Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12219@2001-09-14/da
Indhold
Under denne voldgiftssag, der er anlagt ved indgivelse af klageskrift til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed den 25. februar 2000, har klageren efter sin endelige påstand påstået indklagede dømt til betaling af 138.322,75 kr., subsidiært et mindre beløb, i begge tilfælde med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 1. maj 1999, subsidiært fra den 25. februar 2000, til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end principalt påstået.
Indklagede har som adcitant over for adciterede i adcitationsklageskrift, der er modtaget i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed den 1. august 2000, nedlagt påstand om friholdelse for ethvert krav, som indklagede måtte blive kendt pligtig at betale til klageren.
Adciterede har nedlagt påstand om frifindelse, herunder frifindelse for i givet fald at betale renter fra et tidligere tidspunkt end friholdelsespåstandens nedlæggelse ved begyndelsen af sagens mundtlige forhandling den 12. februar 2001.
Sagen angår spørgsmålet, om indklagede som totalrådgiver og adciterede som underrådgiver har pådraget sig et rådgiveransvar, og om de i bekræftende fald er erstatningsansvarlige for det tab, klageren har lidt som følge af, at fire porte, som klageren i forbindelse med en fabriksudvidelse i 1997 fik installeret, efter det endelige projekt blev af typen "sektionsinddelte hejseporte" (ledhejseporte), som senere viste sig uegnede og derfor måtte udskiftes med porte af typen "hurtiggående rulleporte".
Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af klagers produktionsdirektør, klagers produktionschef og en ingeniør fra indklagede.
Efter den mundtlige forhandlings afslutning fremkom voldgiftsretten med en begrundet mundtlig tilkendegivelse om sagens udfald med bemærkning om, at resultatet også ville være voldgiftsrettens enstemmige afgørelse, såfremt der skulle afsiges kendelse.
Klageren og adciterede kunne acceptere voldgiftsrettens tilkendegivelse uden afsigelse af kendelse, hvorimod indklagede begærede kendelse afsagt.
Sagen blev herefter optaget til kendelse, der med parternes indforståelse affattes uden egentlig sagsfremstilling og uden anden gengivelse af forklaringer og procedurer, end hvad der fremgår af det følgende.
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:
Det lægges efter bevisførelsen som ubestridt til grund, at klageren under forhandlingerne om byggeriet i anledning af fabrikkens udvidelse har meddelt indklagede, at klagerens årsproduktion var på ca. 10.000 tons, og at denne mængde skulle tranporteres rundt i virksomheden i baljer, der hver kunne rumme ca. 300 kg., blandt andet gennem porte, som denne sag angår. Det lægges også til grund, at klageren ikke havde gjort sig nærmere forestillinger om det antal op- og nedlukninger, portene i den nye fabriksbygning skulle kunne klare, og at klageren ikke gav indklagede særlige instruktioner om portene ud over, at portene fra "Mellemgang" til "Fylderi" og "Pakkeri" skulle være "hurtige".
Det er ubestridt, at indklagede i projekteringsfasen ikke foretog undersøgelser af, hvor mange op- og nedlukninger det måtte forventes, portene i virksomheden skulle kunne klare på dags-, uge- eller årsbasis.
Det er også ubestridt, at heller ikke adciterede lod foretage sådanne undersøgelser.
I en sag som den foreliggende påhviler det efter voldgiftsrettens mening allerede på det indledende projekteringsstadium en totalrådgiver at skaffe sig overblik over bygherrens behov og sikre sig, at de porte, der foreslås installeret, kan opfylde dette. Indklagede, som ikke har foretaget sådanne nærmere undersøgelser, er derfor ansvarlig for det tab, den mangelfulde rådgivning i så henseende har påført klageren.
Det ville komme bygherrens til skade, såfremt denne i projekteringsfasen havde forholdt totalrådgiveren nogen oplysninger, som kunne være af betydning for rådgiverens vurdering. Det er der dog ikke grundlag for at antage, klageren skulle have gjort i denne sag.
Det er voldgiftsrettens opfattelse, at det ikke kan bebrejdes adciterede som arkitektfirma og underrådgiver for indklagede, at adciterede i selve projekteringsfasen undlod at foranledige sådanne undersøgelser gennemført, idet det må lægges til grund, at adciterede i fagbeskrivelsen (sagens bilag 1) foreskrev anvendelse af de porttyper, som indklagede havde givet adciterede oplysning om skulle anvendes.
