Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 48/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12301@2001-10-10/da
Indhold
Landmark Education har v/adv. M. Riise-Knudsen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Kristeligt Dagblad den 28. februar 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen af 28. februar 2001 med overskriften "Rapport fra tre dages forførelse" fremgår, at
"Kursusvirksomheden Landmark sælger gennembrud. Prisen er 3150 kroner og total ansvarlighed.
Kursusvirksomheden Landmark tager imod os fredag morgen på Nordre Fasanvej i København. Vi er cirka 105 mennesker, som sidder med korslagte arme og et skeptisk ansigtsudtryk. Stemningen i lokalet er afventende. Ingen ved, hvad vi skal igennem de næste tre dage fra klokken ni om morgenen til midnat. Alt, hvad vi har hørt, er, at Landmarks begynderkursus, Forum, ikke kan forklares, men skal erfares. Og vi er blevet inviteret af venner eller familie, som selv har opnået gennembrud på Forum.
Kristeligt Dagblad har meldt sig til kurset under falsk identitet for at beskrive det, som flere eksperter kalder en ny forførende blanding af psykologi, religion og forretning.
Inden har vi alle skrevet under på, at vi ikke er blevet presset til at tage kurset, og at vi ikke vil holde Landmark ansvarlig for vores fysiske, mentale eller følelsesmæssige tilstand under kurset.
Kurset bliver kritiseret for at være dybt autoritært og manipulerende, samt at deltagerne netop ofte lider psykisk overlast.
- Deltagernes forsvar bliver brudt ned, de er udsat for en hypnotisk talestrøm, som efterlader dem i en let trance. Kurset indeholder en række traumefremkaldende øvelser. Det ved deltagerne ikke, og de kan ikke tage det ansvar, siger antikultorganisationen American Family Foundations medarbejder Carol Giambalvo, der selv har været på Landmark Forum. Kritikken er hun ikke alene om.
Landmarks stærke leder
- Kursets leder er altid meget autoritær. Hun definerer sandheden fra situation til situation, og når deltagernes personlige forsvar er brudt ned, bliver de dybt afhængige af hende, siger Robert Kronberg fra Dialogcentret, som beskæftiger sig med nye religiøse bevægelser ud fra et kirkeligt ståsted.
Dialogcentret får for tiden de fleste henvendelser fra urolige pårørende til Landmark-kursister, som er bange for, at deres nærmeste er kommet ind i en sekt. I den sidste uges tid har 12 pårørende og tidligere kursister ringet for at få hjælp.
Landmark taler til det religiøse behov hos moderne mennesker, som ønsker fremgang og kontrol, vurderer Robert Kronberg.
Vores leder viser sig at hedde Ria Bauhofer. Hun er fra Holland og taler så flydende engelsk, at ordene aldrig snubler over hinanden. Ikke en eneste gang må hun ty til et "øh", og hun leder aldrig efter næste sætning. Hun er iført brunt jakkesæt, har rødt, glat hår og skarpe øjne bag brune briller.
På dette kursus taler vi ikke med sidemanden, fremgår det af Rias instruktion. Vi taler til hende eller gruppen, og det foregår i mikrofonen, efter at vi har rakt hånden op og fået Rias tilladelse.
Men vi taler heller ikke med os selv, lærer vi.
- Det her rum er fyldt med snak. Man kan ikke høre den med ørerne, men I snakker alle sammen. I er dybt involveret i jeres indre konversationer om, hvorvidt det, jeg siger, er rigtigt eller forkert. I Landmark kalder vi det jeres "allerede-altid lytten", siger Ria.
Vores indre dialog skal stoppes. Kun sådan kan vi være nærværende, fremgår det. Og hver gang, vi griber os selv i at fortsætte vores indre vurderinger, skal vi slippe dem.
Ria siger, at vi skal forvente gennembrud på de områder i vores liv, som i Landmark-sproget er dem "vi ikke vidste, at vi ikke vidste" noget om. Det vil give os følelsen af kraft og frihed.
