Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12544@2002-04-19/da

Indhold

1. Indledning

Under denne sag har klageren begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede. Voldgiftsretten er af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat med landsdommer Arne Lyngesen, arkitekt, tømrermester Ole Uldal og arkitekt m.a.a. Lars Møller, førstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Klageren har efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale 224.480 kr. med procesrente fra klageskriftets indgivelse, den 15. februar 1999.

Indklagede har efter sin endelige påstand påstået frifindelse, sudsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Indklagede har nedlagt selvstændig påstand om, at klageren tilpligtes at betale 132.250 kr.

Klageren har påstået frifindelse overfor indklagedes selvstændige påstand.

I 1997 drøftede klageren og en ansat hos indklagede, at indklagede skulle opføre et hus på klagerens ejendom.

For voldgiftsretten er fremlagt 2 bygningstegninger, der er udfærdiget den 21. august 1997 af den ansatte hos indklagede.

Den 31. august 1997 ansøgte den ansatte hos indklagede kommunen om byggetilladelse.

Den 24. februar 1998 underskrev parterne "Accept", hvorefter indklagede "I hovedentreprise " skulle opføre huset for en entreprisesum på 596.770 kr. incl. moms. Det hedder endvidere i accepten, at "AB 92 er grundlag for arbejdets udførelse". Til accepten er vedhæftet en arbejdsbeskrivelse på 1½ side.

I juli 1998 lod klageren en rådgivende ingeniør gennemgå byggeriet. Den pågældende konstaterede en række mangelfulde arbejder, navnlig vedrørende taget.

Den 31. juli 1998 tilskrev klagerens advokat indklagede og bad bl.a. oplyst, hvorvidt de konstaterede mangler ville blive udbedret, ligesom indklagede blev anmodet om at meddele, hvornår byggeriet ville være færdigt og afleveringsforretning afholdt. Advokaten anmodede samtidig indklagede om at stille sikkerhed i henhold til AB 92 § 6. Advokaten meddelte indklagede en frist på 5 dage og tilkendegav, at kontrakten ville blive ophævet i henhold til AB 92 § 40, nr. 1 og nr. 3., såfremt fristen ikke blev overholdt.

Indklagede meddelte samme dag advokaten, at sikkerhed ikke ville blive stillet.

Ved skrivelse af 4. august 1998 erindrede advokaten om indklagedes bemærkninger til det i øvrigt i skrivelsen af 31. juli 1998 anførte.

I skrivelsen af 11. august 1998 anmodede advokaten på ny indklagede om svar i sagen og meddelte, at retslige skridt ville blive taget, såfremt svar ikke var modtaget senest den 12. august kl. 12.00.

Indklagede returnerede samme dag skrivelsen med en påtegning om, at problemerne var løst, efter at indklagede den 3. august 1998 havde afholdt møde med klageren.

Advokaten meddelte næste dag indklagede, at klageren havde oplyst, at sagens problemer ikke var løst. Syn og skøn ville herefter blive begæret udmeldt.

Ved skrivelse af 13. august 1998 ophævede klagerens advokat entreprisekontrakten.

På klagerens anmodning udmeldte Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed en arkitekt til at udfærdige stadeopgørelse og skønsforretning.

I skønsmandens erklæring af 7. september 1998 er opregnet en række mangler ved det udførte arbejde. Skønsmanden har værdiansat de enkelte mangler, og disse beløber sig til i alt 217.000 kr. ekskl. moms og 271.250 kr. inkl. moms.

Klagerens påstand svarer til dette beløb med fradrag af den ikke betalte restentreprisesum på 46.770 kr.

Indklagede har i forbindelse med et processkrift af 8. maj 2001 fremlagt en faktura, der er dateret den 13. december 1999 og udstedt til klageren. Fakturaen omhandler "udført ekstraarbejde iflg. aftale". Der er opregnet 13 nærmere beskrevne arbejder til et samlet beløb af 132.250 kr. inkl. moms.

Beløbet udgør indklagedes selvstændige påstand.

Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af klageren og dennes samlever, samt af en ansat hos indklagede og af skønsmanden.

