Arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12506@2002-01-10/da
Indhold
Deres sag vedr. XXX, cpr. nr. XXX om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet har været behandlet på ankenævnets møde den 3. april 2001
Ankenævnet finder, at XXX ikke har overholdt sin forpligtelse til at underrette XXX om vilkårene for ansættelsen som sælger, jf. §2, i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsen.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at Retten i XXX den 2. marts 2001 fandt det godtgjort, at XXX havde været ansat ved XXX fra den 4. april 2000.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det må anses for godtgjort, at ansættelsesforholdet havde haft en varighed på mere end en måned, såfremt XXX havde overholdt funktionærlovens opsigelsesvarsler, og at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid var på mere end 8 timer.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at XXX ikke har modtaget noget ansættelsesbevis.
Ifølge lovens § 6 kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt. Ankenævnet kan således ikke tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse for den manglende overholdelse af oplysningspligten.
Sendt til:
XXX
XXX
På den følgende sider kan De læse om det faktiske grundlag og retsgrundlaget, som sagen er afgjort efter.
1. Sagsforløb
Ved brev af 20. juli 2000 klagede XXX på vegne af XXX over, at XXX ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at underrette XXX om vilkårene for ansættelsen.
XXX oplyste, at XXX var ansat fra den 4. april- 28. april 2000, at arbejdet bestod i opsøgende salg pr. telefon, hvilket var omfattet af funktionærlovens § 1, og at arbejdet blev udført på fuld tid pr. dag med 71/2 time.
XXX anførte, at XXX havde gjort gældende, at ansættelsesforholdet ophørte efter gensidig forståelse den 28. april 2000, hvilket klart afvises af XXX, idet han blot blev hjemsendt.
Spørgsmålet om erstatning for løn i opsigelsesperioden var indbragt for retten i XXX.
XXX var af den opfattelse, at arbejdsgiveren søgte at undgå forpligtelsen til at overholde ansættelsesbevisloven ved at hjemsende XXX forinden udløbet af en måned, jf. lovens § 1.
Det var ligeledes XXX opfattelse, at XXX ville have været forpligtet til at udstede ansættelsesbevis ifald korrekt varsel i henhold til funktionærloven var blevet overholdt. Dette gjaldt, uanset om der, som hævdet af arbejdsgiveren var aftalt prøvetid, hvilket i henhold til funktionærlovens § 2, stk. 5 udløste et opsigelsesvarsel på 14 dage, hvilket betød fratræden medio maj 2000 og en ansættelsestid på cirka 11/2 måned, eller om opsigelsesvarslet retteligt var i henhold til funktionærlovens almindelige regler, jf. § 2, stk. 2, nr. 1 på 1 måned, d.v.s. udløbet af maj måned 2000.
Ved brev af 4. september 2000 fremkom XXX med bemærkninger til klagen.
XXX gjorde gældende, at XXX ikke havde været ansat i virksomheden.
XXX var en god ven af familien, og var kommet i familien jævnlig gennem de sidste 3 år. XXX var meget interesseret i salgsarbejdet omkring tilrettelægningen i forbindelse med tekstiltrykkeriets arbejde. Ligesom XXX udviste megen interesse omkring salgsarbejdet i relation til firmaets øvrige aktiviteter.
Om sagens realiteter bemærkede XXX, at XXX efter en operation i hjertet opsøgte firmaet, hvor han blandt andet nævnte, at han meget gerne ville i gang med noget arbejde inden for sit fag som sælger.
XXX blev tilbudt en lettere arbejdsopgave, som han mente, at han kunne magte. Opgaven bestod i et opsøgende salgsarbejde pr. telefon fra firmaet, en stilling der ikke tidligere eksisterede. Der var tale om en hjælpende hånd for langsomt at hjælpe ham tilbage til arbejdsmarkedet igen, derfor var der ikke oprettet nogen form for ansættelseskontrakt eller aftalt andet i relation til ovennævnte, før det efter en periode blev vurderet, om der var basis for en ansættelse, allerede den 28. april 2000 var der gensidig enighed om at afslutte forholdet, da det var utilfredsstillende for begge parter.
XXX oplyste, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst, og at virksomheden ikke var medlem af en arbejdsgiverorganisation.
Ved brev af 8. september 2000 anførte XXX, at der sideløbende med indgivelse af klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn var indgivet stævning til retten i XXX vedrørende manglende opsigelsesvarsel i henhold til funktionærloven. Sammen med stævningen var blandt andet vedlagt en lønseddel for perioden 4. april- 30. april 2000.
Herudover var der vedlagt et brev af 24. maj 2000, hvori XXX anførte, at XXX påbegyndte arbejdet den 4. april 2000, og arbejdsopgaven skulle umiddelbart bestå i opsøgende salgsarbejde pr. telefon. Der var mundtlig mellem parterne aftalt en prøvetid på 3 måneder for at sikre gensidig forståelse og tilfredshed med arbejdets udførelse. Det viste sig ret hurtigt at opsøgende salgsarbejde pr. telefon, måske ikke lige var den form for salgsarbejde, XXX var bedst egnet til.
Den 16. april 2000 havde XXX endnu ikke tilført firmaet nogen form for ordre, hvilket heller ikke blev opnået senere inden hans fratrædelse.
XXX holdt ferie i perioden fra 15. april- 24. april 2000. Arbejdet blev derefter genoptaget den 25. april 2000, hvorefter XXX og XXX blev enige om at standse jobtræningen den 28. april 2000, idet jobbets indhold ikke svarede til de forventninger XXX havde.
3. Nyt efter klagen
Den 2. marts 2001 afsagde Retten i XXX dom i sagen.
Retten havde følgende bemærkninger:
"Sagsøgte har under sagen til støtte for sin frifindelsespåstand alene gjort gældende, at sagsøgeren ikke har været ansat hos sagsøgte, men der alene var tale om et jobtræningstilbud.
Retten anser det efter bevisførelsen for godtgjort, at sagsøgeren har været ansat hos sagsøgte fra den 4. april 2000. Retten har derved blandt andet lagt vægt på sagsøgeren, XXX, og vidnet XXX forklaringer sammenholdt med sagsøgtes skrivelse af 24. maj 2000, hvori sagsøgtes opfattelse af sagsøgerens arbejdsforhold er beskrevet. Retten har tillige lagt vægt på den ordrebekræftelse vedrørende jobtilbud af 4. april 2000, der er afsendt af AF til sagsøgte, og på det forhold, at sagsøgte har udbetalt sagsøgeren løn for perioden 4. april til 30. april 2000.
Den omstændighed, at der søges løntilskud og at forholdet benævnes jobtræning, kan ikke føre til andet resultat.
Herefter og da det opgjorte krav i øvrigt er ubestridt, tages sagsøgerens påstand til følge som nedenfor anført.
Sagsøgte, XXX, betaler inden 14 dage til sagsøgeren, XXX som mandatar for XXX, 26.850,50 kr. med procesrente fra den 13. juli 2000 til betaling sker."