Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 82/2001
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9583@2001-12-12/da
Indhold
[K] har på vegne af sine søstre [X] og [Y] klaget over en artikel bragt i Fyens Stiftstidende den 16. august 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af artiklen med overskriften "Psykolog lod mindreårige døtre sove med mænd" fremgik det af en underrubrik, at
"Møllebakken: Ni-årig pige fik konstateret underlivsbetændelse efter seksuelt overgreb."
I artiklen hed det:
"Fyns Amt fastansatte i 1993 en psykolog til at behandle adfærdsvanskelige unge på institutionen Møllebakken på trods af, at kvinden af Svendborg Kommune var erklæret uegnet som plejeforælder.
Psykologen havde desuden ifølge lederen af Børnerådgivningen Sydfyn udvist en adfærd, som grænsede til børnemishandling over for sine egne børn.
Årsagen var, at psykologen på et tidspunkt lod to yngre mænd sove med sine to mindreårige døtre heraf en på ni år. Den ene af de to mænd var i pleje på landejendommen, mens den anden ikke havde tilknytning til husstanden. Tværtimod havde han fra Svendborg Kommune fået forbud mod at vise sig på stedet.
Den første blev af Svendborg Kommune betegnet som voldelig, psykisk truende og seksuelt afvigende. På et møde med repræsentanter for Svendborg Kommune i april 1988 forklarede psykologen, at hun ikke ville tage ansvar for sine børn de måtte tage ansvar for sig selv. Det samme gjaldt plejebørn, og dermed blev hun fyret af kommunen.
Ingen grænser
Sagsbehandleren hos Svendborg Kommune konkluderede, at psykologen ikke magtede at sætte grænser i målrettet behandling.
Sagen blev også forelagt Børnerådgivningen i Svendborg, og ifølge centerlederen udviste psykologen en adfærd, der "vidnede om en uansvarlighed, som er uacceptabel for såvel en almindelig forældre som og måske især for en person, som driver et døgn- eller familiested".
Skarpe negle i numsen
Psykologen drev på det tidspunkt et bofællesskab på landejendommen, hvor hun blandt andet havde to kvinder med børn i familiepleje.
Frederiksberg Kommune havde en mor og hendes to børn i familiepleje hos psykologen, og i et brev til kommunen forklarede psykologen selv om overgrebet mod sin ni-årige datter. Den unge mand havde befamlet datteren, så pigen ifølge moderens brev fortalte følgende:
"Han havde så skarpe negle, og jeg blev flov over at det var i numsen, så jeg lod som om jeg sov videre og sagde ingenting".
Overgrebet kom da også kun til psykologens kendskab, fordi datteren fortalte en anden pige om det og fordi denne fortalte det til psykologen.
En snak med manden
Moderen fortæller i brevet til Frederiksberg Kommune, at hun også selv var blevet kysset og befamlet af den pågældende unge mand, mens hun sov, og derfor tog "en snak" med ham. Men efter overgrebet mod datteren blev snakken "en tak vigtigere, og det bliver vigtigt at lægge tryk på det med de sovende piger/kvinder", skriver hun i brevet.
Nogen tid efter overgrebet fik den ni-årige pige ondt i maven, og psykologen gik til læge med hende. Lægen konstaterede, at pigen havde underlivsbetændelse og spurgte, om hun havde været udsat for et overgreb, og det bekræftede moderen.
I brevet til Frederiksberg Kommune lagde hun også vægt på det vigtige i, at den unge mand fik "et dejligt forhold til sin egen maskuline seksualitet". Og hun insisterede på, at han blev boende på stedet.
I begyndelsen af brevet beskriver psykologen, hvordan hun efter to parforhold nu var blevet forelsket i en ung mand på 16 år. Men forklarede hun den biologiske alder svarede ikke til hans "indvendige" alder, hvad der havde givet anledning til en række konflikter og stofmisbrug.
