Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 89/2001

GældendeVersion 2001-11-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12384@2001-11-19/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over offentliggørelsen af et billede bragt i Ekstra Bladet den 15. august 2001, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har desuden klaget over, at Ekstra Bladet bragte det samme billede i en mindre udgave i forbindelse med en anden artikel bragt den 17. august 2001.

Af artiklen bragt i forbindelse med billedet den 15. august 2001 med overskriften "DANSKE PIGER BE´R OM SEX" fremgik det af brødteksten, at

"- Det sker hver dag, at fire-fem af vores venner sammen boller en dansk pige, siger indvandrerdrenge."

Af artiklen fremgik, at

"- Det, de fire nu er blevet dømt for, sker hver eneste dag i vores omgangskreds, og det er ikke voldtægt. Pigerne er selv helt vilde for at være sammen med os, og vi kan ikke sige nej, når de be´r om at blive bollet.

Familie og især venner til de fire unge indvandrere, som i går blev idømt fængselsstraffe for at have voldtaget en kun 13-årig pige fra Odense lige efter midnat 1. april, var mødt talstærkt op ved domhuset, hvor politi med hjelme og skjolde i mandskabsvognen overvågede situationen. Kun de nærmeste blev lukket ind til domsafsigelsen, men bagefter var der surhed og hovedrysten over dommen.

11 OM EN PIGE

- Det var ikke voldtægt med den pige. Hun fik "den" første gang, da hun var ti år, og jeg var der den aften ved diskoteket og så, at hun blev kørt hjem af en af dem, som nu er dømt. Hun ville gerne selv, men fortrød nok, da hun kom hjem til sin mor. Hvad fanden laver piger på 13 år også inde i byen om natten? Det er da luderagtigt, råber flere i flokken i munden på hinanden.

- Men hvorfor holder I jer ikke fra dem, når I risikerer en voldtægtssag?

- Sådan er mænds hormoner, og vi kan jo ikke se på pigerne, hvor gamle de er. Den her pige lod, som om hun var 16 år.

- Er der overhovedet noget ved at dele en pige med alle vennerne?

- Ja, vi er sgu ligeglade, men det er danskerne ikke altid. Vi havde engang en dansk fyr med, men han skulle ikke ha´ en tur på pigen. Næh, der sku være kærlighed og følelser og den slags. Vi knepper sgu, når vi får mulighed for det, lyder det forklarende fra gruppen, og en af dem mindes en gang bunke-sex således:

- Jeg var engang med til, at vi var 11 om en pige, og hun ville også selv, men bagefter kunne hun simpelthen ikke gå eller stå på sine ben, og jeg tænkte, at det ville jeg sgu aldrig gøre mere. Tænk hvis man pludselig bliver anklaget for voldtægt, så klapper fælden!

- En anden siger:

- I har sådan et frisindet land, hvor alt er tilladt. Men danske forældre skulle passe bedre på deres piger. De burde ligge og sove i stedet for at rende rundt efter os om natten. Vores piger og kvinder gør heldigvis ikke sådan i hvert fald ikke her i Odense og hvis jeg nogensinde afslørede min søster i et eller andet, så kan jeg godt sige dig viser fyren med et altsigende "knoppen af" tegn foran halsen.

INGEN RESPEKT

- Danskerne respekterer os ikke, selv om mange af vores forældre har boet her i både 20 og 30 år. Et dansk bøssepar boede engang ved siden af mine forældre. De ringede en dag på, fordi de hverken havde penge eller mad, og min far gav dem en masse brød. Men dagen efter hilste bøsserne alligevel ikke på min far.

- Sådan er det endnu mellem danskere og udlændinge, siger en 19-årig mand af tyrkisk afstamning, før han kryber ind i en overfyldt mørkeblå prinse-Volvo med påskriften "Vollsmose Outlaws" i bagruden og forsvinder ud i byen."

