Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9468@2001-09-26/da

Indhold

1. Indledning

Ligestillingsnævnets afgørelse

Sagen er efterfølgende indbragt for domstolene og forligt i Sø- og Handelsretten. J.nr. E. 2.3.0003 Kvinde tilkendt et beløb svarende til forskellen mellem en mandlig kollegas løn og hendes løn, idet arbejdsgiveren fandtes at have overtrådt ligelønsloven (dissens). En kvinde klagede over, at hun var lavere lønnet end to mandlige kolleger. To medlemmer af nævnet fandt, at klageren havde sandsynliggjort, at der var tale om lønmæssig forskelsbehandling. Herefter påhvilede det arbejdsgiveren at påvise, at dette ikke var tilfældet, og denne bevisbyrde fandtes ikke løftet. Nævnets flertal bestemte herefter, at arbejdsgiveren skulle betale klageren et beløb svarende til lønforskellen. Et medlem af nævnet fandt ikke, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udøvet direkte eller indirekte kønsdiskrimination og stemte derfor for at klagen ikke skulle tages til følge.

Sagen er efterfølgende indbragt for domstolene og forligt i Sø- og Handelsretten. I september 2001 blev en privat virksomhed af Ligestillingsnævnet dømt til at betale et beløb svarende til forskellen på den løn, der var udbetalt til klageren, og den løn, der har været udbetalt til en kollega, da nævnet havde fundet, at indklagede havde udøvet forskelsbehandling i strid med ligelønsloven. ¬¬Da den indklagede virksomhed var gået konkurs, og dermed ikke betalte det idømte beløb, blev sagen indbragt for domstolene. ¬¬Sagen blev forligt i Sø- og Handelsretten med en godtgørelse på 55.556 kr., og kravet blev anmeldt i virksomhedens konkursbo. Ligestillingsnævnets afgørelse J.nr. E. 2.3.0003 Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬Indledning ¬¬Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har udsat klageren for lønmæssig forskelsbehandling på grund af klagerens køn. ¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, der er kvinde, blev kort tid før sin opsigelse opmærksom på, at hun var lavere lønnet end to af sine mandlige kollegaer M1 og M2 , særligt M1. ¬¬Klageren blev ansat hos indklagede pr. 1. september 1998 og fratrådte sin stilling den 31. marts 2000. ¬¬Af klagerens ansættelseskontrakt fremgår det, at hendes arbejdsopgaver bestod i ordrebehandling til selskabets produktion samt alle andre forefaldende opgaver i selskabets salgsafdeling inklusive ad hoc opgaver, at hendes tiltrædelsesløn var på 20.500 kr. pr. måned, og at lønnen skulle tages op til diskussion efter 3 måneders ansættelse. ¬¬M1 var blevet ansat i firmaet den 1. april 1998. ¬¬Indklagede har oplyst, at medarbejderne i salgsafdelingen har haft følgende månedlige aflønning i klagerens ansættelsestid (i tallene er lønnen til lederne af salgsafdelingen ikke medtaget): ¬¬Pr. 1. september 1998: ¬¬Kvinder: ¬Klageren 20.500 kr. ¬K1 25.000 kr. ¬K2 25.000 kr. ¬K3 19.500 kr. ¬K4 20.000 kr. ¬K5 21.000 kr. ¬131.000 kr. : 6 = gennemsnitligt 21.833 kr. ¬Mænd: ¬M1 24.000 kr. ¬M2 21.000 kr. ¬45.000 kr. : 2 = gennemsnitligt 22.500 kr. ¬¬Pr. 1. januar 1999: ¬¬Kvinder: ¬Klageren 20.500 kr. ¬K1 25.000 kr. ¬K2 25.000 kr. ¬K3 22.000 kr. ¬K4 22.000 kr. ¬114.500 kr. : 5 = gennemsnitligt 22.900 kr. ¬¬Mænd: ¬M1 24.000 kr. ¬M2 21.000 kr. ¬M3 18.500 kr. ¬63.500 kr. : 3 = gennemsnitligt 21.167 kr. ¬¬Pr. 1. juli 1999: ¬¬Kvinder: ¬Klageren 21.844 kr. ¬K3 22.352 kr. ¬K4 22.352 kr. ¬K6 22.000 kr. ¬88.548 kr. : 4= gennemsnitligt 22.137 kr. ¬¬Mænd: ¬M1 24.000 kr. ¬M2 22.860 kr. ¬M3 18.500 kr. ¬M4 18.796 kr. ¬84. 