Arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12515@2002-01-10/da
Indhold
Deres sag på vegne af Deres medlem, XXX, cpr.nr. XXX, om mangelfuldt ansættelsesbrev har været behandlet på ankenævnets møde den 16. maj 2001.
Der blev truffet følgende
XXX har ikke overholdt sin forpligtelse til at underrette Deres medlem om vilkårene for ansæt- telsen.
Arbejdsgiveren har ikke inden for en måned givet Deres medlem fyldestgørende oplysninger om arbejdsstedets beliggenhed og reglerne om ferie.
Der lægges vægt på, at ansættelsesaftalen af 22. marts 1999 ikke indeholder oplysninger om ferie. Ligeledes er arbejdsstedets beliggenhed ikke fyldestgørende beskrevet, idet der alene er angivet en adresse i XXX. Oplysningen i aftalen om arbejdsstedet på en eller to af skolerne er ikke tilstrækkeligt, når det til sagen har oplyst, at Deres medlem kun arbejdede på skolen i XXX.
I ansættelsesaftalen underskrevet 11. maj 1999 af arbejdsgiveren er der oplyst om arbejdsstedets beliggenhed og ferie. Denne aftale er imidlertid ikke rettidig, idet den er underskrevet mere end en måned efter ansættelsesforholdets start.
Der henvises til § 2, stk. 1, og stk. 2, nr. 2 og 6, i lov nr. 392 af 22. juni 1993, jf. lovbek. nr. 385 af 11. maj 1994, om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.
Ifølge lovens § 6 kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt. Ankenævnet kan således ikke tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse for den manglende overholdelse af oplysningspligten.
Det er lagt til grund for afgørelsen, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst.
På de følgende sider kan De læse om det faktiske grundlag og retsgrundlaget, som sagen er afgjort efter.
Kopi til:
XXX
XXX
1. Sagsforløb
De klagede den 13. februar 2001 på vegne af Deres medlem, XXX, over, at hendes tidligere arbejdsgiver, XXX, ikke havde overholdt sin pligt til at underrette hende om vilkårene for arbejdsforholdet.
De oplyste, at Deres medlem havde været ansat med funktionærstatus i perioden 1. april 1999 - 31. januar 2001.
De anførte, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt lovens § 2, stk. 2, pkt. 6.
Endvidere mente De, at pkt. 2 ikke var overholdt, idet arbejdsstedet var angivet som "en eller to af uddannelsesinstitutionens skoler" uden angivelse af by eller andet. Deres medlem havde været ansat på skolen i XXX.
Af den vedlagte ansættelsesaftale underskrevet af arbejdsgiveren den 22. marts 1999 fremgår arbejdsgiverens navn med en adresse i XXX.
Deres medlems navn og adresse fremgår af aftalen.
Det fremgår, at Deres medlem var ansat som funktionær efter gældende lov som underviser/ klinikassistent den 1. april 1999.
Stillingsindholdet er nærmere beskrevet, og arbejdsstedet "vil fortrinsvis ligge på én eller to af uddannelsesinstitutionens skoler, dog vil afløsningsdage kunne forekomme på øvrige skoler".
Arbejdstiden er angivet til 34 timer om ugen. Lønnens størrelse er angivet, og at den udbetales månedsvist bagud.
Arbejdsgiveren anførte den 15. februar 2001, at Deres medlem blev ansat i individuel jobtræning den 1. april 1999.
Vedrørende ferie henviste arbejdsgiveren til brev herom til Deres medlem samt til en telefonsamtale om ½ dag, som skulle dækkes ved feriedagpenge.
Arbejdsgiveren anførte, at der i efteråret 2000 havde været forhandlinger med de ansatte om nye ansættelseskontrakter. Dette skete ikke som følge af tvister, men på grund af de gamle kontrakters indhold og omstrukturering af virksomheden.
De ansatte i XXX ønskede i denne forbindelse ikke at undervise om aftenen, hvorfor de var blevet afskediget.
Der var ikke blevet udstedt nye kontrakter til de opsagte ansatte.
Arbejdsgiveren vedlagde bl.a. en ansættelsesaftale i henhold til lov om en aktiv arbejdsmar- kedspolitik. Aftalen er dateret 4. maj 1999 og underskrevet af arbejdsgiveren den 11. maj 1999. Deres medlem har underskrevet aftalen uden datering.
I denne aftale er virksomheden angivet med en adresse i XXX. Deres medlems navn og adresse fremgår.
Ansættelsen er angivet til at vare mindst 6 måneder med start den 1. april 1999. Stillingsbetegnelsen er angivet som klinikassistent/underviser.
Den ugentlige arbejdstid er angivet til 34 timer. Der er henvist til ferie efter ferielovens regler.
Vedrørende opsigelse er der henvist til funktionærlovens regler.
Aftalen er underskrevet af arbejdsgiveren og Deres medlem.
I brev af 5. marts 2001 anførte arbejdsgiveren bl.a., at det af ansættelsesaftalen ved jobtræning fremgik, at Deres medlem var ansat på skolen i XXX, som var hendes arbejdsplads.
Bemærkningen om undervisning på andre skoler var iøvrigt indført under ønske fra de ansatte. Bemærkningen var nu fjernet.
Arbejdsgiveren anførte endvidere, at Deres medlem var blevet oplyst om sine rettigheder med hensyn til ferie, og at hun havde holdt ferie med løn i sommeren 2000.
I de nye ansættelseskontrakter var det nu anført, at ferie afholdes i henhold til ferieloven.
I brev af 13. marts 2001 anførte De bl.a., at blanketten fra arbejdsformidlingen ikke var klar, idet der var henvist til ferieloven eller eventuel gældende ferieoverenskomst.
Endvidere var der omtrent samtidig udfærdiget en ansættelseskontrakt med et andet arbejdssted og med en konkurrenceklausul.
Endelig var aftalen med tilskud fra arbejdsformidlingen udløbet, hvor Deres medlem alene kunne holde sig til ansættelseskontrakten.
I brev af 9. april 2001 anførte De bl.a., at De stod uforstående overfor benævnelsen af aftalen med arbejdsformidlingen om tilskud som en ansættelsesaftale samtidig med, at der blev udarbejdet en ansættelseskontrakt med et andet indhold. Dette kunne kun skabe forvirring for Deres medlem.
Arbejdsgiveren kunne ikke "plukke" fra hver aftale efter behag.
I brev af 18. april 2001 anførte arbejdsgiveren bl.a., at der i nye kontrakter ville blive indføjet en passus om ferieloven. Arbejdsgiveren mente dog, at andre feriordninger kunne godkendes, hvis de stillede den ansatte lige så godt som ferieloven. I øvrigt var ferielovens regler overholdt vedrørende Deres medlem.
Endvidere anførte arbejdsgiveren, at De kunne have gennemgået ansættelseskontrakten på et tidligere tidspunkt, eventuelt inden ansættelsens start, og have gjort opmærksom på mangler.
I brev af 25. april 2001 anførte arbejdsgiveren bl.a., at den nu fjernede bemærkning om flere arbejdssteder ikke var uklar. Den var ikke tidligere blevet misforstået.
Deres medlem havde alene arbejdet i XXX, hvorfor bemærkningen ikke havde skabt problemer over for hende.
Med hensyn til ferie havde der ikke været problemer, idet ferielovens regler var overholdt.
I brev af 27. april 2001 anførte De bl.a., at Deres medlem ikke havde rådført sig med Dem i forbindelse med ansættelsen.