Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 16/2001

GældendeVersion 2001-11-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12380@2001-11-19/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over fire udsendelser bragt i Frederiksberg-Journalen den 27. januar, 3. marts, 10. marts og 17. marts 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Samtlige udsendelser handler om to katte, som [K], der passede kattene, ifølge radiostationen skulle have givet bort uden tilladelse, idet de tilhørte en anden.

Af udsendelsen den 27. januar 2001 fremgik blandt andet:

-----

Ole Hans Jensen : .Hun indrømmer også på båndet, [K], at det kun var midlertidigt hun havde, og at hun ikke havde rettigheden over det, så det er klokkeklart, naturligvis. Men det må så gå, vi kontakter så politiet og andre, som skal tage sig af det her. Vi ved både, hvor [K] bor henne på Frederiksberg, og vi vil da opfordre folk, der kender hende til at holde øje med hende, så hun ikke kan smugle kattene væk. Men det ser ud til, at hun allerede har gjort det, hvis man skal tro på den sidste lytter her, som sikkert var placeret hjemme hos [K], da hun ringede her med alle de fugle. Der er en masse fugle hos [K] i forvejen også, og det er jo et spørgsmål, om det i det hele taget er et sted, hvor man kan opbevare dyr på den lille plads, vi har fået at vide, som både katte, mennesker og fugle befinder sig på. Specielt to katte, som man endda har taget ekstra ind. Det synes, vi er skandaløst, og det er vel nok også brud på dyreværnsloven. Men alt det vil vi gå videre med. Det er sjældent, at vi gør det på denne her måde og hænger folk ud, og det er jo ikke engang at hænge folk ud. De har selv hængt sig ud ved at stjæle to ulykkelige katte, som er faldet godt til sagde man. Det kan jo altid sige, ikke også. De fleste katte kan jo godt lide, hvis man aer dem lidt, det er jo ikke noget med at falde til. De savner sikkert deres børn, som er deres et og alt og omvendt. Derfor er det en svinsk handling, det, der er sket her både fra Ulla Hansens side, hvis hun hedder det, og [K], og det er vi meget fortørnet over. Vi går videre med sagen naturligvis nu efter dette, så hvis ikke kattene bliver afleveret i dag på radioens adresse - den kender [K] - hun har kommet her før, så vil der indgå en politianmeldelse, og der vil blive taget hårdt fat. Vi vil orientere vores advokat, Peter Hjørne, og han vil højst sandsynligt - det er der slet ikke tvivl om - tage sig af den her sag i hvert fald, da han også er en dyreven.

-----

O.H.J. : .Og naturligvis kan man jo heller ikke stjæle og kidnappe andre folks katte, selvom man har fået dem til opbevaring i anførelsestegn eller i pleje i 14 dages tid cirka som aftalen var. Personen hedder [K], og det vil vi gerne advare imod [K] - også til andre dyreforeninger, så hun ikke skal lave det samme nummer, som hun har lavet her.

-----

O.H.J. : Og i forvejen har vi da fået oplysning om, at de er blevet opbevaret i ét rum med to andre katte plus en masse fugle og plastikposer rundt i lejligheden, så det er ikke et hjem, vi vil sige, der er efter dyreværnsloven er forsvarlig til opbevarelse af katte.

-----

O.H.J. : . Så vi vil gerne endnu engang advare mod [K], og hvis kattene ikke kommer i dag, så vil vi offentliggøre adresse og telefonnummer på [K], så de i huset kan se efter, om hun prøver at tage kattene forskellige steder hen.

-----

O.H.J. : Men vi vil gerne hermed advare. Det er sjældent, at vi gør det så hårdt på denne her måde. Men vi bliver nødt til det. Og adresse og telefonnummer vil blive offentliggjort på [K], såfremt hun ikke afleverer de katte. Og vi vil gå til politiet, og vi vil føre retssag, hvis det er nødvendigt. Så er det sagt.

-----

O.H.J. : Det er en grov ting at forære andres katte væk. Det er en svinestreg, som vi naturligvis nu vil melde til politiet og gå alle de veje, som der er mulige i sådan en sag her. Det er sidste ting, der er sket i denne kattesag - kattekidnapningssag - må jeg hellere kalde det.

