Manglende ret til efterløn som fuldtidsforsikret
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12512@2002-01-10/da
Indhold
Vedrørende XXX, cpr. nr. XXX, Deres j. nr. XXX
Deres klients sag om manglende ret til efterløn som fuldtidsforsikret har været behandlet på ankenævnets møde den 18. oktober 2001.
Der blev truffet følgende
Deres klient kan ikke overgå til efterløn som fuldtidsforsikret den 1. januar 2000.
Begrundelsen er at Deres klient ikke opfylder betingelsen om at være fuldtidsforsikret i mindst 5 år inden for de sidste 10 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til efterløn.
Kassen har ved udstedelse af efterlønsbevis af 27. april 1999 om ret til efterløn ud fra mindst den hidtidige daglige arbejdsfortjeneste på 774 kr. som fuldtidsforsikret truffet en ulovlig afgørelse, og udgangspunktet er at denne afgørelse skal annulleres.
Under ganske særlige omstændigheder kan en afgørelse der lider af en væsentlig retlig mangel opretholdes.
Ankenævnet finder ikke at der i Deres klients sag foreligger sådanne omstændigheder.
Nævnet har herved lagt vægt på at der er tale om en grov retlig mangel ved efterlønsbeviset idet Deres klient som deltidsforsikret ikke opfylder betingelserne for ret til udbetaling af efterløn med fuldtidssats.
Nævnet har videre lagt vægt på at det er Deres klients ansvar at han ikke i 1990 fik ændret forsikringsstatus til fuldtidsstatus. I denne henseende har det været af betydning for nævnets vurdering at Deres klient ikke hæftede sig ved
- at han ikke skulle underskrive en udfyldt skriftlig begæring om ændring af forsikringsstatus, således som han gjorde det i maj 1989 ved ændring fra fuldtidsstatus til deltidsstatus,
- at han ikke modtog en bekræftelse fra kassen om ændret forsikringsstatus,
- at kontingentet, der blev opkrævet via arbejdsgiveren og fremgår af lønsedlen, ikke på noget tidspunkt steg væsentligt, ligesom kontingentets størrelse ikke svarede til de oplysninger om kontingentet for fuldtidsforsikrede der oplystes i hvert af decembernumrene af fagbladet,
samt
- at fællestillidsmanden for servicemedarbejdergruppen ikke ved aftale eller på anden måde i øvrigt fremtrådte som repræsentant for a-kassen.
Nævnet finder således ikke det får betydning for sagens vurdering at Deres klient kunne have troet at en fællestillidsmand ville sørge for at overførsel til fuldtidsforsikring fandt sted i 1990, eller at Deres klient kunne have opfattet fællestillidsmanden for serviceemedarbejdergruppen (forbundet) som repræsentant for arbejdsløshedskassen
Endvidere er nævnet enig med direktoratet i at efterlønsbeviset ikke er en garanti mod eventuelle fejl en kasse måtte begå, men en sikring af retten til efterløn, selv om et medlem efterfølgende måtte blive syg.
Der henvises til arbejdsløshedsforsikringlovens § 75d, stk.1, og § 75e, stk. 1.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 19. december 2000.
På de følgende sider kan De læse om det faktiske grundlag og retsgrundlaget, som sagen er afgjort efter.
Kopi til:
XXX
XXX
XXX
1. Sagsforløb
Direktoratet har den 19. december 2000 fremstillet sagen således:
"Det fremgår af sagen, at Deres klient den 29. januar 1999 søgte om efterlønsbevis. Den 27. april 1999 traf A-kassen afgørelse om Deres klients efterlønsbevis. Det fremgår heraf, at Deres klients efterløn ville udgøre 143.520 kr. på årsbasis, hvis han gik på efterløn på bevistidspunktet (den 1. januar 1999). Af følgebrevet fremgår, at Deres klients efterlønssats er 552 kr. Det fremgår videre, at satsen kun kan sættes ned, når Deres klient har modtaget efterløn så længe eller været ledig så længe, at reglerne om skift til 82 pct. satsen gælder.
Den 2. november 1999 søgte Deres klient efterløn pr. den 1. januar 2000.
Ved brev af 13. januar 2000 meddelte a-kassen, at Deres klients ansøgning om efterløn nu var færdigbehandlet, og at hans efterlønssats var 380 kr. om dagen.
