Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9480@2001-11-19/da

Indhold

1. Indledning

Landsforeningen Pårørende til Sindslidende har ved advokat Michael Nathan klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Jyllands-Posten den 19. og 21. november 2000, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 19. november 2000 med overskriften "Idealisterne" fremgik det af en underrubrik, at:

"Landsforeningen Pårørende til Sindslidende er under mistanke for at have svindlet i flere år for at skaffe penge fra puljer og fonde. Sagens hovedpersoner opfatter sig selv som idealister, der blev ledt på afveje af deres gode viljer og af en manipulerende sekretariatschef."

I artiklen hed det:

"Det startede i nogle fugtige kælderlokaler i det indre København, hvor en flok frivillige var samlet om et fælles mål: At hjælpe de psykisk syge til at få et bedre liv.

De fleste var forældre til unge med svære sindslidelser, og de kendte alt til det psykiatriske systems mangler. Deres børn havde oplevet umenneskelige indlæggelser, lammende medicinering og omsorgssvigt på plejehjem for psykisk syge. I 1992 brød forældregruppen ud af Landsforeningen Sind, fordi de følte, at den brede forening var domineret af de mest velfungerende sindslidende dem, som var raske nok til at tale deres egen sag.

Sådan blev Landsforeningen Pårørende til Sindslidende født. Foreningen skulle beskytte de svageste af de svageste blandt de psykisk syge.

En af hovedkræfterne var fra starten Kaja Neumann, der nyder udbredt anerkendelse for sin indsats for de psykisk syge. Kaja Neumann formåede at skaffe foreningen stor gennemslagskraft, men hun var ikke god til den administrative side af foreningsarbejdet.

Derfor besluttede foreningen i 1997 at hyre en sekretariatschef. Valget faldt på Jens Bech, der kom fra en chefstilling i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Man mente i den lille pårørendeforening, at det ville være en fordel med en mand fra centraladministrationen. Det kunne gøre det lettere at skaffe offentlige tilskud.

Brugte bevilling

Måske er det her, at moralen begyndte at skride. For at betale Jens Bechs løn brugte foreningen nemlig en bevilling på 300.000 kr. om året fra Helsefonden. Ifølge Helsefondens donation skulle pengene gå til "juridisk rådgivning" af sindslidende og deres pårørende men Helsefonden fik aldrig at vide, at pengene havnede i Jens Bechs lommer, og spørgsmålet er, om han nogensinde har ydet den ønskede rådgivning.

Både den daværende landsformand og flere tidligere ansatte forklarer, at Jens Bech kun brugte en mindre del af sin tid på rådgivningsprojektet. I praksis blev rådgivningen varetaget af en jurist, som var i jobtræning i foreningens sekretariat. Det vil sige, at hans løn blev betalt af Arbejdsformidlingen ikke af foreningen. Sekretariatschefen Jens Bech var højst en slags supervisor på rådgivningsprojektet, lyder forklaringen.

Det stemmer overens med, hvad foreningens ledelse skrev i årsberetningen for 1997. Her er den nye sekretariatschefs opgaver beskrevet, og der står, at Jens Bech skal "lede foreningens sekretariat", "gennemføre en generel professionalisering af foreningen og dennes drift" samt "styrke foreningens fundraising aktiviteter". Men ikke et ord om rådgivning.

Den tidligere landsformand Kaja Neumann indrømmer i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt, som de skulle.

"Da vi ansatte Jens Bech, regnede jeg med, at han skulle tage sig af rådgivningen, men når jeg var på kontoret, kunne jeg se, at han overlod det til juristen i jobtræning. Dengang skænkede jeg det ikke en tanke, fordi det vigtigste var at kæmpe for sagen. De pårørende fik jo juridisk rådgivning. Den blev bare givet af en anden person, " siger Kaja Neumann.

Føler sig ført bag lyset

Når foreningen har skrevet indberetninger til Helsefonden, er sekretariatschefen Jens Bech slet ikke blevet nævnt. Der står blot i brevene, at "der blev udført" rådgivning ikke af hvem .

Derfor føler de ansvarlige i Helsefonden sig ført bag lyset.

"Vi støtter ikke almindelig foreningsdrift, så foreningen burde have fortalt os, at det var sekretariatschefen, som fik vores penge", siger Hanne Jervild, Sekretariatschef i Helsefonden.

