Afgørelse afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9594@2002-01-11/da
Indhold
Klageren, indklagede og de procestilvarslede.
Mellem klageren som bygherre, og indklagede som totalentreprenør er der opstået tvist vedrørende et komposteringsanlæg for våd dagrenovation. Klageren har i den anledning anmodet Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed om at nedsætte en voldgiftsret til behandling af tvisten.
Indklagede har procestilvarslet sin rådgiver og underentreprenør til sagen.
Voldgiftsretten.
Voldgiftsnævnet har i anledning heraf nedsat en voldgiftsret i henhold til "Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter" bestående af direktør, akademiingeniør Gudik Gudiksen og direktør, ingeniør Hans Henrik Hansen som faglige dommere og med højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen som formand.
Mundtlig forhandling.
Mundtlig forhandling i sagen blev afholdt i dagene mandag den 19. februar til torsdag den 22. februar 2001.
Skønsmændene mødte og afgav forklaring.
De procestilvarslede gav ikke møde.
Klagerens påstand.
Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes til klageren at betale 18.772.037 kr. med tillæg af procesrente af 17.902.355 kr. fra den 12. december 1998 og af 869.682 kr. fra den 7. februar 2000.
Klagerens krav er specificeret således:
Pos. Klagerens påstand Primær opgørelse Sekundær opgørelse
1 Forbehandlingsdelen Kr. 4.300.000 Kr. 2.007.000
2 Reaktordelen, manglende varmepåvirkning mv. Kr. 3.000.000 Kr. 3.000.000
3 Vindsigtning af plast Kr. 0 Kr. 4.550.000
4 Udbedring af korrosionsskader Kr. 4.800.000 Kr. 4.800.000
5 Udskiftning af hovedbjælke mv. Kr. 0 Kr. 0
6 Forøgede driftsomkostninger Kr. 7.093.179 Kr. 4.643.179
7 Udarbejdelse af ny driftsinstruks Kr. 100.000 Kr. 100.000
Total Kr. 19.293.179 Kr. 9.100.179
Fradrag for anerkendte modkrav Kr. 521.142 Kr. 521.142
Total Kr. 18.772.037 Kr. 18.579.037
Over for indklagedes selvstændige påstand har klageren påstået frifindelse.
Indklagedes påstand.
Over for klagerens påstand om betaling af 18.772.037 kr. har indklagede nedlagt endelig påstand om frifindelse mod betaling af 690.000 kr. med renter fra de datoer, der fremgår af det følgende skema.
Indklagede har nedlagt selvstændig påstand om, at klageren tilpligtes at betale 1.590.481 kr. ekskl. moms med tillæg af procesrente fra den 2. november 1999.
Indklagede har oversigtsmæssigt gengivet krav og modkrav således:
Klagerens krav:
Krav Rentedato Klager Indklagede Omtvistet
1 Ny forbehandling (inkl. særskilt fødelinie for strukturaffald) 12.01.2001 12.12.1998 3.300.000 1.000.000 0 3.300.000 1.000.000
2 Vindsigtning af plast (alternativt krav til 1) 12.12.1998 08.02.2000 3.000.000 1.550.000 300.000 4.250.000
3 Nyt modningsanlæg 12.12.1998 12.01.2001 650.000 2.350.000 390.000 0 2.610.000
4 Udbedring af korrosionsskader 12.12.1998 4.800.000 0 4.800.000
5 Udskiftning af hovedbjælke 12.12.1998 0 0 0
6 Forøgede driftsomkostninger 12.12.1998 7.093.179 0 7.093.179
7 Ny driftsinstruktion 12.12.1998 100.000 0 100.000
I alt 23.843.179 690.000 23.153.179
I påstanden nedsat med 4.550.000 4.550.000
I påstanden nedsat til 19.293.179 690.000 18.603.179
Indklagedes krav:
Indklagedes forøgede indkøringsomkostninger, forlænget drift af byggeplads, restentreprisesum mv. Rentedato Indklagede Klageren Omtvistet
8. Periode I 833.140 0 833.140
Periode II 926.199 0 926.199
Øvrige udgifter, V 132.000 132.000 0
9. restentreprisesum og ekstraarbejder iht. underskrevne aftalesedler 389.142 389.142 0
I alt ekskl. moms 02.11.1999 2.280.481 521.142 1.759.339
6. Forlig mv. i sagen.
Der er mellem parterne enighed om, at indklagede har afhjælpningsret og -pligt med hensyn til udskiftning af hovedbjælke mv. Indklagede har oplyst, at man i den anledning påregner at skulle afholde udgifter på ca. 1 mio. kr.
Der er mellem parterne enighed om, at klageren af indklagedes modkrav: Øvrige udgifter opgjort til 237.124 kr. anerkender 132.000 kr., og at indklagede frafalder restbeløbet.
Klageren har taget bekræftende til genmæle over for indklagedes krav på restentreprisesum 389.142 kr.
Klageren har erklæret sig indforstået med senest 15 dage efter indklagedes opfyldelse af det ved voldgiftssagen tilkendte beløb vedrørende klagerens krav at frigive arbejdsgaranti nominel 3.403.000 kr., opbevaringsdepot nr. XXXX, stillet af klageren over for indklagede, jf. bankens skrivelse til indklagede af 14. februar 1994.
7. Korrosionsskader.
7.1.
I klagerens udbudsmateriale af juli 1993 "Komposteringsanlæg for våd dagrenovation" hedder det bl.a.:
"3.4. MASKINELLE INSTALLATIONER OG STÅLKONSTRUKTIONER
3.4.1 Generelt
Alle maskinelle installationer skal udføres med et kvalitetsniveau, der generelt sikrer en levetid for anlægget på mindst 20 år, og der skal afgives funktionsgaranti for alle væsentlige maskinelle komponenter.
Der skal generelt være sikret adgang til rengørelse og vedligeholdelse af alle komponenter.
3.4.2 Almengyldige dokumenter for stålkonstruktioner
3.4.3 Materialer
3.4.3.1 Stålarbejder
..
3.4.3.2 Overfladebehandling
De leverede maskinkomponenter skal være sikrede mod korrosion i et omfang afpasset til det fugtige miljø. Således skal følgende minimumskrav være opfyldt:
Ståldele skal fortrinsvis være varmforzinkede, udført i overensstemmelse med DS/ISO 1461 klasse B - eller sekundært i relevant omfang korrosionsbeskyttet ved maling i overensstemmelse med stålnormens bestemmelser.
..
Hvor intet andet er anført skal korrosionsbeskyttelse svare til korrosionsklasse 3. Korrosionsbeskyttelse for metal-, stål- og støbejernsdele i jord og i vand skal svare til korrosionsklasse 4.
Dette indebærer at galvaniserede dele i vand skal yderligere korrosionsbeskyttes med maling for at overholde kravet til korrosionsklasse 4.
Galvaniserede rør i jord korrosionsbeskyttes med et lag bitumen (100 my) omvikles med glasfibervæv og afsluttes med et lag bitumen (100 my).
..
3.9 KVALITET, ELINSTALLATIONER
..
3.9.2.1 Kabelbakker og -plader
Kabelbakker og plader skal være fremstillet af varmforzinkede, perforerede stålplader med ombukkede kanter, pladetykkelse min. 1,5 mm.
Ombukkede kanter på kabelbakker skal være min. 50 mm. og på kabelplader min. 20 mm.
..
3.9.2.2 Kabelstiger
Kabelstiger og tilbehør skal leveres i varmforzinket udførelse. Varmforzinkningen skal være udført efter bearbejdning på fabrik.
..
3.9.6 Motorer
Motorer skal udføres i henhold til DS/IEC.
..
Mekaniske krav
Motorer skal leveres med kapslingsklasse:
Indendørs IP 44
Udendørs IP 55
7.2.
I "Proces- og funktionsgarantier" underskrevet af klageren den 11. januar 1994 og accepteret af indklagede samme dato hedder det bl.a.:
"Totalentreprenøren vil i forbindelse med detailprojekteringen fremkomme med en nærmere redegørelse for de driftsforbedringer (herunder af behandlingskapacitet), der kan opnås ved at belufte i alle bokse, foretage genvinding af varme/recirkulering med forrensning i kompost af den luft, der anvendes til ventilation og beluftning i reaktorhallen samt ved isolering af reaktorhallen."
7.3.
I et notat af 9. marts fra indklagedes rådgiver vedrørende udformningen af ventilations-/beluftningssystem hedder det bl.a.:
"2 Klimaforhold i reaktorhal
2.1 Materiale- og energibalance
Ved nedbrydningen af det organiske materiale dannes kuldioxid, vanddamp og varme. Mængde og sammensætning af det tilførte affald sammenholdt med mulighederne for processtyring er af stor betydning for, hvor meget vanddamp og varme der frigøres.
Som grundlag for de efterfølgende beregninger vedrørende forventede indeklimaforhold i reaktorhallen er der udvalgt to belastningssituationer benævnt "minimum" og "maksimum".
Belastningssituationerne er sammenstillet i efterfølgende tabel 1.
VARIABEL ENHED MINIMUM MAKSIMUM
PRODUKTIONSFORHOLD Tilført mængde bioaffald Tilført mængde strukturmateriale Mængde til kompostering Organisk indhold (VS) Nedbrydning af VS TS-indhold i færdig kompost Ton/år Ton/år Ton/år % af TS % af TS % 5.000 1.500 6.000 80 25 60 7.000 2.100 8.400 80 35 60
ENERGIFORHOLD Frigivet energi, totalt Heraf: Fordampningsvarme Opvarmning af kompost Opvarmning af luft Vandtab i form af damp KW KW KW KW Kg/time 305 211 9 85 305 600 392 12 196 575*
* For at opretholde et ønsket TS-indhold på 60 % i den færdige kompost skal der tilføres ca. 100 l. vand/time til komposteringsprocessen i reaktorhallen.
2.2 Bygningen
Indeklimaet vurderes her alene i reaktorhallen. Reaktorhallens geometri er i henhold til tilbudsprojektets tegninger 20A og 21A fra indklagede.
Reaktorhallens indeklima vurderes i følgende to tilfælde:
· Uisoleret bygning med eternitplader på tag og facader.
· Bygning isoleret med 100 mm mineraluld og eternitplader på tag og facader.
2.3 Ventilationsanlæg
Reaktorhallen forsynes med et udsugningsanlæg. Udsugningsanlægget er bestykket med en to-hastighedsventilator, som styres efter indetemperaturen i hallen.
Ventilationsanlægget forudsættes i drift hele året rundt. Erstatningsluften til reaktorhal tages fra aflæssehallen via overtrykspjæld i den fælles væg, se i øvrigt afsnit 4.3.
Beregninger af indeklima
3.1.Alment
Der er beregningsmæssigt tale om meget sammensatte forhold, og der findes i dag ikke umiddelbart tilgængelige beregningsprogrammer til formålet.
For alligevel at få en beregningsmæssig tilnærmelse af indeklimaforholdene er der udført beregninger med programmets tsbi3 (Termisk Simulering af Bygninger og Installationer).
3.2.Beregningsprogram
Beregningsprogrammet er udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut.
Tsbi3 er et edb-program til beregning og analyse af indeklimaforhold, effektbehov samt energiforbrug i bygninger.
Som klimadata benytter programmet data fra det danske referenceår, som er sat sammen ud fra 15 års målinger, idet den mest repræsentative forekomst af hver af årets tolv måneder er udvalgt.
3.3 Vurderinger af beregninger
Beregningsresultaterne indikerer følgende forhold:
Uisoleret hal
Der er risiko for isdannelser på meget kolde dage og tilhørende minimale belastninger.
Der vil forekomme kondens på indvendige overflader i størstedelen af tiden.
Der vil være varierende indetemperaturer, idet varmetransmissionsgabet gennem den uisolerede klimaskærm overlejrer ventilationstabet.
Isoleret hal
Der er ingen risiko for isdannelser, idet indetemperaturen vil variere mellem ca. 20°C på de kolde dage og ca. 60°C på de varme sommerdage.
Der kan forekomme kondens på de indvendige overflader ved minimale belastninger i den kolde periode (dette forventes undgået ved planlægning af tilførelsen).
Ved normale og maksimale belastninger vil kondensation kun forekomme ved udetemperaturer mindre end - 5°C."
7.4.
I et notat af 22. marts 1994 fra rådgiveren om isolering af reaktorhal, supplerende beskrivelse, hedder det bl.a.:
"3.3 Tilbud på isolering af reaktorhal med sandwichelementer
På skellet af stålrammer (jf. tilbudsprojekt) isoleres tage og facader med lukkede panelvægge som fabrikat X. I tag oplægges stålåse pr. 3 m.
Panelerne er opbygget med lamelskåret mineraluld, der på begge sider er påsat en lakeret og galvaniseret stålplade i korrosionsklasse III.
Fordele:
..
· Kondens på indvendige sider undgås."
7.5.
I en skrivelse af 13. april 1994 fra indklagede til den tekniske rådgiver hedder det:
"Vedr.: Komposteringsanlæg for våd dagrenovation.
Med henvisning til telefonsamtale mandag d. 11. april 1994 stillede De i forbindelse med drøftelser omkring valg af facadeelementer spørgsmål til korrosionsbeskyttelse af stålet i anlægget.
For god ordens skyld skal vi anføre, at stålkomponenterne til reaktorhallen er tilbudt leveret overfladebehandlet for korrosionsklasse 3 i overensstemmelse med Deres udbudsmateriale pkt. 3.4.32 og svarende til de foreviste referenceanlæg.
De forventede fugt- og temperaturforhold i reaktorhallen fremgår af det fremsendte dimensioneringsgrundlag for ventilationsanlægget og vi kan ikke på den baggrund vurdere, om det vil være betimeligt at overveje en overfladebehandling af stålkomponenterne i en højere korrosionsklasse, med den betydelige merudgift en sådan beslutning vil medføre.
For X-elementernes vedkommende henvises til det fra fabrikanten fremsendte dokumentationsmateriale.
Vi undersøger gerne om fabrikanten kan levere elementer med en overflade i korrosionsklasse 4 og vender snarest tilbage herom."
7.6.
I en telefaxmeddelelse af 14. april fra den tekniske rådgiver til indklagede hedder det:
"Vedrørende kompostering - forslag til erklæring vedr. holdbarhed af isoleringselementer."