Ved brev af 26. januar 2000 har De påklaget denne afgørelse. De har bl.a. oplyst, at Deres klient har været deltidsansat med en ugentlig arbejdstid på 19 timer i perioden fra den 1. maj 1989 til den 1. oktober 1990. Herefter var Deres klient ansat med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. I forbindelse med overgangen til fuldtidsbeskæftigelse blev Deres klient oplyst om, at han nu skulle betale fuldt a-kassekontingent. Den pågældende tillidsmand oplyste at ville sørge herfor. Deres klient har herefter troet, at han betalte fuldt a-kassekontingent. Han har ikke sammenlignet bidraget på lønsedlen med hans kollegers, og har heller ikke fået oplysning om, hvad det fulde bidrag var i forhold til deltidsforsikringen. De har endvidere henvist til, at Deres klient ifølge efterlønsbevis af 13. januar 2000 blev garanteret en efterlønssats på kr. 552 kr. om dagen. De har vedlagt lønsedler, hvoraf det fremgår, at der er opkrævet fagforeningskontingent. Det fremgår ikke, hvilket beløb bidrag til arbejdsløshedsforsikringen udgør, eller hvilken forsikringsstatus Deres klient har.
A-kassen har den 11. februar 2000 fastholdt sin afgørelse. A-kassen har henvist til, at a-kassen på intet tidspunkt har fået besked om, at Deres klient var påbegyndt fuldtidsarbejde, og at det påhviler ham at holde sig a jour med det indbetalte kontingent. A-kassen har videre henvist til, at Deres klient burde have undret sig over, at han stadig indbetalte deltidskontingent, at han ikke blev orienteret om fuldtidskontingentets størrelse, at han ikke modtog bekræftelse på den ændrede forsikringsstatus, at han via fagforeningens årlige generalforsamling burde være orienteret om kontingentsatserne, at det burde have stået ham klart, at han skulle indgive skriftlig ansøgning om fuldtidsforsikring, når han skriftligt havde søgt deltidsforsikring, og at det fremgår af efterlønsbeviset, hvilken sats der maksimalt vil kunne udbetales med til henholdsvis deltidsforsikrede og fuldtidsforsikrede. A-kassen har dog videre anført, at den ved almindelig agtpågivenhed burde have noteret sig, at Deres klient var i fuldtidsbeskæftigelse i forbindelse med hans fremsendte lønsedler ved ansøgt efterlønsbevis, at a-kassen ved en beklagelig fejl har oplyst satsen for fuldtidsforsikrede, men at dette ikke bør give Deres klient en sats, som han grundet egne forhold ikke er berettiget til.
A-kassen vedlagde Deres klients ansøgning om ændring af forsikringsstatus pr. den 15. oktober 1989, underskrevet af Deres klient den 1. december 1989. På blanketten var tillige en rubrik, som skulle afkrydses, hvis Deres klient igen ville skifte til fuldtidsforsikring. I givet fald skulle der vedlægges dokumentation for ændringen.
I brev af 2. marts 2000 har De bl.a. anført, at Deres klient ikke har haft indflydelse på betalingen af fagforenings- eller a-kassekontingent, idet beløbene blev trukket direkte fra lønnen inden udbetaling af denne. De har videre henvist til "Organisationsaftale for medhjælpere ved en række statsinstitutioner", hvoraf det fremgår, at ansættelse på fuld tid er udgangspunktet, og at Deres klient derfor havde ret til at antage, at a-kassen var orienteret om overgangen til fuldtidsbeskæftigelse. Endelig har De henvist til, at a-kassen også kunne have konstateret, at Deres klient var ansat på fuld tid, da han i foråret 1999 fremsendte sine lønsedler til a-kassen. Forsikringsstatus fremgår heller ikke af de tilsendte årsopgørelser fra a-kassen/forbundet. De har igen anført, at Deres klient ikke havde grund til at undersøge kontingentsatserne.
I brev af 5. april 2000 har De videre anført, at Deres klients fagforening har været bekendt med, at Deres klient blev fuldtidsansat, og at fagforeningen derfor har været forpligtet til at opkræve fuldt kontingent samt meddele ændringen til a-kassen. Det er derfor Deres opfattelse, at sagen kunne have været undgået, hvis fagforeningen havde opfyldt sin forpligtelse. De mener videre, at det skyldes fagforeningens egne forhold, at Deres klient ikke har betalt fuldt a-kassekontingent.