Pårørendeforeningens sekretariatschef Jens Bech fastholder dog, at han har givet juridisk rådgivning. Han mener, at de tidligere ansatte må lide af "erindringssvigt" og så betegner han angrebene fra den forhenværende foreningsformand som "brødnid". Kaja Neumann blev nemlig væltet som formand i 1998, og hun har siden startet en konkurrerende pårørendeforening.

" Kaja Neumann er åbenbart parat til at søle sig selv til for at ramme mig, men hendes påstande om mig er uden hold i virkeligheden. Jeg var først og fremmest ansat som juridisk rådgiver og så klarede jeg de andre opgaver oven i hvilket landsforeningen betalte for af egen kasse", siger Jens Bech.

Fifleri

Beskyldningerne om svindel kommer dog ikke kun fra den afgåede landsformand. Også tidligere medarbejdere står frem for eksempel Anni Frydendal, der arbejdede som sekretær og bogholder for foreningen indtil efteråret 1998. Hun forklarer, at hun fik det stadig dårligere med det udbredte "fifleri" med tallene.

Hendes egen aflønning var fordelt over et psykologprojekt og et undervisningsprojekt begge finansieret af midler fra Socialministeriet men Anni Frydendal fortæller, at hun næsten ikke var beskæftiget med de to projekter. Hun siger, at hun højst brugte to dage om måneden på projekternes administration. Resten af tiden gik med at tage sig af foreningen og dens medlemmer.

"Der var tale om kreativ bogføring for at holde foreningens drift fri af udgifter", siger Anni Frydendal.

Sekretariatschefen Jens Bech afviser dog, at de øremærkede midler fra Socialministeriet blev anvendt forkert.

"Hvis Anni Frydendal har brugt så kort tid på projekterne, kan hun ikke have passet sit arbejde ordentligt. Hun var faktisk ansat til at arbejde for projekterne", siger han.

Rækken af anklager stopper dog ikke her. Inge-Lise Olldag var indtil juli ansat i foreningens sekretariat, og hun fortæller, at hun bevidst medvirkede til snyd for at overføre penge fra de offentlige finansierede projekter til foreningens drift.

"Foreningen kunne slet ikke have klaret sig uden", siger hun.

Metoden var ifølge Inge-Lise Olldag at overdrive foreningens aktiviteter inden for projekternes regi for at kunne retfærdiggøre pengeoverførsler fra Socialministeriet. For eksempel blev hendes egen og en socialrådgivers rådgivning talt med i rådgivningsprojektets statistik, selv om de ikke fik penge for deres arbejde. Inge-Lise Olldag var i jobtræning, og socialrådgiveren var en ulønnet frivillig.

Gratis arbejdskraft

Man kan for eksempel se det på foreningens indberetning til Socialministeriet om rådgivningsprojektet i 1998. Her fremgår det, at der er blevet registreret 205 rådgivningssamtaler, men Inge-Lise Olldag og den frivillige socialrådgiver stod for stort set alle samtalerne. Alligevel blev der udbetalt over 150.000 kr. i løn på projektets regning.

"Vi var gratis arbejdskraft, så vores indsats var ren gevinst for foreningen", siger Inge-Lise Olldag.

Sekretariatschefen Jens Bech afviser den udlægning af sagen.

"Vi tæller al den rådgivning med, som faktisk foregår. I 1998 ser det blot ud til, at vi har indberettet for få rådgivningssamtaler, fordi vi har manglet nogle bilag. Jeg har selv givet en masse rådgivning, og det samme har foreningens psykolog", siger Jens Bech.

Ifølge Inge-Lise Olldag er også indberetningerne om foreningens undervisningsprojekt "oppustede". Hendes arbejdsindsats er igen talt med, selv om hun ikke fik løn af foreningen, og så er varigheden på de indberettede undervisningssessioner overdrevet.

Sessionerne har inklusiv forberedelse og transport haft en "gennemsnitslig varighed på 7½ time", hedder det i foreningens indberetning den 4. oktober 1999.

Jens Bech indrømmer, at den oplysning er forkert, men han mener ikke, at der er fuppet med Socialministeriets midler.

"Vi har jo ikke udbetalt løn til de mennesker, der arbejdede gratis for os. Det er rigtigt, at deres arbejdskraft var en gevinst men ikke for foreningens drift. Det var en gevinst for projektet", siger han.

Uretfærdige anklager

Jens Bech føler, at anklagerne mod ham er uretfærdige.

