Gelex

Vopldgiftssag afgjort af

GældendeVersion 2002-07-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12552@2002-07-29/da

Indhold
  1. Indledning

Indledning

Sagen vedrører et vejbyggeri, hvor klager som hovedentreprenør for indklagede, skulle udføre dels rehabiliteringen af en bestående vej, dels anlægget af en ny omkørselsvej. Indklagede havde en rådgiver ved projektet som tillige udførte bygherrens tilsyn med arbejdet. Der viste sig efter entrepriseaftalens indgåelse at være problemer med udførelse af det udbudte projekt vedrørende rehabiliteringen, og dette projekt blev derefter ændret bl.a. således, at der i rehabiliteringen skulle indgå en cementstabilisering af vejen. De specificerede komprimeringskrav blev imidlertid ikke opnået, og yderligere ændringer blev gennemført, efter at en joint commission med repræsentanter for klager og rådgiveren havde været på pladsen og afgivet en rapport, der foreslog ændrede komprimeringskrav og øget mobilisering af udstyr. Disse og andre forhold bevirkede en forsinkelse af både rehabiliteringen og af projektet vedrørende omkørselsvejen. Voldgiftssagens hovedtema er, hvem der har ansvaret for disse forsinkelser, jf. nedenfor om den hævede adcitationssag mod rådgiveren, og opgørelsen af omkostningerne i forbindelse hermed. Hertil kommer spørgsmål om ansvaret for konstaterede mangler i form af vejsvedning, jf. nedenfor under 5.1.

Ved klageskrift modtaget den 21. juli 1999 mod indklagede indbragte klageren tvisten for en af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret, bestående af administrerende direktør Ib Lyngholm, administrerende direktør Erling Rask, højesteretspræsident Jacques Hermann, landsdommer Knud A. Knudsen og højesteretsdommer Mogens Hornslet, med sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Indklagede adciterede rådgiveren, men hævede sagen, efter at der i september 2000 var indgået forlig, der bl.a. indebar, at rådgiveren til fuld og endelig opgørelse af ethvert erstatningskrav som følge af fejl og mangler ved udført arbejde i henhold til kontrakten om supervision skulle betale indklagede 25 mio. kr. maksimum ifølge kontrakten og 486.000 kr. til delvis dækning af indklagedes omkostninger i forbindelse med voldgiftssagen og syn og skøn, ifølge forligsteksten svarende til 2/3 af indklagedes udgifter til syns- og skønserklæringen.

Parternes påstande:

Klager har nedlagt følgende endelige påstande:

Indklagede skal til underentreprenøren betale 37.776.922 kr. med tillæg af renter, Nationalbankens diskonto + 2% p.a., principalt af det samlede påstandsbeløb fra den 16. april 1998 som en vægtet mellemdato. Subsidiært hvis klager ikke får fuldt medhold påstås forrentning af det tilkendte beløb fra en anden vægtet mellemdato eller fra de datoer, der fremgår af nedenstående skema.

Overfor indklagedes krav påstås frifindelse.

Indklagede skal senest 14 dage efter opfyldelsen af kendelsen vedrørende de beløb, som indklagede måtte blive tilkendt, frigive de i en oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2) omtalte garantier.

Indklagede har nedlagt følgende endelige påstande:

Over for klagers påstand 1 påstås principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Renteberegningen fra den vægtede mellemdato kan alene anerkendes for det tilfælde, at klager skulle få fuldt medhold i den nedlagte betalingspåstand.

Over for klagers påstand 3 har indklagede taget bekræftende til genmæle.

Indklagede har endvidere nedlagt følgende selvstændige påstande:

Principalt:

Klager skal til indklagede betale 17.542.991 kr. med tillæg af procesrente fra den 15. juni 2000. Som det fremgår af den nedenfor side 6 gengivne skematiserede opgørelse af 22. juni 2001 af krav og modkrav, udgør indklagedes modkrav dog reelt 20.720.998 kr.

