Gelex

Beregning af pensionsophørelse

GældendeVersion 2002-03-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12572@2002-03-07/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 13. december 2001.

Nævnet traf denne

Værdien af Deres pension skal indberettes af pensionsinstituttet ved det fyldte 59½. år, og denne værdi indgår i Deres pensionsberegning på 60 års dagen.

Opgørelsen foretages på grundlag af pensionsinstituttets elektroniske oplysning om værdien af pensionen ved det fyldte 59½. år. Indberetningen sker med hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 4, efter Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension.

Efter Skatteministeriets bekendtgørelse skal værdien opgøres ved det 59½. år såfremt værdien af pensionsordningen ved det 60. år ikke er kendt på opgørelsesdatoen.

Da værdien af Deres kapitalpension ikke kan fremskrives med forrentning og aftalte bidrag til det fyldte 60 år, fordi kapitalpensionen er investeret i aktier, skal indberetning af depotet således ske med den aktuelle værdi ved det 59½. år.

Der er ikke hjemmel i loven eller bekendtgørelser til at der kan foretages en fornyet justeret værdiopgørelse som følge af kursfaldet i Deres aktiebeholdning i perioden fra Deres 59½. år til Deres 60. år.

Efter reglerne må De således tage risikoen for at aktiekurserne falder efter indberetningen, og at Deres fradrag i pensionen derfor bliver større end den ville have været ved Deres fyldte 60. år. Hvis kursfaldet var sket her et halvt år senere ville det ikke have været aktuelt med en fornyet vurdering af depotværdien, ligesom en kursstigning i perioden fra indberetningstidspunktet til beregningstidspunktet ikke ville medføre en ny opgørelse af værdien af pensionsordningen.

Ankenævnet finder at arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 3, hvorefter at værdien skal opgøres på tidspunktet umiddelbart før det fyldte 60. år, skal læses i sammenhæng med bestemmelsens henvisning til at opgørelsen skal foretages på baggrund af indberetningen efter skatteministerens fastsatte regler med hjemmel i § 74 i, stk. 4.

Ankenævnet finder heller ikke at det forhold at der i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 4, står at indberetningen skal finde sted "kort før og kort efter medlemmets fyldte 60. år" medfører andet resultat. Denne dobbelte indberetningspligt blev indsat af kontrolmæssige grunde, men havde ikke til formål at der skulle foretages en ny værdiopgørelse efter det fyldte 60. år. Arbejdsministeriet (nu Beskæftigelsesministeriet) har oplyst, at der i praksis ikke foretages en ny indberetning, men en tro- og love erklæring fra medlemmet om efterfølgende indbetalinger anses for tilstrækkelig.

Der henvises til arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 3 og 4, samt § 5, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn og § 3, stk. 2, i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 30. august 2001.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"I den pensionsopgørelse, som fulgte med Deres efterlønsbevis, er Deres kapitalpension i XXX Bank opgjort med en værdi på 653.924 kr. Denne værdi svarer til værdien ved Deres fyldte 59½. år.

Ved brev af 16. maj 2001 klager De over pensionsopgørelsen. De anfører bl.a., at Deres kapitalpension den 29. marts 2001 var faldet i værdi til 520.956,07 kr., at det indberettede beløb som 59½ årig er korrekt, og at Deres kapitalpension er faldet i værdi på grund af kursfald på aktier.

De anfører til slut, at pensionsopgørelsen ikke er i overensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, idet det her er anført, at pensionsordninger skal opgøres umiddelbart før det fyldte 60. år.".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 30. august 2001 denne afgørelse:

"Værdien af Deres kapitalpension skal opgøres ved det fyldte 59½. år. Denne værdi skal indgå i Deres pensionsberegning på 60-års-dagen.

Indledningsvis er det lagt til grund, at De fyldte 60 år den 8. april 2001, og at De dermed er omfattet af de fleksible efterlønsregler.

Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringsloven § 74 i, stk. 3, 1. pkt., at et medlem skal have opgjort værdien på tidspunktet umiddelbart før det fyldte 60. år af alle sine pensionsordninger. Direktoratet har i medfør af lovens § 74 i, stk. 9, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fradrag for pensioner.

Ifølge § 5, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn, skal pensionsinstitutter m.v. ved det 59½. år indberette oplysninger om værdien af pensioner m.v. Udgangspunktet er, at indberetningen skal ske med pensionsværdien fremskrevet til 60-års-dagen.

Visse pensionsordninger kan dog ikke indberettes med værdien fremskrevet til det fyldte 60. år. For disse pensionsordninger gælder, at indberetning skal ske med værdien ved det 59½. år, jf. skatteministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension, § 3, stk. 2.