"Jeg har udført et reelt stykke arbejde for en god sag. Da jeg kom til i 1997, var organisationen i dyb krise, men vi har opbygget et professionelt sekretariat, så vi nu er i stand til at forvalte offentlige tilskud på en forsvarlig måde", siger han.

Pårørendeforeningens sekretariat er flyttet fra de gamle kælderlokaler til nye og bedre forhold, og organisationens kultur er totalt ændret, forklarer Jens Bech.

"Det har været et chok for nogle af dem, der havde været med i mange år. I dag har vi ikke plads til folk, som ikke er i stand til at yde en indsats, der svarer til deres løn".

Sekretariatet har det seneste år været præget af samarbejdsproblemer. Først blev en sekretær bortvist, så forlod den frivillige socialrådgiver foreningen i protest, og i foråret blev Inge-Lise Olldag fritstillet efter en bitter strid. Derfor mener Jens Bech, at beskyldningerne om svindel i virkeligheden er en hævnakt. Jens Bech er også overbevist om, at den tidligere formand, Kaja Neumann, bruger anklagerne for at bringe sin egen, nyere forening i en stærkere position.

Skal skaffes nye tilskud

Angrebene kan blive fatale for Landsforeningen af Pårørende til Sindslidende. Foreningen har blot 1200 medlemmer, og det seneste regnskab viser, at 89 pct. af aktiviteterne finansieres af puljestøtte. Samtidigt er flere puljeprojekter tæt på at ophøre, og derfor skal der snart skaffes nye offentlige tilskud.

Det gjorde Jens Bech udtrykkeligt opmærksom på under foreningens seneste repræsentantskabsmøde.

"Hvis man ikke inden udgangen af år 2001 har designet og fået godkendt nye projekter, som kan gå ind og overtage, når de nuværende hører op, må foreningen gå ind og opsige sit lejemål samt varsle opsigelse af det ansatte personale", sagde Jens Bech ifølge referatet."

Artiklen var ledsaget af et billede af en patient på en sengestue, hvortil var knyttet følgende ordlyd:

"AFDELING M10 PÅ SANKT HANS HOSPITAL"

Af artiklen bragt i Jyllands-Posten den 21. november 2000 med overskriften "Pårørende under mistanke" fremgik det af en underrubrik, at

"Landsforeningen Pårørende til Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at tidligere ansatte har fortalt om flere års svindel med projektpenge."

I artiklen hed det:

"Socialministeriet iværksætter nu en undersøgelse for at afgøre, om Landsforeningen Pårørende til Sindslidende har fusket med offentlige midler.

Det sker efter, at tidligere ansatte i foreningen søndag stod frem i Jyllands-Posten for at fortælle om snyd med bevillinger fra offentlige fonde og puljer. Pengene var øremærkede til specifikke projekter, men de blev kanaliseret over til foreningens almindelige drift, lød forklaringen fra flere medarbejdere.

"Vi kan ikke sidde overhørig, at navngivne personer siger, at der har været ulovlig omgang med statslige midler", siger Anne Brams, fuldmægtig i Socialministeriet.

Hun vil rette henvendelse til foreningen og dens revisor for at bede om en redegørelse, og hvis der ikke kommer tilfredsstillende forklaringer, risikerer pårørendeforeningen politianmeldelse og krav om tilbagebetaling.

Endnu en undersøgelse

Også Helsefonden har sat en undersøgelse i gang, fordi det er kommet frem, at Landsforeningen Pårørende til Sindslidende brugte en årlig bevilling på 300.000 kr. fra fonden til at ansætte Jens Bech i 1997. Jens Bechs stilling blev både i foreningens blad og i årsberetningen for 1997 beskrevet som rent organisatorisk. Han var "sekretariatschef" og skulle professionalisere foreningens drift, hed det.

Anvendt forkert

Problemet er, at Helsefondens bevilling udelukkende skulle gå til juridisk rådgivning af sindslidende og deres pårørende ikke til almindelig drift. Den daværende landsformand Kaja Neumann erkender i dag, at bevillingen ikke blev anvendt rigtigt.

"Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det ikke hænger sammen," siger hun.

Flere tillidsfolk står frem med kritik af pårørendeforeningens omgang med betroede midler. Peter Abildgaard har for eksempel været medlem af landsbestyrelsen og fungeret som "intern revisor" for foreningen. I 1998 påtalte han, at man ikke klart kunne se, hvordan sekretariatets udgifter blev fordelt mellem den almindelige drift og de offentligt støttede projekter.

