Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 41/2001

GældendeVersion 2001-09-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12192@2001-09-12/da

Indhold
  1. Indledning

[K1] v/advokat Anton Dühr og [K2] v/advokat Hanne Hartoft har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Herning Folkeblad den 3. april 2001, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "48-årig mand fra Isenvad i fængsel for incest" fremgår det af brødteksten, at:

"Overgrebene foregik gennem 10 år."

I artiklen hed det:

"Den 48-årige [X], Isenvad, blev i formiddag ved retten i Herning idømt tre og et halvt års fængsel for incest.

Fra 1990 til december sidste år misbrugte faderen sin datter seksuelt. Overgrebene startede, da datteren var 12 år.

De foregik både i familiens hjem i Isenvad samt i faderens bil, som han parkerede på afsidesliggende steder, bl.a. skove omkring Ikast.

I efteråret 2000 forsøgte datteren at sige fra overfor faderens overgreb. Det skete i faderens bil, som han havde parkeret ved Fiskesøerne ved Kærshovedgård.

Her sagde datteren stop, men det fik blot faderen til at slå sin datteren, hvorefter han voldtog hende.

I januar i år fik politiet nys om sagen, og det anholdt straks den 48-årige mand.

Han nægtede under hele retssagen, at han havde forgrebet sig på datteren, men dommeren og domsmændene troede mere på den rystende forklaring fra datteren, der foregik bag lukkede døre.

Faderen blev også dømt til at betale 60.000 kroner i erstatning til den psykisk meget påvirkede datter.

Den dømte ankede dommen til landsretten."

Klagerne er henholdsvis forurettede i straffesagen og datter til domfældte og domfældtes hustru.

Klagerne har oplyst, at baggrunden for klagen er, at bladet i forbindelse med omtale af den afsagte dom, der drejer sig om incest, har valgt at omtale domfældtes navn og bopæl i en mindre landsby, hvilket umiddelbart gør, at ofret og hendes familie kan genkendes.

Klagerne har anført, at de almindelige presseetiske regler om, at domme, i hvilke der idømmes fængselsstraffe over 1 år, offentliggøres med navns nævnelse, bør vige for hensynet til ofret og dennes familie. Dette bør i sager, der vedrører incest, medføre, at det ikke er i overensstemmelse med god presseskik at nævne domfældtes navn, når det medfører en umiddelbar mulighed for identifikation af ofret og familien i øvrigt.

Bladet har indledningsvis oplyst, at selv om alle retssager gøres til genstand for overvejelse under iagttagelse af de almindelige presseetiske regler, har denne været vurderet en ekstra gang. Dette er ikke ensbetydende med, at bladet ikke skulle have omtalt sagen, sådan som det er sket.

Bladet har endvidere oplyst, at domfældte ikke var beskyttet af navneforbud. Dermed var der som udgangspunkt intet til hinder for at nævne hans navn, hvilket også er i overensstemmelse med praksis henset til den idømte straf på tre et halvt års fængsel for incest.

Bladet har herudover oplyst, at det faktum, at offentliggørelse af den dømtes navn og adresse måske kunne føre til identifikation af både den dømte og dennes hustru og datter, betød, at det nøje blev overvejet af den redaktionelle ledelse, om det var nødvendigt at nævne både navn og bopæl. I bladets omtale blev der taget hensyn til den misbrugte datter, der ikke direkte omtales ved navn. Bladet har i den forbindelse bemærket, at datteren ifølge klagens ordlyd ikke hedder [K1] til efternavn, men alene bærer det mere almindelige efternavn [K1].

Bladet har videre oplyst, at det ved bladets vurdering af at bringe domfældtes navn og bopæl er lagt til grund, at tabubelagte forbrydelser som incest, pædofili og lignende har en klar almen interesse, der kræver offentlig omtale. Bladet har i den forbindelse henvist til, at det af sagen fremgik, at de overgreb, som pågældende person var blevet dømt for, var foregået over en periode på 10 år. Bladet har endvidere henvist til, at domfældte - hvilket ikke fremgår af artiklen - har været aktiv i forbindelse med børne- og ungdomsturneringer i byen, og at der i perioden har været dagplejebørn i hjemmet.

Bladet har anført, at forbrydelser af den tabubelagte karakter som nævnt ovenfor sammen med andre seksualforbrydelser har været stærkt debatteret i offentligheden i den seneste tid. Både politikere og almindelige borgere har krævet hårdere straffe og fremsat krav om, at de pågældendes identitet skal blive kendt. Det er ikke holdbart, hvis informationsfrihed og redaktionens redigeringsret nægtes, og at medierne ikke skal kunne nævne navn på dømte i incestsager, fordi det efter nogles mening muliggør identifikation af offeret og/eller familien. Det er på den baggrund, at bladet valgte at offentliggøre navnet på den dømte. Bladet har i den forbindelse henvist til nævnets afgørelse i sag nr. 82/1999.

Bladet har endvidere anført, at ofret i dag er en voksen kvinde, som til forskel fra et barn må formodes at kunne svare for sig uanset de psykiske skader, som den alvorlige forbrydelse måtte have påført hende. Bysamfundets størrelse bør ikke i sig selv være et argument imod offentliggørelse af faderens navn m.v. Sagen har naturligvis været meget omtalt blandt beboerne, som udmærket har vidst, hvem det drejede sig om. Det har derimod andre på egnen ikke, og de ville med rette kunne bebrejde medierne, hvis disse ikke nævnte navn og bopæl. I så fald ville bladet jo også automatisk have mistænkeliggjort uskyldige mænd med lignende navn eller bopæl i Isenvad eller på egnen.

Bladet har endelig anført, at det i denne sag er vigtigt for bladet at fastholde redaktørens ret til at beslutte, om private oplysninger bør nævnes ud fra gældende relevante nyhedskriterier. Dette er også i overensstemmelse med udtalelserne i Pressenævnets årsberetning 1999, side 8, om redigeringsfrihed, hvoraf det fremgår, at "i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Når det drejer sig om oplysninger om personlige eller private forhold, bør denne beslutning træffes ud fra relevante nyhedskriterier".

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det fremgår endvidere, at ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede.

I overensstemmelse hermed er det Pressenævnets opfattelse, at medierne i sager som den foreliggende bør være tilbageholdende med at offentliggøre en domfældts navn eller bopæl, med mindre særlige grunde taler herfor.

Da domfældte har været aktiv i forbindelse med børne- og ungdomsturneringer i byen, og da der i perioder har været dagplejebørn i domfældtes hjem, finder nævnet, at bladet har været berettiget til at offentliggøre domfældtes navn og bopæl. Nævnet finder derfor ikke god presseskik tilsidesat.

Afsagt den 15. august 2001.

Versioner

  1. 2001-09-12