Det fremsendte udkast til erklæring lyder således:
"Holdbarhed af isoleringselementer
Forudsætninger
Et notat fra indklagede, dateret 9. marts 1994 redegør for temperatur- og fugtighedsforholdene i reaktorhallen bl.a. i en situation, hvor der anvendes X-isoleringselementer på hallens tag og vægge. Den omtalte redegørelse antyder indeklimaforhold (rumtemperatur på 40-55°C og en relativ fugtighed på 70-75%) der vil betinge, at alle stålkonstruktioner skal være sikret svarende til korrosionsklasse 3, ..
Erklæring
Under henvisning til brev fra indklagede, dateret 13. april 1994, skal vi hermed bede om en bekræftelse af følgende erklæring:
· X-isoleringselementerne har forskellige overfladebehandlinger afhængigt af om der er tale om yderside eller inderside.
Under forudsætning af, at det fremtidige driftspersonale følger de drifts- og vedligeholdelsesmanualer, der følger med komposteringsanlægget, så skal de to overfladebehandlinger vedligeholdes første gang som anført nedenfor:
· PVF efter 15-30 år
· PVC efter 10-20 år
Det kan bekræftes, at ovenstående vil være gældende:
Erklæringen blev ikke underskrevet af indklagede.
7.7.
I en skrivelse af 18. april 1994 fra indklagede til den tekniske rådgiver hedder det:
"Vedr.: Holdbarhed af isoleringselementer Deres fax af 14.04.94.
Vi er enige i at beregningerne af temperatur- og fugtighedsforhold i reaktorhallen antyder indeklimaforhold, som betinger at korrosionsbeskyttelse af stålkonstruktioner til klasse 3 må antages at være tilstrækkeligt.
Vi har som anført i vort brev af 13.04.94 imidlertid ikke nogen baggrund for at vurdere om en kombination af - snavs -temperatur - fugtighed - kemi (aggressive stoffer) - under visse forhold kan nødvendiggøre valg af en højere korrosionsklasse, f.eks. for at sikre en længere vedligeholdelsesfri periode af tyndpladekonstruktioner, som X elementer.
Vi vil som anført i brev af 13.04.94 undersøge den prismæssige konsekvens af at kræve en overfladebehandling af X-elementer til korrosionsklasse 4.
Under alle forhold forudsættes det, at indklagede alene er forpligtet af eventuelle holdbarheds- og vedligeholdelsesgarantier for X-elementer i det omfang garantiforpligtelsen kan videreføres til leverandøren."
7.8.
Af referat af projektopfølgningsmøde nr. 3 den 19. april 1994 udarbejdet af den tekniske rådgiver fremgår bl.a.:
"Formål Opfølgning af totalentreprenørens projekteringsarbejde m.v.
Dagsorden ..
7) Isolering
..
Ad dagsorden, pkt. 7
Indklagede kommenterede den tilsynsførendes forslag til fælleserklæring fra leverandøren og indklagede vedr. holdbarheden af de foreslåede isoleringselementer. Det blev bl.a. meddelt at indklagede ikke kunne garantere korrosionsklasse 3-forhold i reaktorhallen langt ud i fremtiden og dermed ikke kunne skrive under på erklæringen.
Leverandøren kan imidlertid udforme et brev med et indhold svarende til den tilsynsførendes forslag, hvis det kan besluttes, at forholdene i hallen normalt vil svare til korrosionsklasse 3.
En ændring af isoleringselementets inderside til rustfrit stål vil øge modstandsdygtigheden, således at der opnås en beskyttelse svarende til korrosionsklasse 4. Indklagede har rådført sig med forskellige eksperter, der samstemmende mener, at man skyder spurve med kanoner ved at søge den højeste korrosionsbeskyttelse. Merprisen for den ekstra sikkerhed er ca. 210.000 (etableres kun i reaktorhallen). Indklagede er tilhænger af rustfrit stål løsningen.
Klager vender snarest tilbage med en beslutning vedr. valg af korrosionsklasse.
Klager har efterfølgende d. 22.4. overfor indklagede meddelt, at det oprindeligt tilbudte isoleringselement kan accepteres såfremt leverandøren fremsender et brev med et indhold svarende til den tilsynsførendes oplæg til erklæring om elementernes holdbarhed."
7.9.
I klagerens replik af 8. februar 2000 hedder det:
"Indledningsvis bemærkes, at kravet på 4.800.000,00 kr. kan opgøres således:
Renovering af stålkonstruktioner, vægbeklædning og lysarmaturer: 3.500.000,00 kr.
Mekanisk og el (nedsat levetid af motorer m.v., udskiftning af rustfri mekanik): 1.000.000,00 kr.
Administrationsudgifter/projektering: 300.000,00 kr.
I alt 4.800.000,00 kr.
Indklagede har i skrivelse af 27. juni 1997 stillet forslag om etablering af indeskærm med tilhørende overslagspris i udsigt.
Indklagede har ikke fremsendt den lovede overslagspris, hvorfor klager selv har ladet opgøre den oven for nævnte pris."
7.10.
De to syns- og skønsmænd har afgivet følgende erklæring af 14. juli 1998:
"1. Besvarelse af syns- og skønstema dateret 2. september, 1997.
Spørgsmål 1: Skønsmanden bedes registrere og beskrive skadernes karakter og omfang i reaktorhallen på såvel konstruktioner som installationer.
Ad spørgsmål 1:
Skadernes karakter og omfang på reaktorhallens konstruktioner:
Konstruktionernes overfladebehandling er generelt varmeforzinkning. De øvrige dele er primært beton og tyndpladebeklædning, hvis korrosionsbeskyttelse er en traditionel overfladebehandling ved sendzimirforzinkning/kunststofbelægning.
Skaderne er overalt korrosionsskader, og hallen er tydelig "lagdelt" vandret med mindst korrosion ved gulvniveau og tiltagende angreb mod tagniveau.
Ved den lave facade er varmforzinkningen "rustfarvet" fra ca. midten af facaden og helt op til tagniveau. Alle konstruktionsdele i og ved tagniveau er kraftigt angrebet, og er tillige meget tilsmudsede af støv og snavs m.v. fra komposteringen.
Da korrosionsangrebene varierer meget, findes der i hallen dele, hvor zinken er helt borttæret, men også dele, hvor zinken er helt intakt. Alle stader af nedbrydning er således repræsenteret.
Den voldsomme korrosion på de øverste dele har, sammen med hyppigt nedsivende vand, forårsaget misfarvning af rust på store dele af overfladerne og på gulvene. Denne nedsivning giver også et indtryk af større korrosionsomfang end tilfældet i virkeligheden er.
Betonoverfladerne er ikke egentlig beskadigede, men misfarvede på store områder. En sådan misfarvning er næsten umulig helt at fjerne.
Tyndpladebeklædningen er beskadiget på følgende måder:
· Små mekaniske skader i belægningen er udviklet til kraftige rustangreb.
· Store pladearealer (skønsmæssigt op til ca. 1/3 af visse vægarealer og formodentlig mindst det samme for loft) har blæredannelser, som efterhånden udvikles til rustskader.
· Store pladearealer er misfarvede af nedsivende rust.
Skadernes karakter og omfang på reaktorhallens installationer:
Elinstallationerne har tilsyneladende ikke generelt taget særlig skade af de korrosive forhold. Dog må mange detaljer forventes at være under nedbrydning, idet typisk skruer, beslag og lignende normalt ikke leveres i en kvalitet, der kan modstå det konstaterede miljø. Der kræves en detaljeret gennemgang af installationerne for at klarlægge omfanget mere præcist.
Det samme gælder vandinstallationerne, som generelt er leveret i materialer, der kan modstå det korrosive miljø, dog vil detaljer formodentlig også her vise sig at skulle udskiftes.
De mekaniske installationer (elmotorer, transmissioner mv.) antages heller ikke at være i specielt dårligere stand end forventet. Det skyldes dels, at disse komponenter er beregnet til at skulle fungere i kompostmiljøet, dels at de generelt er anbragt i den mindre korrosive zone i hallen (omkring eller under 1/2 højde). Dette illustreres også af, at visse dele i procesanlægget er udført i rustfast stål, som er helt uskadt.
Trapper, gangbroer, rækværker m.v. er i meget dårlig stand generelt helt nedbrudt overfladebehandling (varmforzinkning).
Spørgsmål 2: Skønsmanden bedes angive årsagerne til skaderne.
Ad spørgsmål 2:
Årsagen til korrosionsskaderne og deres hurtige udvikling skyldes primært for lange tidsperioder med kondens på ståloverfladerne, forværret af smudsophobning på specielt alle nær vandrette flader. Dertil kommer, at et eventuelt indhold af bakterier i smudsophobningen yderligere kan forværre det korrosive miljø, se vedlagte rapport.
Endelig har analyser af luften i reaktorhallen vist et forhøjet indhold af kuldioxid og især et mærkbart indhold af eddikesyre. Disse gassers tilstedeværelse betyder, at perioderne med fugt på overfladerne skal være væsentlig kortere end "normalt" for ikke at give en højere korrosionsklasse end svarende til fugtbelastningen alene.
Spørgsmål 3: Det bedes oplyst, hvorledes skaderne kan udbedres, og hvad omkostningerne til en udbedring vil beløbe sig til.
Ad spørgsmål 3:
Skaderne kan, for de varmforzinkede konstruktioners vedkommende, udbedres i større eller mindre grad. Det vil generelt være umuligt i en færdig monteret bygning at reparere til en tilfredsstillende kvalitet på traditionel vis ved maling. Derfor må en reparation ledsages af tiltag, som reducerer det fremtidige korrosive miljø til et væsentligt lavere niveau.
Tyndpladebeklædningen kan teoretisk set repareres, men i praksis kan en udskiftning til nye plader være det rigtige, da det på langt sigt formodentlig bliver det billigste. Der er langt mindre omfang af egentlige rustskader end af blæredannelser, men da blæredannelserne også skal repareres, betyder det et alt for stort omfang reparationer.
Trapper, gangbroer, rækværker m.v. er vanskeligt og dyrt at reparere og skal udskiftes med nyt.
Betonoverflader bør afrenses bedst muligt og derefter inspiceres for eventuelle overfladeskader. Det er dog ikke sandsynligt, at overfladerne skal repareres.
Det endelige valg af udbedringer må nødvendigvis involvere både klageren og indklagede, og må samtidig tilgodese alle problemstillinger. Det er derfor vanskeligt her og nu at anføre den endegyldige løsning.
En skitse for en mulig løsning kan dog se ud som følger (jf. indklagedes forslag, se senere):
· Konstruktionerne udbedres tilstrækkeligt til, at de er fremtidssikrede i et ikke eller let korrosivt miljø (korrosionsklasse 1-2).
· Tyndpladebelægningen udskiftes med en helt ny klimaskærm, der placeres længere inde i hallen, således at alle varmforzinkede konstruktioner er afskærmede for det indvendige miljø.
· Mellemrummet mellem yderbeklædning og den nye inderbeklædning ventileres i tilstrækkeligt omfang til, at konstruktionerne er beskyttede mod yderligere korrosion.
En alternativ skitse for en mulig løsning kan se ud som følger:
· Konstruktioner og tyndpladebeklædning udbedres tilstrækkeligt til, at de er fremtidssikrede i et ikke korrosivt miljø.
· Hele hallen ventileres i tilstrækkeligt omfang til, at konstruktionerne er beskyttede i fremtiden.
Hvad angår omkostninger til udbedring af korrosionsbeskyttelse foreslås, at disse oplyses senere, men det vurderes allerede nu, at sidstnævnte forslag næppe er interessant økonomisk set.
2. Besvarelse af syns- og skønstema dateret 8. december, 1997.
Spørgsmål 1: Skønsmændene bedes besvare, om de leverede elementer til reaktorhallen som helhed opfylder korrosionsklasse 3.
Ad spørgsmål 1:
De leverede elementer (=tyndpladebeklædning) opfylder de krav, der normalt stilles for anvendelse i korrosionsklasse 3.
Spørgsmål 2: Er den pågældende belægning egnet til en reaktorhal med et indeklima i korrosionsklasse 3?
Ad spørgsmål 2:
Ja, pladerne med den pågældende belægning er egnede til indeklima i korrosionsklasse 3 med følgende forbehold: det må accepteres, at de får begyndende nedbrydninger i kanter og ombuk (rustskader og/eller blærer efter op til ca. 10-15 år (=den arkitektoniske levetid), og at deres konstruktive levetid er ca. 20-25 år.
Spørgsmål 3: Er den pågældende belægning egnet til en reaktorhal med et indeklima i korrosionsklasse 4?
Ad spørgsmål 3:
Nej, den pågældende belægning er ikke egnet til korrosionsklasse 4.
Spørgsmål 4: I hvilken korrosionsklasse er indleverings- og forbehandlingshallens indeklima?
Ad spørgsmål 4:
Indleverings- og forbehandlingshallens korrosive miljø kan antages at være korrosionsklasse 3.
Spørgsmål 5: Det bedes oplyst, om de skader på elementerne i reaktorhallen, der måtte være registreret og beskrevet i henhold til spørgsmål 1 i det af klageren af 2. september 1997 udarbejdede syns- og skønstema, også forefindes i komposteringsanlæggets indleverings- og forbehandlingshal.
Ad spørgsmål 5:
Der findes i forhallen kun ganske få eksempler på korrosionsskader af samme typer som i reaktorhallen. De varmforzinkede konstruktioner og tyndpladebeklædningen er generelt uskadt. Der er dog enkelte rustudsivninger fra formodentlig lokale, mekaniske skader i tyndpladerne, og ligeledes enkelte begyndende lokalskader i varmforzinkningen, hvor denne er tyndest, f.eks. i gevindområder.
Spørgsmål 6: Det bedes oplyst, om de leverede elementer til indleveringshallen opfylder korrosionsklasse 3.
Ad spørgsmål 6:
Det er oplyst, at samme type elementer er anvendt overalt. Derfor opfylder også pladebeklædningen i forhallen kravene til korrosionsklasse 3, se dog forbeholdene i besvarelsen af spørgsmål 2 ovenfor.
3. Besvarelse af syns- og skønstema dateret 22. december, 1997.
Spørgsmål 1: Der ønskes en kort generel beskrivelse af begreberne "korrosionsklasse 3" og "korrosionsklasse 4" og de miljøer, man vil beskrive med de 2 korrosionsklasser.