"Der var ingen forretningsorden, og jeg kunne ikke se, hvordan projektmidlerne hang sammen, men jeg fik at vide af bestyrelsen, at jeg ikke skulle blande mig i den slags detaljer," siger Peter Abildgaard.

Revisor er medlem

Alle pårørendeforeningens regnskaber og projektindberetninger er blevet kontrolleret af statsautoriseret revisor Allan Lucas, som også er medlem af foreningen. Over for Helsefonden og Socialministeriet står han som garant for, at projektpengene er anvendt til de aftalte formål.

"Vi var ikke klar over, at han også var medlem af foreningen, og det er heller ikke noget, som nødvendigvis gør ham inhabil. Men jeg er en juridisk forsigtigper, og hvis jeg skulle have valgt en revisor, ville jeg have taget en, som var uafhængig af foreningen," siger Anne Brams fra Socialministeriet.

Revisoren Allan Lucas vil ikke kommentere de fremførte anklager om snyd. Han understreger blot, at han har "begrundet tro på, at alt i foreningen foregår lige efter bogen".

Pårørendeforeningens nuværende formand, Ole Aagerup, vil ikke kommentere beskyldningerne."

Klageren har over for Pressenævnet henvist til breve af 24. november og 18. december 2000 fremsendt til bladet. Klageren har i den forbindelse anført, at de pågældende artikler på en række punkter er behæftet med faktuelle fejl og beskriver foreningens forhold på en måde, der utvetydigt er udtryk for retsstridige ærekrænkelser. Ved at offentliggøre de fejlbehæftede artikler uden i tilstrækkeligt omfang at have kontrolleret rigtigheden af de bragte oplysninger har bladet tilsidesat reglerne for god presseskik. Det er et gennemgående tema, at foreningen skulle have ført økonomiske bidragsydere bag lyset ved at anvende tildelte midler i strid med givernes forudsætninger eller de aftalte vilkår.

Klageren er enig i, at offentligheden og foreningens medlemmer har en interesse i, at eventuelle kritisable forhold afdækkes. Klagen vedrører imidlertid ikke om private, frivillige sociale foreninger m.v. kan gøres til genstand for pressens interesse og behandling, men derimod hvorvidt det er i overensstemmelse med god presseskik at beskylde klager og klagers sekretariatschef, Jens Bech, for strafbare handlinger på grundlag af udokumenterede beskyldninger fra en række kilder, hvis troværdighed kan anfægtes blandt andet som følge af åbenlyse personlige og interessemæssige modsætningsforhold.

Klageren har videre gjort gældende, at det er ukorrekt, at artiklerne - sådan som bladet har anført - alene rejser spørgsmål. I den konkrete sammenhæng er det afgørende navnlig, at artiklerne bringer påstande og beskyldninger - herunder direkte og indirekte formuleret som spørgsmål - i en redaktionel ramme, der fortolker og forklarer de mange udsagn på en måde, som ikke nøjes med at stille spørgsmål, men som drager konklusioner og dermed besvarer de rejste spørgsmål. Artiklerne efterlader det indtryk, at det er en kendsgerning, at klager - og herunder klagers sekretariatschef - har svindlet med offentlige tilskud og tilskud fra en privat fond. Der er derfor tale om, at artiklerne indeholder retsstridige krænkelser.

Klageren har i den forbindelse henvist til sætningen "Måske er det her moralen begyndte at skride" i artiklen af 19. november 2000, som kun kan tolkes som om, at bladet konstaterer som et faktum, at moralen er skredet, hvilket vil sige, at klager har handlet kritisabelt. Ligeledes finder klager, at formuleringen "Pengene havnede i Jens Bechs lommer" efterlader det klare indtryk, at det er dokumenteret, at foreningen eller sekretariatschefen personligt har tilegnet sig penge fra Helsefonden. Fra artiklen den 21. november 2000 har klager særligt fremhævet udsagnet "Landsforeningen Pårørende til Sindslidende risikerer politianmeldelse efter, at tidligere ansatte har fortalt om flere års svindel med projektpenge". Også på dette punkt fremlægges oplysninger, som om det er en kendsgerning, at der igennem en årrække har været svindlet med midler hos klager. Endvidere har klager anført, at oplysningerne om risikoen for politianmeldelse er bladets egen, helt utilbørlige vurdering, der tjener til at bestyrke rigtigheden af udokumenterede beskyldninger, der dermed præsenteres og fremtræder som kendsgerninger.