Vi kan også forvente at få dybt personlige ting at vide om hinanden. De er fortrolige, påpeger Ria. Og i denne artikel er detaljer da også ændret for at beskytte deltagerne.
Vi rækker derfor hånden op og forpligter os på at overholde fortroligheden og Forums regler samt være villige til at blive vejledt af Ria. En enkelt nægter, og han får besked på at tage sin taske og forlade lokalet. Han får hele kursusprisen på 3150 kroner tilbage.
Lokalet har ingen udsmykning, men på podiets tavler kan vi læse, at vores store behov for at have ret og retfærdiggøre os selv koster kærlighed, helbred og tilfredsstillelse.
Ydmygende vejledning
Ria underholder med historier fra sit første Forum. Hun gjorde alt det, vi ikke må. Hun var ikke villig til at blive vejledt.
Hun delte ikke sine tanker ved mikrofonen, og stik mod alle reglerne drak hun en stor øl i spisepausen.
Hun ryster på hovedet af, hvor forfærdelig hun var før.
Thommy går til mikrofonen og fortæller, at kvinder altid afviser ham.
- Jeg tør ikke længere at tale med kvinder, siger han.
- Hold dig til sandheden, siger Ria.
- Har en kvinde nogensinde sagt til dig " Thommy, jeg afviser dig"? spørger Ria.
Thommy tøver.
- Hold dig til sandheden, gentager Ria, og Thommy indrømmer, at det er aldrig sket.
- Har du inviteret en kvinde ud for nylig? spørger Ria.
Thommy vrider sig ved mikrofonen.
- Det er vist lidt tid siden, får han sagt.
Nu vil Ria have tingene opklaret. Ria kender livets spilleregler, og hvis Thommy vil vinde det spil, skal han svare.
Hun fortæller en af de mange historier fra sit eget liv, vi kommer til at høre. Hun ringede til en mand, hun havde set på afstand og sagde, at hun gerne ville dele livet med ham. Han fløj med det samme fra Frankrig for at møde hende. Siden har de levet lykkeligt sammen.
Thommy skal lave en liste over de kvinder, han kender, og invitere dem ud efter tur, siger Ria.
Efter nogle timer skal vi række hånden op og tilkendegive, at vi forstår, at vores fysiske, mentale og følelsesmæssige tilstand er vores ansvar.
En enkelt vælger i stedet at forlade kurset. Han får sine penge minus 500 kroner tilbage. Vi andre vil ikke få flere chancer. Nu er rutcheturen i gang. Vi vil opleve de store højder og dramatiske nedture, men vi må ikke stå af undervejs.
Kræft er patientens ansvar
Helle går til mikrofonen. Hun indrømmer, at hun har brugt sygdom til at slippe for at deltage ansvarligt i livet. I begyndelsen var det bare forkølelser og den slags.
- Så blev det depression, og nu har jeg kræft. Det hele er, fordi jeg ikke vil tage ansvar. Jeg er også på socialhjælp, indrømmer Helle.
Ria understreger, hvor stygt det er at blive lullet ind i socialhjælpens og sygdommens uansvarlighed. Depressioner fandtes slet ikke tidligere, hvor man måtte arbejde for at overleve, fortæller hun og ønsker Helle tillykke med hendes kæmpegennembrud. Alle klapper.
Bagefter skal vi snakke med sidemanden om, hvor vi selv mangler at tage ansvar. To minutters taletid til hver.
Nogle sniger sig til at udveksle meninger om Ria og om reglerne. Nogle overvejer, om det er en sekt, de er havnet i. Men langt de fleste kaster sig ud i den påbudte selvransagelse og rækker hånden op, da Ria vil udvælge dem, som skal dele deres opdagelser fra mikrofonen.
Før midnat fjerner Ria en af deltagernes hovedpine. Deltageren kommer med alle mulige grunde til hovedpinen, men da hun endelig slipper forklaringerne og bare konstaterer, at hovedpinen er dér, er den forsvundet, og tilliden til Ria vokser.