Klageren og dennes samlever har forklaret bl.a., at indklagedes ansatte udarbejdede alle bygningstegninger på grundlag af deres fælles drøftelser. Huset skulle være i helårskvalitet. De havde talt om, at prisen skulle være knap 700.000 kr., og indklagedes ansatte fik ved underskriften af accepten 100.000 kr., hvilket beløb var udover den skriftligt fastsatte entreprisesum. Indklagede har udfærdiget accepten, og den blev underskrevet uden ændringer. Forud for underskrivelsen havde de haft mange møder om, hvordan huset skulle opføres. De aftalte, at taget skulle være med teglsten. Deres hus var solgt pr. 1. maj 1998, og dette vidste indklagede. Indklagedes ansatte oplyste, at det ikke ville være noget problem at få huset færdigt til denne dato. Da spærene blev rejst, viste det sig, at de var forkerte og for korte. De forkerte spær blev af leverandøren ombyttet. De for korte spær medførte, at der ikke kom det aftalte tagudhæng. I maj 1998 meddelte indklagedes ansatte dem, at han havde ændret konstruktionen således, at der ikke blev det aftalte tagudhæng. De ville gerne have en væg og en bænk i badeværelset. Dette var blevet aftalt før acceptens underskrivelse. Efterfølgende ekstraarbejder har de ikke aftalt. Da de skulle flytte ind den 1. maj 1998, bød indklagedes ansatte dem velkommen med små dannebrogsflag. Imidlertid var huset ikke beboeligt. Toilet og badeværelse var ikke etableret. Toilettet havde indklagede projekteret forkert. VVS-manden gjorde indsigelser, hvorfor toilettet måtte flyttes. Taget var utæt. Efter aftale med indklagede havde klagers samlever i april måned begyndt opsætning af trælofter. På grund af utæthederne i taget kom disse i forbindelse med kraftig regn til at hænge. Indklagedes ansatte fortalte, at han først kunne få rygstenene til taget til jul. Han foreslog i stedet nogle andre rygsten, men det ville se forkert ud. Undertaget "klaprede". Da telefonselskabet ville nedgrave kablet, blev de jaget bort af indklagedes ansatte. Skorstenen havde indklagede projekteret forkert, hvorfor placeringen måtte ændres. Indklagedes folk bestemte egenmægtigt, hvordan de ville opføre skorstenen. Klagerens samlever fik lov til at låne indklagedes vådskærer til brug for eget flisearbejde. Der blev ikke aftalt vederlag for lånet, og lånet var kun, indtil indklagede selv skulle bruge den. Aftalen om vinduespladerne blev indgået, inden accepten blev underskrevet. De drak i begyndelsen næsten hver dag morgenkaffe med indklagedes ansatte, og han blev gentagne gange spurgt, hvornår huset ville være færdigt. De fik aldrig noget klart svar. På mødet den 3. august. 1998 nåede de ikke til enighed. Indklagedes ansatte ville ikke ændre spærene, så de fik et tagudhæng. De drøftede et nyt tag, men indklagede ville kun erstatte teglstenene med betonsten. Denne ændring af projektet kunne de ikke acceptere. Fakturaen for de påståede ekstraarbejder er aldrig blevet fremsendt til dem.