I brev af 17. april 2000 har De fremsendt kopi af Dansk Funktionærforbund - Serviceforbundets vedtægter. De har henvist til, at det følger af § 11, litra g, at pligten til opkrævning af a-kasse- kontingent påhviler forbundet, og at Deres klient derfor ikke har haft indflydelse på opkrævningen. De mener fortsat, at Deres klient er berettiget til efterløn som fuldtidsforsikret, idet han er blevet garanteret dette ved udstedelsen af efterlønsbeviset. De har henvist til, at det er direktoratets pjece "Om at få fleksibel efterløn" fremgår, at "hvis du på efterlønstidspunktet har samme forsikrings- status, som da dit efterlønsbevis blev udstedt, kan din sats aldrig blive lavere end den, der står på efterlønsbeviset".
A-kassen har i brev af 30. juni 2000 oplyst, at der i forbundets fagblad hvert år i december gives oplysning om det kommende års kontingentsatser, at der ved indkaldelser til de årlige general- forsamlinger i den faglige organisation gives besked om kommende kontingentsatser og at det på a-kassens interne bilag til brug for ændring af forsikringsstatus oplyses, at blanketten straks ved påbegyndelse af arbejdsforhold skal indsendes til afdelingen, og at ændringen først er gældende fra den dato, hvor blanketten er modtaget.
A-kassen har telefonisk den 24. juli 2000 oplyst til direktoratet, at Deres klient ikke har fået særskilt orientering om efterlønsbidrag, idet han er omfattet af den gamle efterlønsordning. Da opkrævning af kontingent sker via arbejdsgiver på lønseddel, har a-kassen ikke sendt girokort til Deres klient. Girokortene indeholder ellers oplysninger om forsikringsstatus.
I brev af 25. juli 2000 har a-kassen oplyst, at der ikke i det informationsmateriale, der er sendt til Deres klient, konkret er nævnt kontingentsatser for deltids- og fuldtidsforsikring. Det er fortsat a-kassens opfattelse, at Deres klient er vejledt - såvel i forbindelse med optagelse som deltidsforsikret som ved påbegyndelse af fuldtidsarbejde, samt senere - i et sådant omfang om satsernes størrelse, at han har haft mulighed for til enhver tid at kontrollere, om den kontingentsats han betalte svarede til den forsikringsstatus som han mente at have.
A-kassen har telefonisk den 2. oktober 2000 oplyst til direktoratet, at Deres klient blev overflyttet fra XXX til XXX pr. den 15. oktober 1989 som fuldtidsforsikret, men at Deres klient den 1. december 1989 søgte om ændring af status til deltidsforsikring pr. den 15. oktober 1989.
Ved brev af 1. december 2000 hørte direktoratet Dem om de indhentede oplysninger, og bad Dem om at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden 14 dage. Direktoratet har ikke modtaget Deres eventuelle bemærkninger."
Ankenævnets sekretariat har ikke yderligere at tilføje.
2. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse
Direktoratet meddelte den 19. december 2000 følgende afgørelse:
"Deres klient har ikke ret til at få efterløn som fuldtidsforsikret.
Til deltidsforsikrede medlemmer og til fuldtidsforsikrede medlemmer, der ikke opfylder betingel- serne i lovens § 75 d, stk. 1, ydes efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge beregnet efter reglerne for deltidsforsikrede. Det fremgår af § 75 e, stk. 1, i lov om arbejdsløs- hedsforsikring m.v.
For at få ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede, er det blandt andet et krav, at man har været fuldtidsforsikret i sammenlagt 5 år inden for de sidste 10 år, jf. § 75 d, stk. 1.
Ved afgørelsen er lagt til grund, at Deres klient blev overflyttet fra XXX til XXX den 15. oktober 1989 som fuldtidsforsikret, at han den 1. december 1989 søgte om at ændre status til deltidsforsikret med virkning fra den 15. oktober 1989, at der ikke er sket ændringer i Deres klients forsikrings- status siden 1989, og at Deres klient derfor siden udgangen af 1989 alene har betalt kontingent som deltidsforsikret.
Deres klient opfylder således ikke kravet om at have været fuldtidsforsikret i 5 år inden for de sidste 10 år pr. den 1. januar 2000. Det bemærkes, at Deres klient heller ikke opfyldte kravet den 1. januar 1999 ved udstedelsen af efterlønsbeviset.
Deres klient opfylder derfor ikke betingelserne for ret til efterløn med satsen for fuldtidsforsikrede pr. den 1. januar 2000.
Direktoratet har ved afgørelsen af, at Deres klient ikke kan få ret til efterløn som fuldtidsforsikret, videre lagt vægt på, at der hverken i § 75 d, stk. 1 eller 7, eller i andre bestemmelser i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er hjemmel til at Deres klient kan anses for fuldtidsforsikret med tilbagevirkende kraft til optagelsestidspunktet eller senere.