Dagen igennem har vi skullet diskutere bestemte emner i programmets pauser, og inden vi mødes næste morgen, skal vi også finde ud af, hvornår vi skjuler vores følelser bag en facade - en såkaldt "racket". Vi skal skrive et brev til en, som vi har haft en racket på og undskylde, at vi på den måde har været uansvarlige, og vi skal fortælle vedkommende om de nye muligheder, vi har skabt for os selv gennem Landmark Forum på en måde, så modtageren bliver rørt, bevæget og inspireret. Og vi skal ringe til mindst en og sige det samme.
Det hedder at "indrullere" og er en forudsætning for gennembrud.
Lørdag er Ria klar præcis klokken ni. I dag vil hun ikke acceptere, at vi taler om noget uden for dagsorden. Vi skal hele tiden bevæge os "fremad i handling". Det vil sige, at vores personlige beretninger ikke må stå i vejen for gruppens proces, kundgør hun.
Vi deler vores "rackets" og breve med sidemanden. Ria opfordrer os til at tage ansvar for vores gennembrud og gå til mikrofonen. Mange stiller op i køen for at fortælle om forældres og eks-kæresters reaktion, da de blev ringet op i nat og fik at vide, at Landmark Forum-deltageren ville tage ansvar for fortiden.
Nattens opgør
Kim havde ringet, men ikke fortalt om kurset af angst for, at det skulle lyde som en sekt, fortæller han.
Ria ler inderligt, og Kim indser, at han er gået glip af et totalt gennembrud.
- Hvad vil du nu gøre? spørger Ria.
- Ringe igen og fortælle om Landmark Forum, svarer Kim.
- Hvornår.
- I næste frikvarter, siger Kim, og Ria nikker.
Andre har brugt natten på at indrømme utroskab til kæresten, opsporet eks-kærester i udlandet eller indset, at en voldelig far ikke kan beskyldes for at ødelægge deltagerens liv i dag.
I frikvartererne ringer deltagerne fra Landmarks telefoner og egne mobiltelefoner for at være autentiske, tage ansvar og for at "afslutte" med deres forældre.
At afslutte er en bonusmulighed, vi har fået, for at gøre endeligt op med vores forældre og få et stensikkert gennembrud.
Mette har ringet til sin stedfar, som nægtede at have kontakt med hende for mange år siden, og det vil han stadig ikke, fortæller hun snøftende.
- Det ville bare være lettere, hvis, begynder Mette.
- Vrøvl. Du har talt om det i to dage nu. Du kan lige så godt lave lidt sjov. Ring igen og sig, at du stadig elsker ham, afbryder Ria, men Mette bliver ved med at græde.
- Sikke en sæbeopera. Du opfører dig som dramadronningen i Landmarks historie, og du får os alle med på din ufattelige vigtige historie, vrænger Ria.
Alle er bange for alle
Så bliver vi introduceret til en øvelse, hvor Ria vil lede vores tanker, mens vi har lukkede øjne.
Vore sidemænd er farlige, skal vi forestille os. Og det er ikke bare sidemændene, men alle de andre i rummet, vi er bange for.
Nogle deltagere begynder at græde. Nogle gisper.
- Og tænk på alle de mennesker, som findes i Danmark i Europa i verden, siger Ria.
Gråden bliver hos nogle til hjælpeløs hulken. Flere ryster. En ung mands arme fægter i luften, og overkroppen svajer frem og tilbage, mens han tilsyneladende hyperventilerer.
Pludselig bliver gråden til latter hos nogle deltagere. Inderlige latterbrøl blander sig med de sidste snøft, og Ria fortæller dem, som ikke griner, hvad der er at grine af.
- De andre er jo også bange for dig. Dine venner er bange for dig. Dine forældre er bange.
Mange kan ikke holde op med at grine. Selv de, der ikke selv kan se det sjove, begynder at le af dem, der griner.