-----

Herefter følger en samtale mellem en ukendt opringer og Ole Hans Jensen.

-----

O.H.J.: Men når vi får en henvendelse fra en, vi tidligere har hjulpet i en pensionssag, som har kommet i vore lokaler her, så regner man jo med, at det er en person, som ikke vil lave et sådant svinsk nummer, som der er blevet lavet. Man havde kat i forvejen og udgav sig for at være dyreven, og så viser det sig, at man har måske skumle bagtanker. Det er grimt. Derfor er jeg meget, meget, meget fortørnet. Og hvis man kender Ole Hans Jensen, så ved man nok, at denne her sag, den bliver ikke bare syltet.

-----

O.H.J.: .Tænk de små sølle kræ, der ikke kender de nye mennesker, der sidder bange i deres bure og har været opbevaret i bure, og som måske står på et pulterkammer eller står i en kælder eller et eller andet sted, fordi hun gemmer dem for os, ikk´. Det er jo ikke en dyreven. Det er svinsk. Det er at betragte som barnebortførelse vil jeg sammenligne det med.

Opringer : Jeg vil da håbe, at hun vil blive generet på alle måder, nu hendes navn er kommet. Det vil jeg da håbe, hun bliver, sådan så at .

O.H.J.: Nu har de personer jo altid hemmeligt nummer, men vi er ikke blege for at opgive telefonnummeret og fortælle, hvor hun bor i det her tilfælde, fordi jeg påtager mig gerne en pressenævnsdom på det, hvis det skal være. Vi skal sørge for, at ejendommen i hvert fald kigger efter, om hun kommer af sted med de katte, om de står i et kælderrum og

Opringer : Nej, men altså min tanke var altså, det jeg tænkte på var en anerkendt dyrepension.

O.H.J.: Jo, men set i bagklogskabens klare vand, lys, hvad det hedder, så ville det nok også have være bedre end sådan en svinsk person, der udgiver sig for dyreven og så laver sådan noget.

-----

O.H.J.: Vi vil helst undgå at bringe politiet og andre styrelser ind i og retssager, det er jo kun udgifter også lidt, men i det tilfælde vil vi samle flasker, for at vi skal få penge til sådan noget. Det er så svinsk det her, så det mangler modstykke.

-----

Herefter følger endnu en samtale med en ukendt opringer.

-----

Opringer : Man kaster ikke rundt med katte eller med dyr på den måde. Så kunne hun have sat dem i en kattepension. Der blev udsagt over radioen, om der var nogen, der kunne tage sig af dem. Hvorfor anbringer hun ikke sådan et par dyr i en kattepension? Man anbringer dem ikke bare tilfældige steder hos andre mennesker.

O.H.J.: Nej, det skulle vi heller ikke have gjort hos [K], det svin.

-----

O.H.J.: Det er derfor, vi advarer mod [K], så hun ikke kan lave det svinske nummer en anden gang. Og der bliver taget fat med grovfilen her i denne her sag. Det er jeg 100% sikker på.

-----

O.H.J.: hvis hun mente, at kattene skulle anbringes på en kattepension, så kunne hun jo have sagt det i stedet for at stjæle kattene. Jeg kan ikke engang forstå, at man kan gøre det på den måde, hvis man kan kalde sig dyreven. Fy for pokker.

-----

Af udsendelsen bragt den 3. marts 2001 fremgik blandt andet følgende:

