Afgørelse afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12518@2002-01-25/da
Indhold
Ved klageskrift af 20. december 2000 indbragte klageren sagen for Voldgiftsnævnet med påstand om, at indklagede skulle betale 236.875 kr. - senere ændret til 107.157,74 kr. - med renter for elinstallationsydelser i forbindelse med levering af et solbeskyttelsesanlæg.
Indklagede har påstået sagen afvist fra voldgiftsretten under henvisning til, at der ikke består noget kontraktgrundlag mellem parterne vedrørende det pågældende arbejde.
Landsdommer Marianne Levy er herefter blevet udpeget til at tage stilling til afvisningspåstanden.
Spørgsmålet har været forhandlet mundtligt den 31. november 2001.
Indklagede opførte som hovedentreprenør en flycateringbygning i en lufthavn for bygherren. Klager var underentreprenør for en del af elentreprisen.
Den 20. september 2000 afgav klageren over for indklagede et tilbud på 109.000 kr. for den elektriske installation af et solbeskyttelsesanlæg. Dette blev erstattet af et nyt forhøjet tilbud til indklagede af 12. oktober 2000 på 189.500 kr. I tilbudet blev det bl.a. anført:
"Gültigkeit:
Unser Angebot ist 3 Tage von heute Gültig."
Efter at have udført arbejdet fremsendte klageren faktura, hvilken faktura blev returneret under henvisning til, at det ikke var indklagede, men bygherren, der havde afgivet ordren.
Den nedsatte påstand er forårsaget af, at bygherren har tilsendt klageren et beløb på 129.717,26 kr. til delvis dækning af klagerens krav.
En ansat hos klageren, der har varetaget ledelsen af arbejdet har forklaret, bl.a. at klageren har udført noget arbejde bl.a. en postkasse til ca. 20.000 kr. for indklagede, mens alt andet arbejde blev udført for bygherren. Arbejdet med elføringen blev sat i gang uanset den manglende accept af tilbudet. Det er aldrig blevet oplyst over for vidnet, at det ikke var indklagede, der skulle betale for arbejdet.
Byggelederen har forklaret bl.a., at han oplyste over for klagerens ansatte, at han skulle tale med bygherren om tilbudet, da det var et ekstraarbejde. Bygherren ønskede ikke arbejdet udført via indklagede, da det fordyrede arbejdet. Vidnet foretog sig intet i relation til tilbudet, da han regnede med, at det faldt væk efter 3 dage.
Voldgiftsrettens bemærkninger:
Det tilbud, som klager afgav den 12. oktober 2000, var ifølge sit eget indhold kun gyldigt i 3 dage. Da indklagede ikke har accepteret tilbudet inden den afgivne frist, og det ikke i øvrigt er godtgjort, at der er indgået en aftale mellem klageren og indklagede om arbejdets udførelse, er der ikke mellem parterne noget aftalegrundlag, herunder om anvendelse af AB 92 og voldgift i tilfælde af tvist.
Denne sag afvises fra voldgiftsretten.
I sagsomkostninger betaler klager til indklagede 10.000 kr. inkl. moms, ligesom klageren afholder de omkostninger, der er forbundet med voldgiftssagens behandling.