Det er videre direktoratets opfattelse, at et medlem selv må være nærmest til at vide - og bære risikoen for - , om medlemmet har den korrekte forsikringsmæssige status i forhold til beskæftigelsen.
Direktoratet har herved også lagt vægt på, at Deres klient tidligere havde været fuldtidsforsikret hos XXX, at han frem til den 15. oktober 1989 betalte kontingent som fuldtidsforsikret, at han i den forbindelse underskrev en blanket den 1. december 1989 om ændring af forsikringsstatus til deltid, at der på denne blanket også var en rubrik, som skulle afkrydses, hvis han igen ville skifte til fuldtidsforsikring, at der i givet fald skulle vedlægges dokumentation for ændring til fuldtidsfor- sikring, at han derfor burde have været klar over, at han igen skulle underskrive en blanket om skift af forsikringsstatus fra deltid til fuldtid, at han betalte kontingent som deltidsforsikret i næsten et år fra den 15. oktober 1989, og at han efter påbegyndelsen af arbejde på fuld tid fra den 1. oktober 1990 burde have opdaget, at kontingentet ikke blev forhøjet væsentligt, selv om a-kassen i fagbladet hvert år i december måned oplyste om kontingentsatserne.
Direktoratet finder videre, at a-kassen gennem fagbladene og den årlige generalforsamling har opfyldt sin generelle vejledningsforpligtelse, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v., og i de tidligere bekendtgørelser.
Det er desuden direktoratets opfattelse, at a-kassen ikke har haft pligt til af egen drift at give en individuel konkret vejledning efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen, idet Deres klient ikke på noget tidspunkt oplyste til a-kassen, at han var påbegyndt fuldtidsarbejde. A-kassen har derfor ikke kunnet vide, om Deres klient havde behov for en vejledning, der rakte videre end den generelle vejledning.
Det forhold, at a-kassen i sin afgørelse af 27. april 1999 (efterlønsbeviset) fejlagtigt har truffet afgørelse om, at Deres klient ville være berettiget til efterløn med årligt kr. 143.520,-, kan uanset § 75 e, stk. 6, i loven, og § 1, stk. 3 og § 3, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 1075 af 22. december 1998 om efterlønsbevis, heller ikke føre til, at Deres klient har ret til efterløn med denne højere sats.
Direktoratet skal bemærke, at formålet med et efterlønsbevis bl.a. er at give et medlem, der er berettiget til at gå på efterløn, mulighed for at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet med en sikkerhed for, at retten til efterløn ikke fortabes, hvis medlemmet senere skulle blive syg eller frihedsberøvet. Selv om det er beklageligt, at a-kassen har angivet en forkert sats i efterlønsbeviset, er efterlønsbeviset ikke en garanti mod eventuelle fejl. I den forbindelse bemærkes, at det årlige efterlønsbeløb angivet i et efterlønsbevis alene er et anslået beløb, som ikke er udtryk for, at medlemmet altid har ret til at modtage det fulde årlige beløb ved overgangen til efterløn, idet medlemmet f.eks. i overgangsåret skulle kunne skifte fra trin 1 til trin 2. Dette har a-kassen også gjort Deres klient opmærksom på i brev af 27. april 1999, som var vedlagt efterlønsbeviset.
Direktoratet finder derfor ikke, at Deres klient kan opnå en bedre retstilling, end reglerne giver mulighed for. Såfremt Deres klient mener at have lidt et tab, må krav på erstatning herfor rettes mod fagforeningen eller a-kassen, evt. via domstolene."
3. Klagen til ankenævnet
De har i klagebrev af 16. januar 2001 skrevet følgende:
"Som advokat for XXX skal jeg ved nærværende påklage den af Direktoratet for Arbejdsløsheds- forsikringen trufne afgørelse af 19. december 2000 vedrørende min klients ret til at få efterløn som fuldtidsforsikret.
Indledningsvis bemærker jeg at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens skrivelse af 19. december 2000 er indgået på mit kontor den 21. december 2000. Nærværende påklage over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 19. december 2000 er således i henhold til Direktoratets klagevejledning, jf. skrivelsens side 7, indbragt rettidigt.
