Indberetning af to tandlægers behandling, herunder udskiftning af amalgamfyldninger med plast, endvidere tandlægens instruktion af medhjælp
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12728@2001-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt, at tandlæge A havde overtrådt tandlægelovens §12 ved sin benyttelse af medhjælp, idet det var nævnets opfattelse, at han ikke i tilstrækkelig grad havde instrueret de to cand.odont'er, der behandlede patienten fra 1991 til 1994, i den særlige behandling med udskiftning af sølvamalgamfyldninger med plastfyldninger, som anvendtes i hans klinik. Nævnet lagde herved vægt på, at tandlæge A til sagen havde oplyst, at han som instruktion af de to cand.odont'er havde udleveret en af ham udfærdiget prisopgave, hvoraf det fremgik, at det var tandlæge A's opfattelse, at plastmaterialer kunne og burde erstatte stort set alle tidligere anerkendte fyldningsmaterialer.
Det var nævnets opfattelse, at der ved anvendelse af plastmaterialer til store fyldninger kan ske en hurtig udvikling af karies ved overgangen mellem resttand og fyldning.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at prisopgaven ikke indeholdt nogen beskrivelse af de tekniske retningslinier, der skulle anvendes. Det var nævnets opfattelse, at en medhjælp, der skal arbejde efter de principper, som fremgår af tandlæge A's prisopgave, skal instrueres og kvalitetssikres særdeles grundigt, idet der ved anvendelsen af disse principper arbejdes efter væsentligt andre indikationsstillinger end på tandlægeskolerne. Nævnet lagde på denne baggrund til grund, at tandlæge A ikke havde instrueret de to cand.odont'er tilstrækkelig grundigt.
Patientklagenævnet fandt endvidere, at tandlæge B havde overtrådt tandlægelovens §12 i forbindelse med undersøgelse og behandling for karies. Herved lagde nævnet vægt på, at røntgenbillederne optaget i 1996 viste behandlingskrævende karies på 5 tænder, hvoraf tandlæge B kun behandlede de 2.