Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 39/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12190@2001-09-12/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Horsens Folkeblad den 28. marts 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen bragt i bladet den 28. marts 2001 med overskriften "Amtet overhører øboere i lægesag" fremgår det af en mindre overskrift, at
"Ny læge på Endelave ansat - øboere ville have en anden."
Af brødteksten til artiklen fremgår, at
"ENDELAVE: - Vejle amt har valgt at vende det døve øre til et stort flertal på Endelave, der har ønsket deres tidligere læge genansat. Amtet har nu ansat en helt anden."
I artiklen hed det:
"- Vi har ansat den bedst kvalificerede, siger vicekontorchef Britta Kastberg fra Vejle Amt.
- Men vi har virkelig ønsket at få vores gamle læge igen, vi var rigtig glade for ham og hans kone. Det er utroligt, at man slet ikke vil lytte til os, siger Anna Marie Søvang, der er beboer på Endelave.
Anna Marie Søvang har stået i spidsen for en underskriftsindsamling, der endte med, at 100 ud af ca. 120 stemmeberettigede på Endelave skrev under på, at de gerne ville have deres "gamle" læge, Poul Heiselberg, igen.
Sagde selv op
Han var læge på øen frem til oktober sidste år, da han sammen med sin kone forlod Endelave efter en uoverensstemmelse med Horsens Kommune.
Uoverensstemmelsen opstod, da Heiselbergs kone ikke fik den sygeplejestilling, som hun mente kommunen havde stillet hende i udsigt.
Siden har amtet flere gange forsøgt at få stillingen som læge på øen besat, og undervejs har Poul Heiselberg skiftet mening og søgt sin gamle stilling.
Men hverken beboernes appel eller Poul Heiselbergs ansøgning har gjort indtryk på amtet, der i stedet har ansat den 57-årige Lone Wright fra København. Hun har tidligere været vikar på øen og starter i sit nye job den 1. september.
- Hvorfor har I overhørt beboernes ønske?
- Det har vi heller ikke. Vi har informeret beboerne om, at Poul Heiselbergs ansøgning ville blive behandlet seriøst, men vi har valgt at ansætte den bedst kvalificerede, siger Britta Kastberg.
- Heiselberg er tidligere læge på øen, 100 ud af 120 øboere ønsker ham tilbage, gør det ham ikke ekstra kvalificeret?
- Det vil jeg ikke diskutere med dig. I øvrigt søgte Lone Wright jo ikke, da vi i sin tid ansatte Poul Heiselberg.
Men selv om vicekontorchefen i amtet ikke synes, at beboerne er blevet overhørt, så føler de selv, at de er det:
- Folk er oprevet, og vi er både skuffede og kede af det. Det er svært at forstå, hvorfor amtet overhører os, siger Anna Marie Søvang.
Det rumler
Men stikker man en finger i jorden på Endelave, så rumler det med røster om, at bestyrelsen og formanden for beboerforeningen på Endelave ikke er gået helt i takt med beboerne.
Formanden [K] har sammen med tre ansatte i amtet siddet i ansættelsespanelet, og ifølge de oplysninger Folkebladet har, har [K] ikke stemt for en genansættelse af Poul Heiselberg.
Og allerede da der var lagt op til underskriftsindsamling, og [K] blev spurgt, om det var en god idé, svarede han, at det mente han ikke, de (beboerne) ville bare lide et nederlag.
Omvendt sidder bestyrelsen inde med fortrolige oplysninger om sagen, som ikke kan komme frem, men som måske kunne kaste lys over det hele - og også den side af sagen, der går på, at bestyrelsesformandens kone i dag har den sygeplejestilling, som i sin tid startede hele sagen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formand [K], der er bortrejst i denne uge, og beboerforeningens næstformand, Lars Knudsen, ønsker ikke at udtale sig."
Klageren har oplyst, at han er formand for Endelave Beboerforening og varetager den praktiske kontakt mellem Endelave, Horsens Kommune og Vejle Amt. Han deltog med hensyn til stillingen som læge på øen som observatør uden stemmeret i ansættelsessamtaler, der fandt sted på Amtsgården i Vejle den 16. marts 2001.
Klageren har oplyst, at han ved hjemkomst fra rejse blev konfronteret med to artikler, hvor især den fra onsdag den 28. marts 2001 er af en sådan karakter, at han anmoder Pressenævnet om at vurdere den.
Klageren har anført, at det, der især virker stødende, - og er med til at nedsætte klagers agtelse - er udtalelse i artiklens sidste spalte om, at " også den side af sagen, der går på, at bestyrelsesformandens kone i dag har den sygeplejerskestilling, som i sin tid startede sagen". Der er tale om en grov beskyldning mod såvel Horsens Kommune, der er ansættende myndighed, som mod klager for at have misbrugt "systemet" for at få ansat sin hustru. Den formulering, som bladet benytter, kan kun opfattes negativt, og klager - og mange andre - opfatter dette som en insinuation om, at klager som formand for Endelave Beboerforening skulle have fået ægtefællen ansat i sygeplejestillingen. Bladet kolporterer løse rygter, og det kan undre så meget mere, at bladet ikke har spurgt Horsens Kommune, inden klagers troværdighed drages i tvivl. Det er klart, at klager må blive inddraget i sagen, når han som Endelaves repræsentant har siddet i ansættelsespanelet som observatør uden stemmeret, men fra at have medvirket i et amtsligt ansættelsesudvalg er der dog et spring til at have fået sin kone anbragt i et kommunalt ansættelsesforhold.