Subsidiært:

Klager skal til indklagede betale et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn med tillæg af procesrente fra den 15. juni 2000.

Voldgiftssagens behandling.

Sagen blev mundtligt forhandlet den 25., 26., 27., 28. og 29 juni og den 2. og 3. juli 2001. Under forhandlingen blev gennemgået et omfattende skriftligt materiale, og der blev afgivet forklaringer af en ansat ved Geoteknisk Institut, fem ansatte fra adciterede, 2 ansatte fra indklagede og fem ansatte fra klageren.

Der blev endvidere under afhjemling forklaret af to skønsmænd, der har afgivet en skønserklæring af 30. marts 2000. Efter afslutning af proceduren den 3. juli 2001 blev sagen efter aftale med parterne optaget med henblik på afgivelse af en summarisk kendelse, der ikke indeholder referat af det skriftlige materiale og de afgivne forklaringer, men som ud over parternes hovedsynspunkter redegør for voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

Specifikation af kravene.

Til brug for voldgiftsrettens behandling af sagen forelå en skematisk opgørelse af 22. juni 2001 af krav og modkrav, der dels indeholder en angivelse af kravenes art, størrelse og rentedato, dels oplysninger om, i hvilket omfang kravet under sagen er anerkendt eller omtvistet. Ved gennemgangen af de enkelte krav i kendelsens afsnit 5 vil der blive taget udgangspunkt i denne opgørelse.

Om de krav, der danner grundlag for klagers påstand 1 om betaling af 37.776.922 kr., indeholder opgørelsen følgende:

Nedenfor behandlet under Rentedato Krav Klagers krav kr. Indklagede anerkendt kr. Omtvistet kr.

5.2 12-02-98 Generelt krav 26.581.640 5.021.830 21.559.810

5.2 09-09-98 Generelt krav 9.002.316 0 9.002.316

5.3 15-06-98 Dagbøder omkørselsvejen 21/5-15/6 1998 420.067 0 420.067

5.4 30-09-98 Teststrækning rehabilitering 598.000 0 598.000

5.5 30-09-98 Afviste strækninger 1.128.549 564.275 564.274

5.6 30-09-98 Reduceret lagtykkelse 625.741 0 625.741

5.7 30-09-98 Scarification ripning 285.521 146.609 0

5.8 06-04-98 Borrow Pit Aplahoue 504.475 0 357.866

5.9 08-12-98 Asfaltreparationer Dako 442.748 342.600 442.748

5.10 08-12-98 Overfladebehandling skuldre 1998 685.201 302.204 342.601

5.10 20-10-98 Overfladebehandling skuldre 1999 604.408 175.106 302.204

5.11 08-12-98 Prisregulering, cement 427.986 34.945 252.880

5.12 21-07-99 Renter af for sent betalte beløb 77.510 0 42.565

5.13 06-04-01 Garantiprovision 87.843 6.873.090 87.843

I alt 41.472.005 2.695.083 34.598.915

30-09-98 Heraf betalt 2.695.083 4.178.007 0

Til rest 38.776.922 34.598.915

Når påstandsbeløbet ikke er 38.776.922 kr., men 37.776.922 kr., skyldes det, at et modkrav mod klager vedrørende retablering af grøfter inden den mundtlige forhandling er forligt, således at klager anerkender at skulle betale til indklagede 1 mio. kr. ud af det oprindelig fremsatte krav på 3,5 mio. kr. Forligsbeløbet er derfor fratrukket skemaets 38.776.922. kr. ved beregningen af klagers påstand 1.

Om de modkrav, der danner grundlag for indklagedes selvstændige principale påstand om betaling af 17.542.991 kr. indeholder opgørelsen følgende:

Nedenfor behandlet under Rentedato Krav Revideret modkrav kr. Klager anerkendt kr. Omtvistet kr.

