Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12326@2001-10-23/da

Indhold

1. Indledning

[K1] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Farsø Avis den 13. juni 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen under rubrikken "Inserat" og med overskriften "Lidt om kunsten at være kommunalpolitiker i Farsø og samtidig være selvstændig erhvervsdrivende" fremgik det, at

"Da jeg i sin tid sagde ja til at lade mig opstille til kommunalbestyrelsen, var det blandt andet på opfordring af Advokat som på det tidspunkt var medlem af bestyrelsen for Farsø Borgerforening.

En af mine afgørende betingelser for at stille op var, at [A] ikke kunne være på samme liste.

Efter jeg var blevet valgt til kommunalbestyrelsen, erfarede jeg, at jeg nok var en af de eneste i kommunen, der ikke vidste, at [B] gennem længere tid havde chikaneret kommunaldirektøren og havde erhvervet sig et polititilhold mod at opsøge ham.

Da dette forhold gik op for mig, meddelte jeg Farsø Borgerforenings bestyrelse, at jeg ikke så mig i stand til at repræsentere dem i byrådet, så længe der var et medlem af bestyrelsen, der havde et polititilhold for chikane af kommunaldirektøren.

Kort efter forlod [B] borgerforeningens bestyrelse.

Efter [B] havde forladt borgerforeningens bestyrelse, begærede hun aktindsigt hos Nordjyllands Amt vedrørende Solhaven. Derefter begyndte jeg at blive opsøgt af journalister, der stillede mange underlige spørgsmål.

Blandt andet blev jeg kontaktet af en journalist fra Nordjydske, der ville have en forklaring på, at jeg nu ejede en meget dyr Chrysler M300, og hvorledes jeg havde båret mig ad med at købe den på Solhavens regning.

Det virkelige i den historie er, at jeg havde byttet bil med en af mine venner i 8 dage. De skulle på ferie med hele familien, og da min private bil er en campingbus, var det naturligt, at vi som venner byttede bil i de 8 dage, men det var nok til, at der skulle skabes rygter.

Der var endvidere en mor til en af vore anbragte elever fra Farsø Kommune, der efter at vi havde konstateret, at det ikke kun var den unge, der var noget galt med, uden varsel fjernede sit barn. Derefter klagede hun over Solhavens behandling af hendes søn til Folketingets Socialudvalg, hvor den blev afvist og sendt videre til Nordjyllands Amt, hvor den ligeledes blev afvist. Farsø Kommune har ikke fundet anledning til at klage over vores behandling af eleven.

Denne klage indeholdt en række meget usande og useriøse anklager om meget andet, end forholdet med klagerens søn.

Fra klagen kan bl.a. nævnes:

Kender I Søren Virenfeldt længere end til huden? Han kan spille spillet; ingen tvivl om det, men se "Debatten" (26-10-00) fra DR 2 igennem igen og læg mærke til den episode, hvor Søren Virenfeldt gnider sig i hænderne og måske har et smil på læberne. Det siger mere end ord. Skal hele befolkningen måbende føres bag lyset af en autodidakt murer uden pædagogisk uddannelse, som har en borgmester i maven.

(Nu er jeg altså ikke autodidakt murer, det har jeg faktisk papir på).

Det er almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B].

Forhenværende byrådsmedlem [A] har været særdeles aktiv for at skabe rygter om min person, Solhaven og Himmerlands Rådgivnings Center.

Eksempelvis har [A] i en henvendelse til Nordjyllands Amts Opholdssteds gruppe oplyst følgende:

Søren Virenfeldt har indkøbt en hest til en elev for 28.000, og da eleven mistede interesse efter en måneds tid, blev den solgt for 12.000 incl. sadel m.v.

Den rigtige historie er, at den omtalte hest er indkøbt af Søren Virenfeldt og en kollega privat for 16.000 kr. incl. sadel m.v. Den har aldrig været benyttet i Solhaven og har aldrig figureret i Solhavens regnskab.