As spørgsmål 1:
En beskrivelse af korrosionsklasser 3 og 4 er vist nedenfor:
Korrosionsklassebeskrivelser
Klasse DS-beskrivelse Uddybende beskrivelse
3 Miljøets aggressivitet: stor · ved tæt bebyggelse · i industriområder · over vand og ved kysten Sulfat og anden forurening af atmosfæren fra industri optræder. Ikke forurenet kystatmosfære.
4 Miljøets aggressivitet: meget stor · i konstant fugtigt miljø, i vand og jord · ved kemiske fabrikker Eks.: bryggerier, slagterier, svømmehaller og lignende. Forurenet kystatmosfære
Spørgsmål 2: Når henses til miljøet i anlægget bedes bedømt om angivelsen af korrosionsklasse 3 (bortset fra dele i jord og vand) sikrer mod korrosionsproblemer eller om angivelse af korrosionsklasse 4 havde været mere hensigtsmæssig i så henseende.
Ad spørgsmål 2:
Angivelse af korrosionsklasse 4havde været mere hensigtsmæssig.
Spørgsmål 3: Ville de nu konstaterede korrosionsskader på elementerne være undgået eller væsentligt formindsket, hvis man havde valgt plader i korrosionsklasse 4?
Ad spørgsmål 3:
På forespørgsel blev det oplyst, at plader i korrosionsklasse 4 ville være blevet leveret som rustfaste stålplader i kvalitet AISI 316. Sådanne plader ville kunne modstå miljøet i korrosionsklasse 4 i den ønskede driftstid. Det ville dog naturligvis ikke influere på problemerne med varmforzinkningen.
Spørgsmål 4: Skønsmændene bedes tage stilling til, om den leverede korrosionsbeskyttelse for stålarbejderne svarer til korrosionsklasse 3.
Ad spørgsmål 4:
På forespørgsel oplystes, at der med udtrykket "stålarbejder" menes den bærende stålkonstruktion, som er varmforzinket til ca. 100 µm (kravspecifikation)
Under normale forhold vil denne korrosionsbeskyttelse sikre en konstruktiv levetid på mindst ca. 25 år, eventuelt op til ca. 40 år, jf. variationen i beskrivelsen af korrosionsklassernes miljø/aggressivitet. Dette gælder dog ikke f.eks. boltevarer, som kun har omkring den halve levetid i normaludførelse.
Spørgsmål 5: Hvis de nu erkendte korrosionsskader skulle undgås, hvorledes skulle korrosionsbeskyttelsen da være defineret med hensyn til kvalitets- og funktionskrav.
5.1 for stålkonstruktionerne
5.2 for elementerne
5.3 for kabler og elmotorer
Ad spørgsmål 5:
Specifikationerne burde have haft følgende eller tilsvarende kravsbeskrivelse:
Ad spørgsmål 5.1:
Stålkonstruktionerne skal have en vedligeholdelsesfri levetid i korrosionsklasse 4 på XX år. Visuelle skader, som ikke har konstruktiv indflydelse, kan accepteres (eventuelt!).
Ad spørgsmål 5.2:
Pladebeklædningen skal have en vedligeholdelsesfri levetid i korrosionsklasse 4 på XX år. Visuelle skader kan kun accepteres i ubetydeligt omfang.
Ad spørgsmål 5.3:
Elinstallation og motorer m.v. skal kunne fungere i deres normale levetid i et korrosionsklasse 4 miljø.
Spørgsmål 6: Det foreslås at beklæde konstruktionerne indvendigt med korrosionsfaste sandwichplader og at ventilere mellemrummet mellem indvendig og udvendig beklædning. Skønsmændene bedes tage stilling til dette forslag.
Ad spørgsmål 6:
Ja, i princippet kan denne løsning sikkert bringes til at fungere tilfredsstillende.
Hvis konstruktionerne beklædes, skal der være plads imellem de to beklædninger, således at luften kan cirkulere. Det vil være nødvendigt at tvangsstyre luften ved hjælp af mekanisk ventilation, således at hulrummet bliver krydsventileret.
Der må nødvendigvis tages forbehold med hensyn til udformningen af detaljer og til diverse materialevalg for detaljerne, ligesom man må være meget opmærksom på risiko for kuldebroer. Der skal være støvfiltre inkluderet, således at det indvendige hulrum ikke efterhånden tilsmudses.
Det må også forudsættes, at skærmen i praksis bliver tæt nok til, at udluftningen vil fungere som planlagt.
Spørgsmål 7: De fremlagte beregninger, .., udfærdiget af indklagedes underrådgiver, finder for en isoleret hal som den udførte, at "Ved normale og maksimale belastninger vil kondensation kun forekomme ved udetemperaturer mindre end -5°C" ..
Ad spørgsmål 7:
Spørgsmål 7.1: Forekommer der kondens i større omfang og i sammenhængende, længere perioder end konklusionen i indklagedes underrådgivers notat leder til?
Ad spørgsmål 7.1:
Ja, groft sagt frygter vi, at kondens kan optræde på visse overflader i mere end 50 % af driftstiden mod mindre end 3 % ifølge notatet fra indklagedes underrådgiver, se vedlagte besvarelse.
Spørgsmål 7.2: Ville længere perioder med tørre overflader på stålkonstruktionen og sandwichplader mindske korrosionen til et acceptabelt niveau?
Ad spørgsmål 7.2:
Ja, hvis perioderne med tørre overflader bliver lange nok, kan det korrosive miljø reduceres til en vilkårlig lav korrosionsklasse.
Spørgsmål 7.3: Skønsmændene bedes bedømme forudsætninger og beregninger i det af indklagedes underrådgiver udfærdigede notat af 9. marts 1994.
Ad spørgsmål 7.3:
Se vedlagte besvarelse."
I besvarelsen hedder det:
"Ad pkt. 7.1
Konklusionen i bilag G, underrådgiverens notat, peger på at der kun forekommer kondens ved udetemperaturer lavere end -5°C, hvilket forekommer i ca. 3 % af normalåret. Vi har foretaget nogle beregninger med typiske årstidsvariationer og med forskellige belastninger. På baggrund af disse beregninger foretaget i henhold til tabelmateriale A.02.01 og formel 6.2, viser det sig, at der forekommer kondens ved udetemperaturer lavere end + 10°C kombineret med en indetemperatur lavere end 23°C og en relativ fugtighed på 90 %. Udetemperaturer lavere end + 10°C forekommer i ca. 60 % af årets timer.
Luftens fugtindhold befinder sig tæt på mætningspunktet i store dele af året og man vil derfor kun kunne reducere korrosionsrisikoen ved at der foretages affugtning.
Kombinationer af temperatur og fugtforhold inde og ude, sammenholdt med tilførsel af kompost vil kunne registreres ved at foretage daglige målinger over en længere periode.
Ad pkt. 7.3
Forudsætningerne i bilag G, indklagedes underrådgivers notat, er angivet i tabel 1 side 5. Fra PH-bioengineering, bilag D-JJ, fremgår det af tabel 1, 2 og 3 at der er en minimum-, en unavngiven og en maksimumsituation. Som det fremgår af bilag G, underrådgiverens notat, i tabel 5 kan det konstateres, at der er valgt minimumssituationen og den unavngivne situation som grundlag for beregningerne. Den unavngivne tilstand er en max. komposttilførsel, men med mindre energi frigivet fra processen og med mindre vandfordampning end den egentlige maksimumsituation fra bilag D-JJ. Der peges på i bilag B-JJ at der er tale om store mængder fordampet vand, men maksimumsituationen fra bilag D-JJ for vandfordampning er øjensynligt ikke anvendt til beregningerne, da denne situation ikke er angivet i bilag G, notat fra underrådgiveren.
Programmet der ligger til grund for underrådgiverens konklusion vedrørende kondens, er udviklet til at beregne indeklima i etage-, kontor- og parcelhuse. Når programmet anvendes til beregning af avancerede bygninger bør der udføres supplerende beregninger. Disse ville sandsynligvis, ved forskellige kombinationer af ude- og indetemperaturer samt komposttilførsel have indikeret, at den ubehandlede projekterede ventilationsmængde ikke er tilstrækkelig til at fjerne den afgivne fugt, men at et forøget luftskifte kombineret med affugtning ville have været nødvendigt."
7.11 Forklaringer
Direktør hos klageren har forklaret, at han der er uddannet ingeniør, tidligere har været kommuneingeniør og nu er direktør hos klageren. Allerede i 1990 overvejede man mulighederne for den fremtidige affaldsbehandling hos klageren. Der var problemer med forbrændingskapaciteten, og interessen samlede sig om en form for biologisk affaldsbehandling. Der var mange modeller i Europa og mange former for komposteringsanlæg. Man var indstillet på at se tiden an og afsøge markedet, således at man fik sikkerhed for at få et funktionsdygtigt anlæg, der tillige var fremtidssikret. I 1992-1993 besluttede klagerens bestyrelse sig for et biologisk affaldsanlæg. Man kontaktede den tekniske rådgiver, der skulle lave udbudsmaterialet og forestå udbud og evaluering. Klageren ønskede arbejdet udbudt på funktionskrav og udført i totalentreprise. Efter en prækvalifikationsrunde med 12 ansøgere blev der udvalgt 7, hvoraf fire afgav tilbud på forskellige biologiske affaldsbehandlingsanlæg. Man foretog en afklaringsrunde, hvor man bl.a. så på de forskellige anlæg, som var blevet tilbudt. I Tyskland så man på et anlæg, der havde kørt i ca. 5 år, og et andet anlæg der var under opførelse. Disse anlæg arbejdede i det væsentlige efter de samme principper som det anlæg, indklagede havde tilbudt. Man fik ved denne besigtigelse nogle væsentlige input: Mere effektiv beluftning af komposteringsboksene, større kapacitet på anlægget og isolering af reaktorhallen. Herudover blev han bibragt den opfattelse, at der kørte mange lignende komposteringsbokse i Europa, og at underentreprenørens system var gennemprøvet. Det sidste var afgørende, idet klageren ikke ønskede at gå ind i et forsøg. Drøftelserne om korrosionsklasse 3 og 4 opstod i forbindelse med materialevalg. På klagersiden var man lidt betænkelig ved, om de tynde plader kunne holde til et lidt aggressivt miljø. Den tekniske rådgivers notat havde imidlertid meget klare konklusioner. En af konklusionerne var, at der kun under ekstreme forhold ville komme kondens. Han fik opfattelsen af, at pladerne kunne laves i hvad som helst, hvis procesanlægget blev lavet rigtigt. Han husker, at konklusionen på et afsluttende møde var, at man ville "skyde gråspurve med kanoner", hvis man opgraderede pladerne til korrosionsklasse 4. Denne debat gik på pladerne og ikke på stålkonstruktionerne. Allerede i efteråret kom der hvide udfældninger på galvaniserede emner, hvilket blev forelagt for indklagede på et byggemøde i september 1995, hvor indklagede imidlertid ikke rigtig tog problemet alvorligt. Problemet blev senere taget op flere gange, og i foråret 1996 måtte indklagede erkende, at der var noget galt. Efter at instituttet havde lavet undersøgelser, blev det i sommeren 1996 afklaret, at der var kraftig korrosion på emnerne i reaktorhallen. Klageren overvejede at sætte løsninger i værk, men var betænkelig herved, før sagen var blevet afklaret i retten. Klageren er klar over, at skaderne løbende er blevet forværret, men man har ikke i den anledning ment at burde ændre sit økonomiske krav for korrosionsskader. Han er selv betænkelig ved indklagedes forslag til modvirkning af korrosionsskaderne, idet han ikke mener, at man bør lukke så beskadigede emner inde uden mulighed for at føre kontrol med og kunne gribe ind over for yderligere korrosion.
Planlægningschef hos klageren har forklaret, at han er uddannet ingeniør. Den tekniske rådgiver skulle lave et overordnet udbudsmateriale, så man kunne gå ud så bredt som muligt og dermed få mest muligt at vælge imellem. Klageren troede på indklagedes anlæg. Anlægget var under opførelse i Tyskland med en isoleret reaktorhal. Vurderingen af isoleret/uisoleret reaktorhal gik ikke på, om der ville være mindre eller mere kondens, men på at forbedre anlægget rent kapacitetsmæssigt. Klageren havde fuld tillid til, at også en uisoleret reaktorhal kunne klare kravene. Det lå efter klagerens opfattelse helt klart efter den tekniske rådgivers notat, at der kun i ekstreme situationer ville komme kondens i hallen.
En ansat hos den tekniske rådgiver har forklaret, at han er uddannet civilingeniør og ansat hos den tekniske rådgiver, der har været rådgiver for klageren. Udbudsmaterialet fra juli 1993 er udformet på funktionskrav, idet man ønskede at få tilbud på forskellige anlægskoncepter. Der var en lang afklaringsfase, hvor man søgte at ligestille tilbudene, idet ingen af tilbudsgiverne fuldt ud havde forholdt sig til proces- og funktiondkravene i udbudet. Kravene i pkt. 3.4.3.2. i udbudet er alene minimumskrav, idet man ønskede at indhente flere tilbud, som kunne evalueres og sammenlignes. Meget forenklet kunne man i stedet have skrevet, at de komponenter og det materiale og udstyr, der kan opfylde betingelserne om en levetid på 20 år, ville kunne bruges. Det centrale er, at det understreges, at der er tale om et fugtigt miljø. Det anføres, at materialerne mindst skal være i korrosionsklasse 3, men der er ikke konkret taget stilling til korrosionsklasse 3 eller 4. Hvis det fugtige miljø begrundede det, skulle det være korrosionsklasse 4. Indklagede tilbød en uisoleret reaktorhal med eternitplader. Under afklaringsfasen blev det vedtaget, at der senere skulle tages stilling til, om hallen skulle isoleres. I den tekniske rådgivers notat konkluderes, at det ville være hensigtsmæssigt med en isolering, og at der i den forbindelse ikke ville være problemer med kondens. Selv var han af den opfattelse, at der ikke i konceptet var nogen problemer med tilstrækkelig forvarmning eller opvarmning, idet han snarere opfattede det som et problem at komme af med varmen. Man var imidlertid hos den tekniske rådgiver betænkelig med hensyn til materialevalg af pladernes holdbarhed på grund af den meget tynde plade og rejste derfor spørgsmålet om garanti på pladerne, men ikke vedrørende de øvrige emner i hallen. Hvis man opgraderede til korrosionsklasse 4, ville det hele blive meget dyrere, og han vurderede det således, at det var unødvendigt, hvis anlægget kørte som det skulle. Han er i og for sig enig i bemærkningerne i syns- og skønserklæringen af 20. september 2000, hvori det på s. 3 anføres, at reaktorkompostering af kildesorteret affald er af nyere dato. Der forelå dog på udbudstidspunktet en del erfaringer hermed i Europa, og man besøgte i forbindelse med projektet en række anlæg. Det angivne i punkterne 3.4.1., 3.9.2.1., 3.9.2.2. og 3.9.6. i udbudsmaterialet er minimumskrav, og det centrale er levealderen for komponenterne, således at de skal være tilpasset kravene i 3.4.1. Der er også her tale om funktionskrav, som skulle kunne tilpasses forskellige koncepter. Kravene til kapslingsklasse i 3.9.6. er gældende uden for, men ikke i reaktorhallen. Beregningerne i underrådgiverens notat har været vurderet af den tekniske rådgivers installationsafdeling. Beregningsprogrammet er kendt hos den tekniske rådgiver, men man har ikke i det konkrete sagsforløb foretaget nogen beregning på grundlag af programmet og ikke forholdt sig til programmets relevans. Han var bortrejst, da drøftelserne om pladerne fandt sted. Disse drøftelser er på den tekniske rådgivers vegne foretaget af to andre ansatte.
Indklagedes afdelingschef har forklaret, at han er "byggemand". Han havde ansvaret for udførelsen af bygningerne, og kontrakten blev indgået under hans afdeling. Han hæftede sig ved, at udbudet vedrørende bygningsdelene var meget specifikt med hensyn til kravene. Han opfattede således ikke udbudet, der punkt for punkt havde specifikke krav til bygningen, som et udbud på funktionskrav. Indklagede havde tiltro til den tekniske rådgivers erfaring på området og havde grundlæggende den tilgang til sagen, at man ville overholde de stillede betingelser, herunder at emnerne i reaktorhallen skulle være korrosionsklasse 3. Skrivelsen af 18. april 1994 blev afsendt på grund af reservationerne i den tekniske rådgivers notat. Han var forundret over, at klageren ikke ønskede at sikre sig og afholde den forholdsvis beskedne udgift, der var forbundet med en opgradering af pladerne til korrosionsklasse 4. han havde dengang ikke en opgradering af andre emner i tankerne.
Syns- og skønsmændene har vedstået deres erklæring af 14. juli 1998. De har supplerende forklaret, at de ved besigtigelsen konstaterede voldsomme, lagdelte korrosionsskader i reaktorhallen. Der er tale om en utrolig hurtig korrosion. Eddikesyre og kuldioxid fremmer nedbrydningen, men den helt afgørende årsag til korrosionen er fugten. Der er utrolige mængder af fugtoverskud i det materiale, der bearbejdes - ofte op til 100%, og denne fugt kondenserer meget let på ståloverflader. Varme har i den forbindelse meget lidt at sige, idet korrosionshastigheden falder med faldene temperaturer. Det rigtige havde været at anvende emner i korrosionsklasse 4 i reaktorhallen. Svømmehaller, hvor man i princippet har de samme problemer som i reaktorhallen, er anført som eksempel under korrosionsklasse 4 i de dengang gældende korrosionsklasser. Det program som underrådgiveren har benyttet til sine beregninger, kan anvendes til kontorlokaler o.lign., men er ikke egnet til et stort rum som reaktorrummet med lagdelte temperaturer. Efter beregninger foretaget i forbindelse med skønnet er man nået til, at der vil være kondens i reaktorrummet i 60% af årets timer. Det er i den forbindelse også vigtigt at være opmærksom på, at der i reaktorrummet bliver taget udeluft direkte ind, hvilket i sig selv gør det vanskeligt at styre indeklimaet. Skemaet i underrådgiverens notat indikerer et meget fugtigt klima i reaktorhallen - en fordampning på 7,3 - 13,8 tons vand pr. døgn. Man er ikke tilnærmelsesvis oppe på sådanne størrelser i en svømmehal. Der er derfor nogle alarmklokker, der skal ringe for en erfaren ingeniør. Det ville have været en fordel at anvende maling i stedet for forzinkede emner, idet zink ikke er modstandsdygtigt over for kuldioxid og eddikesyre. Det er meget tæt på fysisk umuligt at afrense og overfladebehandle emnerne, således at de kan modstå den eksisterende korrosionsbelastning. Det rigtige er at fjerne korrosionsbelastningen. Det er i praksis også meget vanskeligt at lave en klimaskærm, der afskærmer alle de eksisterende konstruktioner. Det vil endvidere være forbundet med meget store udgifter at ventilere hele hallen, således at man får et rimeligt tørt indeklima. Syns- og skønsmændene ser sig ikke i stand til at prissætte mulige løsninger.
7.12 Procedure
Klageren har til støtte for sit krav gjort gældende, at entreprisen er udbudt i totalentreprise på proces- og funktionskrav, således at totalentreprenøren er ansvarlig for det samlede produkt. Angivelsen af korrosionsklasse 3 var et minimumskrav, og det lå klart, at komponenterne i reaktorhallen samlet set skulle kunne modstå korrosion. Underrådgiverens notat i forbindelse med overvejelserne om isolering viser klart og umisforståeligt, at der efter en isolering ikke er nogen kondensproblemer i reaktorhallen. Efter syns- og skønsmændenes erklæring og forklaring for voldgiftsretten må det lægges til grund, at underrådgiverens notat er behæftet med alvorlige fejl, idet man når frem til en kondensbelastning på kun 3 % mod syns- og skønsmændenes på 60% af årets timer. Indklagede må i denne sammenhæng identificeres med sin rådgiver. Den tilsynsførendes tilsyn er alene vejledende, og det har ikke kunnet kræves, at den tilsynsførende lavede en tilsvarende beregning eller efterprøvede underrådgiverens beregning. Det er totalentreprenørens pligt at vurdere, om anlægget skal opgraderes og i bekræftende fald at gøre bygherren opmærksom herpå. Indklagedes afdelingschef rejste problemet om korrosionsklasse men kun i relation til pladerne, og han meddelte til sidst, at indklagede havde rådført sig med forskellige eksperter, der anså det for overdrevent at anvende mere end korrosionsklasse 3. Det afgørende er, at indklagede ikke klart tilkendegav, at der var et problem eller en risiko. Indklagede kan derfor ikke efterfølgende fralægge sig ansvaret. Kravet på 4.800.000, der er beregnet af klageren og den tilsynsførende, er et overslag, der bør danne udgangspunkt for fastsættelsen af klagerens krav. Indklagedes forslag om en klimaskærm er nok brugbar, men den skal suppleres med ventilation mellem halvæg og skærm og behandling af de bærende konstruktioner i hallen.
Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at der foreligger en mangel i form af korrosion som følge af for lange kondensperioder på emnerne i reaktorhallen. Der er klart talen om en projektfejl, som kunne have været undgået, hvis det specifikke udbudsprojekt havde været mere hensigtsmæssigt udformet. Efter afhjemlingen af syns- og skønserklæringen ligger det fast, at forsøget fra den tilsynsførendes ingeniør på at forklare kondensproblemerne med, at den ønskede temperatur på 70 grader i over 1 time ikke er opnået, må afvises. Man må herefter spørge, hvorfor det er gået galt. Den første fejl ligger i de meget specifikke krav i udbudsmaterialets pkt. 3.4.3.2, 3.9.2.1., 3.9.2.2., og 3.9.2., der er udformet af den tilsynsførende. Det fremgår klart af syns- og skønserklæringen, at specifikationerne burde have angivet korrosionsklasse 4. Det fremgår til overflod af udbudsmaterialet, at der var tale om et fugtigt og ikke et tørt miljø. Det er derfor en flugt fra egne specifikationer, når man hævder, at man ikke vidste, om miljøet ville være tørt eller fugtigt, fordi man efterlyste forskellige behandlingskoncepter. Det harmonerer heller ikke med de meget detaljerede specifikationer i udbudsmaterialet, at man nu gør gældende, at man alene fastsatte minimumskrav. Udbudet indeholder en projekterings- og specifikationsgrad, som en tilbudsgiver skal rette sig efter og må kunne regne med. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at man på specielle områder har foreskrevet korrosionsklasse 4. Når man ikke generelt har foreskrevet det for emnerne i reaktorhallen, må det være, fordi man har ønsket at få en billigere pris frem. Der er tale om et simpelt fejlskøn fra klagerens rådgivers side, som ikke kan undskyldes med indklagedes rådgivers efterfølgende klimaberegninger. Klagers rådgiver har foretaget en selvstændig vurdering, som må have ansvarsmæssige konsekvenser. Det må efter syns- og skønserklæringen og syns- og skønsmændenes forklaring lægges til grund, at indklagedes rådgiver har regnet forkert eller benyttet forkerte forudsætninger, men klageren tog af egen drift spørgsmålet om korrosionsklasse op og anbefalede korrosionsklasse 4. Det må være indklagedes ansvar, at man ikke reagerede adækvat herpå og på trods af klagerens anbefaling fastholdt korrosionsklasse 3. Ved en eventuel imødekommelse af et krav, må det komme klageren til skade, at man har undladt at vedligeholde reaktorhallen. Klageren fremsætter i klageskriftet uden nogen som helst begrundelse et krav på 4.800.000 kr., som man i replikken deler op i tre poster uden på normal vis at forelægge kravet for syns- og skønsmændene. Kravet er i det hele udokumenteret. Et eventuelt krav bør fastsættes med udgangspunkt i indklagedes forslag om en klimaskærm eller i en ventilationsløsning. Begge disse løsninger kan iværksættes for beløb i en størrelsesorden af 1.300.000-1.500.000 kr. Der må ved fastsættelsen af et krav tages hensyn til den merpris, som indklagede skulle have betalt for en udførelse i korrosionsklasse 4.
7.13. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Entreprisen vedrørte udførelsen af et "komposteringsanlæg for våd dagrenovation", der i form af reaktorkompostering var af nyere dato på aftaletidspunktet. Det måtte derfor efter voldgiftsrettens opfattelse for klagerens og indklagedes rådgivere fremstå som en nærliggende opgave i udbuds- og afklaringsfasen nærmere at undersøge, hvilken korrosionsklasse der var den hensigtsmæssige i en reaktorhal, hvor den våde dagrenovation skulle opbevares gennem længere tid og gennemgå en række processer. Det er videre voldgiftsrettens opfattelse, at en vurdering af det forventelige miljø i reaktorhallen alene på grundlag af de dagældende korrosionsklassebeskrivelser af klasse 3og 4 og eksemplerne i tilknytning til disse beskrivelser, måtte rejse alvorlig tvivl hos en professionel teknisk rådgiver om, hvorvidt korrosionsklasse 3 var hensigtsmæssig i reaktorhallen. Retten finder, at klagerens og indklagedes rådgivere har et fælles ansvar for, at spørgsmålet om den hensigtsmæssige korrosionsklasse ikke blev undersøgt nærmere. Retten bemærker i den forbindelse, at entreprisen ikke kan anses for udbudt alene på overordnede funktionskrav, for så vidt angår bygningskomponenterne i reaktorhallen. Udbudet indeholder således en række tekniske specifikationer, og angivelsen af korrosionsklasse 3 som minimumsklasse i sammenhæng med angivelse af korrosionsklasse 4 for særligt udsatte bygningselementer er egnet til at give opfattelsen af, at korrosionsklasse 3 i almindelighed vil være tilstrækkeligt. Spørgsmålet om kondens blev aktualiseret i forbindelse med drøftelserne om pladernes modstandsdygtighed. Der er i forbindelse med indklagedes rådgivers beregninger af kondenspåvirkningen begået en klar fejl, idet det efter syns- og skønserklæringen og syns- og skønsmændenes forklaring må lægges til grund, at beregningerne er uegnet til at beregne indeklimaet i et så kompliceret og stort rum som reaktorhallen. Det fremgår videre med tydelighed af skemaet i indklagedes rådgivers notat, at reaktorhallen ville blive udsat for en række ekstraordinære belastningssituationer, herunder navnlig i form af en meget betydelig vandfordampning pr. døgn. Det er rettens vurdering, at angivelserne i skemaet om de ekstraordinære belastningssituationer burde have givet både klagerens og indklagedes rådgivere anledning til at tage spørgsmålet om korrosionsbelastningen op. Denne vurdering bestyrkes af, at indklagedes afdelingschef ud fra sin praktiske erfaring fastholdt, at man efter hans opfattelse burde anvende plader i korrosionsklasse 4. Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at der er begået fejl både af klagerens og indklagedes rådgivere. Klageren og indklagede må i denne sammenhæng identificeres med deres rådgivere, hvilket må tages i betragtning ved fastsættelsen af det krav, som klageren kan gøre gældende mod indklagede for korrosionsskaderne. Det er rettens opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger om tiltag til modvirkning af korrosionsskaderne og de økonomiske overslag i tilknytning hertil er usikre. Efter syns- og skønsmændenes forklaring finder retten at burde tage udgangspunkt i den af indklagede foreslåede løsning og det i tilknytning hertil fremsatte økonomiske overslag. Ved fastsættelsen af klagerens krav bør der efter rettens opfattelse tages hensyn til, at klageren skulle have betalt en merpris, hvis man havde valgt en udførelse i korrosionsklasse 4. Efter en afvejning af de anførte synspunkter finder retten, at klagerens krav mod indklagede for korrosionsskader kan fastsættes til 500.000 kr.
8. Forbehandlingsdel.
8.1.
I udbudsmaterialet af juli 1993 hedder det under pkt. 3.1.1.:
"Forbehandlingen skal indrettes og drives på en sådan måde, at der her ikke findes arbejdspladser med manuel håndtering af nogen del af affaldet.
Alle forbehandlingsfaciliteter skal udformes, således at der sikres fuld automatisk drift, at der ikke kan ske tilstopninger, og at der er tilvejebragt et tilfredsstillende arbejdsmiljø, således at ukontrolleret emission af lugt, støv, mikroorganismer og endotoxiner reduceres mest muligt."
8.2.
I indklagedes tilbudsbrev af 30. september 1993 hedder det under afsnit B, pkt. 2.2.:
"Modtagelse, forbehandling
..
Bioaffald og strukturmateriale aflæsses skiftevis direkte i neddeleren, som er placeret under terrænniveau.
Neddeleren er af typen skrueneddeler, som har vist sig at kunne sikre en effektiv og skånsom neddeling af såvel bioaffald som strukturmateriale. Neddeleren har en kapacitet på ca. 12 tons/time.
Fra neddeleren føres affaldet via en snegletransportør direkte over i en grovsigte, som er af typen rullesigte udlagt med en kapacitet på ca. 25 tons/time.
Formålet med sigtningen er primært at fjerne mest muligt af plasticposerne inden komposteringen. Det har vist sig ved forsøg med tilsvarende affaldstyper, at en kombination af skrueneddeling og rullesigtning repræsenterer en velegnet løsning."
8.3.
I en skrivelse af 15. november 1993 fra indklagede til klageren hedder det:
"Som forbehandlingsudstyr (udstyr for neddeling og separering) er valgt en skrueneddeler i kombination med en rullesigte.
.."
8.4.
I aftalen "proces- og funktionsgarantier" af 11. januar 1994 hedder det:
"GARANTIERKLÆRING
Undertegnedes totalentreprenør indestår for, at komposteringsanlægget efter indkøringsperiodens afslutning opfylder nedennævnte proces- og funktionskrav.
..
Renhedsgrad
Når råkompost kommer ud af komposteringshallen indeholder det begrænsede mængder plast. Den maskinelle udrustning danner ikke mindre plaststumper end det, der kan frasorteres ved finsigtning af færdig kompost med 20 mm maske. Råkomposten er endvidere fri for metaller, der kan frasorteres ved magnet.
Funktioner i modtage- og komposteringshal
Al håndtering af affald og tilslagsmateriale i modtage- og komposteringshal er fuldautomatisk og tilstopningsfri.
..
Modtagefaciliteter i hal sikrer mulighed for direkte aflæsning af hele læs affald og tilslagsmateriale samt sikrer hensigtsmæssig dosering af samme til efterfølgende neddeler, sigte og komposteringshal.
Neddeleren er tilstopningsfri og udøver begrænset sønderdeling af plastposer således, at langt størsteparten af plaststumperne bliver frasorteret ved den efterfølgende sigtning. Neddelingen må ikke danne mindre plaststumper end det kan frasorteres ved finsigtning af færdig kompost."
8.5.
Af projektopfølgningsmøde nr. 2 af 17. marts 1994 fremgår bl.a. følgende:
Der blev redegjort for det anførte notat om: Linie for transport af strukturaffald uden om kværn Forbehandlingsafsnit, dateret 1994.03.11 med tilhørende bilag (4 alternativer).
Løsning ST3 skønnes at være dyrest, ST1 og ST2 tilsvarende billigere.
Klager påpegede følgende:
· Løsningerne virker anlægsmæssigt komplicerede og dyre.
· Ud fra de udførte forsøg af kværn og rullesigte er det ikke hensigtsmæssigt at tilføre strukturmaterialet til kværnen (der kan ske tilstopninger).
· Tilførsel af struktur over rullesigte kan medføre uforholdsvis store mængder rejekt.
· Der bør være doserings-/reguleringsmulighed for det tilførte strukturmateriale således at der fra starten, om ønsket, kan sikres en god blanding af struktur og organisk affald, hvilket vil fremme nedbrydningsprocessen i reaktorboksene.
· Der bør kunne etableres en væsentlig enklere løsning baseret på containere med mekanisk aflæsningssystem placeret ved portindgangen ud for rullesigten.
Indklagede fremkommer med skitsetegninger, plan og snit der illustrerer ved angivelse af komponenter m.v., hvordan en løsning, der tilgodeser de ønskede/aftalte funktionskrav, kan blive udført.
Løsningsforslaget skal også indeholde oplysninger om udførelsespris."
8.6.
Af projektopfølgningsmøde nr. 3 af 19. april 1994 fremgår bl.a.:
"Indklagede har fremsendt tegninger vedr. indretning af modtage- og forbehandlingshal. Forslaget blev accepteret."
8.7.
Af projektopfølgningsmøde nr. 11 af 8. november 1996 fremgår bl.a.:
" ..
Klageren har besluttet ikke at gøre brug af indklagedes tilbud vedrørende doseringstragt. Da indklagede har åbnet mulighed for senere montage af tragt, vil klageren selv indbygge en løsning."
8.8.
I skønserklæring af 29. september 2000 vedrørende procestekniske forhold hedder det bl.a.:
"Spørgsmål 1:
Skønsmændene bedes på baggrund af en besigtigelse og gennemgang af forbehandlingsdelen besvare følgende spørgsmål:
..
Neddeler
Af indklagedes tilbudsskrivelse afsnit B, p. 2 fremgår, at neddeleren er af typen skrueneddeler, som har vist sig at kunne sikre effektiv og skånsom neddeling af såvel bioaffald som strukturmateriale. Neddeleren har en kapacitet på ca. 12 tons/time.
Det fremgår af indklagedes proces- og funktionsgaranti pkt. 2.3, at neddeleren er tilstopningsfri og udøver begrænset sønderdeling af plastposer således, at langt størsteparten af plaststumperne bliver frasorteret ved den efterfølgende sigtning.
1.3.1 Skønsmændene bedes vurdere, hvorvidt neddeleren rent faktisk ved riften af anlægget opfylder dette formål.
Svar:
Besvarelsen opdeles som følgende:
Vurdering af om neddeleren sikrer en effektiv og skånsom neddeling af såvel bioaffald som strukturmateriale,
Vurdering af om neddeleren er tilstopningsfri,
Vurdering af om neddeleren udøver begrænset sønderdeling af plastposer, således at langt størstedelen af plaststumperne bliver frasorteret ved den efterfølgende sigtning.
Ad 1)
Neddeling af bioaffald og strukturmateriale vurderes som værende effektiv.
Behandlingen anses for at være skånsom, dog ikke for de plastposer, som bioaffaldet er indsamlet i. Neddeleren sønderdeler plastposerne uhensigtsmæssigt meget.
Ad 2)
Neddeleren vurderes at være tilstopningsfri, idet skruerne kan reversere og dermed løsne op for en eventuel tilstopning i kvivzonen.
Der blev på besigtigelsesdagen 2 gange konstateret driftsstop på neddeleren som følge af ophobning på det efterfølgende transportbånd i udgangszonen.
Det kunne iagttages, at større langstrakte plast- og fejlsorterede tekstilstykker, som ikke var neddelt tilstrækkeligt, var årsag til ophobningen. Disse større plast- og tekstilstykker var fastholdt i neddeleren, og lå samtidig som en hinde over transportbåndet og forhindrede derved borttransport af det materiale, som efterfølgende blev udlæsset fra neddeleren..
Det blev oplyst, at knivskær ikke har været skiftet indenfor det sidste 1-1½ år, men justering mellem knive og skær har fundet sted. Dette kan være en væsentlig medvirkende årsag til ovennævnte problematik, om end det næppe helt vil kunne undgås. Det er væsentligt for neddelerens funktion, at knive og skær holdes serviceret efter forskrifterne.
Ad 3)
I neddeleren sker der en vis æltning af bioaffaldet og strukturmaterialet i og omkring udløbszonen.
Knivene og den gentagne æltning i maskinen medfører, at plastposer kan oprives i betydelig grad.
Det vurderes derfor, at neddeleren ikke foretager en skånsom neddeling af plastposer.
Den efterfølgende sigtning forudsættes kun at omfatte rullesigten som behandler bioaffaldet og strukturmaterialet.
Der henvises til tabel 1 i bilag D4 (24. september 1997) og notat 2.2 (renhedsgrad) i bilag B2 (27. januar 1997), som viser, at 66% af plastindholdet i bioaffaldet udsorteres af rullesigten sammen med rejektfraktionen.
Det vurderes derfor, at det ikke er langt hovedparten af plastik, som udsorteres af rullesigten.
Det visuelle indtryk på besigtigelsesdagen understøtter, at råkomposten til reaktoren indeholdt væsentlige mængder plastik.
..
Spørgsmål 4:
Skønsmændene bedes udtale sig om, hvorvidt mængden og størrelsen af plaststykkerne i materialet kan have nogen indvirkning på processen i anlægget, herunder hygiejniseringen.
Svar:
Det kan tænkes, at plaststykkerne til en vis grad spærrer for lufttilgangen til komposten, så der opstår lokale anaerobe lommer men en forringet omsætning og dermed ringere varmeudvikling og temperaturstigning.
Det skønnes dog, at en evt. negativ indflydelse af plastikstykkerne ophæves af den omsætning og varmetransmission, der sker fra den omkringliggende kompost.
Det vurderes, at plastindholdets indflydelse på procesforholdene sammenlignet med andre faktorer, er uden eller har ringe praktisk betydning for processen."
8.9.
I en supplerende skønserklæring af 9. januar 2001 for procestekniske forhold hedder det bl.a.:
"Spørgsmål 7:
I skønserklæringen side 14 anføres følgende vedrørende neddelerens behandling af plastposerne:
"Det vurderes derfor, at neddeleren ikke foretager en skånsom neddeling af plastposer."
I skønserklæringen side 24 konkluderer skønsmændene følgende vedrørende neddeleren:
"Neddeleren vurderes i fuldt serviceret tilstand at være effektiv. Den samtidige neddeling af plastposer skønnes at være uhensigtsmæssig for den efterfølgende sortering på rullesigten."
Klageren har fra et firma (F) som arbejder med miljøteknik, fået udarbejdet den som bilag 19 fremlagte beskrivelse af supplerende maskinkomponenter i forbindelse med optimering af forbehandlingsanlægget med tilhørende budget.
Skønsmændene anmodes om efter en gennemgang af projektet at redegøre for, hvorvidt den skitserede løsning er en hensigtsmæssig måde at løse problemerne omkring neddeling af plastposer i forsorteringsanlægget på.
I bekræftende fald bedes skønsmændene udtale sig om, hvorvidt det indeholdte overslag er dækkende for løsningsforslagets økonomiske konsekvenser, og i den forbindelse søge at afgrænse den del af udgifterne, der har sammenhæng med neddeling af plastposer.
Svar:
Grundlaget for vurderingen af den skitserede løsning er planløsningsskitsen fra bilag 19.
Det vurderes, at løsning af problemerne omkring neddeling af plastposer under forsorteringen løses hensigtsmæssigt i det opstillede projekt.
Det bemærkes, at strukturmaterialet ikke føres igennem poseåbneren, men har sin egen modtagesilo og først blandes med affaldet efter sneglesigten. Det skyldes, at poseåbneren ikke er velegnet til at håndtere strukturmateriale.
Det oplyses, at kildesorteret affald med en stor andel af haveaffald og specielt græs øger affaldets indhold af sand, grus og jord, hvilket medfører en relativt hurtigere nedslidning af poseåbnerens skæreskiver. Der kan ses bort fra dette i nærværende sag, idet haveaffald ikke medgår i det indsamlede kildesorterede affald, jf. bilag 1 (afsnit 2.2).
I forbindelse med løsningsforslagets økonomiske konsekvenser skal anføres, at der i prissætningen ikke er taget stilling til F´s skitseforslag (15. november 1995) samt F´s vurderinger og kommentarer angående:
· Modtagersiloens rumindhold til affald
· Placering (evt. udendørs) af modtagersiloen til strukturmateriale
Løsningsforslagets budgetoverslag for både neddeling og udsortering af plastposer samt tilsætning af strukturmateriale på ca. 4,3 mio. DKK vurderes at være realistiske med undtagelse af eventuelle modifikationer afledt af de ovenfor nævnte forhold.
Angående afgrænsning af de udgifter, der har sammenhæng med neddeling, men ikke frasortering af plastposer eller særskilt modtagesilo til strukturmateriale, vurderes omfanget til følgende:
· Poseåbner pris 517.000 DKK
· Snegletransportører til og fra poseåbner, pris 335.000 DKK (halvdelen af den samlede oplyste pris for snegletransportører)
· Transport, montage og projektering forholdsmæssig andel af det samlede budgetoverslag, pris 155.000 DKK
Udgifter angående neddeling af plastposer er ekskl. omkostninger til demontage af eksisterende udstyr samt etablering af el og "
8.10 Forklaringer
Klagerens direktør har forklaret, at forbehandlingen løbende har givet problemer for klageren, idet den ikke fungerer tilfredsstillende. Det er lykkedes på andre anlæg at få behandlingen til at fungere. Klageren har fastholdt, at plastproblemet skulle løses i forbehandlingen, hvilket imidlertid ikke er sket.
Klagerens planlægningschef har forklaret, at forbehandlingen fungerer på en sådan måde, at man trods alt kører de mængder igennem, som man modtager. Forbehandlingen fungerer imidlertid ikke som aftalt, idet plastsepareringen ikke er tilfredsstillende, hvorved temmelig meget plast ledes ind i reaktorrummet. Derudover forekommer der tilstopninger i anlægget og et voldsomt spild, som skal håndteres af medarbejderne, hvilket giver anledning til en række arbejdsmiljømæssige problemer. Det er hans opfattelse, at anlægget på tilfredsstillende måde vil løse problemerne i forbehandlingen.
Syns- og skønsmændene har vedstået deres erklæringer af 29. september 2000 og 9. januar 2001. De har supplerende forklaret, at forbehandlingsanlægget efter deres opfattelse er i stand til at foretage en skånsom åbning af plastposer. I dette anlæg tilføres strukturmateriale efterfølgende.
8.11. Procedure
Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det klart fremgår af syns- skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 1, at forbehandlingsdelen ikke opfylder de proceskrav med hensyn til neddeling af plast, der er givet i indklagedes procesgaranti. Klageren har derfor krav på erstatning i anledning af indklagedes misligeholdelse af garantien. I klagerens primære opgørelse er erstatningen fastsat til 4.300.000 kr. svarende til udgiften til det tilbudte forbehandlingsanlæg fra den alternative leverandør. I den sekundære opgørelse er erstatningen fastsat til 2.007.000 kr., hvilken post er sammensat af udgiften til en separat fødelinie på 1.000.000 og udgiften på 1.007.000 til neddeling af plastposer, jf. slutningen af syns- og skønmændenes besvarelse af spørgsmål 7. Får klageren medhold i, at den primære opgørelse skal lægges til grund, frafalder klageren kravet om betaling til vindsigtning af plast på 4.800.000 kr., medens dette krav opretholdes, hvis klageren får medhold i, at den sekundære opgørelse skal lægges til grund.
