Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12523@2002-01-29/da

Indhold

1. Indledning

De har i brev af 17. august 2000 klaget over Arbejdsdirektoratets (tidligere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) afgørelse af 26. juli 2000 om tab af dagpengeret på grund af selvforskyldt ledighed.

Sagen har været behandlet på ankenævnets møde den 5. april 2001.

Der blev truffet følgende

Ankenævnet finder, at De ved Deres arbejdsophør den 5. maj 2000 er selvforskyldt ledig. De har derfor ikke ret til dagpenge i 5 uger fra den 6. maj 2000. Arbejdsophøret skal ikke tillægges gentagelsesvirkning.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

De er selvforskyldt ledig i forbindelse med Deres arbejdsophør den 30. november 1999 hos XXX, idet De sagde Deres arbejde op uden en gyldig grund. Der er herved lagt vægt på, at De sagde Deres arbejde op på grund af forskellige forventninger, som var ved at "slide" Dem op. De forsøgte imidlertid ikke ved opsigelsen at få andet arbejde på arbejdspladsen. Der foreligger heller ikke lægelig dokumentation for, at De på grund af Deres helbred ikke eller kun med vanskelighed kunne udføre arbejdet. Ankenævnet finder derfor, at De ikke har en gyldig grund efter bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed § 21, stk. 1, nr. 1.

De er også selvforskyldt ledig i forbindelse med Deres arbejdsophør den 5. maj 2000 hos XXX Skole. Der er herved lagt vægt på, at De sagde arbejdet op, fordi De ikke fungerede tilfredsstillende i sammenhængen med de mange børn.

Ad gentagelsesvirkning

Efter reglerne skulle arbejdsophøret den 5. maj 2000 derfor medføre, at De blev udelukket fra dagpenge indtil De havde haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger (gentagelsesvirkningen). Dette fremgår af § 27 i ovennævnte bekendtgørelse.

Ankenævnet finder imidlertid, at kassen ikke i forbindelse med Deres arbejdsophør den 30. november 1999 har vejledt Dem tilstrækkeligt. Der er herved lagt vægt på, at kassen ikke traf en skriftlig afgørelse, og at kassen ikke - da De ved 2 lejligheder i januar 2000 havde kontakt til kassen - vejledte Dem om reglerne vedrørende gentagelsesvirkningen ved selvforskyldt ledighed. Ankenævnet finder derfor, at De skal stilles som om, De havde modtaget en korrekt vejledning af kassen.

Ankenævnet har noteret sig, at kassen med brev af 12. august 1996 sendte Dem pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", hvoraf reglerne om gentagelsesvirkningen fremgik. Ankenævnet vurderer dog, at dette ikke kan bevirke, at De ikke kan anses for at være i begrundet god tro med hensyn til reglerne om gentagelsesvirkning. Der er herved lagt vægt på, at pjecen blev sendt til Dem 4 år forinden som led i et vejledningsafsnit i et brev om rådighed og ikke drejede sig om, hvordan De skulle forholde Dem ved arbejdsophør.

Arbejdsophøret skal derfor ikke medføre gentagelsesvirkning men alene 5 ugers karantæne.

Ankenævnet henviser til § 63, stk. 1, nr. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 4, stk. 1, § 17, og § 24, stk. 1 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed samt Arbejdsministeriets vejledning nr. 217 af 7. december 1994 om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser.

Ankenævnet ændrer således delvist direktoratets afgørelse.

På de følgende sider kan De læse om det faktiske grundlag og retsgrundlaget, som sagen er afgjort efter.

Kopi til:

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Sagsfremstillingen som den fremgår af direktoratets afgørelse:

"Det fremgår af Deres ansættelsesaftale med XXX bl.a., at De blev ansat som XXX den 1. september 1998, og at arbejdstiden var på 37 timer om ugen.

De oplyste på en ledighedserklæring af 13. januar 2000, at De havde været ansat som XXX hos XXX fra den 1. september 1998 til den 31. december 1999. De opsagde Deres stilling den 30. november 1999.

De opsagde ifølge ledighedserklæringen arbejdet på grund af forskellige forventninger, som var ved at "slide" Dem op.

Det fremgår af sagens akter, at De henvendte Dem i a-kassen den 13. januar 2000, og at De ved samtalen tilkendegav, at De havde fået et arbejde på nedsat tid. A-kassen vejledte Dem i den forbindelse om reglerne for frigørelsesattest og supplerende dagpenge.

Det fremgår af Deres ansættelsesbrev af 1. februar 2000 hos XXX Skole, at De blev ansat som medarbejder i pasningsordningen fra den 1. februar 2000, og at arbejdstiden var på 23 timer om ugen.

