Nyt om arbejdsskader spisning anerkendelse af maveinfektioner
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12335@2001-11-01/da
Indhold
Efter arbejdsskadesikringsloven vil en ansat være omfattet af loven, når den ansatte udfører arbejde i en arbejdsgivers interesse. Spisning i arbejdstiden er en privat handling, der som udgangspunkt ikke er omfattet af loven. For at en maveinfektion kan anerkendes, skal særlige forhold ved spisningen eller de forhold, hvorunder det foregår, være årsag til maveinfektionen.
Eksempel 1:
En borger, der havde spist mad i arbejdsgiverens kantine til frokost, anmeldte en maveinfektion. Der var ikke oplyst særlige forhold.
Den anmeldte maveinfektion kunne ikke anerkendes som et ulykkestilfælde. I vurderingen indgik, at der ikke var nogen særlig risiko for at pådrage sig en maveinfektion ved at indtage kantinemaden set i forhold til medbragt mad eller spisning hjemme.
Det forhold, at en ansat spiser i en arbejdsgivers kantine, er således ikke tilstrækkeligt til at anerkende en maveinfektion.
Eksempel 2:
En borger, der var rejseleder under en tur til Frankrig, anmeldte en maveinfektion. Borgeren havde under opholdet i Frankrig spist en andesteg, der ikke var gennemstegt. Det blev oplyst, at en del af de andre gæster fik samme maveinfektion. Maveinfektionerne opstod dog ikke samtidig.
Den anmeldte maveinfektion kunne ikke anerkendes som et ulykkestilfælde.
Det var ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at særlige forhold ved spisningen eller de forhold, hvorunder det foregik, var årsag til maveinfektionen.
Der blev lagt vægt på, at det ikke var bevist, at andestegen var årsagen til rejselederens og gæsternes maveinfektion. Ikke alle gæster fik maveinfektionen, og den opstod heller ikke samtidig. Hertil kom, at resten af stegen ikke var blevet undersøgt efterfølgende.
Det forhold, at man som rejseleder spiser på en restaurant sammen med rejseselskabet, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til anerkendelse af en maveinfektion.
Eksempel 3:
En kok anmeldte en maveinfektion. Kokken skulle som led i sit arbejde smage på den tilberedte mad til restaurationens gæster. Det blev senere konstateret, at nogle af de råvarer, der indgik i den tilberedte mad, var fordærvede.
Den anmeldte maveinfektion blev anerkendt som et ulykkestilfælde. Der blev lagt vægt på, at der konkret var sandsynliggjort særlige forhold ved kokkens arbejde, der måtte anses for at være årsag til maveinfektionen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til souschef Søren Kristensen på telefon 39177707.
Vi udsender hvert kvartal oplysninger om udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsskader og om sagsbehandlingstiden for forskellige typer af sager, der behandles i Arbejdsskadestyrelsen. se vedlagte bilag 1 og bilag 2. 1)
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Carl Nørregaard.
Arbejdsskadestyrelsen har i oktober 2001 udgivet 2. udgave af Vejledning om arbejdsbetingede lænderyglidelser. Vejledningen koster 80 kr. incl. moms, og den kan købes ved henvendelse til Arbejdsskadestyrelsens Information, telefon 39 17 77 00. Den kan også læses og downloades på vores hjemmeside www.ask.dk