Indklagede har anført, at det anerkendes, at procesgarantien vedrørende neddelingen af plast ikke er opfyldt. Dette forhold kan imidlertid ikke begrunde, at klageren kan kræve et helt nyt forbehandlingsanlæg til 4.300.000 kr., således som kravet er opgjort i den primære opgørelse. Klageren kan heller ikke kræve en separat fødelinie til strukturaffald, idet klageren tidligere trods tilbud herom har fravalgt denne løsning. Det fremgår af syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 4, at de plaststykker, der ikke frasorteres i forbehandlingsdelen ikke har nogen nævneværdig betydning for hygiejneprocessen i boksene. Klagerens interesser er derfor fuldt ud tilgodeset med det skønsmæssige beløb på 300.000 kr., som indklagede har tilbudt til vindsigtning af kompostmaterialet.
8.12. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Voldgiftsretten lægger efter syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 1 til grund, at neddeleren ikke foretager en skånsom neddeling af plastposer, og at rullesigten ikke udsorterer langt hovedparten af plastik. Retten lægger endvidere til grund, at den maskinelle udrustning danner mindre plastikstumper end sådanne, der kan frasorteres ved finsigtning af færdig kompost med 20 mm maske, se nærmere herom under pkt. 9. Indklagede har derfor - således som det også er erkendt - ikke opfyldt den afgivne garanti vedrørende affaldshåndtering i modtagehal. Retten lægger efter syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 4 videre til grund, at det plast, der efter procesgarantien skulle have været frasorteret af rullesigten, ikke har nogen eller kun ringe indflydelse på komposteringsprocessen i boksanlægget sammenlignet med andre faktorer. Under hensyn hertil finder retten, at rimelighedsbetragtninger må føre til, at der ikke kan gives klageren medhold i kravet om, at indklagede skal betale for et nyt forbehandlingsanlæg. Der er endvidere ikke i det forelagte kontraktsmateriale eller i øvrigt fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at imødekomme klagerens krav om en separat fødelinie til strukturaffald. Retten finder herefter, at klagerens krav som følge af indklagedes manglende opfyldelse af garantien bør fastsættes på grundlag af de udgifter, der må antages at være forbundet med at frasortere plasten ved vindsigtning, jf. herom under pkt. 9.
9. Vindsigtning
9.1.
Af udbudsmateriale af juli 1993 pkt. 2.4. og pkt. 3.1.4.2. fremgår bl.a.:
"Kompostproduktet skal være fri for plaststumper og metaller. Anvendes haveaffald som struktur-/tilslagsmateriale skal småkviste og sten kunne frasigtes, så kompostens udseende ikke bliver udslagsgivende for potentielle køberes interesse for produktet.
..
Der skal etableres et anlæg til mekanisk finsortering af komposten. Sigtningen skal kunne foretages året rundt. Sigteudstyret skal kunne frasortere små plaststumper samt småkviste og sten, hvis haveaffald anvendes som tilslagsmateriale.
Maskevidden i sigteudstyret skal være todelt, så der først foretages en grov sigtning af komposten (20 mm) og dernæst en finsigtning af komposten (12 mm)."
9.2.
I indklagedes tilbudsbrev af 30. september 1993 hedder det i afsnit B 2.4.:
"Den færdige kompost falder ned i en plansilo uden for bygningen, hvorfra den transporteres til eftermodningspladsen. Transporten forudsættes at ske med gummihjulslæsser, hvilken også forudsættes anvendt til milevendingen på eftermodningspladsen. Eftermodningsarealet er udlagt efter en supplerende modningstid på 3 måneder, hvor vendingen foretages 1 gang/måned. Det færdigmodnede kompost skal herefter gennemgå en finsigtning . Komposten størrelsessigtes i tre fraktioner som beskrevet i udbudsmaterialet:
Grovkompost <20 mm >12 mm
Finkompost <12 mm
Sigterest >20 mm
Det er i tilbudsarbejdet vurderet, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at indkøbe et sigteanlæg i stedet for at leje et mobilt anlæg. Sammenligningen er udført for en kapacitet på ca. 50 tons/time (ca. 75 m³/h). Det viser sig her, at fra et økonomisk synspunkt er lejeløsningen mest fordelagtig. Dette skyldes den forholdsvis lille kompostmængde (årsmængden kan f.eks. sigtes på 30-40 timer med en sigte med en type i det aktuelle kapacitetsområde).
Tilbuddet er således baseret på leje af et mobilt sigteudstyr.
Hvis bygherren ønsker en permanent installation, bør en sådan etableres i umiddelbar tilslutning til det sted, hvor komposten kommer ud af komposteringsbygning.
De to kompostfraktioner transporteres herefter med gummihjulslæsser til lagringspladsen, hvor materialet udlægges i adskilte områder på pladsen.
Lagringspladsen har et samlet areal svarende til ca. 1 års lagring af komposten.
Sigteresten fra finsigtningen transporteres til en af klagerens affaldsceller på området.
Afhængigt af sigterestens indhold af strukturmateriale kan det vise sig hensigtsmæssigt med en supplerende sigtning og genanvendelse af strukturmaterialer."
9.3.
O proces- og funktionsgarantier af 11. januar 1994 hedder det bl.a.:
"Undertegnede totalentreprenør indestår for, at komposteringsanlægget efter indkøringsperiodens afslutning opfylder nedennævnte proces- og funktionskrav.
..
Renhedsgrad
Når råkompost kommer ud af komposteringshallen indeholder det begrænsede mængder plast. Den maskinelle udrustning danner ikke mindre plaststumper end det, der kan frasorteres ved finsigtning af færdig kompost med 20 mm maske. Råkomposten er endvidere fri for metaller, der kan frasorteres ved magnet.
Funktioner i modtage- og komposteringshal
..
Neddeleren er tilstopningsfri og udøver begrænset sønderdeling af plastposer således, at langt størsteparten af plaststumperne bliver frasorteret ved den efterfølgende sigtning. Neddelingen må ikke danne mindre plaststumper end det kan frasorteres ved finsigtning af færdig kompost."
9.4.
I syns- og skønserklæring af 29. september 2000 for procestekniske forhold hedder det:
"Spm. C: Plastindhold i komposten:
C.1. Til orientering vedlægges notat dateret 24. september 1997 (bilag D4), som omfatter resultaterne af et fælles sorteringsforsøg.
Skønsmændene bedes vurdere, om plastmængden i råkomposten er begrænset i forhold til plastmængden i den til anlægget tilførte plast, herunder give et skøn over, hvor meget plastmængden reduceres.
Svar:
Plastmængden i materialet, som tilføres boks 1, er i bilag D4 tabel 1 (24. september 1997) oplyst at indeholde 34 % af den totale plastmængde, der findes i den tilførte organiske dagrenovation.
Plastmængden reduceres således med 66 % under forbehandlingen, nærmere præciseret over rullesigten.
Råkompostens plastindhold kan rimeligvis karakteriseres som begrænset i forhold til plastmængden i den til anlægget tilførte plast.
Tidligere observationer under en forundersøgelse i 1993 på et institut med neddeling og rullesigte, se bilag D3 (27. december 1993), viste, at sigteresten udgjorde 14,8-34,5 % af tilført affald.
Andelen af rejekt blev på besigtigelsesdagen opgjort til 34 % af tilført affald.
Der er således god overensstemmelse mellem forundersøgelsen og den aktuelle forbehandling, hvad angår andelen af rejekt i procent affald.
I forundersøgelsens sammenfatning oplyses at "Hovedindtrykket er, at neddeler og rullesigte kan udformes således, at stort set al plastik ( og bleer) passerer rullesigten og ender som sigterest.".
Rejektets plastindhold i procent af affaldets plastindhold er ikke oplyst.
Den aktuelle forbehandling med 66 % fjernelse af plastic fra affaldet er tilsyneladende mindre end det, der blev iagttaget under forundersøgelsen.
C.2. Er sorteringsanlæg ifølge vedlagte tilbud dateret 18. oktober 1999 en rimelig afhjælpning af en eventuel mangel vedrørende plaststykker ?
Svar:
Der er udført forsøg med tromlesigtning og vindsigtning, se bilag D4 skema 2 (24. september 1997), der viser følgende resultater:
Et 20 mm sold reducerede kompostens plastindhold til ca. 1,5% (se forsøgsnr. 1, B finmat).
Vindsigtning i kombination med et 20 mm sold reducerede plastindholdet til ca. 0,7% (se forsøgsnr. 2, B finmat.).
Vindsigtning i kombination med et 12 mm sold reducerede kompostens plastindhold til ca. 0,5% (se forsøgsnr. 7, B finmat.).
Vindsigtning først over et 20 mm sold og derefter over et 12 mm sold reducerede kompostens indhold til 0,2-0,5% (se forsøgsnr. 3,4,5 og 6, B finmat.).
Det antages, at det tilbudte sorteringsanlæg vil give samme resultat, som der er opnået i forsøget. Derfor vurderes det, at ovennævnte sorteringsanlæg er velegnet til at fjerne plaststykker fra den kompost, som tages ud fra boks 6.
..
Spørgsmål 3.
Det anføres i Proces- og funktionsgarantierne pkt. 2.2, at den råkompost, som kommer ud af komposteringshallen kun må indeholde begrænsede mængder plastik.
3.1. Skønsmændene bedes udtale sig om mængden og størrelsen af de plaststykker, som er i den råkompost, der kommer ud af komposteringshallen.
Svar:
Plaststykkerne syner størrelsesmæssigt af meget i komposten, men opgjort på vægtmængde er plastindholdet fundet at være beskeden (8,5% af kompost) i en af skønsmændene udført orienterende undersøgelse på besigtigelsesdagen.
Antallet af plaststykker (< 5 mm) er i overtal sammenlignet med plaststykker i fraktionerne (5-20 mm) og (> 20 mm), men opgjort på vægtmængde er det i samme orienterende undersøgelse fundet, at de største fraktioner klart udgør den betydeligste andel med > 95%.
Disse resultater er i overensstemmelse med de data, som præsenteres i bilag D4 (24. september 1997).
3.2. Det bedes oplyst, om etableringen af en vindsigte vil kunne reducere mængden af plast i råkomposten, ligesom det bedes oplyst, hvad omkostningerne til etableringen af en vindsigte må antages at blive.
Svar:
Ja etableringen af en vindsigte vil kunne reducere mængden af plast i råkompost fra boks 6, se besvarelsen af spørgsmål C.1. og C.2.
Omkostningerne til etablering af et vindsigtningsanlæg med 12 og 20 mm tromlesolde er oplyst til ca. 900.000 DKK (ekskl. moms)."
9.5. Forklaringer.
Direktør hos klageren har forklaret, at indklagede i sit tilbud arbejdede med en 12 mm og en 20 mm sigtning. Efter anmodning fra klageren ændredes behandlingskonceptet, således at det alene var nødvendigt med en 20 mm, hvilket var en væsentlig driftsbesparelse for klageren. Det er efter hans opfattelse ikke rimeligt, at man nu skal tilbage til en 12 mm sigteløsning for at løse problemer i forbindelse med forbehandlingen. Bliver det tilfældet, bør det ske ved anvendelse af det koncept, der er detaljeret og udformet på grundlag af en række forsøg. Sigten fra det firma der kan reducere plastindholdet er ikke prøvekørt på stedet. Det er hans opfattelse, at det på grund af problemer med blæsten på stedet ikke er muligt at foretage en vindsigtning i det fri.
Klagerens planlægningschef har forklaret, at det efter hans opfattelse er nødvendigt med et hus til vindsigtning, således som det er foreslået i konceptet der er udformet på grundlag af en række forsøg. Man lavede da også forsøgene med vindsigtning i et telt for at kunne styre processen. Vindsigtning af plasten kan på grund af blæsten ikke ske i det fri, således som det er forudsat ved sorteringsanlægget fra leverandøren af vindsigtningsanlægget.
Syns- og skønsmændene har vedstået deres erklæringer af 29. september 2000 og 9. januar 2001 og har supplerende forklaret, at et fuldskala anlæg fra leverandøren af vindsigtningsanlægget tilsyneladende er velegnet til at fjerne plast fra komposten. Det giver ingen nævneværdige problemer at opstille anlægget udendørs. Det er muligt at imødegå plastflugt ved indhegning, net eller lignende. Der er næppe nogen, der vil aftage komposten, med det nuværende plastindhold.
9.6. Procedure.
Klageren har til støtte for sin påstand om betaling af 4.550.000 gjort gældende, at problemstillingen udspringer af, at indklagede ikke har kunnet opfylde sin funktions- og procesgaranti for behandlingsanlægget. Klageren må derfor være berettiget til at kræve en erstatning, der enten svarer til prisen for etablering af et nyt forbehandlingsanlæg, eller til prisen for etablering af et gennemprøvet og pålideligt vindsigtningsanlæg. I forhold hertil er vindsigtningsanlægget uprøvet, og det skal efter syns- og skønsmændenes forklaring suppleres med en form for afskærmning.
Indklagede har anført, at man kan anerkende at skulle betale 300.000 kr. En sigte var ikke med i entreprisen og forudsattes anskaffet eller lejet af klageren. Efter syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål C må den foreslåede sigte fra leverandøren af vindsigtningsanlægget anses for en velegnet løsning. Beløbet på 300.000 kr. udgør forskellen mellem den sigte, der forudsattes anskaffet eller lejet af indklagede og prisen på et vindsigtningsanlæg. Klagerens erstatningskrav, der bygger på det afprøvede anlæg, som forudsætter en udbygning af klagerens eksisterende anlæg med en hal, skyder langt over målet.
9.7. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Som anført foran under 8.13. finder retten, at klagerens erstatningskrav som følge af manglende opfyldelse af garantien med hensyn til plastforekomst i komposten bør løses på grundlag af de udgifter, der er forbundet med at etablere vindsigtning til fjernelse af plasten. Efter syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål C og deres forklaring for retten, lægger retten til grund, at vindsigtningsanlægget er velegnet og tilstrækkeligt til formålet, hvis der indrettes en plads med passende indhegning i tilslutning til klagerens anlæg. Retten finder derfor, at erstatningen må fastsættes med udgangspunkt i prisen for et sådant anlæg og udgifterne til etablering af anlægget på stedet.
Herfra må fragå de udgifter, som indklagede skulle afholde til indkøb eller leje af en 20 mm sigte. Under hensyn hertil finder retten, at det beløb, som indklagede skal betale til klageren til opfyldelse af garantien om plastindholdet, skønsmæssigt kan fastsættes til 600.000 kr.