De oplyste på en ledighedserklæring af 12. maj 2000, at De havde været ansat som XXX hos XXX Skole fra den 1. februar 2000 til den 5. maj 2000. De opsagde Deres stilling den 31. marts 2000, fordi De ikke fungerede tilfredsstillende i sammenhængen med de mange børn.

Det fremgår af sagens akter, at De ikke bad om supplerende dagpenge, imens De arbejdede som XXX hos XXX Skole.

I brev af 16. maj 2000 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke kunne få dagpenge, fordi De 2 gange inden for 12 måneder var blevet selvforskyldt ledig.

A-kassen traf også afgørelse om, at De først kunne få dagpenge igen, når De havde haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger.

De klagede i et brev af 12. juni 2000 til direktoratet over a-kassens afgørelse, da De mente, at a-kassen ikke havde givet Dem oplysninger om gældende regler på området om, at De var selvforskyldt ledig 2 gange. De oplyste også, at De ville indsende yderligere materiale.

I et brev af 19. juni 2000 sendte De en uddybende klage til direktoratet.

De anførte bl.a., at De blev ansat som XXX den 1. september 1998 hos XXX, hvilket var et ønskejob. De anførte videre, at De efterhånden fik problemer med at varetage jobbet på grund af det dårlige psykiske arbejdsmiljø. I modsætning til Deres kolleger blev De kun sat på projekter, hvor De arbejdede alene, og samtidig blev De udsat for massiv kritik, og Deres ønsker om at blive sat på andre projekter, hvor der var flere konsulenter, vandt ikke gehør hos Deres chef. Dette var ellers vigtigt for Dem, fordi det ville have givet Dem mulighed for at lære af Deres kolleger og dermed undgå kritik.

De anførte endvidere, at De flere gange blev syg i kortere perioder, og da Deres tilstand blev synlig for Deres omgivelser, tog Deres kolleger initiativ til at bringe problemet frem i lyset ved en samtale med Dem. Dette blev derefter forelagt Deres chef. Efter aftale med Deres chef skulle Deres arbejdspres sættes ned i en periode, men bl.a. på grund af, at en kollega sagde op, lykkedes dette kun reelt i en uges tid, hvorefter arbejdspresset var lige så højt som tidligere. De diskuterede også nedsat arbejdstid og hjemmearbejde med Deres chef, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre. De anførte også, at en placering i en anden afdeling efter Deres opfattelse var udelukket, da dette ville involvere personaleafdelingen, som tidligere havde udvist manglende diskretion i personalesager, hvilket selvsagt kunne skade Deres arbejdsforhold. Da Deres chef i november 1999 pålagde Dem endnu flere arbejdsopgaver blev det psykiske pres for stort, og De så Dem derfor nødsaget til at opsige arbejdet med henblik på et mindre belastende arbejde.

De anførte derudover, at De ikke klagede over a-kassens afgørelse om 5 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed på grund af manglende psykisk overskud, og fordi Deres økonomiske situation så ud til at kunne bære det. De anførte derudover, at De i januar 2000 havde nogle vikartimer på XXX Skole, og at De i februar 2000 fik fastansættelse på 23 timer om ugen. Da De allerede fik arbejde under karantæneperioden, modtog De ikke dagpenge.

Den 13. januar 2000 havde De en samtale med en konsulent i a-kassen om et karriereskift både som ingeniør og ikke-ingeniør. Den 28. januar 2000 meddelte De telefonisk til a-kassen, at De havde fået et nyt arbejde, og det blev aftalt, at det var tilstrækkeligt, at det skete telefonisk, og at De heller ikke behøvede at indsende et dagpengekort eller søge om supplerende dagpenge, hvis De ikke ønskede dette. De anførte herefter, at a-kassen hverken ved samtalen den 13. januar 2000 eller den 28. januar 2000 eller i det hele taget, inden afgørelsen blev truffet, oplyste Dem om reglerne om tab af dagpengeret, som følge af gentagen selvforskyldt ledighed inden for 12 måneder.

De anførte desuden, at jobbet hos XXX Skole stillede langt større udfordringer end forventet, og at De manglende pædagogiske kvalifikationer til at varetage jobbet på en måde, der var betryggende for børnene. De opsagde derfor jobbet og meldte Dem arbejdsløs på AF den 10. maj 2000.

Den 15. maj 2000 blev De kontaktet telefonisk af a-kassen, som oplyste Dem om afgørelsen. De fik under denne samtale at vide, at a-kassen ikke havde noteret, at De havde været i arbejde, og at a-kassen administrerede oplysningspligten således, at tab af dagpengeret blev oplyst ved indsendelsen af dagpengekort, ved begæring af supplerende dagpenge og ved oplysning om påbegyndt arbejde.