De tre oprindelig projekterede rulleporte fra "Mellemgang" til henholdsvis "Fylderi" og "Pakkeri" ville efter det oplyste rent faktisk have opfyldt klagerens behov i henseende til både hurtighed og holdbarhed, hvorimod det lægges til grund, at den projekterede - og installerede - ledhejseport mellem "Blanderi" og "Mellemgang" ikke var i stand til at opfylde klagerens behov for holdbarhed, jf. herved punkt 5 i det referat fra mødet den 3. april 1998 (sagens bilag 2), som indklagede har udarbejdet, og hvori det hedder:
"Alle var enige om at de monterede porte ikke var anvendelige til formålet. Portene er ikke beregnet til så mange åbninger som de er udsat for, "
Denne projekteringsmangel er indklagede som anført ansvarlig for, og der kan - som ligeledes anført - ikke pålægges adciterede noget medansvar.
Indklagede skal derfor i første række erstatte klageren merudgiften ved installationen af den hurtiggående rulleport, det efterfølgende har været nødvendigt at indsætte i åbningen mellem "Blanderi" og "Mellemgang" for at opfylde klagerens behov. Indklagede skal også erstatte klageren de forgæves afholdte udgifter til reparation og vedligeholdelse af den oprindelig installerede port, som klageren måtte betale, efter at portleverandøren havde nægtet yderligere omkostningsfrie udbedringsforsøg, fordi porten viste sig at blive anvendt i langt videre omfang, end det efter de specifikationer, der gjaldt for den pågældende porttype, kunne forventes, den kunne klare.
Når de tre oprindelige projekterede rulleporte fra "Mellemgang" til "Fylderi" og "Pakkeri", der ville have opfyldt klagerens behov i så henseende til holdbarhed, ikke blev installeret, men erstattet af ledhejseporte, skyldes det, at klageren - efter at det oprindelige projekt havde været i licitation - ønskede gennemført besparelser.
Det er ikke gjort gældende, at klageren i denne fase anviste eller foreslog, hvilke elementer i det oprindelige projekt, der skulle erstattes af billigere løsninger. Forslagene hertil er ikke fremlagt under sagen, men det er ubestridt, at indklagede og adciterede i fællesskab udarbejdede et sparekatalog. I sparekataloget blev de tre hurtiggående rulleporte foreslået erstattet af ledhejseporte. Klageren blev gjort bekendt med, at ledhejseporte ikke kunne lukkes op og i lige så hurtigt som rulleporte, hvilket klageren accepterede. Det blev ikke oplyst, at holdbarheden af ledhejseporte var ringere end rulleportes holdbarhed, jf. herved punkt 3 i indklagedes referat af mødet den 3. april 1998 (sagens bilag 2), hvori det hedder:
"De monterede porte er kun beregnet til 25.000 åbninger pr. år, hvilket normalt svarer til serviceperioder på et år, men portene har i dag mange flere åbninger, så serviceperioden er nede på 3 mdr. De hurtiggående porte kan årligt klare 80.000-90.000 åbninger. I sparerunden var der ingen fokusering på holdbarheden, men kun på hastigheden, derfor blev omfanget af åbninger ikke diskuteret mellem entreprenør, rådgiver og bygherre."
Det kan ikke bebrejdes klageren, at denne ikke på eget initiativ rejste spørgsmålet, om specifikationerne for ledhejseporte også på andre felter end hastigheden afveg fra rulleportenes specifikationer.
Med samme begrundelse som anført oven for for så vidt angår indklagedes rådgiveransvar for manglen ved porten fra "Blanderi" til "Mellemgang" er indklagede ansvarlig for de nødvendiggjorte merudgifter til udskiftning af tre ledhejseporte og for de serviceomkostninger til portleverandøren, som klageren betalte, efter at leverandøren havde nægtet yderligere vederlagsfri service.
Dette ansvar har indklagede for så vidt angår merudgiften ved selve udskiftningen af de tre porte anerkendt i breve af 28. juli 1998 (sagens bilag 3) og 28. august 1998 til klageren (sagens bilag 4).