5.3 15-06-00 Dagbøder 1.377.319 0 1.377.319

5.1 15-06-00 Vejsvedning (rev. Krav 50%) 18.977.679 0 18.977.679

5.14 15-06-00 Retablering af grøfter, forlig 1.000.000 1.000.000 0

5.15 15-06-00 Udbedring af skilte, estimeret 366.000 0 366.000

Krav i alt 21.720.998 1.000.000 20.720.998

Beløbet på de 17.542.991 kr. fremkommer ifølge opgørelsen således:

Indklagede anerkender af klagers krav der ikke er betalt 6.873.090 kr.

Indklagede hævder over for klager et modkrav på 21.720.998 kr.

Difference i indklagedes favør 14.847.908 kr.

Hvortil skal lægges 2.695.083 kr.

Som indklagede jf. klagers opgørelse har betalt

Indklagedes påstandsbeløb herefter 17.542.991 kr.

På tilsvarende måde fremkommer klagers påstandsbeløb 37.776.922 kr. ifølge opgørelsen således:

Klager hævder et krav på 41.472.005 kr.

Men anerkender indklagedes modkrav med det ovennævnte forligsbeløb 1.000.000 kr.

Difference i klagers favør 40.472.005 kr.

Hvorfra skal trækkes som er betalt af indklagede 2.695.083 kr.

Klagers påstandsbeløb herefter 37.776.922 kr.

Voldgiftsrettens bemærkninger.

Voldgiftsretten har fundet det naturligt indledningsvis at tage stilling til indklagedes modkrav vedrørende Vejsvedning på 18.977.679 kr., idet afgørelsen af dette modkrav måske kan influere på afgørelsen af andre krav under sagen. Modkravet er opgjort som 50% af et samlet erstatningskrav for mangler vedrørende vejanlægget opgjort således:

forgæves forsøg på spuling 1.475.960

skærvetromling 1.310.000

rådgivning og tilsyn 169.398

afhjælpning 30.000.000

nødvendig skærvetromling 5.000.000

50% af ovennævnte 18.977.679

Indklagedes hovedsynspunkt er, at bygherrens rådgiver og klager som hovedentreprenør, begge er ansvarlige for manglerne der er erkendt og at klager skal betale halvdelen af de omkostninger, som manglerne har påført indklagede.

Klagers hovedsynspunkt er heroverfor, at det er rådgiveren, der har fastsat den bitumenprocent, der er årsag til vejsvedningen, at fejlen ved sammensætningen ikke var så åbenlys, at klager af den grund skulle have sagt fra, at klager i øvrigt gjorde rådgiveren opmærksom på, at den høje bitumenprocent kunne give anledning til vejsvedning, men at dette blev accepteret ad rådgiveren. Under disse omstændigheder er der efter klagers opfattelse ikke grundlag for at pålægge klager nogen del af ansvaret for vejsvedningen, der blev langt mere omfattende, end det kunne forudses.

Voldgiftsretten lægger til grund, at vejens tilstand på grund af vejsvedningen var uacceptabel og kræver omlægning, og at den afgørende årsag til vejsvedningen var, at der ved sammensætningen af den asfaltmix, der skulle udlægges, blev anvendt en for høj bitumenprocent. Ved fastlæggelsen af ansvaret herfor er udgangspunktet efter sædvanlig praksis, ar rådgiveren sætter rammerne for sammensætningen, men at det er entreprenøren, der med forbehold af rådgiverens godkendelse udfylder disse rammer. Dette udgangspunkt findes ikke fraveget ved kontraktgrundlaget mellem denne sags parter eller ved bevisførelsen om det faktiske hændelsesforløb. Voldgiftsretten finder det endvidere godtgjort, at klageren inden udlægningen af asfaltmixen var klar over, at den høje bitumenprocent udgjorde en risiko for vejsvedning om end vejsvedningens omfang senere kom bag på både adciterede og klager. Klager gjorde adciterede bekendt med sine overvejelser, men det skete i en sådan form, at det ikke på nogen måde opfyldte de krav om et egentligt forbehold, der havde været rimeligt under hensyn til klagers kendskab til produktet og til de specielle materialeforekomster på stedet. Voldgiftsretten skal i denne forbindelse fremhæve indholdet af et referat af et Technical Meeting den 28. oktober 1996 og af et brev af den 4. august 1997 fra klager til adciterede. I mødereferatet er under punktet "Asphalt Mixdesign" anført, at "The Consultant emphasizes that they can not approve a mixdesign if the Contractor has any reservation", og i brevet af 4. august 1997, hvor det nævnes, at man tidligere har henledt adciteredes opmærksomhed på, at anvendelsen af "a binder rich mix to some extent will cause some types of disadvantages", tages der i det følgende ikke nogen reservation endsige noget egentligt forbehold ("However we have understanding for your choice of an increased binder content, resulting in an asphalt mix with improved resistance to reflevtive cracking" osv.).