De anførte yderligere, at a-kassen således havde undladt at oplyse Dem om de regler, der gjaldt ved en gentagen selvforskyldt ledighed. De kendte regler om 5 ugers karantæne, men De havde aldrig før den 16. maj 2000 hørt om reglerne om tab af dagpengeret. De anførte i den sammenhæng, at det var klart, at De trods omstændighederne omkring Deres job hos XXX Skole både havde kunnet og villet foretage andre valg, hvis De havde kendt reglerne.

De anførte endelig, at selv om De oprindeligt ikke havde anket afgørelsen, var det Deres opfattelse, at De ikke var selvforskyldt ledig ved den første karantæne, da De kun havde det valg at opsige Deres arbejde for at tage vare på Deres helbred.

De mente på den baggrund, at da sagen netop vedrørte en gentagelsesvirkning, var det rimeligt, at der blev foretaget en ny og samlet vurdering af de to karantæner, uanset ankefristen.

I brev af 7. juli 2000 fastholdt a-kassen efter en ny vurdering af sagen sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet. A-kassen oplyste i oversendelsesbrevet bl.a., at man mente, at De ikke havde en gyldig grund til at opsige Deres arbejde hos XXX, fordi det ikke var dokumenteret ved en lægeerklæring, at De var nødt til at opsige arbejdet på (grund) af Deres helbred, og fordi De ikke havde forsøgt at få andet arbejde på arbejdspladsen, inden De opsagde arbejdet.

A-kassen beklagede, at der ikke var truffet en skriftlig afgørelse i forbindelse med Deres arbejdsophør hos XXX.

Den 12. juli 2000 bad direktoratet a-kassen om at oplyse, om De tidligere var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen.

I brev af 18. juli 2000 oplyste a-kassen bl.a., at man den 12. august 1996 sendte et ledighedsbrev til Dem, og at De ikke blev vejledt om gentagelsesvirkningen i den forbindelse, da De ikke var selvforskyldt ledig. Vedlagt brevet var dog direktoratets pjece "Om at være selvforskyldt ledig".

A-kassen oplyste også, at De ikke på noget tidspunkt før januar 2000 var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen, da De ikke tidligere havde været selvforskyldt ledig.

Det fremgår af pjecen "Om at være selvforskyldt ledig" under punkt 5 om "Gentagelsesvirkning": "Hvis du 2 gange inden for 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig, kan du ikke få dagpenge, før du har haft arbejde af et vist omfang, se punkt 9". Det fremgår af pjecens punkt 9 under overskriften "Hvornår kan du få dagpenge igen?", bl.a. at: "Hvis du mister retten til dagpenge, fordi a-kassen vurderer, at du ikke står til rådighed, eller fordi du har været selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, kan du igen få ret til dagpenge, hvis du: Som fuldtidsforsikret medlem har haft ustøttet arbejde i mere end 300 timer i en periode på 10 uger.""

Ankenævnets sekretariat er enig i direktoratets sagsfremstilling.

2. Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 26. juli 2000 følgende afgørelse:

"De kan ikke få dagpenge fra den 6. maj 2000, fordi De 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig.

De kan igen få dagpenge, når De har haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger.

Direktoratet finder, at det er beklageligt, at a-kassen ikke vejledte Dem om gentagelsesvirkningen, da De henvendte Dem den 13. januar 2000 og oplyste, at De havde fået et arbejde på nedsat tid.

Når De har opsagt et arbejde, anses De som hovedregel for selv at være skyld i, at De blev ledig.

Se § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

De er dog ikke selv skyld i ledigheden, hvis der har været en gyldig grund til opsigelsen. Gyldige grunde vil som hovedregel have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde. Alle de gyldige grunde er nævnt i § 21, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Det er lagt til grund, at De er fuldtidsforsikret medlem af a-kassen.

Direktoratet vurderer, at De ikke havde en gyldig grund efter § 21, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen, til at opsige arbejdet hos XXX den 30. november 1999. De blev derfor selvforskyldt ledig den 1. januar 2000.

Der er i den forbindelse lagt vægt på Deres oplysninger om, at en placering i en anden afdeling efter Deres opfattelse var udelukket, da dette ville involvere personaleafdelingen, som tidligere havde udvist manglende diskretion i personalesager, og at det ikke er dokumenteret ved en lægeerklæring, at De var nødt til at opsige arbejdet på af Deres helbred.