Følelsen af at være sammen er intens i rummet.
Livet har ingen mening
Søndag morgen klokken ni sidder vi klar på de hårde stole. Flere af deltagernes øjne lyser af ny klarhed. Ivrige samtaler om nattens telefonopkald og gennembrud fylder stolerækkerne. Flere har allerede inviteret deres kære til den særlige aften - på tirsdag, hvor vi kan invitere gæster, som så skal høre mere om kurset. Og hvor vi selv kan melde os til Landmarks Avancerede Kursus.
Ria siger smilende godmorgen iført et turkis skjorte-bukse-sæt med matchende briller og ørenringe.
Vi skal række hånden op, hvis vi har taget imod lørdagens bonusmulighed for at droppe fornuften og har inviteret tre mennesker til tirsdag aften.
- I har fået et gennembrud i at være ufornuftige, roser Ria.
I dag skal vi lære, hvad meningen med livet er, men først skal vi fortælle om det eller de helt autentiske øjeblikke, vi har oplevet. Ria advarer os om, at det ikke kan dreje sig om mange minutter. Hun kender en mand på over 70 år, som kom frem til at han havde været autentisk i syv minutter og 45 sekunder.
Med sidemanden deler vi de dyrebare øjeblikke helt uden rackets, og som ikke var styret af ubehagelige barndomsoplevelser, der siden har bestemt vores reaktioner - såkaldte "vindende formler".
Landmark Forum giver os redskaberne til at leve autentisk hele tiden, så vi ikke dør med syv minutter og 45 sekunders ægte liv bag os.
- Livet er fundamentalt baseret på dine rackets og vindende formler. Og det er alt, der er. Landmark er et spejl. Og nu har du set dig selv i fælden. Du sidder fast, siger Ria.
Hendes budskab er enkelt: Der er ingen mening.
Ria gentager det mange gange.
- Det er, hvad I har betalt 3150 kroner for. Livet har ingen mening. Det er fuldstændig tomt og meningsløst. Og det kan du ikke lide. Hvad så? Tror du, der er nogen, som lytter til dine indvending? provokerer hun.
Hun ler af vores forsøg på at tilføje livet mening.
Vi er kun menings-maskiner, siger hun. Enten går vi rundt og bekræfter os selv i, at vores liv er skam godt. Eller vi gør livet til et stort smertefuldt drama.
- Bare ærgerligt, at I ikke kan tjene penge på jeres sæbeopera, siger hun ironisk.
- Jeg kunne have sagt det her allerede i fredags, men da kunne I ikke høre det. Nu har I lært at lytte. Livet er stimulus, mekanismer og respons, råber Ria.
Ud af tomheden kan vi selv skabe mening. Lige den vi har lyst til. Vi er fri, lyder budskabet. Nogle deltagere begynder at le. De er lettede over, at der endelig ikke er nogen mening, fortæller de ved mikrofonen.
Men Ida er ikke enig.
- Og hvad så? spørger Ria.
- Jeg tror, der er noget, som er større, siger Ida.
- Virkelig, siger Ria.
- Jeg synes, at det ville være rart, hvis nogen ville sige det højt, siger Ida med svag stemme.
- Og hvad så? Du har allerede været imod hele weekenden.
- Nej, jeg har ej, siger Ida.
Folk i salen ler.
- Ida, det er så dårligt. Ellers andet? afslutter Ria.
- Nej, hvisker Ida og sætter sig under klapsalven.
Nede på stolen begynder hun at græde.
Ria opfordrer andre, som ikke vil forstå, til at melde sig ved mikrofonen.
- Uanset hvad I oplever. Det hele er fint, siger hun venligt.
Søndag aften slutter med, at vi får gæster. Vi har inviteret dem, som introducerede os til Landmark.
Der er kø ved mikrofonen, hvor deltagerne takker dem. Og de kvitterer ved mikrofonen.
