Klage over udskiftning af ernæringssonde samt information til pårørende
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12673@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet lagde vægt på, at reservelægen, der den 27. februar 2000 anlagde den nye sonde gennem den gamle kanal, formodede, at der var dannet en fast forbindelse mellem bugvæggen og mavesækken, da patienten havde haft en sådan sonde igennem længere tid.
Nævnet fandt, at sondeanlæggelsen den 16. februar 2000 ikke kunne betragtes som en nyligt anlagt sonde, idet den foregik gennem gammelt arvæv efter en tidligere sonde, hvorfor det måtte antages, at der var dannet en fast forbindelse mellem mavesæk og bugvæg.
Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er faglig enighed om, hvor lang tid der ved kategorien "ikke nyligt anlagt sonde" må gå mellem udglidningen af sonden og genindlæggelse uden røntgenkontrol eller i form af nyanlæggelse.
Nævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne kritisere, at reservelægen anlagde sonden i det gamle sondehul. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om den administrerende overlæge havde udarbejdet retningslinier for anlæggelse/nyanlæggelse af sonde, hvorefter man skal sikre sig sondens beliggenhed ved en efterfølgende røntgenundersøgelse.
For så vidt angik information, som patientens ægtefælle modtog, fandt nævnet ikke grundlag for kritik. Nævnet lagde herved vægt på, at det ifølge lov om patienters retsstilling er patienten selv, som har ret til at få information om sin helbredstilstand.