10. Reaktordelen, manglende varmepåvirkning mv.
10.1.
I proces- og funktionsgarantier af 11. januar 1994 hedder det bl.a.:
"Undertegnede totalentreprenør indestår for, at komposteringsanlægget efter indkøringsperiodens afslutning opfylder nedennævnte proces- og funktionskrav.
Behandlingstemperatur
Alt komposteret materiale har været under temperaturforhold, der ligger over 70°C, i minimum 1 time."
10.2.
I skønserklæring af 29. september 2000 for procestekniske forhold hedder det bl.a.:
"Spm. B: Temperaturforhold:
B.1: Temperaturen af komposten i boksene 1 til 6 måles automatisk via SRO-anlægget. Med udgangspunkt i notaterne dateret 27. januar 1997 (bilag B2) og 24. september 1997 (bilag E7), der er baseret på automatiske in situ-målinger af kompostens temperatur under dens passage gennem reaktoren fra boks 1 til 6, bedes skønsmændene vurdere, om det kan anses for sandsynligt, at komposten har været under temperaturforhold på minimum 70°C i minimum 1 time.
Svar:
Temperaturmålinger, der er udført fra 28.10.1996 til 15.01.1997 (bilag B2) og uge 19-35 (bilag E7) viser generelt, at de højeste temperaturer forekommer i boks 6, og at der er en betydelig variation imellem de 6 temperaturfølere (nr. 5, 6, 7, 8, 15 og 16) i boks 6.
I de øvrige bokse er der nogen temperaturvariation imellem de 2 temperaturfølere, der er placeret i hver boks.
For boks 6 gælder, at der er perioder, hvor temperaturen er over 70°C, og der er perioder, hvor temperaturen er lavere end 70°C.
Det fremgår ligeledes af førnævnte dokumentation, at temperaturen lejlighedsvis har været højere end 70°C i boks 3, 4 og 5.
Målinger af temperaturen fra 1999 og 1. og 2. kvartal 2000 bekræfter, 1) at de højeste temperaturer nås i boks 6 med over 70°C i perioder, og variationen imellem boksens temperaturfølere er stor, samt 2) at temperaturen i boks 3, 4 og 5 lejlighedsvis er over 70°C.
Det vurderes, at komposten ikke blandes effektivt under dens passage igennem boks 6.
Kombinationen af 1) den konstaterede variation af de målte temperaturer både for én og samme temperaturføler som imellem de forskellige temperaturfølere og 2) den manglende sikkerhed for en fuldstændig opblanding af kompost igennem boks 6 resulterer i følgende vurdering.
Selvom en del af komposten i perioder har været udsat for minimum 70°C i minimum 1 time, er der ikke sikkerhed for, at det er tilfældet for al komposten. Komposten har med andre ord ikke med sikkerhed undergået en proces, der kan karakteriseres som en kontrolleret hygiejnisering, hvad angår temperaturkravet jf. gældende lovgivning.
..
Spørgsmål 2.
Det anføres i Proces- og funktionsgarantierne pkt. 2.1, at alt komposteret materiale skal have været under temperaturforhold, der ligger over 70°C i minimum 1 time.
2.1 Skønsmændene bedes udtale sig om, hvorvidt disse temperaturforhold opnås ved driften af anlægget.
Svar:
Det vurderes, at ikke alt komposteret materiale har været over 70°C i minimum 1 time, se besvarelsen af spørgsmål B.1.
2.2 Besvares spørgsmål 2.1 bekræftende, bedes det oplyst, i hvilken boks disse temperaturforhold opnås.
Svar:
Dette spørgsmål besvares ikke, se svaret tilhørende spørgsmål 2.1 og B.1.
2.3 Besvares spørgsmål 2.1 benægtende, bedes det oplyst, hvorledes de ønskede temperaturforhold kan tilvejebringes, og hvad omkostningerne hertil må antages at blive. Skønsmændene bedes i den forbindelse særligt tage stilling til, hvorvidt kalksætning og/eller varmetilførsel vil kunne have en positiv effekt.
Svar:
Hvorledes de ønskede temperaturforhold kan tilvejebringes:
Under en komposteringsproces, der er en biologisk omsætning af organisk stof under forbrug af ilt, frigives energi fra respirationsprocesserne i form af varme.
Hvis varmeudviklingen udebliver, eller temperaturstigningen er langsom, er det tegn på, at forsyningen af ilt er utilstrækkelig. Det kan have en række årsager, men for kildesorteret dagrenovation skyldes det typisk, at affaldet er meget vådt og tungt.
Letomsættelige forbindelser i affaldet kan af syredannende bakterier omsættes anaerobt uden forbrug af ilt, og viser sig ved, at affaldets pH-værdi falder. Ved denne proces er varmeudviklingen ubetydelig sammenlignet med en aerob omsætning.
De lave pH-værdier (4-5) findes ofte allerede i kildesorteret dagrenovation, når det modtages på anlægget, og det er med til at hæmme en aerob omsætning. Men selv friskt affald med neutral pH-værdi ville hurtigt "syre til", hvis det opbevares og behandles uden den påkrævede tilgang af ilt.
Under aerobe forhold omdannes disse organiske syrer imidlertid hurtigt, og pH-værdien stiger til det svagt basiske område (8-9).
Kompostens pH-værdi hen igennem komposteringsprocessen er derfor en god indikator for, om der er tilstrækkeligt med ilt tilstede.
Praktiske erfaringer viser, at kompostering af kildesorteret dagrenovation i fuldskala er en vanskelig proces at kontrollere og styre præcist, især p.g.a. affaldets inhomogenitet.
Indblæst luft med ventilatorer vil altid følge den nemmeste vej igennem materialet. Det giver en ujævn luftfordeling og dermed en ujævn omsætning med varierende temperaturforhold, fugtighed og struktur til følge.
Tiltag i retning af at forbedre procesforholdene i retning af højere temperaturer må sigte mod at tilvejebringe en så ensartet kompost som muligt allerede fra start. Der må dog ikke være en forventning om, at inhomogenitet fuldstændig kan undgås, men sigtet er at frembringe størst mulig homogenitet i komposten.
De væsentligste faktorer for dette og derefter at optimere en aerob omsætning er:
Struktur
Konditionering af affaldet, så komposten allerede fra start er så ensartet som mulig.
Diffusion af ilt er betydelig langsommere i vand end i luft, hvorfor affaldets struktur må forbedres i retning af at blive mere luftigt (højere andel af luftfyldte porer) ved tilsætning af strukturmateriale og mere tørt (højere tørstofindhold) ved evt. at recirkulere færdig kompost.
Det vurderes, at andelen af strukturmateriale bør være 20-30% samtidig med recirkulering af 20-30% færdig kompost fra boks 6. procentandelene er angivet i forhold til den tilførte affaldsmængde.
Tilsammen vil det give en større andel af luftfyldte porer.
Der må ikke forekomme perkolat i nogen af boksene, da det er tegn på, at materialet er for vådt og presses sammen. Opslemmede partikler i perkolatet vil hurtigt tilstoppe luftsystemet i bunden af boksene.
Lufttilførsel
Tilførsel af ilt til processen må sikres gennem en effektiv indblæsning af luft og gennem en effektiv fordeling af denne under passagen igennem komposten.
Luftmængder på 10-15.000 m³ (eller 10-16 m³/time i 40 døgn) pr. tons tilført affald vurderes at kunne opretholde en tilpas høj koncentration af ilt i komposten.
Der tilføres som timegennemsnit over døgnet 0,6 -0,8 tons affald ved den dimensionerede affaldsmængde (5-7.000 tons/år).
Ventilatorerne må da i alt yde 6.000-12.000 m³/time ligeligt fordelt på de 6 bokse.
Erfaringer med kompostering af kildesorteret dagrenovation viser et modtryk i materialet på 500 - 1.000 Pa ved ca. 1.500 m³/h.
Kurvekarakteristikken for de aktuelle ventilatorer til boksene viser ventilatorens ydelse på 22 m³/min (1350 m³/h) i drift uden modtryk.
Et modtryk igennem komposten på ca. 750 Pa reducerer jf. ventilatorens karakteristik luftydelsen til ca. 1.100 m³/h.
Såfremt der er tilstopninger eller sammenpresning af materiale i bunden af boksen, må det medførte tryktab lægges til. Erfaringsvis kan dette modtryk være det største og derved reducere luftydelsen væsentligt.
Vurdering af det eksisterende beluftningssystem er, at selv uden tilstopninger i bunden af luftkanaler giver ventilatorerne, der har en effekt på 0,82 kW, ikke de tilstrækkelige luftmængder.
Det vurderes, at anlæggets drift kan optimeres ved at sigte mod:
et så ensartet materiale fra start som muligt igennem en opblanding af affald og strukturmateriale, før den tilføres boks 1
et højere tørstofindhold i materialet (>45%) ved recirkulering af færdig kompost, så perkolat ikke forekommer
tilstrækkelig iltforsyning under processen med kraftigere ventilatorer (2-3 kW, 1000-2000 m³/h og tryk svarende til ca. 750 Pa)
evt. reduceret højde af kompost i boksene.
En opnåelse af disse forhold er dog ikke nogen garanti for, at processen kan styres tilstrækkelig præcist til, at der opnås en kontrolleret hygiejnisering.
Hvad omkostninger til opnåelse af de ønskede temperaturforhold må antages at blive:
Installation af større ventilatorer (2-3 kW) med frekvensomformere til regulering af luftmængden anslås at koste i størrelsesordenen 20.000 DKK pr. stk., i alt for 6 ventilatorer bliver det 120.000 DKK (ekskl. moms). Dertil skal lægges montagen og eltilslutning.
Hvis det samtidig er nødvendigt at udskifte rørene i bunden af boksene for at sikre en passende lufthastighed (<15 m/sek.), skønnes dette til ca. 15.000 DKK pr. boks (inkl. tømning af boksen), i alt 90.000 DKK (ekskl. moms).
Omlægning af driftspraksis til at recirkulere kompost. Sidstnævnte kan evt. ske automatisk med de eksisterende spiraltransportører eller med gummihjulslæsser, der aflæsser komposten i modtagegrubben.
En automatiseret løsning, der afleverer recirkuleret kompost på det transportbånd, som fører materialet ind i boks 1, giver samtidig en sammenblanding af materialerne.
Denne løsning kunne eventuelt udføres ved at benytte den eksisterende spiraltransportør, der er i bunden af og langs med boksenes gavle, til transport af kompost fra boks 6 til indlæsserbåndet, der fører materiale til boks 1. Et skøn for denne ombygning er i størrelsesordenen 150.000 DKK (ekskl. moms).
Alternativt kunne benyttes samme løsninger, som er anvist i bilag C7 (11. marts 1994) for strukturmaterialer, men i denne sammenhæng for recirkuleret kompost. Priser herfor er ikke vurderet.
Hvorvidt kalksætning og/eller varmetilførsel vil kunne have en positiv effekt:
Tilsætning af kalk kan hæve pH i det tilførte affald. Kildesorteret dagrenovation har typisk lave pH-værdi på ca. 5. Det hæmmer en aerob omsætning af affaldet, hvorfor tilsætning af kalk helt eller delvis kan eliminere denne hæmning og give et bedre udgangsmateriale.
Tilsætning af kalk er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at sikre en aerob omsætning. Det kan kun sikres igennem en tilstrækkelig forsyning af ilt til affaldet, se teksten ovenfor.
Tilførsel af varm luft eller vanddamp kan opvarme komposten til >70°C.
Dette kan udføres som en afsluttende proces på den færdige kompost.
Ved at indsætte processen som et sidste behandlingstrin elimineres risikoen for gensmitning, og energiforbruget til behandlingen er forholdsvis lavt, da det er en mindre mængde, der skal behandles, og materialet er mere tørt, når det tages ud af anlægget sammenlignet med det materiale, der foreligger i starten af eller under processen i anlægget."
10.3.
Af en procesanalyse af oktober fra Firma F vedrørende klagerens anlæg fremgår:
"Hygiejniseringsenhed
Under de rette konditioner, vil anlægget være i stand til, at omsætte organisk affald til kompost. Men anlægget vil aldrig kunne producere "kontrolleret hygiejniseret kompost", medmindre det udbygges med en egentlig hygiejniseringsenhed. Det vil derfor være formålsløst at indbygge hygiejniseringszoner i anlægget. Den optimale omsætningstemperatur for organisk affald er 55°. Ved hurtigst muligt at komme op på den optimale temperatur, samtidig med at tørstof og pH styres, vil der ske en volumenreduktion på ca. 50%.
Anlæggets kapacitet vil ikke forøges, men den kompost der kommer ud af anlægget vil være omsat og anvendelig til viderebehandling. Samtidig vil arbejdsmiljøet på anlægget blive væsentlig forbedret.
Der er i øjeblikket et hygiejniseringsproces anlæg under udvikling. Målet med anlægget er, at køre hygiejnisering som en kontinuerlig proces. Anlægget er opbygget med buffersilo, svarer til 1 døgns kørsel. Fra buffersiloen fødes komposten ind i hygiejniseringsenheden, som med et damptryk på 6-7 bar, hygiejniserer komposten ved en temperatur på 70-90°. Anlæggets temperatur og kompostens opholdstid i anlægget kan reguleres, således at anlægget også på længere sigt, kan opfylde lovgivningen.
Efter hygiejniseringsprocessen transporteres komposten via et transportbånd til en læsseplads, hvorfra det fjernes med en frontlæsser.
Under processen tilføres 2-3% vand.
Efter processen er komposten "garanteret hygiejniseret", og må anvendes til alle formål.
Anlæggets kapacitet: 5-6000 tons/år.
Overslagspris:
Hygiejniseringsreaktor inkl. buffersilo og transportbånd: 3.000.000 DKR."
10.4.
Af supplerende skønserklæring af 9. januar 2001 for procestekniske forhold fremgår bl.a.:
"Spørgsmål 8:
I relation til spørgsmålet om hygiejnisering af komposten konkluderes følgende i skønserklæringen side 24:
"Kompostens temperatur varierer meget imellem og inden for de enkelte bokse. Selvom en del af komposten i perioder fremviser temperaturer over 70°C i mindst én time, er der ingen sikkerhed for, at det gælder al kompost."
Endvidere konkluderes følgende i skønsrapporten side 20:
"Tilførsel af varm luft eller vanddamp kan opvarme komposten til > 70°C."
