Klage over fodbehandling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/12743@2001-12-31/da
Indhold
Nævnet fandt, at fodterapeuten ikke havde overtrådt lægeloven ved selve behandlingen af patienten ved konsultationen, og lagde herved vægt på, at der forelå modstridende oplysninger fra patienten og fodterapeuten.
Ifølge patienten har han aldrig har haft hård hud på venstre storetå. Ifølge fodterapeuten kom hun under behandlingen til at snitte patienten i hans venstre storetå i forbindelse med fjernelse af overliggende hård hud ved negleomgivelserne. Da der ikke forelå andre oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden, og da Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at snittet i tåen skyldtes en fejl fra fodterapeutens side.
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere, at behandlingen af patienten ikke var journalført tilstrækkeligt, og lagde herved vægt på, at journalen efter almindelig anerkendt faglig standard burde have indeholdt oplysninger om, at patienten var diabetiker, led af leddegigt, samt oplysninger om pulsationsforhold. Endvidere burde journalen have indeholdt nærmere oplysninger om det nævnte sår.
Patientklagenævnet fandt endvidere grundlag for kritik af fodterapeutens behandling af patienten i forbindelse med efterbehandlingen, og lagde herved vægt på, at fodterapeuten efter behandlingen undlod at kontakte ham.
Nævnet oplyste, at der er risiko for, at sårheling for patienter med sukkersyge og leddegigt ikke er tilfredsstillende. Ved disse patienter er det således vigtigt at kontrollere sårhelingen og sætte ind med lægelig behandling, hvis ikke tilstanden er tilfredsstillende.