Psykologen blev i oktober 1988 ansat som kommunekonsulent i socialpsykiatrien hos Fyens Amt og kom derefter til Møllebakken."
Klager er søster til de to børn, der omtales i artiklen.
Klageren har anført, at det er yderst kritisabelt, at 14 år gamle oplysninger vedrørende søstrene, som er belagt med tavshedspligt, finder sin vej til medierne.
Klageren har oplyst, at dette er sket, uden at hendes søstre er blevet gjort opmærksom på, at disse oplysninger vil blive udstillet i pressen, og uden at søstrene er blevet bedt om at udtale sig eller på anden måde kommentere disse sager, der udstiller dem som krænkede. Der er endvidere sket, uden at der gøres opmærksom på, at tavshedspligten ikke er blevet overholdt, ligesom der er sket en bevidst fejlinformation i artiklen på trods af, at avisen har fået aktindsigt. Således benævnes bl.a. en 13-årig dreng som mand, mens en 12-årig pige er mindreårig. I artiklen prøver bladet på at skabe et billede, som ikke findes, og forsøger at farvelægge det så odiøst som muligt.
Klageren har med hensyn til den 13-årige dreng anført, at dette først blev rettet, da bladet modtog søstrenes brev og bragte en helt klart mere ærlig artikel for så dagen efter at bringe et brev fra samtlige søskende i bladet. Klager kan godt se, at overskriften, som er blevet bragt, sælger bedre end overskriften "Psykolog lod mindreårige døtre sove under samme tag som 13-årig plejesøn", men det sker på bekostning af klagers søstre.
Klageren har anført, at man ikke kan tale om anonymitet i et så lille samfund. Man burde derfor have fundet ud af noget mere, inden man havde tænkt sig at bringe en artikel som denne.
Klageren har videre anført, at det er tydeligt for enhver, hvad en tidligere sagsbehandler fra Svendborg Kommune, der deltager i lokalpolitik, er ude på, men det er ikke muligt at gennemskue, hvis man ikke har fulgt med i denne sag.
Klageren har afslutningsvis anført, at der i store træk klages over, at bladet lyver ved at fejlinformere så kraftigt, og at man tegner et helt andet billede end det, der i virkeligheden findes, og derved tegner et billede af klager og hendes søskende, som de ikke ønsker at have siddende på sig. Klagers søskende er blevet brugt som ammunition i en bekrigelse af deres moder, uden at de har fået en chance for at blive spurgt.
Bladet har indledningsvis anført, at der i artiklen ikke nævnes navne på de på daværende tidspunkt berørte børn eller andre implicerede.
Bladet har videre anført, at eftersom den pågældende psykolog er fuldtidsbeskæftiget ved en institution ved Fyns Amt, kan det være af absolut interesse for offentligheden, også hvad der er passeret i tidligere behandlingsforløb. Der tages i artiklen ikke stilling til skyld, men der gives et nuanceret billede af det skete.
Bladet har yderligere anført, at i umiddelbar forlængelse af artiklen får en amtspolitiker mulighed for at give sin fulde støtte til psykologen vedrørende hendes nuværende beskæftigelse. I bladet den 19. august 2001 bringes i øvrigt et åbent brev fra psykologens familie, hvor denne fuldt ud får mulighed for at fremkomme med sine synspunkter.
Bladet har herudover anført, at man i omtalen af sagen har været så nuanceret som god presseskik kræver, og bladet har naturligvis ladet alle komme til orde.
Bladet har endelig anført, at det ikke er klart, hvad klager ønsker, men bladet afviser, at der er sket bevidste fejlinformationer. Det er uden betydning, om en person omtales som en ung mand eller mindreårig, når personen ikke nævnes ved navn.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Bladet har over for Pressenævnet anført, at man ikke i artiklen nævner navne på de på daværende tidspunkt berørte børn eller andre implicerede.
Pressenævnet skal hertil bemærke, at det ikke kan udelukkes, at de to søstre kan identificeres af en større kreds af personer. Det af bladet fremdragne synspunkt kan derfor ikke have til følge, at sagen bør afvises.
Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, og at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Det fremgår endvidere, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, samt at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Nævnet finder, at bladets oplysning om overgrebet på den mindreårige pige er krænkende, herunder bladets citat af den da 9-årige piges forklaring om det passerede. Da episoden efter det oplyste fandt sted for 14 år siden, og da den omtalte psykolog pigens moder i de seneste 13 år har været fastansat i en offentlig stilling, finder nævnet ikke, at klar almen interesse kræver omtale af denne episode. Nævnet finder, at bladet har handlet i strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
Nævnet finder endvidere, at oplysningen om episoden burde have været forelagt for den pågældende - nu voksne - kvinde forud for offentliggørelsen. Da dette ikke er sket, har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige på dette punkt sin kritik.
Endelig finder nævnet, at der ikke er belæg for oplysningen i artiklen om, at klagers to søstre sov med mænd, idet der efter klagers oplysning hvilket bladet ikke har bestridt i hvert fald i det ene tilfælde var tale om en 13-årig dreng.
Selv om bladet den 18. august 2001 har omtalt, hvorledes den omtalte psykologs børn stiller sig til oplysningerne i artiklen den 16. august 2001, og selv om bladet den 19. august 2001 har ladet børnene komme til orde i bladet i form af et længere åbent brev, finder nævnet, at det bør pålægges bladet at offentliggøre nævnets kendelse, navnlig fordi krænkelsen angår mindreårige børn og disses integritet.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende:
Kendelse fra Pressenævnet
Den 16. august 2001 bragte Fyens Stiftstidende en artikel med overskriften "Psykolog lod mindreårige døtre sove med mænd". I artiklen omtalte avisen bl.a. en episode, hvor en datter til en offentlig ansat psykolog var blevet udsat for et seksuelt overgreb. De to døtre, der omtales i artiklen, har klaget til Pressenævnet, idet de finder, at bladet har tilsidesat god presseskik.
Bladet har over for Pressenævnet anført, at man ikke i artiklen nævner navne på de på daværende tidspunkt berørte børn eller andre implicerede.
Pressenævnet skal hertil bemærke, at det ikke kan udelukkes, at de to søstre kan identificeres af en større kreds af personer. Det af bladet fremdragne synspunkt kan derfor ikke have til følge, at sagen bør afvises.
Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, og at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Det fremgår endvidere, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, samt at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Nævnet finder, at bladets oplysning om overgrebet på den mindreårige pige er krænkende, herunder bladets citat af den da 9-årige piges forklaring om det passerede. Da episoden efter det oplyste fandt sted for 14 år siden, og da den omtalte psykolog pigens moder i de seneste 13 år har været fastansat i en offentlig stilling, finder nævnet ikke, at klar almen interesse kræver omtale af denne episode. Nævnet finder, at bladet har handlet i strid med god presseskik og udtaler sin kritik.
Nævnet finder endvidere, at oplysningen om episoden burde have været forelagt for den pågældende - nu voksne - kvinde forud for offentliggørelsen. Da dette ikke er sket, har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler tillige på dette punkt sin kritik.
Endelig finder nævnet, at der ikke er belæg for oplysningen i artiklen om, at klagers to søstre sov med mænd, idet der efter klagers oplysning hvilket bladet ikke har bestridt i hvert fald i det ene tilfælde var tale om en 13-årig dreng.
Selv om bladet den 18. august 2001 har omtalt, hvorledes den omtalte psykologs børn stiller sig til oplysningerne i artiklen den 16. august 2001, og selv om bladet den 19. august 2001 har ladet børnene komme til orde i bladet i form af et længere åbent brev, finder nævnet, at det bør pålægges bladet at offentliggøre nævnets kendelse, navnlig fordi krænkelsen angår mindreårige børn og disses integritet.
København, den 21. november 2001
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard."
Afsagt den 21. november 2001.