I brevet af 28. juli 1998 udtales det blandt andet:
" ..Leverandøren burde have været inde i billedet på et tidligt tidspunkt, allerede da der blev foretaget besparelser. Det er entreprenøren som har været med i valg af portfabrikat, hvorimod rådgivere har opgivet porttype i sparerunden. Leverandøren bør på dette gøre opmærksom på sine produkters begrænsninger.
Bygherre og rådgiver erkender, at der på et tidligere tidspunkt skulle have været diskuteret portholdbarhed med leverandøren. Derfor vil vi foreslå, at merudgifterne ved udskiftning af portene deles mellem entreprenør/leverandør og rådgivere.
..
Merudgiften, som bygherre er uden skyld i, foreslås betalt fordelt mellem rådgivere og entreprenør/leverandør med halvdelen 23.555 kr. ekskl. moms til hver part."
I brevet af 28. august 1998, der på indklagedes vegne er underskrevet af direktøren udtales det endvidere:
"I sparerunden efter licitationen blev det besluttet at ændre de 3 porte mellem fylderi/pakkeri fra at være de foreskrevne hurtiggående rulleporte til at være de billigere ledhejseporte. Denne beslutning blev taget efter råd fra teknikere og entreprenører.
..
Vi erkender vort ansvar i forbindelse med udskiftning af de tre porte ved fylderi/pakkeri, idet vi i sparerunden direkte foreslog at udskifte disse porte til de billigere ledhejseporte."
Adciterede, som efter det oplyste ikke har været involveret i udformningen af de to breve, er ikke bundet af brevenes formuleringer for så vidt der heri kan indfortolkes en erkendelse også fra adciterede om at være (med)ansvarlig for anbefalingen af porte, der ikke modsvarede klagerens behov. Efter oplysningerne om, hvorledes sparerunden blev gennemført, og oplysningen om, at det endelige sparekatalog med sine forslag til og anbefalinger af sparemuligheder over for klageren fremstod som - og også reelt var - et fælles løsningsforslag fra både indklagede og adciterede, har imidlertid også adciterede pådraget sig et medansvar for de anbefalede løsninger i sparekataloget. Dette skyldes, at adciterede, som i det oprindelige projekt havde udarbejdet fagbeskrivelsen vedrørende portleverancen, jf. sagens bilag 1, "Entreprise A, punkt 12.0, " Portleverance"," burde have været særlig opmærksom på forslag til ændringer i de delentrepriser - heriblandt portleverancen - som adciterede ifølge den form, hvori det oprindelige projekt fremstod, måtte antages at have et ikke blot formelt, men også reelt medansvar for. Adciterede, der - som indklagede - i denne fase undlod at foretage en særskilt analyse af klagerens behov for op- og nedlukninger af portene må derfor godtgøre indklagede/adcitanten en del af de udgifter, indklagede skal betale til klageren. Denne del kan passende fastsættes til halvdelen.
Det er under sagen oplyst, at tilbagebetaling af købesum eksklusive moms for fire ledhejseporte andrager 103.000 kr., og at klageren til portleverandøren for "service" har betalt i alt 35.322,75 kr., hvoraf 8.626,25 kr., vedrører de tre porte fra "Mellemgang" til "Fylderi" og "Pakkeri".
Indklagede skal herefter til klageren betale 138.322,75 kr. og adciterede friholde indklagede/adcitanten for 51.973,25 kr. af dette beløb.
Med hensyn til rentepåstandene tager voldgiftsretten klagerens subsidiære rentepåstand til følge og pålægger adciterede at betale renter til indklagede/adcitanten fra adcitationsklageskriftets modtagelse i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af indklagede med to tredjedele og af adciterede med en tredjedel.
Indklagede skal til klageren betale 138.322,75 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 25. februar 2000, til betaling sker.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 14.000 kr. til klageren.
Adciterede skal til adcitanten betale 51.973,25 kr. med tillæg af procesrente fra den 1. august 2000, til betaling sker.
I sagsomkostninger skal adciterede betale 7.000 kr. til adcitanten.
De tilkendte beløb skal betales inden 14 dage.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af indklagede med to tredjedele og af adciterede med en tredjedel senest 14 dage efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed.