Klage over afvisning af undersøgelse af en af person, der var gruppe 2-sikret
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12616@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt ikke anledning til kritik og lagde herved vægt på, at patienten havde nægtet såvel aflæsning af sygesikringskort som indhentelse af journal fra tidligere læge. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten oplyste, at han havde haft nyresmerter i mange år, og at han var blevet undersøgt herfor, samt at han havde mavesmerter, som han mente var forårsaget af kviksølvforgiftning, og at han ønskede at blive undersøgt herfor.
For så vidt angik oplysningen om, at patienten havde blod i afføringen forelå der modstridende oplysninger, idet lægen havde oplyst, at patienten på intet tidspunkt under konsultationen havde oplyst, at han havde blod i afføringen. På baggrund heraf gjaldt det almindelige retsprincip om, at tvivlen skulle komme den indklagede til gode, hvor nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at patienten havde klaget over blod i afføringen. Endelig lagde nævnet vægt på, at patienten ikke frembød tegn på akut sygdom.
Nævnet oplyste, at lægens arbejdsvilkår forudsatte, at lægen modtog de oplysninger, der var nødvendige for at tilrettelægge arbejdet mest hensigtsmæssigt.
Nævnet fandt, at patientens symptomer, valget af sygesikringsgruppe samt hans vægring mod indhentelse af journalen fra tidligere læge, udelukkede muligheden for, at lægen kunne fungere som den koordinerende person i sundhedssystemet i forbindelse med udredning af patientens symptomer.
Endelig fandt nævnet, at da patienten ikke havde en akut behandlingskrævende lidelse, havde lægen været berettiget til at afvise patientens anmodning om undersøgelse.