Klage over mangelfuld behandling af betydelig svækket ældre mand
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12735@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægerne på kirurgisk og medicinsk afdeling. Nævnet lagde vægt på, at patienten var blevet henvist til medicinsk afdeling, men at lægerne på grund af pladsproblemer, og idet han havde både kirurgiske og medicinske lidelser, visiterede ham til kirurgisk afdeling, således at de medicinske problemer blev varetaget af medicinsk afdeling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at knogleundersøgelsen blev foretaget på baggrund af tidligere konstaterede forandringer i knoglerne, som gav mistanke om kræft i blærehalskirtlen, og som endvidere kunne forklare patientens svækkelse.
Vedrørende tilsynet fra medicinsk afdeling lagde nævnet vægt på, at dette fandt sted efter
1time, hvilket nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere, al den stund der ikke var tale om en perakut situation.
Nævnet lagde vedrørende journalføringen vægt på, at det af kardex fremgik, at der var blevet anlagt urinvejskateter, ligesom det af journalen fremgik, hvilken behandling der var blevet iværksat, resultatet heraf, og hvilken afdeling og læge, der havde været involveret, samt datoen for behandlingen.
Nævnet fandt desuden ikke grundlag for at kritisere sygeplejerskerne på kirurgisk afdeling. Nævnet lagde vægt på, at patienten var placeret i stolen efter eget ønske, idet dette kunne lette hans vejrtrækning, mens klokkesnoren efter sædvanlig procedure var hæftet på sengen, således at den kunne nås, når han var sengeliggende.