Klageren har yderligere anført, at det forekommer yderst betænkeligt - om ikke netop uetisk - at fremføre så alvorlige beskyldninger på baggrund af udsagn fra kilder, som forekommer tvivlsomme, fordi disses udsagn kan være farvede af notorisk personlig interesse eller ligefrem skadevoldende hensigt. Når der fremsættes så alvorlige beskyldninger, bør bladet som minimum kunne fremlægge et objektivt materiale, som på væsentlig måde bestyrker beskyldningernes rigtighed. Derudover er bladets henvisning til anonyme kilder ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt betænkelig henset til beskyldningernes alvorlige karakter. Heller ikke bladets skriftlige kilder leverer nogen dokumentation for beskyldningerne, hvorfor disse forbliver postulerede, men præsenteret i en form, som efterlader læseren med det indtryk, at der er tale om dokumenterede kendsgerninger.

Klageren har endvidere anført, at oplysningerne i artiklerne ikke er fremlagt på en fair og nuanceret måde. Det er i strid med sandheden, når bladet oplyser, at klager, to uger før den første artikel blev trykt, blev gjort bekendt med de emner, som bladet ville behandle. Tværtimod foregav bladets journalist ved den første henvendelse den 13. eller 14. november 2000, at interviewet med sekretariatschefen skulle handle om helt andre emner. Sekretariatschefen fik den 16. november 2000 telefonisk forelagt visse af de beskyldninger, som er fremlagt i artiklen den 19. november 2000. Hverken han eller foreningen kunne - uforberedt - tage stilling til de mange mindre og til dels uvæsentlige deltaljer, som bladet byggede sine alvorlige konklusioner og beskyldninger på. Han betingede sig derfor at få forelagt udkastet til den skrevne artikel inden den blev bragt i bladet, ligesom han i telefoninterviewet kategorisk afviste alle beskyldninger om misbrug af bevilgede projektmidler. Derudover advarede han journalisten om, at der burde tages forbehold med hensyn til kildernes troværdighed. Udkastet til artiklen modtog sekretariatschef Jens Bech fredag den 17. november 2000 ca. kl. 17.00, og artiklens deadline var lørdag den 18. november 2000 om formiddagen. Jens Bech blev derfor stillet over for et ubehageligt og helt urimeligt ultimatum: at kommentere de mange beskyldninger - der vedrørte forhold, der lå flere år tilbage, og som var baseret på et større antal tekniske detaljer - efter sin hukommelsen eller helt undlade at kommentere artiklen. Det er korrekt, at bladet på en række punkter ændrede formuleringer i artiklen efter opfordring fra Jens Bech. Der var her dels tale om direkte fejlcitater og misforståelser, dels om nogle præciseringer. Bladet var imidlertid utilbøjelig til at ændre væsentlige formuleringer eller til at foretage tilføjelser, der kunne svække bladets overordnede, men uunderbyggede formål med artiklen, nemlig at "afsløre svindel i Landsforeningen". Jens Bech præciserede skriftligt den 18. november 2000 en række væsentlige forhold over for journalisten. Den korte tidsfrist muliggjorde imidlertid ikke en mere omfattende og udtømmende skriftlig tilbagevisning af de grove påstande. Artiklen fra den 19. november 2000 blev i øvrigt efterfulgt af fire yderligere artikler om klager, som blev bragt i løbet af de følgende dag, og udkast hertil blev aldrig forelagt klager eller Jens Bech.

Særligt vedrørende artiklen fra den 19. november 2000 har klageren anført, at de udsagn, der er indeholdt i afsnittet, som begynder med ordene "Måske er det her moralen begyndte at skride", er ærekrænkende og navnlig ukorrekte, idet udsagnene implicerer, at såvel foreningen som sådan som dens sekretariatschef har handlet svigagtigt, og herunder at klager har anvendt de ydede midler i strid med giverens forudsætninger eller betingelser. Klager bestrider korrektheden af de fremsatte beskyldninger og finder ikke, at bladet har opfyldt dets forpligtigelse til at efterprøve korrektheden af oplysningerne, navnlig fordi kilderne til oplysningerne står i et modsætningsforhold til klager. Det er ukorrekt, at Jens Bech udelukkende skulle udføre organisatoriske opgaver. Bladets oplysninger er faktuelt forkerte, hvilket bladet var bekendt med. Jens Bech skulle blandt andet varetage foreningens organisation, men havde tillige andre opgaver. Sekretariatschefen har i en e-mail af 18. november 2000 til artiklens forfatter redegjort for sine løn- og ansættelsesforhold.

