betydning, at kritikken angår et forhold af betydelig offentlig interesse - indsattes udgang fra fængslet - , og at lederartiklen indeholder en afbalanceret gennemgang af og stillingtagen til den generelle praksis og den konkrete sag. Lederartiklens emne er den generelle praksis for indsattes udgang. Bladet er ikke enig i, at man i lederartiklen - som anført af klager - "gik til angreb på klager i stedet for at kritisere gældende ret."

Bladet har endvidere anført, at kritikken er fremsat i en lederartikel, og at klager samme dag, som lederartiklen blev bragt, er citeret for sin opfattelse af sagen i artiklen om den konkrete sag. Lederartiklen adskiller sig ikke fra sædvanlige lederartikler, hvori der ofte fremsættes kritik af offentlige myndigheder og myndighedspersoners varetagelse af deres opgaver. Bladet har i den forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 14/1999.

Bladet har herudover anført, at sprogbrugen i lederartiklen er i overensstemmelse med sædvanlig og acceptabel sprogbrug i artikler af denne art. Pressen er berettiget til at omtale sager i en skærpet form og til at stille de omtalte forhold klart op. Den konkrete udformning af en artikel er et redaktionelt skøn, som kun mediet kan foretage.

Bladet har endvidere anført, at det er berettiget i en lederartikel at omtale en myndigheds praksis eller en konkret afgørelse på den måde, bladet har gjort. De udtryk, der anvendes i lederartiklen, er alle forskellige udformninger af det synspunkt, at den konkrete afgørelse om en indsats udgang fra fængslet og den generelle praksis herom var uhensigtsmæssig og burde ændres. Den skærpede sprogbrug i lederartiklen tager udelukkende sigte på myndighedernes adfærd, herunder klagers varetagelse af hvervet som fængselsinspektør, og vedrører således ikke en persons private forhold.

Bladet har afslutningsvis anført, at man har været i forbindelse med klager, og han er i artiklen om den konkrete sag citeret for sit syn på sagen. Lederen indeholder ikke faktuelle oplysninger, der kan være skadelige for klager, men indeholder en vurdering og kritik af de fremkomne oplysninger om myndighedernes praksis, herunder klagers afgørelse. Det er ikke efter reglerne om god presseskik pligt til at forelægge vurderende bemærkninger af denne karakter for den person, som bemærkningerne (blandt andet) vedrører. Hvis en lederartikel indeholder faktuelle oplysninger eller faktuelt baserede beskyldninger mod en person, kan der være krav om forelæggelse for den pågældende, jf. nævnets kendelse i sag nr. 16/1999. Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag. Det er endvidere ikke sædvanligt at forelægge denne form for kritik i lederartikler for dem, kritikken vedrører.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det bemærkes indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om bladet i forhold til klager har overtrådt straffelovens § 267.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkede eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

En lederartikel vil i sagens natur altid bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler, og der må derfor indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler.

Tre medlemmer - Axel Kierkegaard, Finn Rowold og Tage Clausen - udtaler:

Vi finder under hensyntagen til ovennævnte, at lederartiklen, - der ikke indeholder nye faktiske oplysninger i forhold til en samme dag i bladet trykt artikel om samme sag, - ikke har et sådant indhold, at bladet har tilsidesat god presseskik. Vi har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at klageren er citeret i den artikel, som blev bragt samme dag som den påklagede lederartikel.

Et medlem - Kirsten Dyregaard - udtaler:

Jeg finder, at udsagnene i lederen omkring klagers person og embedsførelse er af en sådan karakter, at bladet ved offentliggørelsen af disse har handlet i strid med god presseskik.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet ikke kritik af bladet.

Afsagt den 15. august 2001.

Versioner

1. 2001-09-12