Eftersom Deres kapitalpension i XXX Bank er af en art, hvis værdi på indberetningstidspunktet ikke kan fremskrives til det fyldte 60. år, idet ordningen er baseret på aktier, skal indberetning ske med værdien ved det 59½. år.

Ifølge dagældende bekendtgørelse om fleksibel efterløn, § 5, stk. 2-5, skal der alene foretages en fornyet værdiopgørelse i de tilfælde, hvor et medlem i perioden fra indberetningen til det fyldte 60. år foretager ekstraordinære indbetalinger til pension m.v., eller hvis en pensionsordning helt eller delvist ophører/ophæves. Det forhold, at en kapitalpension placeret i aktier stiger eller falder i værdi giver ikke i sig selv adgang til, at der kan ske en fornyet værdiopgørelse.

Direktoratet bemærker, at det efter direktoratets vurdering ikke er i strid med lovens § 74 i, stk. 3, 1. pkt., at en pension opgøres med værdien ved det fyldte 59½. år.

Direktoratet har ikke i øvrigt gennemgået beløbene i Deres pensionsopgørelse eller den afledte fradragsberegning.".

3. Klagen til ankenævnet

De har den 5. september 2001 anket direktoratets afgørelse.

XXX Arbejdsløshedskasse har den 22. oktober 2001 anført at der er tale om bristede forudsætninger for kapitalpensionen da opsparingen er 20% mindre på 60-års-dagen end på opgørelsestidspunktet.

Hovedkassen henviser til at der bør lægges vægt på at der i arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i, stk. 4, står at indberetningen skal finde sted kort før og kort efter medlemmet fyldte 60. år

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 1. november 2001 fastholdt den trufne afgørelse og bemærket.

" Direktoratet finder ikke at der er tale om bristede forudsætninger, når værdien ved det fyldte 59½. år lægges til grund for beregning af fradrag af pension i efterløn.

Det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 i stk. 3, 1. pkt., at et medlem skal have opgjort værdien på tidspunktet umiddelbart før det fyldte 60. år af alle sine pensionsordninger. Direktoratet har i medfør af lovens § 74 i, stk. 11, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fradrag for pensioner.

Ifølge § 4, stk.1, 2. pkt., i dagældende bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn skal pensionsopgørelsen opgøres bl. a. på baggrund af de elektronisk indberettede oplysninger.

Ifølge samme bekendtgørelses § 5, stk. 1, 2. pkt., skal den elektroniske indberetning ske efter Skatteministeriets bekendtgørelse om indberetning af pensioner m.v. tilbrug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension. Det fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse (nr. 543 af 30. juni 1999), § 3, stk. 2, at værdien af en pensionsordning skal opgøres ved det 59½. år, hvis værdien på 60-års-dagen ikke er kendt.

Idet medlemmets pensionsordning har karakter af en ordning, hvis værdi på 60-års-dagen ikke var kendt ved det fyldt 59½. år, finder direktoratet ikke, at der skal ske en fornyet opgørelse af værdien af pensionsordningen ved det fyldte 60. år."

5. Nyt efter klagen

Intet nyt fremkommet.

6. Regler

Arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000

§ 74 i. Et medlems pensionsordninger medfører fradrag i efterlønnen efter reglerne i stk. 2-11. Fradraget foretages, inden der foretages fradrag for arbejde m.v., jf. §§ 74 e-h.

Stk. 2. Reglerne i stk. 3-11 gælder for ordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven, dog ikke pensioner omfattet af § 2, nr. 3, og § 2, nr. 4, litra b-e, samt for opsparing fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Reglerne gælder endvidere for tilsvarende udenlandske pensionsordninger.

Stk. 3. Et medlem skal have opgjort værdien på tidspunktet umiddelbart før det fyldte 60. år af alle sine pensionsordninger . Opgørelsen foretages af arbejdsløshedskassen på grundlag af oplysninger, jf. stk. 4, om de i stk. 2, 1. pkt., nævnte ordninger samt på grundlag af erklæring afgivet af medlemmet om værdien umiddelbart før medlemmets fyldte 60. år af de i stk. 2, 2. pkt., nævnte pensioner, pensioner omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 2, samt pensioner omfattet af firmapensionskasselovens § 1, stk. 2, nr. 2-4, og § 2, stk. 3-5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser medlemmet en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det 60. år. For alle øvrige pensionsordninger oplyses depotet. Medlemmet har endvidere pligt til over for arbejdsløshedskassen at erklære, om oplysninger, der er indberettet efter stk. 4, er fyldestgørende.