Artiklen var ledsaget af et billede af en gruppe personer stående på trappen til en retsbygning. Flere af personerne på billedet har ryggen helt eller halvt vendt mod kameraet. Klageren står længst til højre på billedet. Han har ryggen delvist vendt mod kameraet, og hans ansigt ses bagfra delvis i profil. Det er muligt at ane dele af et tv-kamera på klagers højre skulder. Billedet er ledsaget af følgende tekst:

"Vi kan da ikke gøre for, at danske piger falder for brune øjne og sort hår. Til sidst bliver vi vel også dømt for at spille pik, siger en af de unge udlændinge, mens resten snakker om, hvad den kvindelige dommer ku´ ha´ godt af "

Klageren har anført, at han med billedet fremstår som en supporter for en gruppe andengenerationsindvandrere, som var mødt op ved retten i Odense for at støtte deres venner i en voldtægtssag. Det ser på billedet ud som om, klager støtter den pågældende gruppe. Billedet er skåret på en sådan måde, at man ikke kan se, at klager har et kamera på sin højre skulder. Klager har oplyst, at han var på arbejde som fotograf for TV 2. Bladets fotograf har hele tiden vidst, hvem klager er. Hvis det var hans mening, at klager skulle ligne en fotograf, så havde han komponeret sit billede anderledes. Det pågældende billede blev i øvrigt anvendt af TV 2 i forbindelse med programmet Station 2.

Klageren har nærmere anført, at billedet er krænkende for klagers personlighed, da han bliver udstillet i hele landet som om, han skulle have forbindelse til den omtalte voldtægtssag. Klager er identificeret på billedet, idet de første 30 personer har rettet henvendelse til klager i anledning af billedet, ligesom klagers tekniske chef ville vide, hvad det var for noget.

Klageren har videre anført, at man ikke må tage billeder af personer uden at spørge dem om lov først. Ligeledes må man ikke udstille folk for andet end de er, dvs. at man ikke må drage konklusioner, hvis man ikke ved, hvem de pågældende, der omtales eller afbildes, er. Endelig er man forpligtet til at vise sandheden.

Klageren har oplyst, at han kontaktede bladet den 16. august 2001 og gjorde opmærksom på, at bladet ikke måtte bruge billedet mere, idet man ellers skulle skære ham fra. Den 17. august 2001 er billedet imidlertid anvendt igen i en mindre udgave, uden at klager er skåret fra. Klager rettede på ny henvendelse til bladet og fortalte, hvorfor de ikke måtte bruge det pågældende billede. Bladets billedechef svarede angiveligt, at han var ligeglad med sagen, og at klager kunne gøre, hvad han ville.

Bladet har anført, at det forekommer uforståeligt, hvorved klager skulle være krænket. Dels er han vanskelig at identificere, idet fotografiet er taget bagfra, dels er det en risiko, han må påregne ved at tage opstilling i nærheden af de pågældende. Som fotograf burde han bedre end de fleste være klar over, at denne mulighed kunne forekomme. Bladets fotograf har ikke nogen særlig pligt til at udspørge deltagerne i sådan et opløb om deres identitet.

Bladet har videre anført, at gengivelsen i avisen den 17. august 2001 er en faksimile - altså en fotografisk gengivelse af avissiden den 15. august 2001 - og tjener til at minde læseren om, hvilken sag der er tale om, og det er naturligvis ikke muligt at manipulere klageren ud af denne form for dokumentation. Det ville heller ikke have nogen mening, selv om man antog hans synspunkt om, at det kunne være krænkende, idet klager er aldeles uigenkendelig på det lille billede.

Bladet har afslutningsvis anført, at der er tale om en helt igennem legal fotooptagelse foretaget på et offentligt sted. Klagen er således grundløs, og den må derfor afvises.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere ham som den i bladet afbillede person, og klager er derfor berettiget til at klage til Pressenævnet.

Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af bladet. Nævnet har herved lagt vægt på, at billedet er taget i forbindelse med domsafsigelsen i en straffesag, der var forbundet med stor offentlig interesse. Klager, der selv er fotograf, kunne påregne, at han ved at stille sig i gruppen af personer risikerede at blive fotograferet sammen med disse personer. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for ud fra sagens oplysninger at fastslå, at bladet bevidst har skåret billedet til, således at klager fremstod som en blandt flere i gruppen og ikke som fotograf fra TV 2.

Nævnet finder på denne baggrund heller ikke grundlag for at kritisere, at bladet på ny - dog i væsentlig mindre form - bragte billedet den 17. august 2001.

Samlet finder nævnet, at bladet ikke har handlet i strid med god presseskik.

Afsagt den 31. oktober 2001.

Versioner

  1. 2001-11-19