-----

Ole Hans Jensen: Sagen går ud på, at hun har klaget over Frederiksberg-Journalens radio for overtrædelse af god presseskik med mere. Jeg ved ikke, hvad med mere betyder. Og det er fordi, jeg har kaldt hende et svin, hun er et svin, den svinske [K]. Hendes hjem er et brud på dyreværnsloven, og der er plastikposer overalt. Og i et lille rum opholder der sig dyr og mennesker, og fugle flyver rundt. Det er det, hun har anklaget mig for at sige. Og det kunne man da sige, som jeg læser det op her, så kunne man også sige: nej, hvad har Ole Hans Jensen nu gjort. Har han nu kaldt en, der hedder et svin. Men hun glemmer jo helt at fortælle, at hende, jeg kaldte et svin, og det står jeg ved, jeg har gjort - [K], som bor på Frederiksberg - hun har stjålet to katte, uskyldige katte, som hun havde i pleje i ca. 14 dages tid, givet dem væk imod ejerens vidende til en dyrepension på Samsø, som har ladet kattene løbe væk, siger man. Men det er jo nok, fordi at man ikke vil udlevere kattene. Det er i øjeblikket en politisag mod [K], og hun har været i fogeden, hvor hun skulle have fået dagbøder såvidt jeg ved ..

-----

O.H.J.: Det er rigtigt, at jeg har kaldt hende et svin, og jeg mener også, at man er et svin, når man stjæler to katte, uskyldige katte, der ikke kan gøre modstand og giver dem væk uden ejerens vidende . .

-----

O.H.J.: Og ordet svin, det er jo et ganske almindeligt ord, der står i ordbogen. Nu har jeg ikke en ordbog lige her så hurtigt, men der er vortesvin, der er andre former for svin, vildsvin, og så er der også nogen, der opfører sig svinagtigt, den svinske [K], som bor på Frederiksberg. Hendes hjem er et brud på dyreværnsloven, som jeg har fået det forelagt af et vidne, der har været i hjemmet. Så er det et brud på dyreværnsloven, hvis man har så mange dyr i så lille et rum. Det kan man så selvfølgelig altid diskutere, om dommeren synes det samme. Men man har vel lov til i et frit land at udtale, at man mener, at det er et brud på dyreværnsloven, som jeg har fået det forelagt. Der var plasticposer overalt. Det er hvad jeg har fået fortalt af det vidne, og det er førstehåndsindtryk, jeg har fået fra vidnet. Min udtalelse er selvfølgelig andenhåndsudtryk, det er klart. Det er sjældent, jeg sviner folk til, men i det her tilfælde så mener jeg, at [K] er et svin, når hun har givet to uskyldige katte væk. Og det er derfor, jeg har sagt det, og det står jeg ved. Og så skriver hun videre her, at så opfordrer han beboerne til at holde opsyn med mig. Det mener jeg ikke, at jeg har sagt med hende. Jeg har sagt, at jeg mener, at man skulle holde opsyn med hende for at se, om kattene var der. Det er jo noget helt andet. Det er jo ikke personlig opsyn med [K], jeg har opfordret folk til. Samtidig sagde jeg også, at jeg ville oplyse hendes adresse og telefonnummer, siger hun. Det har jeg sagt, at vi måske ville gøre, hvis det kom så langt, at hun ikke ville udlevere kattene. Det eneste vi har sagt, det var, at hun boede på , og det gør hun såvidt jeg ved også. Det har hun i hvert fald underskrevet sig med her. Jeg har aldrig nogen sinde nævnt nummeret, men det er klart, at hvis man skal eftersøge nogle katte, der er løbet væk , hvis de befinder sig på hendes adresse, så må man vide, hvad vej det er. Man kan jo ikke løbe rundt på hele Frederiksberg og lede efter de katte, hun har stjålet ..

-----

O.H.J.: Hvis vi har taget sagen op, så er det, fordi den er meget alvorlig. Vi betragter denne her bortførelsesaffære lige så slemt, som hvis det havde været to mennesker, som dyrevenner her i radioen. Og jeg har sagt, at jeg er villig til at tage en pressenævnsdom vedrørende disse udtalelser, og det står jeg da også ved

-----

Ukendt : Og vi skulle have en lytter.

Britt Bartenbach : Vi siger god eftermiddag.

[K] : Ja, goddag Britt. Du taler med [K].

B.B.: Jeg har ikke lyst til at tale med vedkommende person, og jeg beder .om at afbryde.. . Ja, vi skal ikke have opringninger fra vedkommende person, der hedder [K]. Vedkommende person har en vis frækhed, må man nok sige. Det er en utrolig frækhed. Vedkommende er blevet dømt i fogedretten til at udlevere to katte, som hun har stjålet fra en person .