Stk. 4. Pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v. samt offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger, som er omfattet af stk. 2, 1. pkt., har pligt til at foretage indberetning af værdien kort før og kort efter medlemmets fyldte 60. år af de omfattede pensionsrettigheder. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det 60. år. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. Nærmere bestemmelser om indberetningen, herunder om tidspunktet for indberetningen, fastsættes af skatteministeren efter aftale med arbejdsministeren . Sker indberetning ikke rettidigt, skal den indberetningspligtige betale en afgift til staten på 500 kr. Reglerne om angivelse af identiteten af personer efter kildeskattelovens § 57, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2 og 3, og §§ 85 og 86, finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter 1. pkt. Indberetning sker elektronisk til Told- og Skattestyrelsen, der videregiver oplysningerne i elektronisk form til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og eventuelt andre offentlige myndigheder. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen videregiver oplysningerne til arbejdsløshedskasserne.

Stk. 5. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger foretages der fradrag med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 80 pct. af den indberettede beregnede livsvarige årlige ydelse, jf. stk. 3, 3. pkt., og stk. 4, 2. pkt. For alle øvrige ordninger beregner arbejdsløshedskassen en årlig ydelse som 5 pct. af det indberettede depot, jf. stk. 4, 3. pkt. Inden fradraget i efterlønnen beregnes, foretages der et bundfradrag i den samlede årlige pensionsydelse på 10.000 kr. For medlemmer, der får udstedt efterlønsbevis i henholdsvis 1999, 2000, 2001 og 2002, er der dog i hele efterlønsperioden et bundfradrag på henholdsvis 30.000 kr., 25.000 kr., 20.000 kr. og 15.000 kr. om året. Bundfradraget reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Fradraget foretages herefter med 60 pct. af den beregnede årlige ydelse pr. efterlønstime. Fradrag efter denne bestemmelse foretages, uanset om pensionen udbetales i efterlønsperioden.

Stk. 6. Løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et ansættelsesforhold, medfører uanset stk. 5 fradrag i efterlønnen uden bundfradrag fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling. Fradraget udgør 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime, jf. dog stk. 9 og 10.

Stk. 7. Et medlem, der overgår til efterløn, før betingelserne for begrænset pensionsmodregning i stk. 9 er opfyldt, og som efter det fyldte 60. år indbetaler på en pensionsordning omfattet af § 15 A i pensionsbeskatningsloven, skal løbende have opgjort værdien heraf ved enhver indbetaling til ordningen. Principperne i stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Pensionsopgørelsen indgår i beregningen efter stk. 5. Arbejdsløshedskassen har pligt til at foretage omberegningen efter stk. 5 i forbindelse med hver yderligere indbetaling på pensionsordningen.

Stk. 8. Ved indbetaling på en § 15 A-pensionsordning efter det fyldte 60. år har pensionsinstitutter m.v., jf. stk. 4, 1. pkt., pligt til at foretage indberetning ved hver indbetaling frem til det fyldte 65. år. Principperne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse. Medlemmet har en tilsvarende pligt til over for arbejdsløshedskassen at oplyse om indbetalinger på disse pensionsordninger.

Stk. 9. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om fradrag for pensioner.

Stk. 10. Et medlem, der er overgået til efterløn fra overgangsydelse, skal alene have foretaget fradrag efter stk. 6. Fradraget udgør 45 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om fradrag for pensioner.

Stk. 12. Økonomiministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningsforudsætninger med hensyn til fradrag for pension i efterlønnen.

B ekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn

§ 4. for medlemmer, der søger om efterlønsbevis eller går på efterløn uden et bevis, skal a-kassen foretage en endelig opgørelse af alle pensioner m.v. ved det fyldte 60. år, jf. dog § 4 a. Opgørelsen skal ske på baggrund af de elektronisk indberettede oplysninger om pensioner m.v. samt medlemmets egne erklæringer herom, jf. reglerne i dette kapitel. Medlemmet skal bekræfte indholdet af a-kassens opgørelse.

Stk 2. ...

§ 5. For medlemmer, der fylder 60 år fra den 1. oktober 2000, indberetter pensionsinstitutter m.v. i elektronisk form oplysninger om værdien af pensioner m.v. ved det fyldte 59½. år. Indberetning sker efter Skatteministeriets bekendtgørelse om indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension."

Stk. 2. Et medlem, som skal have udstedt et efterlønsbevis eller overgår til efterløn, skal skriftligt oplyse over for a-kassen, om der i perioden fra indberetningen til det fyldte 60. år er sket ekstraordinære indbetalinger til pension m.v.