- Jeg er så glad for, at vi nu kan tale rigtigt sammen. Vi skal have så mange dybe samtaler i fremtiden, siger Bettina, der har haft en veninde med på kurset.
Christian fortæller grædende, hvor meget han elsker os alle sammen. Han har aldrig før haft så ægte samtaler som på Forum. Han har aldrig grædt åbenlyst før. Han føler sig fri.
Tirsdag aften mødte mellem 400 og 500 mennesker op i Moltkes Palæ i København, hvor alle nye blev kraftigt tilskyndet til at melde sig til næste Landmark Forum i København i april. Og hvor vi andre blev stærkt opfordret til at melde os til avancerede kursus."
Øverst i højre hjørne på siden er en notits med overskriften "Landmark" hvor det er anført, at
"Ifølge Landmark opererer organisationen i 59 lande, og hvert år deltager flere end 100.000 i kurser verden over. I Danmark har Landmark siden 1998 holdt 60 kurser med i alt 6000 deltagere. De fleste deltagere er 24-44 år. og veluddannede. 40 procent af deltagerne er ansat i liberalt eller teknisk erhverv, mens resten fordeler sig på job i administration, salg og ledelse. Landmark tjener 48 millioner dollars (380 millioner kroner) årligt - hovedsageligt på de fire kurser, som tilsammen udgør Landmarks hovedprogram: The Landmark Forum, The Landmark Forum in Action Seminar, The Landmark Advanced Course og The Landmark Self-Expression and Leadership Program. Derudover tilbyder organisationen omkring 25 tillægskurser, workshops og seminarer.
Kilde: Landmark.. "
Midt på siden er en notits med overskriften "Bevægelsen" hvoraf fremgår, at
"I 1960'erne så verden for første gang den blanding af psykoterapi, spiritualitet og forretning, som Landmark repræsenterer. "Large group awareness trainings" (nærværstræning for større grupper) blev fænomenet kaldt - eller blot LGAT. Landmark, som tidligere hed Est, er en af de mest succesfulde og kendte af disse grupper. LGAT lægger altid vægt på fantastiske ord som gennembrud, transformation, muligheder og tilfredsstillelse og er kurser med mindst hundrede deltagere, ledet af en autoritær træner. Ofte er det fysiske miljø kontrolleret helt ned til begrænsninger af den tid, hvor deltagerne kan komme på toilettet. Deltagernes personlige forsvar nedbrydes, hvorefter programmet tilbyder redskaber til at tage ansvar og bygge livet op igen. Flere observatører har associeret LGAT med new-age-bevægelsen, og derfor kaldes programmet nogle gange "New age transformational training programs" (New Ages transformations-trænings-programmer).
Kilde: Ph.d. Michael D. Langone/American Family Foundation. "
Klageren har anført, at artiklen er i strid med god presseskik. Klager har i den forbindelse særligt peget på, at forfatteren til den indklagede artikel anvendte en falsk identitet i forbindelse med sin tilmelding og deltagelse i Landmark-kurset og underskrev en fortrolighedserklæring for derefter at offentliggøre oplysninger, der, trods brug af fiktive navne på deltagerne på kurset, afslører deltagernes identitet over for venner, bekendte og arbejdsgivere.
Klageren har videre anført, at andre journalister, forfattere og mediefolk har tilmeldt sig Landmark Forum-kurser under eget navn, hvorfor det har været unødvendigt for artiklens forfatter at optræde under falsk identitet. Det er i den forbindelse underordnet, om det er et påtaget navn eller et pigenavn, der anvendtes, idet hensigten under alle omstændigheder har været at vildlede kursusarrangøren.
Klageren har i samme forbindelse gjort gældende, at han ikke kan tiltræde bladets synspunkt om, at autenciteten ville være svækket, såfremt artiklens forfatter havde optrådt under eget navn. Hvad angår forfatterens research gør det samme sig gældende, idet hun blot kunne have rekvireret informationsmateriale om Landmark ved henvendelse til organisationen eller dens advokat. Faktum er, at "confidentiality agreement" er underskrevet under den falske identitet for at vildlede Landmark.