Vedrørende påstandene i artiklen af 19. november 2000 om "fifleri" og "kreativ bogføring" har klageren anført, at der også her fremsættes grove beskyldninger mod klager for ikke at anvende økonomiske bidrag til de formål, hvortil bidragene var øremærket. Oplysningerne er ukorrekte og i allerhøjeste grad skadelige for foreningen, som derved bringes i miskredit over for nuværende og fremtidige økonomiske bidragsydere. Den Sociale Sikringsstyrelse har i øvrigt efter en gennemgang af klagers redegørelse for anvendelsen af Socialministeriets bevillinger ikke fundet grundlag for at udtale kritik.

Med hensyn til det anførte fra en tidligere ansat om, at hun bevidst medvirkede til snyd, og at foreningen foretog urigtige indberetninger til Socialministeriet, har klager anført, at bladet kun på et enkelt punkt har fundet en misvisende oplysning i klagers indberetninger til ministeriet. Klager har over for artiklens forfatter medgivet, at den pågældende oplysning kunne være misvisende. Det er imidlertid ukorrekt, når det i artiklen er anført, at Jens Bech indrømmer, at oplysningerne er forkerte. Det er i særdeleshed uantageligt - og efter klagerens vurdering groft i strid med god presseskik - når bladet lægger vægt på en så ubetydelig omstændighed som belæg for en offentligt fremsat beskyldning om svindel.

Klageren har samtidig gjort gældende, at bladet ikke blot generelt kan henvise til, at de kritisable udtalelser har været forelagt klager inden offentliggørelsen. Idet Jens Bech ved forudgående e-mail af 18. november 2000 afviste den kritik, som de nævnte oplysninger er udtryk for, burde bladet have udfoldet særlige bestræbelser på at sikre sig dokumentation for, at de retsstridige udtalelser var korrekte. Bladet kan heller ikke henvise til, at man blot har refereret stridende parters modsatrettede udtalelser, idet læseren efterlades med det overordnede indtryk - også på baggrund af journalistens kommentarer - at kritikken af klager er berettiget.

Klageren har i forhold til artiklen den 21. november 2000, hvor den tidligere landsformand er citeret, særligt anført, at det modsætningsforhold, der består mellem foreningen og den tidligere formand under alle omstændigheder burde have medført, at bladet i særlig grad kontrollede oplysninger fra en sådan kilde.

Endelig har klageren oplyst, at Helsefonden ikke over for klager har kritiseret klagers administration af den pågældende projektbevilling, herunder at Helsefonden burde have fået underretning om, at det var sekretariatschefen, der konkret stod for rådgivningen. Klager stiller sig derfor helt uforstående over for den af bladet refererede "holdning i Helsefonden". Endvidere har Den Sociale Sikringsstyrelse foranlediget af de kritiske artikler indhentet redegørelser fra klager vedrørende anvendelsen af offentlige bevillinger. Styrelsen har efterfølgende meddelt klager, at man har fundet redegørelserne tilfredsstillende og på den baggrund besluttet ikke at forfølge sagen yderligere.

Bladet har anført, at det er bladets grundlæggende synspunkt, at man ikke har tilsidesat reglerne for god presseskik i de pågældende artikler. Det er bladets opfattelse, at små velgørende foreninger og interesseorganisationer skal underkastes kritisk behandling i pressen på linje med de største økonomiske og politiske magthavere. Disse foreninger kan ikke stå fri af kritik, alene fordi de ifølge deres vedtægter tjener et godt formål. En forenings medlemmer og den brede offentlighed har en åbenbar interesse i at vide, om foreningen fungerer efter hensigten, og om den arbejder efter gældende lov og moral. Når en forening endda modtager offentlig støtte, har offentligheden en endnu større interesse i, at evt. kritisable forhold afdækkes. Dette er baggrunden for bladets beslutning om at undersøge forholdene hos klager nærmere.

Bladet har videre anført, at artiklerne ikke fælder nogen dom over klager. Artiklerne rejser nogle alvorlige, kritiske spørgsmål, men konkluderer ikke, hvorledes de skal besvares. Artiklerne kan derfor på ingen måde siges at indeholde retsstridige krænkelser. Der foreligger et tungtvejende materiale, der peger i retning af, at klager kan have brugt bevilgede midler til andre formål end de aftalte. Materialet er efter bladets opfattelse så alvorligt og veldokumenteret, at det ville være uetisk at fortie det.