156 kr. : 4 = gennemsnitligt 21.039 kr. ¬¬Pr. 1. januar 2000: ¬¬Kvinder: ¬Klageren 21.844 kr. ¬K3 22.352 kr. ¬K4 23.852 kr. ¬K6 22.000 kr. ¬K7 19.000 kr. ¬K8 19.000 kr. ¬K9 20.000 kr. ¬K10 16.650 kr. ¬164.698 kr. : 8= gennemsnitligt 20.587 kr. ¬¬Mænd: ¬M1 24.384 kr. ¬M2 24.360 kr. ¬M3 18.500 kr. ¬67.244 kr. : 3 = gennemsnitligt 22.415 kr. ¬¬Klageren har gjort gældende, at indklagedes lønoplysninger ikke er dokumenterede. ¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har nedlagt påstand om en økonomisk kompensation. ¬¬ Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren har anført, at de af indklagede meddelte lønoplysninger ikke giver et relevant sammenligningsgrundlag, idet hun lønmæssigt bør sammenlignes med M1. Dette begrundes med, at klageren og M1 indgik i en lille salgsgruppe, hvor de skulle overlappe hinanden ved ferier, sygdom, og når arbejdspresset blev for stort. Dette resulterede i, at klageren skulle kende og kunne servicere M1's kunder og omvendt. Klageren havde ikke kendskab til de andre kollegers kunder i samme omfang, da disse kolleger indgik i lignende grupper. ¬¬Klageren har videre anført, at hun stod for CD-ordrerne, mens M1 stod for DVD-ordrerne, at der ikke var nogen forskel i arbejdsprocesserne, at hun og M1 derfor udførte samme form for arbejde, herunder modtog ordre, oprettede varer, sendte masteren i studiet, lavede stamper, udskrev produktionspapirer, lagde på lager, sendte varen og fakturerede kunden, samt at hun og M1 havde samme kompetence og ansvar. Der var således ikke arbejdsmæssige eller kvalifikationsmæssige forskelle i de krav, der stilledes til de to medarbejdere. ¬¬Klageren har endvidere gjort gældende, at M1 ikke havde en større ekspertise end klageren, idet M1 tidligere var ansat som kørende sælger indenfor papirbrancen uden erfaring og kendskab til DVD/CD markedet, at hun som uddannet kontorassistent med erfaring som salgs/eksportassistent siden 1986 samt uddannet merkonom besad de for arbejdspladsen relevante kvalifikationer, samt at omsætningstallene for M1 for 1999 var 17-18 mill. kr. og for klagerens vedkommende var på ca. 16 mill. kr. Før et internt møde den 29. februar 2000 havde firmaet endvidere ikke udtrykt utilfredshed med klagerens arbejde eller med klagerens menneskelige kvalifikationer. ¬¬ Indklagede har anført, at alle medarbejderne i salgsfunktionen udfører arbejde af samme værdi, hvorfor vurderingen af klagerens lønniveau efter ligelønsloven skal foretages på baggrund af en samlet vurdering af lønningerne for alle medarbejderne i salgsfunktionen, at det efter en gennemgang af lønniveauet for alle medarbejderne i salgsfunktionen klart fremgår, at der ikke eksisterer kønsrelaterede forskelle i aflønningen for arbejde af samme værdi, samt at placeringen af medarbejdere i grupper skete af praktiske hensyn. Det er virksomhedens individuelle opfattelse af den enkelte salgsmedarbejders indsats og indfrielse af forventninger, der ligger til grund for aflønningen. Den udarbejdede lønningsliste viser, at klageren på ingen måde var væsentligt lavere lønnet end sine mandlige kolleger i afdelingen. ¬¬Vedrørende M1 har indklagede anført, at han blev ansat på baggrund af sit specifikke erfaringsgrundlag og sin viden, at den trykviden, som M1 besidder, samt det krav, som den væsentlige kunde stillede, kunne imødekommes af M1, men ikke af klageren. Virksomheden håbede endvidere ved M1's ansættelse at "opsamle" et par nye store kunder via M1's netværk, hvorfor man imødekom M1's krav til en måneds løn, der svarede til den, som han i forvejen oppebar, skønt den lå væsentligt over virksomhedens vanlige lønniveau. Da det ikke lykkedes at erhverve nye kunder via M1's netværk, blev det aftalt, at M1's løn blev stillet i bero indtil lønforhandlingerne i år 2000. M1 er tillige virksomhedens absolutte og uundværlige DVD-ekspert. ¬¬Vedrørende M2 har indklagede anført, at han i marts 1999 overtog en tidligere medarbejders særdeles omfattende ansvarsområde, at han varetog salget til en lang række af de største og væsentlige kunder, at disse kunder udgjorde knapt 28% af firmaets samlede omsætning, samt at han har leveret en stor og fantastisk indsats, hvilket medførte den beskrevne lønstigning. Han har tillige været primus motor ved den succesfulde etableringen af firmaets Fulfilmnetcenter og har