Klageren har anført, at det må medgives, at organisationens virksomhed kan opfattes som kontroversiel, men at det for klager er af afgørende betydning, at kursusdeltagere kan træde frem og delagtiggøre de øvrige deltagere i personlige og ofte personligt følsomme oplevelser uden, at offentligheden får kendskab til personernes identitet og eventuelle personlige problemer. Efter klagers opfattelse beskrev artiklen i detaljer enkelte kursusdeltageres baggrund og oplevelser, hvad der efterfølgende har fået venner og bekendte til de pågældende til at bemærke, at de kunne genkende dem. Kursusdeltagerne har efterfølgende ifølge klager oplyst, at de ønsker at forblive anonyme. Sagens kerne er derfor efter klagers opfattelse, at der er sket en krænkelse af den underskrevne "confidentiality agreement" ved den detaljerede beskrivelse af enkelte deltageres oplevelser og baggrund.
Klageren har yderligere gjort gældende, at der i en del af den danske presse er skabt en myte om utilgængelighed hos Landmark-organisationen, men at opretholdelsen af denne myte ikke bør være pressens argument for at foretage handlinger, der tilsidesætter de gængse presseetiske regler.
I den forbindelse har klager som et kuriosum anført, at da klagers advokat i februar/marts måned 2001 ønskede at indgå i en dialog med artiklens forfatter, fik han meddelt, at han ikke kunne få et udkast af artiklen til gennemsyn, og at artiklens forfatter af bladets chefredaktør havde fået pålæg om ikke at tale med advokaten.
Afslutningsvis har klageren anført, at Landmark ikke forhindrer journalisters adgang til kurserne - det, der opponeres imod er, at der dels filmes på stedet, dels at enkeltpersoners privatliv ikke respekteres i medfør af "confidentilality agreement".
Bladet har anført, at man ikke finder at have handlet i strid med god presseskik. Journalistens dækning af klagerens virksomhed har været berettiget, herunder beslutningen om at sikre en autentisk reportage fra klagers kursusvirksomhed ved selv at deltage i et konkret kursus uden at opgive sit fulde navn fremfor at basere sig på andenhåndsberetninger fra andre kursister.
Bladet har i forlængelse heraf anført, at artiklens forfatter valgte at deltage i kurset under sit pigenavn for at kunne researche vedrørende Landmark-organisationen uden at blive genkendt som journalist. Hun havde fra kilder kendskab til, at organisationen afviser journalister fra kurserne. Dette er ifølge bladet efterfølgende bekræftet, idet en journalist fra Berlingske Tidende angiveligt skulle være blevet afvist fra et Landmark-kursus, ligesom bladet har kendskab til en journaliststuderende, som deltog i samme kursus som journalisten. Den studerende har til bladet oplyst, at hun forud for kurset blev ringet op af Landmark og spurgt om, hvorvidt hun planlagde at bruge kurset i journalistisk sammenhæng. Hertil kommer, at det er en sædvanlig og dagligdags foreteelse, at journalistisk research foregår uden, at journalisten "skilter med" sin identitet, da dette nødvendigvis vil øve indflydelse på autenciteten af observationerne.
Bladet har yderligere anført, at den konkrete research vedrørende klager angår et væsentligt samfundsmæssigt emne, som ligger inden for kerneområdet for bladet, der intensivt dækker New Age-bevægelser, kvasireligion og personlighedsudvikling. Landmark-organisationen er ifølge egne oplysninger aktiv i 59 lande med mere end 100.000 kursister årligt og med en omsætning i 1997, der oversteg 350 mio. kr. Landmark har fået stor udbredelse i Danmark i de seneste år og har siden 1998 afholdt 60 kurser med 6000 deltagere. Kurserne har været genstand for kritisk presseomtale siden 1998, bl.a. med markant kritik fra sagkyndige i dialogcentret og fra formanden for Dansk Psykologforening. Bladet har vedlagt en række artikler fra andre tidsskrifter og dagblade, hvori Landmark-organisationen omtales i kritiske vendinger.
