Indberetning vedr. overskæring af stor vene ved operation for åreknudedannelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12670@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet lagde vægt på, at speciallægen påbegyndte det operative indgreb ved at foretage en gennemskæring af huden, hvorefter den store venes (vena saphena magna) indmunding i den dybe vene (vena femoralis) fra benet blev blotlagt. Ved indmundingen blev der iagttaget en udposning på den store vene, og den forundersøgende speciallæge overtog operationen. Den dybe benvene (vena femoralis profunda) blev overskåret under forsøget på at fjerne udposningen, hvorved der optrådte en kraftig blødning. Speciallægerne opnåede ikke tilfredsstillende oversigt over operationsfeltet, men måtte foretage midlertidig kontrol af blødningen ved manuel kompression og derefter ved anvendelse af kartænger og komprimerende forbinding. Speciallæge tilførte endvidere væske gennem kanyle (venflon) direkte i blodårerne.
Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten ved ankomsten på karkirugisk afdeling var vågen, men chokeret med lavt blodtryk. Hun havde hurtig hjerterytme (takykardi), var bleg og klam, og der blev skønnet et blodtab på 1000 ml. Blødningen blev standset, og de beskadigede vener blev rekonstrueret.
Nævnet oplyste, at der ved operation for åreknuder i lysken kan være risiko for læsion af større blodkar. Ved fjernelse (resektion) af indløbet af den overfladiske vene i den dybe vene (stella venosa) skal den dybe vene frilægges, hvorfor der altid bør være sterile kartænger til rådighed. Det var nævnets vurdering, at der ved operation for åreknuder i lysken bør være anlagt venflon, inden operationens begyndelse, da der i dette område kan være blødningsrisiko.
Nævnet fandt herefter, at speciallæge, som var ansvarlig for operationen, havde handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling, idet han forårsagede en kraftig blødning, og nævnet anmodede anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale for overtrædelse af lægelovens §18. Endvidere fandt nævnet, at han forud for operationen burde have sikret sig, at de fornødne kartænger var til stede, og at der var anlagt venflon.