Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9464@2001-08-23/da

Indhold

1. Indledning

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E. 2.2.0008 Hverken ligestillingsloven eller ligebehandlingsloven giver grundlag for at pålægge SID at optage kvinder som medlemmer, hvis disse henhører under KAD i henhold til grænseaftale mellem de to fagforbund. Klagerne i sagen var en gruppe ufaglærte kvinder, der ønskede at blive overflyttet fra KAD til SID. Ligestillingsnævnet fandt, at arbejdsforhold ikke er omfattet af udtrykkene "offentlig forvaltning" , "almen virksomhed" eller "erhvervsmæssig virksomhed" i ligestillingslovens § 2. Da adgangen til at være medlem af en fagforening efter Ligestillingsnævnets opfattelse henhører under begrebet arbejdsforhold, fandt nævnet herefter, at ligestillingslovens § 2 ikke omfatter denne adgang. Hvad angår ligebehandlingsloven bemærkede nævnet, at denne ikke indeholder noget forbud mod, at to fagforbund fordeler sine medlemmer imellem sig på grundlag af medlemmernes køn. Hvorfor der ikke fandtes grundlag for at pålægge SID at optage klagerne som medlemmer.

Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Pia Deleuran ¬Ruth Nielsen ¬¬ Indledning ¬Sagen drejer sig om, hvorvidt det er en ulovlig kønsdiskrimination, at Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) under henvisning til en grænseaftale med Kvindeligt Arbejder Forbund i Danmark (KAD) i et vist omfang nægter at optage kvinder som medlemmer af forbundet. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klagerne er en gruppe ufaglærte kvinder på en virksomhed, der ønsker at blive overflyttet fra KAD til SID. SID har under henvisning til en grænseaftale med KAD nægtet at optage kvinderne som medlemmer. Det fremgår af grænseaftalen, at KAD organiserer de kvindelige ufaglærte arbejdere, SID de mandlige ufaglærte arbejdere og Dansk Metal de faglærte arbejdere. ¬¬ Klagernes påstand ¬Ligestillingsnævnet opfatter formålet med klagen således, at Ligestillingsnævnet skal konstatere, at grænseaftalen indebærer en ulovlig forskelsbehandling, jf. ligestillingslovens § 2. ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klagerne har anført, at de ønsker sig overflyttet fra KAD til SID for at styrke deres muligheder på deres nuværende arbejdsplads og ved eventuel arbejdsløshed, at KAD's medlemmer på virksomheden i over et år ikke har haft en tillidsrepræsentant og derved ingen indflydelse, at SID og Dansk Metal har forhandlet på deres vegne, hvilket klagerne har været tilfreds med, samt at dette har skabt ro på arbejdspladsen. ¬¬Klagerne har endvidere henvist til, at der ikke findes særlige kvindejobs på virksomheden, da der er mænd som udfører de samme arbejdsopgaver som kvinderne, mens der modsat er visse stillinger, der omtales som traditionelle SID jobs. Herved risikerer de kvindelige arbejdstagere at blive udsat for diskrimination ved fyringer, omrokeringer og nye jobtilbud. ¬¬Klagerne har endelig anført, at det i år 2001 ikke kan være rigtigt, at man ikke selv kan vælge, om man ønsker at være medlem af KAD eller SID, men på grund af sit køn er tvunget til at være medlem af KAD, samt at denne forskelsbehandling er usaglig, idet den alene er baseret på køn. ¬¬ Indklagede SID har anført, at KAD's og SID's adgang til at indgå aftaler om de nærmere organisationsforhold mellem de 2 forbund udspringer af en årelang arbejdsretlig praksis, at SID på baggrund af denne praksis inden for Industriens overenskomstområde organiserer de mandlige ufaglærte arbejdere, mens KAD organiserer de ufaglærte kvindelige arbejdere, samt at en sådan aftale ikke betyder en forskelsbehandling i arbejdsvilkår, hvorfor den ikke er kønsdiskriminerende i forhold til ligebehandlingsloven. ¬¬Indklagede har i øvrigt tilsluttet sig det af KAD anførte. ¬¬KAD, der af Ligestillingsnævnet er opfordret til at fremkomme med sine bemærkninger i anledning af sagen, har anført, at man har handlet i overensstemmelse med grænseaftalen på industriens overenskomstområde indgået mellem SID og KAD, at en årelang og fundamental arbejdsretlig praksis for, at de enkelte fagforbund lovligt kan indgå grænseaftaler om organisering af arbejdstagere, ligger til grund for denne aftale, at de personer, der ønsker at organisere sig i en faglig organisation må respektere disse grænseaftaler, samt at en faglig organisation ved indgåelse af en grænseaftale kan være berettiget og forpligtet til at overføre berørte medlemmer til en modstående organisation, selv om dette går imod det berørte medlems ønske. ¬¬KAD har endvidere henvist til, at det afgørende