Klage over kikkert-galdevejsoperation
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12706@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægens operation den 28. november 2000. Patientklagenævnet lagde vægt på, at der ved operationen den 7. december 2000 blev fundet, at ikke blot galdeblærens udførselsgang til den dybe galdegang var lukket med clips, men der var yderligere sat 6 clips på højre side af den dybe galdegang, som var læderet i næsten hele sin udstrækning op til sammenløbet af galdegangen fra højre og venstre leverlap.
Nævnet vurderede, at 6 clips på den dybe galdegang udover clips på galdeblærens udførselsgang i den dybe galdegang ikke kunne anses for hændeligt, men måtte betegnes som udtryk for mangelfuld frilægning af de anatomiske strukturer, som var nødvendig for at undgå læsioner af den dybe galdegang. Nævnet oplyste, at læsioner af den dybe galdegang var en kendt men sjælden komplikation ved fjernelse af galdeblæren. Når de anatomiske strukturer ikke sikkert kunne identificeres ved kikkertoperation, var der lægefaglig indikation for at ændre operationen til åben operation.
Nævnet fandt, at det forhold, at der i alt var blevet efterladt 9 clips, klart var i modstrid med overlægens operationsbeskrivelse, og nævnet fandt grundlag for at kritisere hans journalføring.