Stk. 3. Som en ekstraordinær indbetaling anses følgende:

1) ndbetaling ud over det aftalte til livsvarig alderspension (livrente eller lignende),

2) indbetaling ud over det aftalte i henhold til ikke-livsvarig pension, hvor ordningen er indberettet med størrelsen af depotet ved det 59½. år, tillagt forrentning og aftalte bidrag frem til det 60. år,

3) indbetaling til ikke-livsvarig pension, hvor ordningen er opgjort og indberettet med størrelsen af depotet ved det 59½. år, og

4) indbetaling til nyoprettet pension efter tidspunktet for indberetning af pensioner.

Stk. 4. Hvis der er sket ekstraordinær indbetaling til pension m.v. med beløb, der tilsammen overstiger en mindstegrænse, som svarer til det efter § 16, stk. 1, i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. til enhver tid fastsatte beløb (i 2000 på 35.200 kr.), skal a-kassen opgøre den eller de pågældende pensioner som følger:

1) Det årlige livsvarige pensionsbeløb efter stk. 3, nr. 1, opgøres med den faktiske årlige ydelse på datoen for det fyldte 60. år.

2) Depotværdien af pensionsbeløb efter stk. 3, nr. 2 og 3, tillægges det eller de ekstraordinært indbetalte beløb. Renter, kursudvikling m.v. i perioden fra indberetningen af pension til det fyldte 60. år tilskrives ikke eller trækkes ikke fra ved opgørelsen af ny reguleret depotværdi af pensionen.

3) Værdien af den nyoprettede pension efter stk. 3, nr. 4, opgøres ved det fyldte 60. år.

Stk. 5. Hvis et medlem i perioden efter den elektroniske indberetning har ophævet en pension, eller en pension helt eller delvist er ophørt i forhold til medlemmet med virkning forud for datoen for det fyldte 60. år, udgår pensionen af den samlede opgørelse. Et medlem skal over for a-kassen dokumentere, at en pension er ophævet eller ophørt.

§ 6. Et medlem, der er omfattet af § 5, skal give oplysning til a-kassen om alle pensioner m.v., der ikke er indberettet elektronisk. Det gælder også pensioner m.v. fra udenlandske pensionsinstitutter m.v.

Stk. 2. Oplysning om pensioner m.v. efter stk. 1 skal afgives med værdien ved det fyldte 60. år.

Stk. 3. Oplysning om pensioner m.v. efter stk. 1 skal afgives på en blanket, som er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Det enkelte pensionsinstitut m.v. kan udarbejde egne blanketter, der svarer hertil. Medlemmet skal aflevere oplysningerne til a-kassen.

I bemærkninger til forslaget til lov nr. 276 af 12. maj 1999 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om seniorydelse og lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (Fleksibel efterløn m.v.) står til § 74 i stk. 3 :

Bestemmelsen indebærer, at arbejdsløshedskassen til brug for beregningen af fradraget efter stk. 5, skal foretage en opgørelse af værdien af medlemmets pensionsordninger. Opgørelsen sker på baggrund af oplysninger om værdien af pensionerne umiddelbart før medlemmets fyldte 60. år, som de pensionskasser m.v. og myndigheder, der forvalter pensionsordningerne, får pligt til at indberette i medfør af stk. 4, samt på baggrund af oplysninger, som medlemmet får pligt til at give. Medlemmet vil således selv skulle indgive oplysning om følgende pensioner:

- Ordninger i udenlandske livsforsikrings- eller pensionsforsikringsselskaber

- Pensionstilsagn fra udenlandske arbejdsgivere

- EU-pensioner, FN-pensioner og lign.

- Uafdækkede pensionstilsagn til direktører

- Særskilte lovregulerede pensionsordninger, f.eks. for lodser

- Folketings-, minister- og borgmesterpensioner.

For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger skal medlemmet oplyse en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det 60. år. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. For en definition af depotet henvises til de indledende bemærkninger.

For øvrige pensionsordninger vil der skulle ske indberetninger fra følgende pensionsinstitutter m.v.:

- Livs- og pensionsforsikringsselskaber, der driver virksomhed i Danmark

- Tværgående pensionskasser under dansk tilsyn

- Statstjenestemænd (Økonomistyrelsen)

- Kommunale tjenestemandspensioner i Danmark

- Lønmodtagernes Dyrtidsfond

- Pengeinstitutter og godkendte institutter vedrørende rateopsparing og opsparing i pensionsøjemed i Danmark

- Firmapensionskasser under dansk tilsyn.