i denne sag må være, om der materielt finder forskelsbehandling sted mellem de to medlemsgrupper på grund af grænseaftalen, at dette ikke er tilfældet, idet begge parter er omfattet af Industriens Overenskomst, at det er op til KAD-medlemmerne selv at drage omsorg for, at der på virksomheden vælges en tillidsmandsrepræsentant, der kan repræsentere dem, at det forhold, at en bestemt medarbejdergruppe på en virksomhed i en periode er uden selvstændig tillidsrepræsentation, ikke er kønsbetinget, samt at der på virksomheden er indgået aftale om, at SID's tillidsrepræsentant tillige repræsenterer KAD-medlemmerne, indtil disse måtte vælge deres egen tillidsrepræsentant. ¬¬KAD har desuden gjort gældende, at der ikke er tale om en overtrædelse af ligebehandlingsloven, da det ved lovens vedtagelse var direkte forudsat, at grænseaftaler på arbejdsmarkedet ikke strider mod loven, og at dette også gælder grænseaftaler, hvor kønnet indgår som afgørende kriterium for organiseringen af medlemmer i de respektive forbund, hvorfor det kønsbetingede medlemskab af en faglig organisation anses som værende et saglig kriterium, samt at adgangen til medlemskab af en bestemt faglig organisation er uden betydning for den beskyttelse mod forskelsbehandling, der i øvrigt følger af lovgivningen. ¬¬KAD har endelig anført, at faglige organisationer ikke er omfattet af ligestillingslovens § 2, idet faglige organisationer hverken falder ind under begrebet erhvervsmæssig virksomhed eller almen virksomhed, samt at grænseaftalen ikke er omfattet af ligestillingslovens forbud mod usaglig forskelsbehandling, idet grænseaftalen ikke stiller kvinder og mænd vilkårsmæssigt forskelligt. ¬¬ Nævnets bemærkninger og konklusion ¬Det er af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives klagerne medhold i klagen, om adgangen til at være medlem af en fagforening er omfattet af bestemmelsen i § 2, stk. 1, i ligestillingsloven (lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd som ændret ved lov nr. 440 af 7. juni 2001). ¬¬Herom bemærkes følgende: ¬¬Efter ligestillingslovens § 2, stk. 1 skal enhver arbejdsgiver, myndighed eller organisation behandle kvinder og mænd lige inden for offentlig forvaltning og erhvervsmæssig og almen virksomhed. ¬¬Adgangen til at være medlem af en fagforening er ikke omfattet af udtrykkene "offentlig forvaltning" og "almen virksomhed". ¬¬Vedrørende udtrykket "erhvervsmæssig virksomhed" fremgår det af bemærkningerne til forslaget til ligestillingsloven, at udtrykket ganske vist skal forstås bredt, men bemærkningerne indeholder ingen antydning af, at arbejdsforhold skulle være omfattet af udtrykket "erhvervsmæssig virksomhed". ¬¬Ligestillingslovens § 2, stk. 4, er sålydende: ¬¬"Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder anvendelse på de områder, der er omfattet af disse love." ¬¬Om denne bestemmelse udtales det i bemærkningerne til lovforslaget: ¬¬"Efter stk. 4 gælder, at lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse, barselorlov mv., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder anvendelse på de områder, der er omfattet af disse love. Disse love finder på deres område anvendelse i stedet for bestemmelserne i ligestillingsloven og er således at betragte som »lex specialis« i forhold til ligestillingsloven." ¬¬Som konsekvens af Ligestillingsnævnets opfattelse, hvorefter udtrykket "erhvervsmæssig virksomhed" i ligestillingsloven ikke omhandler området arbejdsforhold, finder nævnet, at lovens § 2, stk. 4, må forstås således, at den udtømmende angiver de love, der indeholder forbud mod kønsdiskrimination på området arbejdsforhold. ¬¬Da adgangen til at være medlem af en fagforening efter Ligestillingsnævnets opfattelse henhører under begrebet arbejdsforhold, finder nævnet herefter, at ligestillingslovens § 2 ikke omfatter denne adgang. ¬¬Hvad angår ligebehandlingsloven (lov bekendtgørelse nr. 908 af 27. september 2000 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.) bemærkes, at denne lov ikke indeholder noget forbud mod, at to fagforbund fordeler sine medlemmer imellem sig på grundlag af medlemmernes køn. Dette hænger sammen med, at det ved tilblivelsen af ligebehandlingsloven blev klart forudsat, at den danske historiske tradition for at bruge køn som organisationskriterium i fagbevægelsen ikke skulle gøres ulovlig. ¬¬Der er således hverken efter ligestillingsloven eller ligebehandlingsloven grundlag for at pålægge SID at optage klagerne som medlemmer. ¬¬Efter det anførte ¬¬ bestemmes ¬¬Klagen tages ikke til følge. ¬ <J.nr. E. 2.2.0008>

Versioner

1. 2001-08-23