I hvert fald under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at indklagede må have medhold i, at den skadepådragende bitumenprocent må anses som et fælles produkt af et samarbejde mellem rådgiver og entreprenør på en sådan måde, at der kan pålægges både rådgiveren og entreprenøren et ansvar for indklagedes tab som følge af vejsvedningen. Voldgiftsretten kan ligeledes tilslutte sig, at klagers andel kan fastsættes til halvdelen.

Herefter, og idet der ikke findes grundlag for at anfægte tabsopgørelsen, der i det væsentlige bygger på skønserklæringen, tager voldgiftsretten indklagedes modkrav på 18.977.679 kr. vedrørende vejsvedningen til følge.

Klagerens generelle krav på 26.581.640 kr. og 9.002.316 kr., i alt 35.583.956 kr., hvoraf indklagede har anerkendt 5.021.830 kr., er et af klageren nærmere opgjort krav for forsinkelse m.v. på grund af forhold, som entreprenøren ikke mener at burde lastes for, men som i alt væsentligt må henføres til rådgiverens mangelfulde projekt, sent ordrede ekstra arbejder, øget mobilisering m.v.

Indklagedes hovedsynspunkt er, at der ud over de anerkendte 5.021.830 kr. ikke er grundlag for at imødekomme klagerens krav. Klager har været forsinket under hele projektet og har selv begået fejl under udførelsen. Rådgiverens fejl har ikke været afgørende, og klageren kunne generelt have anvendt sine ressourcer mere effektivt og kunne endvidere langt hurtigere have gennemført den nødvendige mobilisering af yderligere materiel efter joint commissions forslag.

Klager har til brug for sagen tilvejebragt en meget detaljeret opgørelse af diverse direkte og indirekte ombeslutninger, som kræves betalt af indklagede.

Voldgiftsretten finder det utvivlsomt, at klagers arbejde med vejanlægget har været ramt af forsinkelser og vanskeligheder, som klager ikke kan lastes for, men som skyldes bygherrens rådgiver, og som derfor kan kræves kompenseret af indklagede.

Det findes endvidere godtgjort af klager, at det af indklagede anerkendte beløb på ca. 5 mio. kr. ikke i tilstrækkelig grad giver klager kompensation.

På den anden side er det voldgiftsrettens opfattelse, at klagers opgørelse over direkte og indirekte omkostninger som følge af forsinkelserne ca. 35 mio. kr. kun i begrænset omfang kan være vejledende ved vurderingen af størrelsen af det kompensationsbeløb, som klager kan anses for berettiget til. Det må i denne henseende erindres, at det arbejde, der ifølge parternes aftale skulle udføres af klager, angik en hovedentreprise med en samlet entreprisesum på knap 130 mio. kr., der oprindeligt skulle udføres over en periode på ca. 2 år.