Der er videre lagt vægt på, at De selv opsagde arbejdet som XXX hos XXX Skole den 31. marts 2000 og fratrådte den 5. maj 2000.

Deres begrundelse for at opsige arbejdet hos XXX Skole var, at arbejdet stillede langt større udfordringer end forventet, at De manglede pædagogiske kvalifikationer til at varetage arbejdet på en måde, der var betryggende for børnene, og at De derfor ikke fungerede tilfredsstillende i sammenhængen med de mange børn.

Der er endelig lagt vægt på, at De i forbindelse med a-kassens godkendelsesbrev af 12. august 1996 fik tilsendt pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", og at det klart fremgik af pjecen, at hvis De blev selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, kunne De først få dagpenge igen, når De havde haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger.

Direktoratet vurderer, at De ikke havde en gyldig grund til at opsige arbejdet hos XXX Skole, og at De opsagde arbejdet af personlige grunde.

De kan derfor ikke få dagpenge fra den 6. maj 2000, fordi De 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig. Se § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.

De kan igen få dagpenge, når De har haft mere end 300 timers ustøttet arbejde i en periode på 10 uger. Se § 27, stk. 2, i bekendtgørelsen."

3. Klagen til ankenævnet

Kassen har i brev af 18. august 2000 fremsendt Deres klage af 17. august 2000, idet kassen har bemærket, at kassen støtter Dem i klagen.

Det fremgår bl.a. af Deres klage, at De var bekendt med reglerne om 5 ugers karantæne og var forberedt på en afgørelse i forhold hertil, men at De ikke havde kendskab til reglerne om gentagelsesvirkning. Afgørelsen havde store økonomiske konsekvenser for Dem, og hvis De havde haft kendskab til reglen, både kunne og ville De have truffet andre valg.

De anførte, at pjecen "Om at være selvforskyldt ledig" var vedlagt et brev, og sendt til Dem for 4 år siden og meget før de ansættelser, der var tale om i sagen. Oplysningerne var alene givet i form af pjecen og ikke som personligt rettede oplysninger, fx i brevet. Pjecen indeholdt desuden mange andre informationer, som var irrelevante for Dem. De var desuden flyttet siden De modtog brevet, og havde ikke længere den nævnte pjece.

De anførte endvidere, at såfremt ankenævnet fastholder afgørelsen, ville en a-kasse som konsekvens kunne opfylde sin generelle oplysningspligt blot ved en række pjecer, når et medlem indmeldes som medlem. Dette var efter Deres opfattelse ikke lovens intention, specielt ikke i sager med større konsekvenser.

Kassen bemærkede i brevet af 18. august 2000, at kassen ved oversendelsen af Deres klage til direktoratet havde indstillet, at direktoratet ophævede gentagelsesvirkningen, med henvisning til at De ikke var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen i forbindelse med Deres første selvforskyldte arbejdsophør i januar 2000.

Direktoratet havde imidlertid lagt vægt på, at De i forbindelse med kassens godkendelsesbrev af 12. august 1996 havde fået tilsendt pjecen "Om at være selvforskyldt ledig", hvor reglerne om gentagelsesvirkning var beskrevet.

Det var kassens opfattelse, at direktoratets afgørelse om gentagelsesvirkning ikke var proportional i forhold til, at De ikke var blevet vejledt om gentagelsesvirkningen i forbindelse med det første arbejdsophør.

Kassen fandt det herudover retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at direktoratet lagde vægt på, at De i 1996 havde modtaget en pjece, hvor reglerne om gentagelsesvirkning var beskrevet.

Kassen bemærkede, at pjecen blev sendt vedlagt et almindeligt godkendelsesbrev, og at oplysningerne (vejledningen) alene blev givet i form af pjecen og ikke i selve brevet.

Kassen bemærkede endvidere, at De ikke på noget tidspunkt før januar 2000 var blevet selvforskyldt ledig, og således på intet tidspunkt konkret var blevet vejledt om gentagelses- virkningen.

Endelig bemærkede kassen, at De hele tiden havde anført, at De var bekendt med reglerne om 5 ugers karantæne og var forberedt på en afgørelse om karantæne, og at De, hvis De havde haft kendskab til reglerne om gentagelsesvirkning, både havde kunnet og villet handle anderledes.

Kassen anmodede på denne baggrund ankenævnet om at ophæve afgørelsen om gentagelsesvirkning.

4. Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 7. september 2000 ikke grundlag for at ændre afgørelsen af 26. juli 2000.

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Gældende regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbek. nr. 592 af 14. juli 1999

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

...

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

...

Stk. 5. Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 samt om de dagpengemæssige konsekvenser over for medlemmerne som følge af stk. 1-4.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed

Opsigelse af arbejde

§ 4. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 21.