Direktoratets afgørelse af 19. december 2000 er truffet forinden direktoratets modtagelse af min skrivelse af 20. december 2000 til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
På baggrund af min skrivelse af 20. december 2000 til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen er det telefonisk aftalt med fuldmægtig XXX, at der skulle udarbejdes selvstændig klageskrivelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Jeg skal på vegne af min klient anmode om, at Ankenævnet ændrer Direktoratet for Arbejdsløsheds- forsikringens afgørelse af 19. december 2000, således at min klient får ret til efterløn som fuldtids- forsikret fra tidspunktet for hans overgang til efterløn.
Jeg skal generelt til støtte for denne anmodning henvise til det i min klageskrivelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen af 26.januar 2000 anførte, det i min skrivelse af 2. marts 2000 anførte og til det i min skrivelse af 20. december 2000 anførte.
Jeg har i øvrigt følgende yderligere kommentarer til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DFA's) afgørelse af 19. december 2000:
Det fremgår af DfA's begrundelse side 2, at det er DfA's opfattelse, at et medlem selv må være nærmest til at bære risikoen for om medlemmet har den korrekte forsikringsmæssige status i forhold til beskæftigelsen for at kunne opnå fuld efterløn.
DfA har herefter henvist til proceduren omkring min klients forsikringsstatusændring fra fuldtids- forsikret til deltidsforsikret pr. 1. december 1989.
Jeg skal i anledning heraf præcisere at min klient i forbindelse med ændring af forsikringsstatus fra heltidsforsikret til deltidsforsikret pr. 15. oktober 1989 blev kontaktet personligt på sin arbejdsplads af et medlem af betjentenes klub på politigården.
Anmeldelsesblanketten hvorved min klient ansøgte om at skifte fra heltidsforsikret til deltids- forsikret var udfyldt af den pågældende person.
Min klient blev bedt om at underskrive blanketten, og den pågældende person medtog herefter blanketten til videre behandling i arbejdsløshedskassen.
Da min klient pr. 1. oktober 1990 fik fuldtidsarbejde som betjent ved XXX, meddelte tillidsmand XXX, at min klient skulle overgå fra deltidsforsikring til heltidsforsikring. XXX meddelte end- videre min klient, at han nok skulle sørge herfor.
Min klient er som følge heraf naturligt blevet bibragt den opfattelse, at de forskellige tillidsmænd fra betjentenes klub var bemyndiget og berettiget til at ændre folks forsikringsstatus.
Når hertil kommer, at opkrævningen af dagpengene foregik via centralt lønindeholdelse fra politiets bogholderi, bør direktoratets opfattelse om at ethvert medlem selv må være nærmest til at vide og bære risikoen for om medlemmet har den korrekte forsikringsmæssige status fraviges.
Min klient har ikke haft nogen anledning til at kontrollere sin forsikringsmæssige status, da han jo netop havde tillidsmandens ord for, at hans forsikringsstatus var ændret i forbindelse med hans ansættelse på fuld tid.
At en sådan henvendelse fra en fællestillidsmand har fundet sted, sandsynliggøres også af det forhold, at fagforeningerne har en interesse i at sørge for, at alle, der arbejder fuld tid også betaler fuldtidsforsikring til arbejdsløshedsforsikringerne, således at det solidariske princip i arbejdsløs- hedskassesystemet bevares.
Det anføres videre i DfA's afgørelse af 19. december 2000, at det er DfA's opfattelse, at A-kassen ikke har haft pligt til af egen drift at give en individuel konkret vejledning efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen, idet min klient ikke på noget tidspunkt oplyste til A-kassen, at han var påbegyndt fuldtidsarbejde.
Det er DfA's opfattelse, at min klient på dette grundlag ikke kunne vide, om min klient havde behov for vejledning, der rakte videre end den generelle vejledning.
DfA s opfattelse på dette punkt er bemærkelsesværdig set i lyset af ovenstående beskrivelse af handlingsforløbet i forbindelse med min klients overgang fra fuldtidsforsikret til deltidsforsikret pr. 1. december 1989.
Som anført ovenfor blev min klient kontaktet af en tillidsmand fra politigården, der allerede havde udfyldt en anmodning om ændring af forsikringsstatus fra heltidsforsikret til deltidsforsikret.
Det har på den baggrund formodningen imod sig, at de samme tillidsmænd ikke også har modtaget meddelelse om at min klient pr. 1. oktober 1990 arbejdede på fuld tid ved XXX.
Det har derfor også formodningen imod sig, at min klient i den anledning ikke skulle være blevet kontaktet af en tillidsmand med anmodning om, at min klient overgik til fuldtidsforsikret, da han nu var heltidsansat, jf. også bevarelsen af det solidariske system i arbejdsløshedskasserne.
