Gelex

Dispensation for tilmelding af AF efter udløb af 3. måneders periode

GældendeVersion 2001-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12601@2001-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af XXX - J.nr. XX - på møde den 17. maj 2001.

Nævnet traf følgende

XXX kan ikke få dispensation for manglende rettidig tilmelding til AF efter udløbet af attestperioden den 30. november 2000.

Ankenævnet har lagt til grund at attestperioden udløb den 30. november 2000, og at XXX den 14. december 2001 tilmeldte sig AF. Det er endvidere lagt til grund at XXX ikke før dette tidspunkt rettede henvendelse til direktoratet for at om anmode om forlængelse af fristen til tilmelding. Endelig er det lagt til grund at XXX i første halvdel af december 2000 havde en række møder med en spansk arbejdsgiver om et eventuelt samarbejde.

Af artikel 69, stk. 2, i forordningen fremgår det at et medlem skal tilmelde sig AF inden udløbet at af attetsperioden, men at fristen for tilmelding dog i undtagelsestilfælde kan forlænges. Efter gældende praksis kan blandt andet aftale om en ansættelsessamtale begrunde en forlængelse af fristen, men efter praksis skal der være søgt om forlængelse inden - eller i umiddelbar tilknytning til - udløbet af fristen.

Ankenævnet har lagt vægt på at XXXvar blevet vejledt om at han skulle have tilmeldt sig AF inden udløbet af attestperioden, og at fristen kun i særlige tilfælde kan forlænges.

Da XXX blev klar over at han ikke rettidigt kunne tilmelde sig AF, burde han derfor straks have henvendt sig til direktoratet og anmodet om dispensation med henvisning til jobsamtale. Ved først at kontakte AF den 14. december 2000 (og efterfølgende direktoratet) har XXX således mistet muligheden for at der kan bortses fra manglende rettidig tilmelding til AF.

De gældende regler finder i art. 69, stk. 1, litra c og stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og i § 15, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 618 af 23. juli 1999 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS og i det øvrige udland, samt vejledningen hertil.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 13. februar 2001.

Der kan læses om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

XXX

XXX

XXX

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Vi udstedte den 21. august 2000 en attest E 303 til Dem fra den 31. august 2000 til den 30. november 2000 til brug under arbejdssøgning i Spanien.

De blev tilmeldt Arbejdsformidlingen i Danmark den 14. december 2000.

De har fremsendt en mail fra en spansk arbejdsgiver som blandt andet bekræfter, at De har været aktivt arbejdssøgende og kontaktet hans kontor flere gange under Deres ophold i Spanien. Han bekræfter imidlertid ikke, at De har været indkaldt til en konkret samtale efter attestperiodens udløb."

Sekretariatet er enig i direktoratets fremstilling af sagen med følgende præcisering;

I mail af 18. januar 2001 fra XXX bekræftes det blandt andet at '..XXX and I have met various times and especially in the first two weeks of December 2000 to discuss a future professional collaboration.'

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 13. februar 2001 følgende afgørelse

"Vi kan ikke forlænge fristen for tilmelding til Arbejdsformidlingen i Danmark efter udløbet af attest E 303. Vi henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69, stk. 2.

Vi har lagt vægt på, at De ikke har kunnet dokumentere, at De var indkaldt til ansættelsessamtale i Spanien i umiddelbar tilknytning til attestperiodens udløb. Vi henviser til direktoratets bekendt- ørelse nr. 618 af 23. juli 1999 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde mv. inden for EØS og i det øvrige udland, § 15, og tilhørende vejledning nr. 122 af 23. juli 1999.

Vi har også lagt vægt på, at De først har søgt om forlængelse af fristen, efter udløbet af attest E 303. Som udgangspunkt forlænges fristen kun, hvis der er søgt om det, før attesten udløber.

De kan derfor ikke få dagpenge fra Deres tilmelding på Arbejdsformidlingen i Danmark den 14. december 2000.

Udbetaling af dagpenge er betinget af, at De får arbejde i mindst 296 timer inden for en periode på 12 uger/3 måneder. Vi henviser til ovennævnte bekendtgørelse § 2, stk. 2."

3. Klagen til ankenævnet

I brev af 9. marts 2001 klagede advokat XXX på vegne af XXX.

I klagen blev det anført at XXX havde ret til dagpenge fra den 14. december 2000 da XXX tilmeldelse til AF efter fristudløb var forårsaget af møder i begyndelsen af december måned 2000 med en spansk arbejdsgiver med henblik på eventuel ansættelse.

XXX henviste til email af 18. januar 2001 hvori arbejdsgiveren udtrykte positiv indtryk af XXX, og til at arbejdsgiveren ville overveje at ansætte XXX på fast tid eller som free-lancer i XXX.

XXX henviste endvidere til at XXX havde forklaret at det var atypisk at man som fotograf blev ansat på traditionel vis - dvs. efter jobopslag og jobsamtale. Derimod retter en potentiel arbejdsgiver henvendelse til en fotograf (eller omvendt) og fotografen viser derefter i en periode forskellige eksempler på sit arbejde. Der blev henvist til at 'jobsamtale' navnlig inden for kunstnerisk erhverv ikke skulle fortolkes for indskrænkende.