Situationer, hvor et medlem ikke skal anses for selvforskyldt ledig

§ 17. Der skal ikke ske registrering af selvforskyldt ledighed i tilfælde, hvor et medlem ophører med sit arbejde i forbindelse med

1) overtagelse af andet varigt arbejde, der ikke gives offentligt løntilskud til, med samme eller højere ugentlige timetal, eller et omfang, der ikke vil kunne give ret til supplerende dagpenge,

2) overtagelse af arbejde, der er formidlet af medlemmets arbejdsløshedskasse eller AF efter reglerne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

3) påbegyndelse af uddannelse af mindst 1 års varighed eller

4) påbegyndelse af selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang.

...

Gyldige grunde

§ 21. Gyldige grunde, jf. §§ 4, 5, 7 og 9-13 , er:

1) Helbred

Et medlem kan afslå eller opsige arbejdet, hvis der er lægelig dokumentation for,

a) at medlemmet på opsigelsestidspunktet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller

b) at arbejdet på opsigelsestidspunktet forventes at medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer i forbindelse med graviditet.

Ved opsigelse er det en betingelse, at medlemmet har forsøgt at få andet arbejde på arbejdspladsen.

11) Arbejdspladsen

Et medlem kan opsige arbejdet, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at medlemmet ikke skal fortsætte med arbejdet. Medlemmet skal have henvendt sig til arbejdsgiveren for at opnå en løsning på de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Stk. 3. Den gyldige grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor medlemmet afslår eller ophører i arbejdet, tilbudet m.v. Ved ophør må den gyldige grund ikke være en afledt følge af en handling, medlemmet har foretaget efter eget valg.

Karantæner

§ 24. Et medlem, der er selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-6 og 9, pålægges 5 ugers effektiv karantæne, jf. dog stk. 2 og § 27.

...

Afvikling af karantæner

§ 26. En effektiv karantæne kan kun afvikles i perioder, hvor medlemmet ellers ville have været berettiget dagpenge eller en anden ydelse, som arbejdsløshedskassen udbetaler.

Stk. 2. Karantænen har virkning fra dagen efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør, jf. dog stk. 3-5.

...

Stk. 6. Den effektive karantæne anses for udstået, hvis karantænen ikke er afviklet senest 3 måneder efter afslaget, arbejdsophøret eller tilbudets ophør.

Stk. 7. Karantænen anses endvidere for udstået, hvis et medlem efter afslaget eller ophøret har haft ustøttet beskæftigelse i et omfang, der for fuldtidsforsikrede udgør mindst 185 timer. For deltidsforsikrede er kravet 5 gange den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, opgjort på grundlag af beskæftigelsen i den periode, der danner grundlag for beregningen af medlemmets dagpengesats.

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 27. Et medlem, der 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig i medfør af §§ 4-13, kan ikke få dagpenge.

Stk. 2. Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet har haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger. Det er en betingelse, at arbejdet er udbudt på almindelige løn- og arbejdsvilkår, og at der ikke er givet offentlige løntilskud til arbejdet.

Uddrag af Arbejdsministeriets vejledning nr. 217 af 7. december 1994 om almindelige krav til arbejdsløshedskassernes (afdelingernes) sagsbehandling og afgørelser

9. Krav til bebyrdende afgørelser

A. Indledning

Arbejdsløshedskasserne skal altid skriftligt underrette medlemmerne, hvis der sker begrænsninger i retten til ydelser fra kassen og medlemskab af kassen.

Det vil f.eks. sige, at et medlem, der i forbindelse med et arbejdsophør udelukkes fra dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, skal underrettes herom af arbejdsløshedskassen.

Det bemærkes, at de følgende retningslinjer også gælder, selv om der er tale om sager, hvor medlemmet har klaget til arbejdsløshedskassen (afdelingen) over en truffet afgørelse eller sager, der er opstået i forbindelse med direktoratets tilsynsvirksomhed.

Der gælder herefter følgende almindelige krav, hvis der er tale om afgørelser, der ikke fuldt ud giver medlemmerne medhold, og hvis allerede udbetalte ydelser kræves tilbagebetalt af medlemmerne (bebyrdende afgørelser):

B. Skriftlig afgørelse

Afgørelsen skal være skriftlig, dateret og underskrevet. Afgørelsen skal også være udformet på arbejdsløshedskassens brevpapir.

Afgørelsen skal stiles til det enkelte medlem eller dennes repræsentant, og afgørelsen må kun vedrøre et enkelt medlem.

Versioner

1. 2002-01-29