Bindende forhåndsbesked skattefri virksomhedsomdannelse overdragelse af privat ejerboligdel
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12549@2001-03-20/da
Indhold
Spørgsmål
Kan skatteyder ved omdannelse af sin personlige virksomhed i virksomhedsordningen til sel- skabsform efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse, medtage den private ejerboligdel i en blandet ejendom ved omdannelsen?
Svar
Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Skatteyder driver underleverandørvirksomhed inden for jern- og metalbranchen. Virksomheden udøves i ejendommen omfattende produktion, lager og kontor. Ejendommen omfatter endvidere en beboelse som ligger adskilt fra erhvervsbygningerne.
Det er således en blandet benyttet ejendom med vurderingsfordeling, hvor den erhvervsmæssige del indgår i virksomhedsordningen. Den private del indgår ikke i virksomhedsordningen. Denne opdeling er i overensstemmelse med bestemmelserne i Virksomhedsskatteloven.
Skatteyder ønsker at omdanne hele virksomheden inklusive ejendommen til selskabsform.
Indskudskontoen må ved omdannelsen påregnes at være negativ.
Aktiernes eller anparternes anskaffelsessum opgjort efter § 4, stk. 2 - 4 i lov om skattefri virksomhedsomdannelse vil være negativ uanset om ejendommen overdrages til selskabet eller holdes uden for omdannelsen. Det fremgår af samme lovs § 2, stk. 1, at det er en betingelse for anvendelse af lovens regler på trods af den negative anskaffelsessum, at ejeren samlet omdanner virksomheden og i øvrigt har anvendt virksomhedsordningen i året forud for omdannelsen, men den private del af ejendommen kan netop ikke indgå i denne.
Styrelsens indstilling og begrundelse
Det følger af lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 2, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., at ejeren af en ejendom, der helt eller delvist anvendes i virksomheden, i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse, kan vælge, om ejendommen skal overdrages til selskabet eller holdes uden for omdannelsen. Spørgsmålet kan således besvares bekræftende.
Told- og Skattestyrelsen indstillede således til Ligningsrådet, at spørgsmålet besvares bekræftende.
Ligningsrådet kunne tilslutte sig Styrelsens indstilling.