Hertil kommer, at der ved fastsættelsen af kompensationsbeløbet må henses til, at klager, da man uden erfaringer fra lignende arbejder indgik på det ændrede projekt, måtte være klar over, at der under udførelsen kunne opstå vanskeligheder, og at klager synes at have udnyttet sine ressourcer mere optimalt.

Efter en samlet vurdering finder voldgiftsretten herefter, at kompensationsbeløbet til klager for forsinkelser skønsmæssigt kan fastsættes til 10 mio. kr.

Dagbøder, omkørselsvejen 21. maj 15. juni 1998, 420.067 kr. (klagers krav om tilbagebetaling) og 1.377.319 kr. (indklagedes krav om yderligere betaling).

Som ovenfor anført skyldes en væsentlig del af klagers forsinkelse forhold, som ikke klageren, men bygherrens rådgiver, må lastes for.

Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten, at indklagede ikke har været berettiget til dagbøder for omkørselsvejen i perioden 21. maj 1998 og til arbejdets afslutning. Klagers krav om tilbagebetaling af 420.067 kr. tages derfor til følge, og klager frifindes for indklagedes krav om betaling af yderligere dagbøder med 1.377.319 kr.

Teststrækning, rehabilitering, 598.000 kr.

Det fremgår af tillæg til "the Particular Specifications" for "Scarifying and Stabilisation Works, rev. 3" fremsendt med en skrivelse af 21. november 1996 fra adciterede, at "a number of test sections shall be carried out as agreed with the Engineer. Five test sections are anticipated. Additional test sections will be paid for "

Klagers krav vedrørende 8 teststrækninger, der er udført ud over de 5, der ifølge parternes aftale var "anticipated", og som der derfor skulle betales for. Arbejdet er udført. Der er ikke fra entreprenørens side udvist forhold, der fritager indklagede for forpligtelsen til at betale, og klager har da også uden forbehold overhovedet løbende modtaget betaling. Det er derfor uberettiget, at den skete betaling er fratrukket i forbindelse med slutafregningen.

Indklagedes hovedsynspunkt er, at det er entreprenørens forhold, der nødvendiggjorde de ekstra tests, fordi prøveresultaterne ikke kunne godkendes.

Af de grunde, der er anført af klager, finder voldgiftsretten det utvivlsomt, at klagers krav om betaling skal tages til følge.

Afviste strækninger, 1.128.549 kr.

Der er tale om en strækning på 3.128 m, hvor den udførte cementstabilisering var kasseret og skulle genudlægges. Det må lægges til grund, at arbejdet som permanent produktion blev udført i henhold til adciteredes projekt, der er kritiseret som utilstrækkeligt og uegnet. I forbindelse med beslutningen om genudlægning tilsagde adciterede klager betaling ved Site Instruction nr. 138 af 4. august 1997 ("Cost Estimate: BOQ or such other price as shall be negotiated between the engineer and the contractor"), men efter arbejdets udførelse forbeholdt bygherren sig tilbagesøgning og har i forbindelse med slutafregningen trukket de 1.128.549 kr., som nu kræves betalt på ny.

Indklagede har under voldgiftssagen anerkendt at skulle betale 50 % af beløbet, dvs. 564.275 kr., ud fra en betragtning om, at skylden for afviste strækninger, hvor kravene ikke kunne opfyldes, må deles mellem rådgiver og entreprenør.

Voldgiftsretten finder imidlertid, at kravet må betales fuldt ud. Betaling var tilsagt ved ordningen, og indklagede har i forbindelse med denne afviste strækning ikke godtgjort forhold fra entreprenørens side, der gør det berettiget at pålægge klager at dele ansvaret for det uhensigtsmæssige projekt med rådgiveren, den adciterede.

Indklagede skal derfor betale de krævede 1.128.549 kr.

Reduceret lagtykkelse, 625.741 kr.