Efter at have ejet den i ca. 1 ½ år solgte vi den igen for ca. 12.000 incl. sadel m.v.

I samme henvendelse mistænkeliggør [A] endvidere Solhavens ejerskab af biler og huse.

[A] oplyser endvidere overfor NJ Amt, at Jens Olav Jersild fra DR har rettet henvendelse til Solhaven for at få indblik i virksomheden. Desværre er det tilsyneladende ikke lykkedes for Jens Olav Jersild at finde vort telefon nr., idet vi ikke har hørt fra ham. Han vil ellers være meget velkommen, idet han jo er kendt som en journalist, der kan bringe fakta frem til offentligheden.

[A] mistænkeliggør ligeledes vore indkøb af biler og insinuerer, at jeg privat lejer dem ud til Solhaven og tjener penge på det.

Alle de biler, der benyttes i Solhaven, er ejet af Solhaven.

Ud over at mistænkeliggøre vort arbejde med de unge over for NJ Amt slutter [A] et af sine breve af med følgende svada:

NB. Det kan ikke være rigtigt, at man kan starte pengemaskine baseret på offentlige midler for at opnå en millionformue på baggrund af menneskelige tragedier i samfundet.

Virkeligheden bag Solhavens økonomi er, at Solhaven er organiseret som en fond, altså en selvejende institution. Denne fond har en bestyrelse, hvori jeg er formand. Vedtægterne i denne fond indeholder en paragraf om, hvad der skal ske med de midler, der er opsamlet i Solhaven, hvis den lukker.

Denne paragraf siger:

I tilfælde af Solhavens nedlæggelse skal en eventuel formue anvendes til lignende socialt arbejde.

Da Solhaven blev oprettet som en fond, skulle der indskydes mindst 50.000 kr. Det har jeg bl.a. deltaget i af min private lomme, og disse penge er for altid tabt for stifterne.

Endvidere må der jo ved opstart af en fond stilles sikkerhed for udgifterne til køb af driftsmidler og huse. I den forbindelse har jeg som privatperson kautioneret for ca. 2,5 mill. kr., og det vel og mærke uden udsigt til nogensinde at kunne få andet end min løn ud af Solhaven.

Alle opholdspriser og lønninger er godkendt af Nordjyllands Amt, og alle på Solhaven incl. undertegnede får den samme løn, som hvis man arbejdede på en offentlig institution.

Ud over at være forstander for Solhaven ejer jeg sammen med Jørgen Toft Himmerlands Rådgivnings Center ApS, (HRC).

HRC sælger ydelser til amter og kommuner. De amter og kommuner, der køber ydelserne af HRC, har selv en lovmæssig forpligtelse til at sikre, at de får det, de betaler for. Jeg går da ud fra, at amter og kommuner lever op til lovens krav. Jeg har til dato ikke oplevet et amt eller en kommune, der vil købe noget af os, som de kunne få bedre eller billigere andre steder.

HRC og Solhaven har et fagligt kontorfællesskab på Søndergade 15 i Farsø. HRC beskæftiger ca. 65 medarbejdere rundt om i landet, Solhaven beskæftiger ca. 60 medarbejdere.

Fælles for de to firmaer er, at der kun en gang er klaget over vores arbejde.

Faktisk er jeg ret stolt af at have været med til at skabe to meget gode arbejdspladser i Farsø, det er den slags alternative beskæftigelsesmuligheder som små kommuner har brug for at overleve.

Gad vide, hvilket ærinde [A] er ude i? Er det mon måske min klare udmelding om, at jeg ikke vil være på liste sammen med ham til kommunevalget? Det er almindelig kendt i Farsø, at jo selv har en kriminel fortid som bedrager over for sparekassen i Farsø, så måske virker det gamle ordsprog med, at "tyv tror at hver mand stjæler", stadig.