-----

B.B.: Nu er vedkommende så fræk oven i købet at ringe op her på radioen og skulle tale med mig. Hun har lige indgivet en sag til Pressenævnet, fordi vi har nævnt sagen og hendes navn i radioen tidligere og skal nu provokere ved at ringe os op. Jamen, vi vil slet ikke tale med vedkommende og slet ikke lukke vedkommende igennem, fordi det jo kan bevises, at hun udtaler sig løgnagtigt både i fogedretten og til os gentagne gange .

Af udsendelsen bragt den 10. marts 2001 fremgik blandt andet følgende:

-----

Opringer Svend Åge: Det jeg så ikke forstår, hun må åbenbart være meget dum, for hvis det lykkes for hende, så skaber jo hun jo lidt af en krig mod sig selv.

Britt Bartenbach: Det har hun jo gjort allerede.

S.Å.: Det glæder mig, og hun skal sgu være glad for, at det ikke bliver mig, der bliver hærfører der. Det kan det jo altså godt blive. Hvis hun går ret meget videre med det der, og det ikke lykkes myndighederne, at de katte kommer til veje, eller i hvert fald at man får deres skæbne at vide, så har hun skabt sig nogle fjender, og det kan godt blive - som jeg siger selvtægt må man ikke, det må man i hvert fald ikke reklamere med, men hun vil få det meget alvorligt.

B.B.: Ja, man skal jo ikke tro, at man bare kan slippe straffrit fra sådan noget.

S.Å.: Nej, det kan man nemlig ikke, og selvom de ting er usagte, så vil jeg vove at påstå - for det er de altså, der ligger kun en hentydning i det. Så kan vi ikke blive straffet for det i hvert fald. Det er er mig, der siger det, og jeg står ved, hvem jeg er. . Den blæser hun på.

B.B.: Fuldstændig. Hun udøver selvtægt, som det passer hende.

S.Å.: Hun udøver nemlig selvtægt, og når det når op på det plan, så udøver vold vold.

B.B.: Det er jo det, man ser mange gange, ikk´. Man kan jo godt sige, at det er vold, både psykisk vold og også fysisk ved, at man tilbageholder to katte.

-----

Af udsendelsen den 17. marts 2001 fremgik blandt andet følgende:

-----

Britt Bartenbach : Ja, nu er det sådan, at ejeren, som ikke er i studiet nu her mere, ville henvende sig igen til Kattens Værn og få hjælp der.

Opringer Svend Åge : Det synes jeg, hun skulle gøre. For der er altså nogle stykker, kan jeg godt fortælle, der sidder og venter. Det skal foregå lovligt, men holder det op med at foregå lovligt, så kan de være sikker på i den sag. Kattene var ude for selvtægt, og så kan det godt være, at hun kommer det også.

B.B.: Ja, det er jo ikke noget, vi vil opfordre til i hvert fald.

S.Å.: Nej, det skal du heller ikke gøre. Radioen har bestemt ikke sagt noget om det her. Det er mig, der siger det.

B.B.: Vi vil igen opfordre til nu her for åben æter, at politiet nu går hårdt til værks - også retten på Frederiksberg. Jeg finder, at det er en utrolig alvorlig sag.

S.Å.: Jamen, alle ved, hvem jeg er. De må som godt anklage mig for at have sagt, at det her ender med selvtægt, hvis politiet ikke tager sig lidt mere sammen.

B.B.: Ja.

S.Å.: Og det gør det virkeligt. Så kan hun i hvert fald sidde og tygge lidt på den, for det vil blive hårdt for hende. Det kan jeg garantere dig for.

-----

Klageren har anført, at der i udsendelsen den 27. januar 2001 udtales, at hun er et svin, at hendes hjem er et brud på dyreværnsloven, og at der i hendes hjem er plasticposer overalt, dyr og mennesker opholder sig i et lille rum , og fugle flyver rundt i hjemmet. Den ansvarshavende redaktør Ole Hans Jensen opfordrer beboerne til at holde opsyn med klager, ligesom han har truet med at oplyse klagers adresse og telefonnummer. Et par uger senere oplyses det, at klager bor på . Endelig oplyses det på et tidspunkt, at indklagede har hjulpet hende med en pensionssag. Udsendelsen fra den 27. januar 2001 er desuden genudsendt den 28. og 29. januar 2001.