Endvidere henviste XXX til at det var åbenbart at det ikke var vejledningens intention af afskære retten til dagpenge i tilfælde hvor fristoverskridelsen skyldtes forsøg på et finde arbejde.

XXX henviste herudover til at XXX ikke var bekendt med at forlængelse af 3 måneders fristen forudsætter ansøgning inden udløbet af fristen. XXX bemærkede at XXX af økonomiske årsager i øvrigt ikke havde mulighed for at vende hjem på rette tidspunkt.

Endelig henviste XXX til at et afslag på XXXs dagpenge ret ville være et uforholdsmæssigt indgreb, og i uoverensstemmelse med de betragtningerne som ligger bag regelsættet.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen og sendte sagen til ankenævnet den 23. marts 2001.

I brevet anførte direktoratet at det af samtalerapport af 20. december 2000 fremgik at XXX havde læst direktoratets vejledning - ifølge denne skulle han gentilmelde sig AF inden 8 uger efter udløbet af attest E 303. Dette skulle være grunden til at XXX ikke tilmeldte i Danmark den 30. november 2000.

Direktoratet bemærkede, at XXX daværende tidspunkt ikke nævnte noget om, at han havde været til jobsamtale, og at dette var grunden til at han vendte hjem senere.

Direktoratet anførte, at den fremlagte dokumentation for jobsamtalen ikke opfyldte direktoratets praksis. Det skyldtes, at email ikke kan accepteres, fordi det ikke ved firmastempel eller på anden vis er bekræftet, at emailen er sendt af en arbejdsgiver.

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Gældende regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikrings- ordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1

---

c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

2. Såfremt den pågældende vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af den periode, i hvilken han efter bestemmelserne i stk. 1, litra c), har ret til ydelser, er han fortsat berettiget til ydelser efter denne stats lovgivning; såfremt han ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af nævnte periode, mister han enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist.

---

Bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 618 af 23. juli 1999.

§ 2. En person, som ikke har været arbejdsløshedsforsikret i Danmark inden for de sidste 5 år, men som har haft lønarbejde og været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land, kan medregne forsikringsperioder fra det andet EØS-land til § 53, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Medregning er betinget af, at

1) a-kassen modtager en skriftlig ansøgning om optagelse, og

2) personen påbegynder arbejde i Danmark, jf. stk. 2,

inden 8 uger, fra personen ophørte med at være arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land.

Stk. 2. For fuldtidsforsikrede kræves arbejde i mindst 296 timer inden for 12 uger eller 3 måneder. For deltidsforsikrede kræves arbejde i mindst 148 timer inden for 12 uger eller 3 måneder. For selvstændige erhvervsdrivende kræves udøvelse af selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i væsentligt omfang. Arbejdet skal kunne anerkendes efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

---

Tilmelding til Arbejdsformidlingen efter udløbet af attest E 303

§ 15. Et medlem, der har tilmeldt sig Arbejdsformidlingen i Danmark efter udløbet af attest E 303, opnår først ret til dagpenge, når medlemmet har arbejdet i det omfang, som fremgår af § 2, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om arbejde bortfalder, hvis medlemmet på baggrund af arbejde er blevet arbejdsløs- hedsforsikret i et andet EØS-land.

Vejledning om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS og i det øvrige udland, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 122 af 23. juli 1999.

Der henvises til artikel 69, stk. 2, i forordningen, hvorefter et medlem, der ikke vender tilbage til den kompetente stat inden udløbet af attesten, mister enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning. Det fremgår videre af artikel 69, stk. 2, at fristen for tilmelding i undtagelsestilfælde kan forlænges af det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution.

Direktoratet kan forlænge fristen for tilmelding til Arbejdsformidlingen i Danmark, hvis der er dokumentation for, at medlemmet har været syg i umiddelbar tilknytning til attestens udløb, og medlemmet som følge heraf ikke har været i stand til at rejse tilbage til Danmark og tilmelde sig Arbejdsformidlingen. Tilmelding til Arbejdsformidlingen skal ske senest dagen efter, medlemmet er blevet raskmeldt.

Fristen kan også forlænges, hvis medlemmet er på barselsorlov på det tidspunkt, hvor attesten udløber. Tilmelding til Arbejdsformidlingen skal ske senest dagen efter, orloven er ophørt.

Fristen kan videre forlænges, hvis der foreligger uforudsigelige og undskyldelige omstændigheder i umiddelbar tilknytning til attestens udløb. Tilmelding til Arbejdsformidlingen skal ske, så snart de uforudsigelige og undskyldelige omstændigheder ikke længere er til stede.

Endelig kan fristen forlænges, hvis der foreligger dokumentation for, at medlemmet skal til ansættelsessamtale i det andet EØS-land eller afventer resultatet af en ansættelsessamtale. I dette tilfælde forlænges fristen for tilmelding til Arbejdsformidlingen i Danmark med 4 uger.

Versioner

  1. 2001-05-21