Det kunne jo også være "janteloven", der igen er på spil.

Antallet af sager, som [A] har sendt til tilsynsrådet, kunne godt tyde på det sidste, [A] har kun fået delvis medhold i en, resten indeholder kun tendentiøse beskyldninger mod en ordentlig arbejdende forvaltning/kommunalbestyrelse.

Til [A]s bemærkning om, at det er uetisk at tjene penge på andre menneskers tragedier, kan jeg sige: Hvordan mon de så har det på sygehuset? De lever jo af andre menneskers sygdom og ulykke, jeg er sikker på, at overlægerne der ikke vil nøjes med den løn, som jeg får.

Alle de nævnte beskyldninger og usandheder er også at finde i Dansk Folkepartis nye bog (Danmarks Fremtid).

Forfatteren til Dansk Folkepartis nye bog, Ulla Dahlerup, henvendte sig til os med det ærinde at fremstille et debatoplæg til Folketinget. Årsagen til, at hun henvendte sig til os, var at vi var nogle af de få, der virkelig havde vist, at det kunne lade sig gøre at arbejde med denne type unge.

Overraskelsen blev ikke mindre af at finde ud af, at en del af de usande og tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den afviste klage, som en mor fra Farsø har indsendt, og er identiske med de oplysninger, som [A] har sendt til NJ Amt. Bl.a. er historien med hesten også at finde i bogen, i bogen har den fået endnu en drejning, så den er ekstra usand.

En af de, der ufrivillig optræder i denne bog, kan bekræfte, at Ulla Dahlerup henviste til, at oplysningerne om Søren E. Virenfeldt og Solhaven kom fra [A].

Hvis [A] skulle have haft en reel interesse i at undersøge de faktiske forhold, ville det have været ganske enkelt. [A] kunne have henvendt sig direkte til os, både Solhaven og HRC er særdeles åbne over for pressen og andre interesserede, vi har ikke haft noget at skjule, og alt hvad der ikke er omfattet af tavshedspligt, er vi villige til at tale om.

Solhaven har altid været under offentlig kontrol, og man vil derfor ad den vej kunne orientere sig om de faktiske forhold, hvis man ønsker det.

I modsætning til visse andre, har jeg arbejdet meget hårdt på at være med til at skabe muligheder for unge i nød, og dette er sket med stor succes. Når man arbejder meget, kan det også ske, at man laver fejl, (den, der ikke laver noget, laver jo ingen fejl), så hvis [A] virkelig bruger nogen tid, så skal det nok lykkes at finde en fejl, som jeg har begået.

Det var måske mere ønskeligt, om [A] tog de positive briller på og begyndte at interessere sig for den virkelighed, som vi er nogle, der befinder sig i.

Desværre, kære læser, det er ikke en ond drøm, du har læst om, og det er ikke et dårligt manuskript til en tåbelig amerikansk TV serie, men den virkelighed, der af nogen tilbydes initiativrige personer, der vil noget i Farsø.

Med venlig hilsen

Søren E. Virenfeldt

Børne- og Kulturudvalgsformand,

forstander for Solhaven og medejer af HRC."

Klageren har anført, at bladet har overtrådt reglerne for god presseskik ved at bringe inseratet uden først at sikre sig, at rigtigheden af det skrevne er i overensstemmelse med de faktuelle kendsgerninger og uden på nogen måde at have forsøgt at verificere forfatteren til inseratet, Søren E. Virenfeldts, injurierende og anklagende påstande omkring klagers person og det brev, klager har skrevet. Inseratet er såvel skadeligt som krænkende, og klager føler sig latterliggjort, når redaktøren benævner de faktiske fejl som værende af bagatelagtig karakter. Ved såvel korrekturlæsning af inseratet som granskning af de faktuelle kendsgerninger, før inseratet blev bragt, kunne man have undgået såvel fejlcitering som identifikation af klager, men det har bladet måske hverken ønsket eller indset.