Indklagedes ansatte har forklaret bl.a., at han har udfærdiget accepten. Henvisningen til AB 92 var kun ment som en henvisning til de almindelige regler for byggeri. Han er tidligere erklæret konkurs og havde ikke mulighed for at stille entreprenørsikkerhed. Hvis dette var blevet krævet fra starten, havde indklagede ikke indgået entreprenørkontrakten. Sikkerhedsstillelse blev i det hele ikke drøftet mellem parterne. Vidnet har bekræftet, at han modtog 100.000 kr. udover den skriftligt fastsatte entreprisesum. Den normale byggeperiode er 3-4 måneder. Vidnet har udfærdiget en tidsplan, og han er i besiddelse heraf, men har erklæret, at han ikke har medbragt tidsplanen til den mundtlige forhandling. Færdiggørelsen af byggeriet blev forsinket på grund af vinteren og en strejke, der medførte brændstofmangel. Han bestilte rettidigt rygtagstenene, men fik senere at vide, at stenene først kunne leveres til oktober. Vidnet er ikke i besiddelse af dokumentation herfor. Han forsøgte i stedet med nogle hollandske rygsten. Vidnet drak ofte morgenkaffe sammen med klager og dennes samlever. Der blev herunder fremsat mange ønsker om ændringer af projektet. Alle aftaler om ekstraarbejder blev indgået mundtligt. De fejlagtige spær blev straks ombyttet af fabrikken uden problemer. På mødet den 3. august 1998 tilbød vidnet at omlægge taget med betontagsten. Den aftalte ændring kunne ikke gennemføres, fordi klagerens advokat krævede sikkerheden stillet og derefter ophævede kontrakten. Ændringen af taget ville have varet ca. 3 uger. Ændringen ville højst have kostet 60.000 kr. De af skønsmanden anførte arbejder vedrørende garagen var ikke en del af entrepriseaftalen. De øvrige af skønsmanden påpegede mangler var alle mindre, og alle mangler kunne være afhjulpet i løbet af 1½ måned. Fakturaen vedrørende ekstraarbejderne blev tilsendt klageren straks efter udfærdigelsen i december 1999. Vidnet modtog ingen reaktion herpå. De på fakturaen anførte beløb er alle fastsat af vidnet. Telefonkablet blev af vidnets folk nedgravet med en minigraver. Vidnet aftalte med klagers samlever, at skorstenen skulle flyttes, hvorfor der måtte støbes ekstra sokkel. Skorstenen blev i øvrigt opført i en væsentligt ændret udgave. Opførelsen af hyldevæg og bænk i badeværelset blev aftalt med klagers samlever og klageren. Isolering af udhus og garage var ikke med i projektet og blev særskilt efterfølgende aftalt. Toilettet blev flyttet efter anmodning fra klagers samlever. Da klagers samlever fik lov til at bruge vidnets værktøj, blev der ikke aftalt pris derfor, men der skulle betales for brugen. Ændringen af gesimsopbygningen blev aftalt mellem parterne. Hvornår dette skete, har vidnet ikke kunnet huske. Vinduespladerne var ikke en del af projektet og blev efterfølgende aftalt med klageren. Som byggesagen til sidst udviklede sig, fandt vidnet, at et beløb på 30.000 kr. var rimeligt for generne ved, at klageren flyttede ind, før taget var færdigt.

Klageren har til støtte for sine påstande bl.a. gjort gældende, at ophævelsen af entreprisekontrakten var berettiget, da der forelå væsentlig forsinkelse med arbejdets udførelse, hvilket medførte betydelige ulemper for klageren. Endvidere var arbejdet i betydeligt omfang mangelfuldt, og der var fornødent grundlag for at antage, at indklagede ikke ville være i stand til at fuldføre arbejdet uden væsentlige mangler. Det forhold, at indklagede trods gentagne påkrav ikke stillede sikkerhed, bestyrkede opfattelsen af, at indklagede ikke magtede at færdiggøre byggeriet på korrekt måde. Klageren har ikke indgået aftaler med indklagede om udførelsen af ekstraarbejder. Allerede i klagerens replik fra maj 1999 blev indklagede opfordret til at dokumentere mulige aftaler om ekstraarbejder. Desuagtet har indklagede først 6 dage før den mundtlige forhandling fandt sted den 14. maj 2001 fremlagt fakturaen vedrørende de påståede ekstraarbejder. Flere af de på fakturaen udførte arbejder var aftalt, inden accepten blev underskrevet, og de andre ekstraarbejder er udokumenterede.

Indklagede har til støtte for sine påstande bl.a. gjort gældende, at klageren vidste, at indklagede ikke kunne indgå entreprisekontrakten, hvis der blev stillet krav om sikkerheden. Henvisningen i accepten til AB 92 var kun en henvisning til de almindelige ordensforskrifter for opførelse af byggeri. Det var derfor uberettiget, at kravet om sikkerhedsstillelse blev fremsat, og det var også i strid med sædvanlig praksis, at kravet blev fremsat på det sene tidspunkt. Det var dette krav og den påfølgende ophævelse, der fik arbejdet til at gå i stå. Klageren må bære det fulde ansvar herfor. Der var ikke andre mangler ved byggeriet, end hvad der kunne være udbedret, hvis kontrakten ikke var blevet ophævet. Ophævelsen var tillige uberettiget, da parterne ikke havde aftalt en bestemt færdiggørelsesdato, og da de manglende arbejder ikke ville have forsinket færdiggørelsen væsentligt. Klageren har ikke under byggeriet rykket for den fuldstændige færdiggørelse. Byggeriet blev forsinket af en sen vinter og af en strejke i foråret. De manglende rygsten forsøgte indklagede at erstatte med andre. Husets brugbarhed var ikke væsentlig påvirket af de manglende rygsten. På mødet den 3. august 1998 tilbød indklagedes ansatte at udbedre taget og havde forberedt dette, da kontrakten blev ophævet. Indklagede havde afhjælpningsret, og ved at afvise dette, har klageren ikke iagttaget sin tabsbegrænsningspligt. Skønserklæringen er ensidigt indhentet og kan ikke lægges til grund. Hertil kommer at flere af de deri nævnte mangler ikke vedrører arbejde, der er omfattet af entreprisekontrakten. Dette gælder således carporten. Andre deri nævnte mangler skyldes ikke indklagedes arbejde, men klagerens arbejde som medbygger. Dette gælder således bl.a. indvendige mangler og oprydning. De i fakturaen af december 1999 nævnte ekstraarbejder er alle udført efter særskilt bestilling af klageren eller dennes samlever.