Klageren har anført, at indklagede herved groft har overtrådt alle former for presseetik og almindelig hæderlighed. Det er er psykisk belastende at blive svinet til på denne måde gennem lang tid, og alle beskyldninger er naturligvis usande.

Klageren har i relation til udsendelsen den 3. marts 2001 anført, at Ole Hans Jensen igen udtaler sig om pressenævnssagen og gennemgår den punkt for punkt og siger, at han står ved alt, hvad han har sagt og er parat til at tage en pressenævnsdom på alle disse udtalelser. Ole Hans Jensen fremkommer i den forbindelse med lignende udtalelser som i udsendelsen den 27. januar 2001. Klager har ikke stjålet to katte. Sagen drejer sig om brudte aftaler (måske misforståelser) eller måske bondefangeri fra katteejerens og radiostationens side. Klager stiller sig uforstående over for, at man må bruge en lokalradio til personforfølgelse og privat eftersøgningstjeneste.

Klageren har herudover anført, at hun den 3. marts 2001 ringede til Radio Frederiksberg-Journalen og ville tale med Britt Bartenbach for at spørge, hvorfor Ole Hans Jensen tidligere på dagen havde udtalt, at jeg skulle have fået dagbøder i Fogedretten, når det ikke var tilfældet. Som det fremgår af udsendelsen afbryder Britt Bartenbach klagers opringning, inden hun når at udtale sig. Hun forhindrer herved klager i at udtale sig overhovedet, hvilket sker både privat og på lokalradioen. Sagsfremstillingen af kattesagen bliver som altid fremstillet meget ukorrekt.

Med hensyn til tilsviningen af klagers bolig har klager oplyst, at hun har en bolig på 86 m2 med to altaner. Klager bebor de 70 m2 sammen to katte og fire undulater, som står i et stort bur og flyver ikke rundt omkring. De katte, som klager passede, havde hele stuen på ca. 18 m2 for sig selv, så det kan man vist ikke kalde et brud på dyreværnsloven eller være grund til offentligt at tilsvine klagers hjem.

Klageren har i relation til udsendelsen den 10. marts 2001 anført, at der af en lytter, Svend Åge, bringes trusler om vold mod klager.

Klageren har i relation til udsendelsen den 17. marts 2001 anført, at der på ny af samme lytter fremsættes trusler om vold mod klagers person. Det viser, hvordan Britt Bartenbach som radioværtinde ikke ønsker eller er i stand til at stoppe personen, som kommer med alvorlige trusler om vold mod klagers person. Det må tages alvorligt, da vedkommende person har klagers navn og gadenavn gennem radiostationens udsendelser. Klager har i den forbindelse anført, at det vist ikke er formålet med en lokalradio at drive hetz og chikane mod enkeltpersoner og lade personer komme med trusler om vold samt oplyse om navn og gadenavn. Britt Bartenbach er ellers hurtig til at afbryde personer øjeblikkeligt, hvis de ikke har samme mening som radiostationen.

Radio Frederiksberg-Journalen har i forhold til klagen over udsendelsen den 27. januar 2001 anført, at klagefristen på 4 uger fra offentliggørelsen er overskredet, og at sagen skal afvises.

Indklagede har videre anført, at klager i øvrigt groft har misledt Pressenævnet, idet hun har glemt at oplyse nævnet om, at hun har tilbageholdt og kidnappet to katte, som hun har givet væk. I betragtning af sagens alvor og den svinske behandling, som kattene, ejeren og indklagede har været udsat for fra klager og hendes medsammensvornes side, er det måske ikke så mærkeligt, at indklagede har taget sagen så kraftigt op i radioens sendetid. Medieansvarslovens § 34 er i den forbindelse ikke overtrådt. Dette skal specielt ses i lyset af den alvorlige forbrydelse, samt at sagen er uden sidestykke i dansk pressehistorie.