Bladet har med hensyn til det afsnit i artiklen den 19. november 2000, der er indledes med formuleringen "Måske er det her moralen begynder at skride" anført, at der i dette samt i en række foregående og efterfølgende afsnit rejses spørgsmål ved sekretariatschefens aflønning og funktioner i foreningen på grundlag af en grundig research. Flere tidligere ansatte, anonyme som navngivne, fortæller enslydende om baggrunden for og finansieringen af sekretariatschefens ansættelse. Disse kilder betvivler lovligheden af arrangementet, idet de har forklaret, at Jens Bech fra begyndelsen af sin ansættelse blev aflønnet gennem midler, der kom fra Helsefonden. Den tidligere landsformand og tidligere ansatte siger imidlertid, at Jens Bech kun brugte en meget lille del af sin arbejdstid på juridisk rådgivning, idet denne opgave først og fremmest blev varetaget af en jurist i jobtræning - og kostede altså ikke foreningen en øre i lønudgift. Disse oplysninger får mere vægt, når de kobles sammen med sagens skriftlige kilder. Over for offentligheden og over for foreningens medlemmer er Jens Bech konsekvent blevet præsenteret som en "sekretariatschef", der skulle udføre rent organisatoriske opgaver. Det fremgår både af foreningens blad og årsberetning for 1997. Endvidere ophørte klager fra tidspunktet for sekretariatschefens ansættelse med i indberetninger til Helsefonden at anføre, hvem der havde udført rådgivningen. Helsefonden har kritiseret fremgangsmåden, idet fonden dermed ikke har fået mulighed for at vurdere til bunds, om de bevilgede penge blev anvendt til det aftalte formål. Den daværende landsformand indrømmer i dag, at pengene fra Helsefonden ikke blev brugt rigtigt. På den baggrund var der efter bladets opfattelse god grund til at rejse denne sag - også i pressen. Bladet har tilføjet, at sekretariatschefen afviste at udlevere en kopi af sin ansættelseskontrakt og har givet skiftende forklaringer om sin aflønning. I artiklen den 19. november 2000 er Jens Bech citeret for, at han for sit arbejde som sekretariatschef blev aflønnet fra foreningens egen kasse.

Bladet har i relation til det afsnit, hvor en tidligere bogholder i foreningen er citeret for, at der skulle have foregået "fifleri" og "kreativ bogføring" i foreningen, anført, at kilden kunne underbygge sine alvorlige anklager med sit eget eksempel. Kilden var under sin ansættelse aflønnet af to projekter - hvilket klager bekræfter men hun siger selv, at hun stort set ikke arbejdede med dem. Hun mener derfor, at foreningen overførte midler fra projekterne til foreningens almindelige drift. Kildens oplysninger er bekræftet af andre kilder. Sekretariatschefen blev forelagt de pågældende oplysninger forud for offentliggørelsen, og han mener, at de er usandfærdige, hvilket fremgår af artiklen.

Med hensyn til udtalelserne fra en tidligere socialrådgiver i foreningen om, at hun har kendskab til, at foreningen bevidst overdrev sine aktiviteter inden for projekternes regi for at retfærdiggøre overførsler fra Socialministeriet, og at hun bevidst medvirkede til snyd, har bladet anført, at kilden er en tidligere medarbejder, og hendes betragtninger hviler på den omstændighed, at hendes arbejde i foreningen blev talt med i projektopgørelser til Socialministeriet, selvom hun ikke var aflønnet af foreningen. Det samme gør sig gældende for en frivillig socialrådgiver, der heller ikke fik løn af foreningen. Klager og sekretariatschefen bekræfter disse oplysninger. Endvidere baserer afsnittet i artiklen sig på informationer, bladet er kommet i besiddelse af via aktindsigt i foreningens indberetning til Socialministeriet for 1998. Af indberetningen fremgår, at der blev registreret 205 rådgivningssamtaler det år. Den tidligere ansatte og den frivillige rådgiver har forklaret, at de har foretaget og indberettet minimum 200 af disse samtaler. Foreningen og sekretariatschefen bekræfter, at de to kvinder stod for dette antal af de indberettede samtaler, hvilket ifølge Jens Bech skyldtes, at man det år manglede nogle bilag. Foreningen og Jens Bech har selv bekræftet alle oplysningerne i de afsnit i artiklen, der omhandler beskyldningerne fra den tidligere socialrådgiver. Tilbage står en diskussion af, om det er rimeligt eller ej at tælle ulønnede medarbejderes indsats med i projektindberetninger til Socialministeriet. Jens Bech finder, at det er helt rimeligt, hvilket han citeres for.