Bladet har i forlængelse heraf anført, at klagers virksomhed utvivlsomt er kontroversiel, og at det i artiklen behandlede emnes relevans begrundede, at journalisten foretog en research, der indebar, at hun måtte optræde diskret og i den forbindelse tiltræde klagers "confidentiality agreement".
Bladet har videre gjort gældende, at der ikke i artiklen videregives personlige eller private oplysninger og henviser til, at det i artiklen bemærkes, at detaljer er ændret for at beskytte deltagerne. Formålet med artiklen var at beskrive kursusoplevelsen, men derimod på ingen måde at eksponere kursusdeltagerne. Bladet har villet foretage en journalistisk dækning af en erhvervsvirksomhed, der ifølge sagkyndige indebærer en risiko for en meget alvorlig negativ psykisk påvirkning af deltagerne i de kontroversielle kurser, som skal opleve "break-throughs", bl.a. ved i en større kreds at omtale incest og andre traumatiserende oplevelser. Bladet er der derfor af den opfattelse, at journalistens deltagelse på det pågældende kursus er udtryk for relevant journalistisk research vedrørende et væsentligt og aktuelt emne. Researchen er gennemført på en saglig og faglig forsvarlig måde og for at sikre "reliable and precise" information til bladets læsere, jf. Den europæiske Menneskerettighedskoventions art. 10.
Bladet har anført, at klager over for Pressenævnet har anerkendt, at organisationens virksomhed kan opfattes som kontroversiel, og dette må indgå i nævnets vurdering. Vedrørende de i artiklen omtalte personer har bladet oplyst, at den kvinde hvis kræftsygdom omtales, har godkendt omtalen. For de øvrige personer i artiklen er omtalen formuleret i relation til ofte forekommende, generelle og almene problemstillinger for kursister hos Landmark Education, og det kan derfor ikke udelukkes, at kursister mener at kunne genkende deres personlige historie ud fra artiklen grundet den anonymiserede og generelt holdt beskrivelse.
Bladet har i den forbindelse bemærket, at klager ikke er fremkommet med eksempler på kursister, der med rette eller urette har kunnet genkendes, hvorfor det fortsat bestrides, at "confidentiality agreement" er overtrådt. Det er i øvrigt bladets opfattelse, at en eventuel overtrædelse af en fortrolighedserklærings ordlyd ikke nødvendigvis indebærer en overtrædelse af god presseskik, idet mediernes rolle er at videregive og formidle vurderinger og informationer om et væsentligt samfundsanliggende. Artiklen beskriver den hollandske kursusleder i kritiske vendinger, men krænker netop ikke de enkelte deltagere.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det er ifølge de vejledende presseetiske regler et grundlæggende synspunkt, at sikringen af ytringsfriheden står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Det fremgår endvidere af de vejledende presseetiske regler, at andres tillid ikke må misbruges, og at der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det gennem nævnets praksis er slået fast, at offentlige og private virksomheder i højere grad end privatpersoner må tåle at være underkastet mediernes vurdering, ligesom der på disse områder må gælde forholdsvis vide rammer for medierne.
På den baggrund, og da Landmark Education forud for artiklen havde været genstand for en kritisk pressedækning blandt andet med beskyldninger om hjernevask og sektlignende adfærd, finder nævnet ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved, at bladets journalist ved deltagelsen i kurset benyttede sit pigenavn for derved at undgå at blive genkendt som journalist.
Hvad angår Landmark Educations fortrolighedserklæring finder nævnet, at det ikke i sig selv er stridende mod god presseskik, at bladet har handlet imod denne erklæring. Nævnet finder ikke, at beskrivelsen af de i artiklen omtalte - anonymiserede - deltagere er krænkende for Landmark Education.
Afsagt den 12. september 2001.