Voldgiftsretten udtaler:

Efter de afgivne forklaringer finder voldgiftsretten det bevist, at parterne havde aftalt, at huset skulle være indflytningsklart den 1. maj 1998. Dette blev ikke tilfældet, da bl.a. toilet og badeforhold ikke var etableret, hvilket medførte betydelige ulemper for klageren. Indklagede har end ikke sandsynliggjort, at vintervejr, strejke eller leveringsvanskeligheder kunne give grundlag for udskydelse af byggeriets færdiggørelse. Det viste sig endvidere, at taget led af alvorlige mangler, der medførte betydelig vandindtrængen. Trods opfordring dertil fremkom indklagede ikke med relevant forslag til udbedring af manglerne. Det bemærkes herved, at det måtte kræve en udtrykkelig aftale, såfremt klageren skulle anses for at have frafaldet, at indklagede stillede den i AB 92 § 6 omhandlede sikkerhed. Sådan aftale foreligger ikke, og det var derfor berettiget, at klageren fremsatte krav om, at indklagede opfyldte sin forpligtelse til at stille sikkerhed. Klageren havde som følge af det anførte grund til at antage, at indklagede ikke ville være i stand til at fuldføre byggeriet uden væsentlige mangler og uden yderligere forsinkelse. Som følge heraf tiltræder voldgiftsretten, at klageren efter skriftligt påkrav har ophævet kontraktforholdet som sket.

Den udmeldte skønsmand har konstateret manglernes tilstedeværelse samt skønnet omkostningerne ved afhjælpningen heraf. Voldgiftsretten lægger skønsmandens oplysninger til grund, idet samtlige påpegede mangler må anses som omfattet af entreprisekontrakten. Klageren har herefter krav på betaling af 271.250 kr. med fradrag af restentreprisesummen.

Vedrørende de omhandlede ekstraarbejder foreligger ingen aftalesedler. Faktura herfor er først udstedt i december 1999, og det henstår som usikkert, hvorvidt fakturaen er fremsendt til klageren. Trods en tidligere fremsat opfordring til at dokumentere kravet, er fakturaen først fremlagt umiddelbart før den mundtlige forhandling. Herefter, og da parternes forklaringer om forholdet er modstridende, finder voldgiftsretten, at det ikke er bevist, at indklagede har udført arbejde eller andet, der berettiger til særskilt betaling som af denne krævet.

Voldgiftsretten tager herefter klagerens påstande til følge.

Vedrørende sagens omkostninger bemærkes, at der udover det afholdte syn og skøn har været afholdt retsmøde under sagens forberedelse, hvorunder en af indklagede fremsat indsigelse imod skønserklæringens fremlæggelse blev afvist. På denne baggrund og efter sagens forløb og udfald skal indklagede i sagsomkostninger til klageren betale 50.000 kr.

Indklagede skal betale samtlige med voldgiftsrettens arbejde påløbne omkostninger. Det bemærkes herved, at indklagede trods opfordring ikke har indbetalt det af voldgiftsnævnet krævede depositum. Klageren har, i det omfang denne må udlægge omkostningerne til voldgiftsrettens arbejde, regres overfor indklagede, jf. Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet nedsatte voldgiftsretter § 26.

Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal indklagede til klageren betale 224.480 kr. med procesrente fra den 15. februar 1999 samt sagens omkostninger med 50.000 kr.

Klageren frifindes for den af indklagede under denne sag nedlagte selvstændige påstand.

Efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet skal indklagede inden 14 dage betale samtlige de ved voldgiftsrettens virksomhed foranledigede omkostninger.

Versioner

1. 2002-04-19