Indklagede har yderligere anført, at man kender klager fra tidligere, og at man har hjulpet hende med en pensionssag. I øvrigt har indklagede skriftlig fuldmagt fra klager til at udtale sig offentligt om hendes person og hendes forhold. Indklagede har ikke offentliggjort klagers adresse, idet man kun har nævnt gaden, hvor man skulle kigge efter de ulovligt bortførte katte.

Indklagede har i forhold til klagen over udsendelserne den 3. og 10. marts 2001 protesteret mod, at nævnet overhovedet betragter klagers brev af 13. marts 2001 som en klage, da hun klager over udsendelserne fra den 28. og 29. januar 2001. Indklagede gør samtidig opmærksom på, at hovedudsendelsen, der klages over, er fra den 27. januar 2001. Den dato er datoen for offentliggørelsen, og det er kun udsendelsen denne dato, der kan klages i forhold til ifølge medieansvarslovens § 34. Det er ikke muligt at klage over genudsendelser, og der kan derfor udelukkende klages over udsendelsen den 27. januar 2001. I øvrigt er udsendelsen genudsendt én gang og ikke to. Indklagede finder det samtidig skandaløst, at Pressenævnet nærmest opfordrer klageren til at klage flere gange - på trods af, at nævnet er vidende om, at fristen for at klage er overskredet.

Indklagede har endvidere anført, at det er korrekt, at Ole Hans Jensen i udsendelsen den 3. marts 2001 har udtalt sig om pressenævnssagen og gennemgået den punkt for punkt, men ingen kan naturligvis hindre ham i at omtale en sag, som han selv er part i som ansvarshavende redaktør.

Indklagede har i den forbindelse anført, at Ole Hans Jensen ikke har opfordret beboerne til at holde øje med klager, idet han kom med en opfordring til at holde øje med kattene i det område, hvorfor vi har oplyst, at klager bor på . Hverken klagers telefonnummer eller adresse er opgivet, som klager antyder. Indklagede må derfor afvise, at lokalradioen anvendes til "personforfølgelse eller eftersøgningstjeneste", som af klager anført. Det er i øvrigt grove injurier, når klager anfører, at hun ikke har stjålet de to katte, men at det kun drejer sig om "brudte aftaler (måske misforståelse) eller måske bondefangeri fra katteejerens og Radio Frederiksberg Journalens side".

Indklagede har endvidere anført, at man ikke har forhindret klager i at udtale sig, da indklagede har læst op af de skriftlige klager, hvor klager har gjort sine synspunkter gældende over for Pressenævnet. Klagers påstand om, at kattesagen altid bliver fremstillet ukorrekt, er løgn.

Med hensyn til udtalelserne om klagers lejligheds tilstand har indklagede anført, at disse oplysninger stammer fra et førstehåndsvidne, nemlig ejeren af de to bortførte og stjålne katte, og indklagede har ingen grund til at tro, at det ikke er sandt. De to udlægninger af lejlighedens svineri er påstand mod påstand og ikke noget, der kan betragtes som en overtrædelse af medieansvarslovens § 34. I øvrigt er 18 m2 ikke megen plads at indespærre to katte på, og 70 m2 kan generelt ikke siges at være megen plads til 1(2) voksne, 4 katte, 4 undulater, møbler, mange stående plastikposer og et stort fuglebur.

Indklagede har i forhold til klagen over udsendelsen den 10. marts anført, at Svend Åges ytringer er indringet til indklagedes studie og må stå for hans egen regning, hvilket de også gør ifølge medieansvarslovens regler om dette. Der er ikke sket nogen som helst "ophidsning" af den pågældende lytter, da personerne i studiet optrådte neutralt i den situation. Klager ved i øvrigt ikke, hvorfor denne samtale mellem Britt Bartenbach og Svend Åge er refereret, da der så vidt ses ikke er klaget over noget.