Bladet har i relation til udtalelserne i artiklen af 21. november 2000 fra den tidligere landsformand anført, at det under alle omstændigheder er relevant for offentligheden at vide, at en tidligere landsformand selv indrømmer, at bevilgede penge ikke blev anvendt rigtigt. Derudover gør bladet gældende, at der til fulde i artiklerne er redegjort for det personlige modsætningsforhold mellem den tidligere landsformand og en af de tidligere ansatte og klager, således at læseren kan bruge oplysningen til at vurdere kildernes troværdighed.

Bladet har endvidere anført, at klager og Jens Bech fik rige muligheder for at forholde sig til de spørgsmål, som rejses i bladets dækning. Således blev Jens Bech, 2 uger før den første artikel blev trykt, gjort bekendt med de emner, som bladet ville behandle. Bladet anmodede Jens Bech om et interview og foreslog, at dette kunne ske i foreningens lokaler. Jens Bech afviste at tage imod bladet og nægtede i det hele taget at kommentere sagen. Han ønskede slet ikke at indgå i en dialog om de spørgsmål, der rejstes. For at sikre klager en fair behandling opfordrede bladet Jens Bech gentagne gange til alligevel at deltage i artiklen. Den 16. november 2000 ombestemte Jens Bech sig og deltog i et timelangt telefoninterview, og næste dag modtog han et udkast til artiklen til gennemlæsning. På hans foranledning blev der efterfølgende foretaget en række ændringer og præciseringer. Der var på ingen måde ingen måde tale om, at Jens Bech blev stillet over for et ultimatum. Han havde fået adskillige dage til at tænke over tingene og valgte selv at udtale sig på det tidspunkt, han gjorde det. Dog kunne de argumenter, Jens Bech fremsendte den 18. november 2000, ikke komme i betragtning, idet de var indsendt samtidig med avisens deadline den dag og i øvrigt ikke bragte meget nyt i forhold til de tidligere samtaler.

Med hensyn til Helsefondens stilling til anklagerne, der rettet mod klager, har bladet henvist til, at fondens holdninger er udtrykt af fondens sekretariatschef gennem flere interviews med bladet.

Bladet har endelig henledt Pressenævnets opmærksomhed på, at bladet i flere artikler har fulgt op på sagen og således i artikler af 18. februar og 1. marts 2001 meddelt, at Socialministeriet og Helsefonden efter at have indhentet redegørelser fra klager har konkluderet, at der ikke er foregået snyd med bevilgede midler. Socialministeriets synspunkter er i artiklen den 18. februar 2001 loyalt gengivet, men artiklen rejser samtidig nogle kritiske spørgsmål mod den udførte undersøgelse.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Det fremgår endvidere, at kritik bør udvises over for nyhedskilder, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, ligesom oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Artiklerne indeholder nogle alvorlige beskyldninger fra en række tidligere centrale medarbejdere i foreningens sekretariat om foreningens administration af bevilgede midler.

Formuleringen "Måske er det her, at moralen begyndte at skride" kunne med fordel have været undladt, men ved en samlet vurdering finder Pressenævnet ikke, at bladet ved dets vurderinger og kommentarer, der i det væsentlige har baggrund i udtalelserne fra den tidligere landsformand og tidligere ansatte i foreningen, har handlet i strid med god presseskik.

Nævnet finder videre, at bladet i artiklen den 19. november 2000 på en afbalanceret måde har redegjort for de involverede parters synspunkter, og at klager ved sekretariatschef Jens Bech er kommet til orde i forhold til de fremsatte beskyldninger. Nævnet finder ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik på dette punkt.

Nævnet finder heller ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at bringe den tidligere landsformand Kaja Neumanns udtalelser i artiklen den 21. november 2000. Nævnet bemærker i den forbindelse, at foreningens nuværende formand ikke har ønsket at kommentere beskyldningerne.

Nævnet skal samtidig bemærke, at det efter nævnets opfattelse tydeligt fremgår af de to artikler, at der består et modsætningsforhold mellem på den ene side foreningen og på den anden side de tidligere ansatte og den tidligere landsformand, der er fremkommet med beskyldningerne i artiklerne.

Afsagt den 31. oktober 2001.

Versioner

1. 2001-11-19