Klageren har anført, at det er fejlagtigt, når det i artiklen er nævnt, at klager har klaget til Folketingets Socialudvalg. Klager har skrevet et brev til et medlem af Folketingets Retsudvalg. Klagers brev er oplysende og anklagende, og hverken useriøst eller usandt, som der står i bladet.

Klageren har videre anført, at inseratets ophavsmand citerer klagers brev til folketingsmedlemmet forkert, idet ordene "for deres skattekroner" i avisen er blevet udeladt. Det er anstødeligt, når der citeres forkert fra brevet, som ikke er blevet tilsendt ophavsmanden, men er kommet i dennes besiddelse gennem aktindsigt. Det er forkert, at Nordjyllands Amt skulle have afvist sagen. Tværtimod er der iværksat øget opmærksomhed omkring visitation af neurologiske tilfælde til "Solhaven".

Klageren har yderligere anført, at inseratets bemærkning om, at "det ikke kun var den unge, der var noget galt med", kun kan opfattes, som om klager ikke er rigtig klog. Klageren er forundret over, at bladet vil lægge navn til at skrive noget sådant, og redaktøren må have glemt sin etiske og moralske forpligtelse og dermed sit ansvar som ansvarshavende redaktør.

Klageren har endelig anført, at hun let kan identificeres via artiklens link til Dansk Folkepartis bog. Det er dog ikke ensbetydende med, at ophavsmanden til inseratet har lov til i bladet at identificere og svine klager til, for han bryder nemlig herved sin tavshedspligt, fordi han står i forbindelse med offentlige myndigheder, og dermed overtræder han også straffeloven. Klager har i den forbindelse henvist til, at det i inseratet nævnes, at "det er almindeligt kendt, at klagerens advokat er [B]" og "Overraskelsen blev ikke mindre af at finde ud af, at en del af de usande og tendentiøse oplysninger stammer fra bl.a. den afviste klage, som en mor fra Farsø har indsendt, .

Bladet har anført, at det nævnte inserat alene er forfattet af Søren Virenfeldt uden medvirken eller opfordring fra bladet.

Bladet har videre anført, at ingen af inseratets faktiske oplysninger er så skadelige eller krænkende, at det har afkrævet nogen særlig efterprøvelse fra redaktionens side, hvilket også er usædvanligt i sådanne tilfælde. En eventuel efterprøvelse hos klager har i øvrigt ikke været mulig, idet hun overhovedet ikke er nævnt i inseratet, hverken med navn, adresse eller andre hentydninger til hendes person eller bopæl.

Bladet har herudover anført, at de faktiske fejl, der hævdes af klager, er af en bagatelagtig karakter. Bladet mener ikke, at nogen form for tavshedspligt er krænket i inseratet. Et sådant spørgsmål må i øvrigt ligge uden for nævnets rammer.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen, Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klageren er nævnt ved navn i bogen "Danmarks Fremtid", hvortil der henvises i artiklen. Der er således mulighed for at identificere klager, og denne er derfor berettiget til at klage til Pressenævnet.

Pressenævnet har forstået klagen således, at den alene vedrører de beskyldninger, der rettes mod klager i artiklen. Nævnet har derfor ikke taget stilling til, om der ved artiklens offentliggørelse er sket en sammenblanding mellem annoncering og redaktionel tekst, jf. pkt. B. 4. i de vejledende presseetiske regler.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Det fremgår endvidere, at oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet bemærker, at de presseetiske regler gælder i forhold til redaktionel tekst og i et vist omfang i forhold til annoncer. Nævnet finder, at oplysningerne i artiklen ikke har en sådan karakter,

at de er egnet til at virke krænkende eller agtelsesforringende for klager.

Nævnet giver derfor ikke klager medhold i klagen.

Afsagt den 9. oktober 2001.

Versioner

1. 2001-10-23