Indklagede har i forhold til klagen over udsendelsen den 17. marts 2001 anført, at det ikke har noget på sig, når klager anfører, at der i udsendelsen er fremført trusler om vold mod hende, hvilket tydeligt fremgår af ordvekslingen mellem indringeren, Svend Åge, og Britt Bartenbach. Såfremt klager føler sig krænket over lytterens udtalelser, er det ikke udtalelser, som indklagede og ansvarshavende redaktør Ole Hans Jensen kan stilles til regnskab for, da de ikke overtræder medieansvarslovens § 34 og 36. Derfor bør også dette forældede klagepunkt afvises af Pressenævnet dels på grund af forældelse, dels på grund af, at der ikke findes basis for i loven at straffe indklagede for disse udtalelser.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen over udsendelsen den 27. januar 2001 er modtaget i nævnet den 26. februar 2001. Klagen over udsendelsen den 17. marts 2001 er modtaget i nævnet den 17. april 2001. Af Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven fremgår i forhold til fristberegning, at såfremt en klagefrist udløber på en lørdag eller en helligdag, vil det i almindelighed være rigtigst at anse klagefristen for forlænget til den påfølgende hverdag. Nævnet finder herefter, at klagerne modtaget i nævnet den 26. februar 2001 og 17. april 2001 er indgivet rettidigt.

Nævnet har samtidig valgt at anse klagers brev af 13. marts 2001 som en klage over udsendelserne den 3. marts og 10. marts 2001, hvilket klager også efterfølgende har bekræftet over for nævnet. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet ikke - som anført af indklagede - har opfordret klager til at fremkomme med yderligere klager, men alene i overensstemmelse med god forvaltningsskik søgt at afklare de tvivlsspørgsmål, som klagen af 26. februar 2001 afstedkom.

Nævnet finder, at omtalen af klager i udsendelserne den 27. januar og 3. marts 2001 er krænkende, idet der fremsættes en lang række ringeagtsytringer vedrørende klager og klagers hjem. Endvidere truer indklagede med at oplyse klagers telefonnummer og adresse, ligesom lytterne opfordres til at holde øje med klager. Indklagede har herved handlet groft i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik. Nævnet finder ikke, at sagens karakter kan berettige indklagedes handlemåde.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Nævnet finder, at indklagede - henset til karakteren af de beskyldninger, der er rejst mod klager - har handlet i strid med god presseskik ved ikke i udsendelsen den 3. marts 2001 at lade klager komme til orde, og det anses for en særlig grov tilsidesættelse af god presseskik, at klageren afskæres fra at udtale sig i en direkte udsendelse, efter at hun har præsenteret sig over for lytterne. Nævnet udtaler således tillige på dette punkt sin alvorlige kritik.

Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af udtalelserne fra lytteren den 10. og 17. marts 2001. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en direkte udsendelse, og at indklagede ikke har opfordret lytteren til at fremkomme med disse udtalelser, men i udsendelsen den 17. marts 2001 netop understreger, at man ikke vil opfordre til selvtægt.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Radio Frederiksberg-Journalen at offentliggøre følgende resumé:

"Kendelse fra Pressenævnet

Den 27. januar 2001 og 3.marts 2001 bragte Radio Frederiksberg-Journalen nogle indslag om to katte, som [K] ifølge radioen uretmæssigt havde givet bort. [K], der omtales i udsendelsen, har klaget til Pressenævnet over, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder, at omtalen af klager i udsendelserne er krænkende, idet der fremsættes en lang række ringeagtsytringer vedrørende klager og klagers hjem. Endvidere truer indklagede med at oplyse klagers telefonnummer og adresse, ligesom lytterne opfordres til at holde øje med klager. Indklagede har herved handlet groft i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin alvorlige kritik. Nævnet finder ikke, at sagens karakter kan berettige indklagedes handlemåde.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Nævnet finder, at indklagede - henset til karakteren af de beskyldninger, der er rejst mod klager - har handlet i strid med god presseskik ved ikke i udsendelsen den 3. marts 2001 at lade klager komme til orde, og det anses for en særlig grov tilsidesættelse af god presseskik, at klageren afskæres fra at udtale sig i en direkte udsendelse, efter at hun har præsenteret sig over for lytterne. Nævnet udtaler således tillige på dette punkt sin alvorlige kritik.

København, den 31. oktober 2001

Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig."

Afsagt den 31. oktober 2001.

Versioner

  1. 2001-11-19