Kravet drejer sig om betaling for cementstabilisering udlagt på rehabiliseringsvejen i perioden november 1997 til 29. januar 1998. Klager udlagde uden en Site Instruction herom fra adciterede cementstabilisering i en lagtykkelse på 18 cm i forventning om, at dette ville blive resultatet i overensstemmelse med den dybde, hvori joint commission havde udført sine forsøg under opholdet. Adciteredes udkast fra oktober 1997 til Site Instruction 136A havde opstillet tolerancekrav på minimum 17 cm i gennemsnit og ikke under 16 cm. Resultatet blev imidlertid 17/15 ved en Site Instruction 136B den 29. januar 1998, som derefter blev fulgt.

Klager mener at have krav på betaling for den udlagte cement i den omhandlede periode, idet adciteredes oprindelige tolerancekrav var urealistiske, og klager måtte handle i overensstemmelse med joint commissions prøver for at undgå risikomen for mangelskrav fra bygherren. Adciterede kunne på en utvetydig måde have tilkendegivet, at man ønskede en mindre scarificeringsdybde end 18. cm og har dermed fået et bedre produkt. Det må man derfor betale for, og betaling i overensstemmelse med klagers acontobegæringer skete da også uden forbehold, og det er herefter uberettiget ved slutafregningen at trække beløbet 625.741 kr. for den reducerede lagtykkelse.

Indklagedes standpunkt er, at en lagtykkelse som anvendt af klager i den nævnte periode ikke havde dækning i kontraktgrundlaget. Klagers krav blev betalt, fordi acontobegæringerne ikke umiddelbart gav mulighed for at se, hvilken lagtykkelse der var anvendt. I denne situation kan bygherren ikke anses for bundet af de skete acontobetalinger.

Voldgiftsretten finder af de grunde, der er anført af indklagede, at klager ikke kan få medhold i sit krav. Udenrigsministeriet må derfor frifindes for betaling af de nævnte 625.741 kr. for den reducerede lagtykkelse.

Scarification ripning, 285.521 kr.

Klagers krav er nu uomtvistet og skal derfor betales.

Borrow Pit Aplahoue, 504.475 kr.

Kravet vedrører omkostninger påført klager i anledning af en sag omkring adgangen til en såkaldt "Borrow Pit". Der er enighed om, at bygherren havde en forpligtelse til at skaffe sådan adgang, og at der i to perioder i 1996 og 1997 ikke var adgang til den nævnte borrow pit.

Klagers krav omfatter væsentligst transportomkostninger for medarbejdere i anledning af sagen, men derudover nogle mindre poster vedrørende undersøgelser af borrow pits, nedsat effektivitet og forhandlinger med landejere.

Indklagede har anerkendt ansvarsgrundlaget og forpligtelsen til at betale 146.609 kr. der stort set udgør klagers omkostninger i 1997.

Omkostningerne for 1996 357.866 kr. er derimod afvist, idet det er indklagedes standpunkt, at kravet vedrørende 1996 , der første til "Addendum no. 1", burde være bragt frem af klager under disse forhandlinger. Dette skete ikke, og kravet for 1996 må derfor anses for afhandlet med Addendum no. 1, hvorfor det ikke kan føres frem efterfølgende.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at anse nogen del af klagers krav for bortfaldet derved, at det ikke blev bragt op under forhandlingerne om Addendum no. 1. Herefter, og idet der heller ikke er grundlag for at anfægte kravets størrelse, skal indklagede betale kravet fuldt ud, dvs. 504.475 kr.

Asfaltreparationer, 442.748 kr.

Klager mener , at indklagede skal refundere udgifterne til reparation af en rundkørsel ved et hotel, fordi klager havde advaret adciterede netop mod de skader, der senere indtraf som følge af den tidligere omtalte høje bitumenprocent, jf. ovenfor under pkt. 5.1.