Til stk. 4

Det foreslås, at de pensionsinstitutter og myndigheder, der forvalter pensionsordningerne, får pligt til at indberette værdien umiddelbart før det fyldte 60. år af et medlems pensionsrettigheder. For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger indberettes en beregnet årlig livsvarig ydelse ved udbetaling fra det 60. år. For alle øvrige pensionsordninger indberettes depotet. For en definition af depotet henvises til de indledende bemærkninger. Nærmere bestemmelser om indberetningen fastsættes af skatteministeren efter aftale med arbejdsministeren. Der vil herunder blive fastsat regler om tidspunktet for indberetningen, og hvilke oplysninger indberetningen skal indeholde. Indberetningen vil skulle indeholde oplysninger om indberetterens identitet, CPR-nr. på den sikrede og pensionsordningens art. Det foreslås, at indberetningspligtige, der ikke indberetter rettidigt, skal kunne pålægges en afgift på 500 kr. Det foreslås, at reglerne i kildeskatteloven om gebyr og straf for manglende redegørelse for indeholdelse efter kildeskattelovens § 57 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at indberetningen efter stk. 4, skal ske elektronisk. Der vil blive etableret særlige internetløsninger for indberetningspligtige, der ikke umiddelbart vil kunne indberette elektronisk.

Under behandlingen af lovforslaget i Folketinget fremsattes følgende ændringsforslag af arbejdsministeren:

8) I det under nr. 9 foreslåede § 74 i, stk. 4, 1. pkt., ændres 'umiddelbart før' til: 'kort før og kort efter'.

Af bemærkninger hertil fremgår:

Til nr. 8

I forslaget til § 74 i, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 9, er det forudsat, at arbejdsløshedskassen til brug for beregningen af fradrag for pension skal foretage en opgørelse af værdien umiddelbart før medlemmets fyldte 60. år af et medlems pensionsordninger på baggrund af oplysninger, som de pensionskasser m.v. og myndigheder, der forvalter pensionsordningerne, får pligt til at indberette til Told og Skat efter nærmere regler fastsat i medfør af § 74 i, stk. 4. Det er her foreslået, at pensionskasserne m.v. skal indberette værdien umiddelbart før medlemmets fyldte 60. år. Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at fastsætte de nærmere regler efter aftale med arbejdsministeren, herunder om tidspunktet for indberetningen.

For at medlemmet og arbejdsløshedskassen kan have de nødvendige oplysninger umiddelbart inden medlemmets fyldte 60. år, foreslås det, at indberetningen skal ske såvel kort før som kort efter medlemmets fyldte 60. år. Det vil i skatteministerens bekendtgørelse blive fastsat, at indberetningen fra pensionskasserne m.v. skal ske pr. udgangen af måneden efter medlemmets fyldte 59. år. For at kunne kontrollere, at der ikke efter skæringsdatoen er foretaget ekstraordinære indbetalinger eller oprettet nye ordninger, foreslås det endvidere, at der også skal indberettes ved udgangen af måneden efter medlemmets fyldte 60. år. Medlemmet vil endvidere få pligt til over for arbejdsløshedskassen at oplyse, om der er foretaget indbetalinger eller oprettet nye ordninger efter skæringsdatoen. Der vil dog kunne fastsættes en bagatelgrænse, således at der alene skal oplyses om indbetalte beløb over den fastsatte grænse, og således at der alene skal foretages en efterregulering af pensionsfradraget, hvis der er indbetalt beløb herudover.

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 543 af 30. juni 1999 om indberetning af pensioner m.v. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og delpension

§ 2. Følgende oplysninger skal elektronisk indberettes om den enkelte pensionsordning:

...

nr. 6. Ordningens værdi i danske kroner ved ejerens 59½. år eller 60. år, jf. § 3.

nr. 8. Opgørelsesdato

§ 3. For en pensionsordning, hvor der er aftalt udbetaling af en livsvarig alderspension (livrente og lignende), opgøres denne del af ordningens værdi til størrelsen af den årlige livsvarige alderspension ved det 60. år.

Stk. 2. For en pensionsordning eller den del af ordningen, der ikke er omfattet af stk. 1, opgøres værdien af ordningen ved det 60. år, herunder kursværdien af værdipapirer i depot samt rente-, udbytte- og bonustilskrivning. Såfremt værdien af ordningen ved det 60. år ikke er kendt på opgørelsesdatoen, jf. § 2, nr. 8, opgøres værdien af ordningen ved det 59½. år.

§ 5. Indberetning skal foretages månedligt til Told- og skattestyrelsen. Indberetningen skal foretages ved udgangen af den kalendermåned, der følger efter den kalendermåned, hvor ejeren af pensionsordningen bliver 59½ år.

Versioner

  1. 2002-03-07