Klage over tandbehandling på skadestue og manglende orientering af forældrene
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12731@2001-12-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af den måde, overtandlægen satte tanden på plads på den 29. april 2000. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at overtandlæge fandt tanden med et ukompliceret brud på kronen, og et ukompliceret brud på de to tænder på hver side af tanden, samt at han fandt tanden ren, hvorfor han ikke ordinerede pencillinbehandling. Nævnet lagde også vægt på, at drengen fik oplyst, at han ikke måtte bide af med fortænderne, og der blev anbefalet blød kost i 2 uger samt kontrol hos egen tandlæge 1 til 2 uger senere.
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af, at overtandlægen ikke bedøvede, inden han foretog på pladssætningen. Nævnet lagde vægt på, at overtandlægen vurderede, at det ville give mindre ubehag at indsætte tanden uden bedøvelse end at bedøve. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at såfremt der under behandlingen var tale om smerte og anmodning om bedøvelse fra patientens side, burde patienten bedøves.
Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af, at overtandlægen ikke ordinerede penicillinbehandling i forbindelse med behandlingen på skadestuen. Nævnet oplyste, at ifølge litteraturen er der ikke forskel i udfaldet ved en ordination af antibiotika ved udslåede tænder eller en undladelse af ordination.
For så vidt angik klagen over, at man ikke kontaktede forældrene oplyste nævnet, at hvorvidt forældrene skal informeres om 15- til 17-årige patienter, må vurderes ud fra blandt andet behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, den unges alder og modenhed og behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.
Nævnet fandt, at det må antages, at en ung på 16 år kan forstå information om, at han ikke måtte bide af med fortænderne og burde spise blød kost. Nævnet fandt dog, at det ud fra en samlet vurdering havde været hensigtsmæssigt, om der som minimum var blevet søgt telefonisk kontakt med hjemmet, inden behandlingen blev iværksat, og om drengen var blevet medgivet skriftlig orientering med henblik på opfølgning i hjemmet, således at forældrene kunne opfylde omsorgspligten.