Selv bortset fra det under sagen anførte om den anvendte skærvestørrelse på stedet følger det af det tidligere anførte om den høje bitumenprocent, at arbejdet var ukonditionsmæssigt og kunne kræves omlagt. Dette skete efter det oplyste på grund af vejsvedning som følge af den høje bitumenprocent. Efter det under pkt. 5.1. anførte finder voldgiftsretten, at klager må anses for ansvarlig for så vidt angår halvdelen af de omkostninger, som er påført indklagede ved dette forhold. Klager kan derfor kun kræve indklagede for betaling af halvdelen af 442.748 kr., dvs. 221.374 kr.

5.10. Overfladebehandling skuldre 1998 685.201 kr., og 1999 604.408 kr ., hvoraf indklagede er indstillet på at betale halvdelen.

Klagers hovedsynspunkt er, at udgiften skyldes projektfejl, som adciterede og dermed indklagede er eneansvarlig for.

Indklagedes hovedsynspunkt er, at der foreligger en klar projektfejl, som klager burde have indset og rejst indsigelse imod.

Voldgiftsretten finder det ikke godtgjort, at udgifterne til udskiftning af overfladebehandlingen er forårsaget ved udførselsfejl fra klagers side eller ved projektfejl, som klager kan anses medansvarlig for.

Årsagen var derimod en projektfejl vedrørende bitumentypen og navnlig skærvestørrelsen, som klager ikke burde have gjort indsigelser overfor, og indklagede skal derfor betale de rejste krav fuldt ud.

5.11. Prisregulering cement, 427.986 kr., hvoraf 175.106 kr. anerkendt.

Kravet drejer sig om faktiske prisstigninger på cement, der løbende igennem ca. 1 ½ år er betalt uden forbehold, men som i 1999 blev trukket af adciterede.

Prisregulering er i aftalegrundlaget hjemlet ud fra de faktiske priser, der betales, når materialerne indkøbes, sammenholdt med "Basic Prices", der i Particular Conditions clause 70 er defineret som "the current prices for the specified materials prevailing on the date 28 days prior to the latest date for submission of tenders". Det er ubestridt, at klager i sit tilbud på grund af en fejloplysning fra cementleverandøren oplyste en for høj "current price". Klager har senere efter berigtigelse af fejlen afregnet under hensyn til de faktiske prisstigninger.

Klagers hovedsynspunkt er, at klager ikke er bundet af tilbudets fejlagtige prisangivelser, og at indklagede er uberettiget til at fastholde tilbudets prisoplysninger, idet adciterede havde accepteret fejlen og uden forbehold i mere end 1 ½ år havde betalt de løbende notaer fra klager.

Indklagedes hovedsynspunkt er, at det er prisoplysningerne i tilbudet, der må lægges til grund, og at fejl i forbindelse med acontoafregninger ikke binder bygherren i den endelige opgørelse, når der er tale om en fejl af så underordnet karakter, at bygherren ikke har kunnet se dem. Det er beklageligt, at adciterede ikke opdagede forholdet, men klager bør ikke kunne drage fordel heraf.

Voldgiftsretten finder det ikke godtgjort, at den fejlagtige prisoplysning i klagers pristilbud blev accepteret af adciterede, og at den løbende betaling uden forbehold gennem 1 ½ år var udtryk for, at klagers prisregulering var godkendt af bygherren. Herefter, og under hensyn til beløbets relativt beskedne størrelse finder voldgiftsretten, at klager ikke har krav på prisregulering ud over, hvad indklagede har anerkendt. Indklagede skal derfor alene betale 175.106 kr. i prisregulering til klager.

5.12. Renter af for sent betalte beløb, 77.510 kr.

Denne post vedrører et rentebeløb for certifikat nr. 21 fremsendt den 15. juni 1998. Sidste rettidige betalingsdato var den 10. august 1998, men betaling skete først den 23. september 1998.

Klager kræver med henvisning til FIDIC artikel 60.10 og voldgiftskendelse af 3. august 1998 s. 183, betaling af renter fra kravets fremsættelse den 15. juni 1998 til betalingen den 23. september 1998, idet sidste rettidige betalingsdag kun medfører løbedage, men ikke begrænsning af rentekravet ved for sen betaling, jf. princippet i AB 92, § 22, stk. 11.