Klageren har yderligere anført, at bladets artikler har haft den konsekvens, at klager på et offentligt møde den 4. april 2001 blev stærkt angrebet på sin hæderlighed, og enkelte mødedeltagere havde mistet tilliden til ham.
Klageren har oplyst, at stillingen som sygeplejerske på Endelave blev opslået i fagtidsskriftet "Sygeplejersken" nr. 40/06 okt. 2000, og at klagers ægtefælle reflekterede på dette ved fremsendelse af ansøgning dateret den 16. oktober 2000. Efter ansættelsessamtalen startede ægtefællen i stillingen den 1. november 2000. Klager har ikke - pr. brev, personligt eller telefonisk - på noget tidspunkt har haft kontakt til Horsens Kommune herom. Klager har således hverken lod eller del i den anførte ansættelse, og med bopæl et så lille sted som Endelave (165 beboere) er det dels helt ude af proportioner med sådanne indlæg, dels er det så stærkt sårende, at Pressenævnet bør handle.
Bladet har oplyst, at man i en række artikler har beskrevet et forløb, hvor læge Poul Heiselberg først forlod en stilling som læge på Endelave, dernæst søgte stillingen igen, bakkedes op af en underskriftsindsamling og endte med ikke at få stillingen. I starten af forløbet - i forbindelse med opsigelsen - skrev lægen i et brev til øens beboere, at årsagen til, at han valgte at forlade øen, var, at hans hustru ikke fik en ledig stilling som hjemmesygeplejerske på øen.
Bladet har oplyst, at den stilling siden er blevet besat med klagers hustru, og at dette var bladets baggrund for at skrive, at det hørte med i billedet, at "bestyrelsesformandens kone i dag har den stilling, som i sin tid startede hele sagen".
Bladet har anført, at man ikke har anklaget Horsens Kommune eller klager for at have misbrugt "systemet". Bladet har ikke engang antydet dette. Men bladet har forsøgt så sagligt, som det er muligt, at fremdrage de forhold, der har haft indflydelse på sagsforløbet. Det har været svært, fordi ikke alle har villet lægge navn til deres udtalelser, men bladet har i sidste omgang taget udgangspunkt i, at 100 ud af ca. 120 stemmeberettigede beboere på øen har skrevet under på, at de gerne ville have Poul Heiselberg tilbage - og at de ansættende myndigheder er gået imod dette massive ønske.
Bladet har afslutningsvis anført, at klager til enhver tid er velkommen til at fremsætte sine synspunkter i bladet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Tre medlemmer - Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard - udtaler:
Vi finder, at det påklagede udsagn om, at klagers ægtefælle er ansat i sygeplejestillingen på Endelave, indgik i en naturlig sammenhæng i bladets dækning af sagen om ansættelse af øens læge.
Det er vor opfattelse, at det ikke af artiklen fremgår, at klager skulle have handlet på en usaglig måde i forbindelse med ansættelsen af øens læge og ægtefællens ansættelse som sygeplejerske. Vi finder, at bladet under disse omstændigheder ikke havde fornøden grund til at indhente en udtalelse fra klager inden offentliggørelsen af artiklen, og at god presseskik derfor ikke er tilsidesat.
Et medlem - Finn Rowold - udtaler:
Jeg finder, at det påklagede udsagn sammenholdt med artiklens øvrige indhold kan virke agtelsesforringende for klager, idet udtalelsen kan opfattes på den måde, at der er en sammenhæng mellem klagers rolle i ansættelsen af øens læge og Horsens Kommunes ansættelse af klagers ægtefælle som sygeplejerske på øen.
Jeg finder, at bladet - uanset, at man forgæves havde forsøgt at få klagers kommentar, og uanset at foreningens næstformand ikke ønskede at udtale sig om sagen - burde have forelagt klager udsagnet inden offentliggørelsen af den del af artiklen, der angik sammenhængen mellem ansættelsen af øens læge og klagers ægtefælles ansættelse som sygeplejerske. Jeg finder, at det påklagede udsagn ikke var en så nødvendig del af beskrivelsen af ansættelsen af øens læge, at bladet ud fra en aktualitetsvurdering ikke kunne afvente klagers eventuelle bemærkninger. Jeg finder således, at bladet har handlet i strid med god presseskik, og at Pressenævnet må udtale sin kritik af bladet.
I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet ikke kritik af bladet.
Afsagt den 15. august 2001