På denne baggrund må det konkluderes, at arbejdsløshedskassernes repræsentanter på arbejds- pladsen - Politigården - der har bestået af diverse tillidsmænd, har været vidende om min klients overgang fra deltidsansættelse ved XXX til heltidsansættelse ved XXX.
Som følge heraf havde arbejdsløshedskassen pligt til at yde individuel rådgivning efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen. Dette har arbejdsløshedskassen undladt til skade for min klient.
DfA har yderligere som grundlag for afgørelsen af 19. december 2000 henvist til formålet med reglerne bag efterlønsbeviset.
Efterlønsbeviset blev som bekendt skabt under en valgkamp for at garantere, at efterlønnen også efter valget ville blive bevaret. Hovedformålet med et efterlønsbevis er således ikke, som anført af DfA, at give et medlem af en arbejdsløshedskasse en sikkerhed for ret til efterløn til trods for sygdom eller frihedsberøvelse, men derimod at garantere efterlønsrettigheder af en bestemt størrelse for det enkelte medlem af arbejdsløshedskassen.
Som anført i mine skrivelser til DfA, jf. ovenfor, fremgår det af det efterlønsbevis, som min klient har modtaget dateret den 27. april 1999, at:
"Med udgangspunkt i beregningsgrundlaget for Deres efterløn er den hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste pr. 31. december 1998 opgjort til 774,87 kr., og Deres efterløn vil udgøre 143.520 kr. på årsbasis, hvis De går på efterløn nu."
Det fremgår endvidere efterlønsbeviset, at:
"Samtidig giver beviset Dem ret til at få beregnet Deres efterløn udfra mindst den hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste på 774,87,- kr., som De har nu, hvis De bevarer Deres nuværende forsikrings- status"
Det må på baggrund heraf herefter konkluderes, at min klient har ret til præcis det, som er indholdet af efterlønsbeviset, dateret den 27. april 1999. Min klient har således ret til at modtage efterløn som fuldtidsforsikret, jf. indholdet af det modtagne efterlønsbevis. Det er i denne sammenhæng uden betydning, om min klient har betalt arbejdsløshedsforsikring som fuldtidsforsikret eller som deltidsforsikret.
Min klient har modtaget et bevis, der giver ham ret til efterløn som heltidssikret, hvilket er at sammenligne med en begunstigende forvaltningsakt. En begunstigende forvaltningsakt kan til trods for eventuelle fejl ved dens udstedelse ikke trækkes tilbage.
Jeg skal på baggrund af ovennævnte anmode Arbejdsmarkedets Ankenævn om at omgøre DfA s afgørelse. således at min klient får ret til efterløn som fuldtidsforsikret.
Jeg tillader mig at antage, at jeg modtager DfA's eventuelle kommentarer til nærværende skrivelse til partshøring.
Såfremt De har spørgsmål eller kommentarer, er De velkommen til at kontakte mig."
4. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 15. februar 2001 fastholdt den trufne afgørelse.
Direktoratet har bemærket at forløbet ligger mere end 10 år tilbage og at direktoratet derfor finder det vanskeligt at få af-eller bekræftet det anførte forløb.
Endvidere har direktoratet bemærket at efterlønsbeviset ikke er en garanti mod eventuelle fejl som en a-kasse måtte begå, men derimod en sikring af retten til efterløn, selv om medlemmet efter- følgende skulle blive syg. Efterlønsbeviset kan derfor ikke betragtes som en garanti som sådan, men derimod som en afgørelse der kan påklages.
Efterlønsbeviset kan således sikre et medlem retten til efterløn, herunder størrelsen af efterlønnen ikke efterfølgende fortabes inden overgangen til efterløn, f. eks. på grund af sygdom eller indtægtsnedgang. Efterlønsbeviset skal derimod ikke sikre at et medlem, der aldrig har haft en given ret til efterløn, som følge af beviset skulle kunne opnå denne ret, og navnlig ikke hvis denne "ret" skyldes fejl i efterlønsbeviset.
5. Nyt efter klagen
De har den 20. februar 2001 anført at Deres klient ved modtagelsen af efterlønsbeviset fik en berettiget forventning om størrelsen af efterlønnen. En sådan begunstigende forvaltningsakt kan ikke ændres til skade for Deres klient.
De har henvist til at kassen ved udstedelsen af efterlønsbeviset har pligt til at undersøge om de angivne oplysninger i efterlønsbeviset er korrekte. Denne pligt har kassen forsømt.