ydet en ekstraordinær indsats i spidsbelastningsperioderne. ¬¬Vedrørende klageren har indklagede bl.a. anført, at hun var en stabil, men til tider humørsyg og negativ medarbejder, der ikke rent arbejdsmæssigt skilte sig ud, hvilket naturligvis har afspejlet sig i hendes lønudvikling. ¬¬ Nævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter ligestillingsloven (lov nr. 388 af 30. maj 2000) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder. ¬¬Efter dennes lovs § 1, stk. 2, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi. ¬¬Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, påhvilede det efter den dagældende bestemmelse i ligelønslovens § 6, stk. 2, arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi. ¬¬Denne bevisbyrderegel indebærer, at det påhviler klageren at påvise, at der forefindes en lønforskel mellem kvinder og mænd i firmaets salgsafdeling, og at situationen indicerer, at den forskellige aflønning kan skyldes køn. ¬¬To medlemmer (Ruth Nielsen og Pia Deleuran) bemærker herefter: ¬¬Vi finder, at klageren har sandsynliggjort, at der kan være tale om lønmæssig forskelsbehandling i strid med ligelønsloven. ¬¬Herefter påhviler det arbejdsgiveren at påvise, at dette ikke er tilfældet. ¬¬Vi finder, at arbejdsgiveren ikke har løftet denne bevisbyrde og stemmer derfor for, at klagerens påstand tages til følge, således at det bestemmes, at indklagede skal betale klageren et beløb svarende til forskellen på den løn, der har været udbetalt til M1 og den løn, der har været udbetalt til klageren, fra den 1. september 1998 til den 31. marts 2000. ¬¬Et medlem (Niels Waage) bemærker: ¬¬De foreliggende lønoplysninger viser, at den månedlige aflønning af personalet i indklagedes salgsafdeling har varieret fra ansat til ansat inden for intervallet 25.000 kr. - 16.650 kr. i klagerens ansættelsesperiode. Det er kvinder, der har haft såvel den højeste som den laveste aflønning, og på to opgørelsestidspunkter (pr. 1. januar 1999 og 1. september 1999) har kvinderne haft en højere gennemsnitlig aflønning end mændene, mens det omvendte har været tilfældet på to andre opgørelsestidspunkter (1. september 1998 og 1. januar 2000). Det fremgår efter min opfattelse heraf, at de ikke uvæsentlige forskelle i aflønningen af medarbejderne, der til enhver tid har været i indklagedes salgsafdeling, har beroet på andre forhold end medarbejdernes køn. Jeg er derfor ikke enig med flertallet i, at klageren har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede gennem sin aflønning af medarbejderne i salgsafdelingen har udøvet direkte eller indirekte kønsdiskrimination. ¬¬Indklagede har bl.a. begrundet det forhold, at M1 er aflønnet højere end sædvanligt for ansatte i salgsafdelingen, med, at indklagede ved ansættelsen af M1 håbede at kunne erhverve nogle nye store kunder, hvorfor man imødekom M1's krav til en aflønning, der svarede til den, som han i havde oppebåret forud for ansættelsen hos indklagede. Efter min opfattelse er ligelønsloven ikke til hinder for, at indklagede med denne begrundelse har kunnet yde M1 en aflønning, der er højere end den, som andre medarbejdere opnår, og jeg finder ikke grundlag for at antage, at indklagede havde fulgt en anden fremgangsmåde, hvis det havde været en kvinde, der havde haft de kvalifikationer, som indklagede tilskrev M1. Jeg finder heller ikke at kunne tilsidesætte indklagedes oplysninger om, størrelsen af aflønningen af M2 skyldes indklagedes opfattelse af, at M2 havde ydet en særlig indsats. ¬¬Med disse bemærkninger stemmer jeg for, at klagen ikke tages til følge. ¬¬Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det ¬¬ bestemmes: ¬¬Indklagede skal inden 14 dage fra dato betale klageren et beløb svarende til forskellen på den løn, der har været udbetalt til M1, og den løn, der har været udbetalt til klageren, fra den 1. september 1998 til den 31. marts 2000. ¬ <J.nr. E2. 3.0003>

Versioner

1. 2001-09-26