Indklagede anerkender, at certifikatet er betalt for sent, men finder, da afgørelsen i den anden voldgiftssag om ekstrakrav ikke anses for gældende for et ubestridt fakturakrav, at der først kan kræves forrentning fra sidste rettidige betalingsdag. Den anerkendte 34.945 kr. er således renter for en kortere periode.

Af de grunde, der er anført af klager, finder voldgiftsretten , at indklagede må betale renter fra kravets fremsættelse, dvs. 77.510 kr.

5.13. Garantiprovision, 87.843 kr.

Det krævede beløb udgør præmier, som klager i perioden fra den 15. september 1999 og indtil den 15. juni 2001 har betalt for garantier, som indklagede efter klagers opfattelse med urette har nægtet at frigive.

Da indklagede efter udfaldet af denne voldgiftssag må anses for at have været berettiget til ikke at frigive garantierne jf- bemærkningerne ovenfor under 5.1. kan klager ikke få medhold vedrørende dette krav.

5.14. Indklagedes modkrav vedrørende retablering af grøfter, forlig, 1 mio. kr. er uomtvistet og skal altså betales af klager.

5.15. Det sidste af indklagedes modkrav udbedring af skilte, estimeret, 366.000 kr. angår et antal vejskilte, der i modstrid med kontrakten var forsynet med en slags selvklæbende folie svarende til, hvad der i Danmark anvendes til visse individuelle skilte. Skiltene har været udsat for hærværk derved, at folie er skrabet af. formentlig af lokale børn.

Klager er enig i, at projektet foreskriver en anden metode, men gør gældende, at ændringen var godkendt af adciterede.

Spørgsmålet er alene, om kontraktens krav er ændret, og klager har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.

Det kan lægges til grund, at den anvendte metode er billigere end den foreskrevne, og at bygherren ikke er godskrevet den besparelse, der er opnået. Voldgiftsretten finder, at klager ikke har løftet bevisbyrden for, at ændringen var godkendt, og klager må derfor betale de krævede 366.000 kr.

Konklusion.

Det følger af det anførte, at klager af de rejste krav får medhold for så vidt angår 14.700.211 kr., hvoraf 2.695.083 kr. er betalt. Når yderligere fratrækkes forligsbeløbet på 1 mio. kr. vedrørende retablering af grøfter, resterer 11.005.128 kr., som skal betales af indklagede. Det samlede beløb findes efter omstændighederne at burde forrentes fra den 1. september 1998.

Indklagede får på sin side medhold i, at klager ud over forligsbeløbet skal betale modkrav på 19.343.679 kr., der skal forrentes fra den 15. juni 2000.

Indklagede skal endvidere i overensstemmelse med sin påstand frigive de stillede garantier som påstået af klager ved påstand 3.

Der afsiges derfor følgende

Indklagede skal inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse til klager og underentreprenør betale 11.005.128 kr. med tillæg af renter, Nationalbankens diskonto + 2 % p.a., fra den 1. september 1998.

Klager og underentreprenør skal inden samme frist solidarisk til indklagede betale 19.343.679 kr. med tillæg af procesrente fra den 15. juni 2000.

Senest 14 dage efter opfyldelsen af kendelsen vedrørende de beløb, som er tilkendt indklagede, skal indklagede frigive de i oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2) omtalte garantier.

Inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen skal klager og underentreprenøren solidarisk godtgøre indklagede halvdelen af de udgifter til skønsmændene herunder for afhjemlingen der overstiger 486.000 kr. I øvrigt skal hver part bære sine egne sagsomkostninger.

Endvidere skal hver part efter opkrævning fra voldgiftsnævnet betale halvdelen af voldgiftsretten omkostninger.

Versioner

  1. 2002-07-29