Klageren har fra Firma F fået udarbejdet det som bilag 20 vedlagte projekt med tilhørende økonomisk overslag.
Skønsmændene anmodes om efter en gennemgang af projektet at redegøre for, hvorvidt den skitserede løsning er en hensigtsmæssig måde at løse problemerne på omkring hygiejnisering af komposten. I bekræftende fald bedes skønsmændene udtale sig om, hvorvidt det indeholdte overslag er dækkende for løsningsforslagets økonomiske konsekvenser.
Svar:
Som anført i bilag 20 er hygiejniseringsanlægget under udvikling og afprøvning.
Før det aktuelle hygiejniseringsanlæg kan vurderes med hensyn til driftsikkerhed, bør der foreligge erfaringer fra en længerevarende driftsperiode.
Det kan på nuværende tidspunkt konstateres, at test bekræfter anlæggets funktion, da det kan dokumenteres, at komposten har en opholdstid på mere end én time ved mindst 70°C.
Samtidig viser analyser, at der ikke kan påvises salmonella i komposten, og at indholdet af fækale streptokokker er mindre end 100/g.
Det forudsættes, som det fremgår af Firma F´s forslag, at hygiejniseringsanlægget behandler sigtet kompost.
Derimod kan det kun anbefales at placere hygiejniseringsanlægget direkte efter reaktoren, såfremt komposten umiddelbart efter hygiejniseringen afsættes og leveres til aftagerne. Der henvises til lovgivningens krav, om at der ved "levering" af kontrolleret hygiejniseret kompost ikke må påvises salmonella, og at fækale streptokokker skal være mindre end 100/g.
Spørgsmål g:
I forbindelse med det i bilag 20 viste projekt angives
"at hygiejniseringsenheden med et damptryk på 6-7 bar hygiejniserer komposten ved en temperatur på 70-90°C samt at anlæggets temperatur og kompostens opholdstid i anlægget kan reguleres, således at anlægget også på længere sigt kan opfylde lovgivningen."
Er de skærpelser af kriterierne i begrebet " kontrolleret hygiejniseret" , der er sket i perioden 1989 til i dag, baggrunden for udviklingen af anlægget i bilag 20?
Svar:
En væsentlig faktor for udviklingen af hygiejniseringsanlægget var, at danske erfaringer har vist, at der ikke opnås det påkrævede hygiejniske kvalitetskrav til komposten om, at indholdet af fækale streptokokker skal være mindre end 100/g.
Hvorvidt kompost fremstillet i reaktorer eller fritliggende miler opfylder temperaturkravet har været vanskeligt at fastsætte og som sådan ofte været til diskussion.
Det udviklede hygiejniseringsanlæg fjerner denne tvivl, idet der sker en kontrolleret indsnævring og opblanding af materialestrømmen samtidig med en damptilsætning, hvor temperaturen i materialet hæves og efterfølgende fastholdes i henhold til lovgivningens kravspecifikation i minimum én time.
Spørgsmål h:
Med udgangspunkt i skønsmændenes besvarelse af spørgsmål 2.3, " Hvad omkostningerne til opnåelse af de ønskede temperaturforhold må antages at blive", hvor skønsmændene samlet vurderer udgiften til ca. 360.000 kr. bedes skønsmændene vurdere, om det er rimeligt at etablere det i bilag 20 beskrevne anlæg med henblik på at opnå det kontraktligt forudsatte temperaturforhold (70°C i én time), eller om dette nye hygiejniseringsanlægs funktion primært vil være at imødekomme nugældende skærpede krav og kravene på længere sigt.
Svar:
Indledningsvis gøres der opmærksom på, at besvarelsen af spørgsmål 2.3 i skønserklæringen netop peger på, at de anbefalede forbedringer af processen ikke er en garanti for, at der opnås temperaturer, som modsvarer en kontrolleret hygiejnisering, se skønserklæringen nederst side 19. Der er alene tale om tiltag, som vil optimere processen, og som i bedste fald kan tilvejebringe de ønskede temperaturforhold.
Hvorvidt det vil være rimeligt at etablere det i bilag 20 beskrevne anlæg kan være et valg imellem 2 muligheder:
at etablere de optimeringer, der er anbefalet i besvarelsen af skønserklæringens spørgsmål 2.3, uden garanti for overholdelse af det kontraktmæssige temperaturkrav - 70°C i én time.
Eller
at etablere det i bilag 20 beskrevne hygiejniseringsanlæg med garanti for bl.a. overholdelse af det kontraktmæssige temperaturkrav - 70°C i én time.
10.5 Forklaringer.
Klagers direktør har forklaret, at en af de helt afgørende betingelser for klagerens køb af anlægget var, at der i boksanlæggene kunne gennemføres en kontrolleret hygiejnisering, d.v.s. at det var muligt at undergive kompostmaterialet temperaturforhold, der ligger over 70 grader, i minimum en time. Det er denne afgørende betingelse, der ikke er opfyldt. Klageren kunne have lavet et komposteringsanlæg for 5-7 mio. kr., der ville kunne præstere det samme som boksanlægget. Det var projekteret, at den kontrollerede hygiejnisering skulle ske i boks 3, men han havde dog nok været lidt nemmere at snakke med, hvis blot hygiejniseringen kunne ske i én af boksene. Hans umiddelbare vurdering er, at klageren må overveje at lukke anlægget, der fremstår som meget nedbrudt på grund af den fejlagtige projektering. Det har været nødvendigt at anlægge trapezmile for den kompost, der er gået gennem anlægget. Undersøgelse af denne kompost viser, at der i milen over tid er sket en nedbrydning, således at denne kompost fremtræder som mere hygiejniseret end den, der kommer ud af anlægget. Det er imidlertid klagerens politik, at man ikke vil ødelægge sit navn ved at sælge kompost som hygiejniseret, medmindre man har sikkerhed for, at det opfylder betingelserne herfor. Han er bekendt med, at der i de nye regler om kompost er bestemmelser om salmonella og fækale streptokokker. Reglerne kom 2-3 år efter, at anlægget var sat i drift. Efter hans vurdering er disse regler uden betydning for denne sag, hvorunder klageren alene kræver den hygiejnisering, som man har købt.
Syns- og skønsmændene har vedstået deres erklæringer af 29. september 2000 og 9. januar 2001. De har supplerende forklaret, at det ikke har så stor betydning, om hygiejniseringen sker i boks 3 eller en anden boks. Der vil ved bokshygiejnisering være en randeffekt, der vanskeliggør, at hele materialet opnår en temperatur på 70 grader. Det mest gunstige vil være at arbejde med forholdsvis små mængder, idet vanskeligheden til dels består i at kontrollere det kæmpevolumen, som en boks repræsenterer. De vurderer, at 3.000.000 kr. er et rimeligt overslag for det anlæg, der er nævnt af Firma F. Det ville efter deres opfattelse være et fornuftigt tiltag at forsøge at etablere de optimeringer, der er nævnt i besvarelsen af spørgsmål 2.3 med henblik på at forsøge ad den vej at opfylde garantien om 70 grader i minimum 1 time.
10.6. Procedure.
Klageren har anført, at det efter syns- og skønserklæringen ligger fast, at der ikke kan gennemføres en kontrolleret hygiejnisering i boksene, således som indklagede har garanteret. Det er navnlig dette forhold, der viser, at hele procesanlægget er mislykket. Hovedformålet: at opnå en kontrolleret hygiejnisering, er ikke opnået. Økonomisk er situationen den, at klageren har afholdt omkostninger for ca. 27.000.000 kr., hvoraf ca. 20.000.000 kr. er afholdt forgæves. Hele bokssystemet er i sin nuværende udformning ubrugeligt. Det er i den forbindelse uden betydning, at der er kommet en ny bekendtgørelse om kontrolleret hygiejnisering. Det er også uden betydning, om klageren havde mulighed for at afsætte produktet, hvis det kunne gennemgå en kontrolleret hygiejnisering i boksanlægget. Klageren kræver alene at blive stillet som om, kontrakten var opfyldt. Hertil er det ikke tilstrækkeligt at forsøge nye nødløsninger i form af forskellige tiltag vedrørende det eksisterende boksanlæg. Den definitive løsning må være, at klageren får en kompensation, der gør det muligt med sikkerhed at gennemføre en kontrolleret hygiejnisering. Denne løsning er prissat til 3.000.000 kr., og det er den løsning, som efter syns- og skønmændenes vurdering kan opfylde indklagedes garanti.
Indklagede har anført, at denne sag som andre sager må afgøres på grundlag af gældende dansk ret. Det må efter skønnet erkendes, at indklagede ikke kan eftervise en kontrolleret hygiejnisering i boksanlægget. Indklagede er som følge heraf indstillet på at betale 390.000 kr. svarende til de forbedringer af processen, som syns- og skønsmændene anbefaler i besvarelsen af spørgsmål 2.3. Disse forbedringer kan ganske vist ikke med sikkerhed føre til, at garantien vil kunne opfyldes, men syns- og skønsmændene anser dem for fornuftige. Beløbet på 3.000.000 kr. kan ikke indgå som basis for nogen erstatningsopgørelse. Der er tale om et udviklingsområde, og det anlæg, der er under afprøvning, udvikles med henblik på at opfylde nye og skærpede miljøkrav. Der sker bl.a. opvarmning til 90 grader under tryk, og anlægget er således et helt andet end klagerens boksanlæg. Det må også tages i betragtning, at klageren som følge af de nye miljøkrav ikke ville være i stand til at opfylde garantien om opvarmning til 70 grader. Klageren har derfor i realiteten ikke lidt noget tab. I hvert fald må udgangspunktet for en erstatning tages i beløbet på 390.000 kr. og ikke i beløbet på 3.000.000 kr.
10.7. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Voldgiftsretten lægger efter syns- og skønsmændenes besvarelse af spørgsmål B1 til grund, at indklagede ikke har opfyldt sin garanti, hvorefter alt komposteret materiale i boksene undergives temperaturforhold, der ligger over 70 grader i minimum en time. Det er voldgiftsrettens opfattelse, at anlægget som følge heraf er behæftet med en grundlæggende mangel, der berettiger klageren til erstatning. Denne erstatning bør i princippet fastsættes således, at klageren får mulighed for at iværksætte sådanne foranstaltninger, at anlæggets funktion bliver som garanteret. Det kan i denne sammenhæng ikke tillægges betydning, om klageren pga. nyere og strengere hygiejniseringskrav vil kunne få vanskeligheder med at afsætte kompost, der er hygiejniseret i overensstemmelse med indklagedes garanti. Voldgiftsretten finder, at der - med de oplysninger, der er tilvejebragt for retten - er betydelig usikkerhed forbundet med at fastsætte erstatningen. På den ene side finder retten ikke - uden sikkerhed for at garantien opfyldes - at kunne fastsætte erstatningen til det beløb på 390.000 kr., som indklagede har tilbudt, og som svarer til udgifterne til de optimeringstiltag, som syns- og skønsmændene har foreslået. På den anden side finder retten heller ikke, at erstatningen bør fastsættes til det beløb på 3.000.000 kr., der angives i det fremlagte overslag for en miljøreaktor fra Firma F. Retten har endvidere lagt vægt på, at dette anlæg på en række områder synes at opfylde krav, som indklagede ikke skal opfylde efter den afgivne garanti. Retten har endvidere lagt vægt på, at overslaget er fremlagt uden prissættelse af enkeltdele, arbejdsløn m.v., således at det ikke er muligt at foretage en kritisk analyse af den fastsatte overslagspris. Retten fastsætter på den anførte baggrund skønsmæssigt erstatningen for manglende overholdelse af behandlingsgarantien til 1.500.000 kr.
11. Forøgede driftsomkostninger.
11.1.
I udbudsmaterialet af juli 1993 hedder det bl.a.:
"Der skal i tilbudsmaterialet bilægges et detaljeret separat overslag over de årlige drift- og vedligeholdelsesudgifter. Overslaget skal i sammenfattet form indføres i tilbudslisten.
Overslaget skal herudover som minimum specificeres på følgende poster:
Elforbrug: Angives som kWh/år og max. kW installeret for hver enkelt elforbrugende komponent. Elforbrug til belysning og kraftstik etc. Skal ikke inkluderes.
Pasning: Årligt mandtimeforbrug til drift og overvågning samt til vedligeholdelse i det omfang denne udføres af driftspersonalet.
Vedligeholdelse: For de vedligeholdelser og serviceeftersyn, der normalt ikke foretages af driftspersonalet, angives de årlige udgifter indenfor den første 15-årige periode.
Nedslidning: Levetid samt pris for levering og udskiftning af de komponenter, der har en levetid på under 15 år.
Entreprenørernes angivelse af enhedspriser for kemikalier m.v. vil blive reguleret i vurderingsfasen, således at sammenligning af drifts- og vedligeholdelsesudgifter sker på et ensartet grundlag.
..
VURDERINGSMODEL
Tilbudsprojekterne vil blive bedømt efter følgende vejledende vurderingsmodel:
Der er for hver kvalitet fastsat en vægtfaktor. Summen af alle vægtfaktorer er 100.
For det enkelte tilbud vurderes hver kvalitet for sig, idet der gives en karakter mellem 0 (lavest) og 1 (højest). Dernæst udregnes produktet af vægtfaktor og karakter, hvilket benyttes som et udtryk for den relative vurdering af den enkelte kvalitet.
Summen af produkterne af vægtfaktorer og karakterer giver et tal mellem 0 og 100. Dette tal er vejledende for, i hvilket omfang de respektive tilbudte anlæg har tilgodeset de kvaliteter, der tillægges væsentlig betydning.
Følgende tabel indeholder en oversigt over de kvaliteter, der indgår i bedømmelsen, samt de hertil knyttede vægtfaktorer.
Det skal præciseres, at kun i det omfang der foreligger detaljerede oplysninger om de enkelte punkter, kan disse virke positivt ved bedømmelsen.
Pos. Vægtfaktorer
1. Anlægs-, drifts- og vedligeholdelsesudgifter 2. Procesteknisk vurdering 3. Anlægsudformning 4. Anlægskvalitet 40 30 10 20
I alt 100
Ad pos. 1
..
Anlægsudgiften er tilbudssummen.
De årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter beregnes på baggrund af totalentreprenørens opgivelser for elforbrug, pasning, udskiftning m.v. Disse opgivelser vil dog i et vist omfang blive korrigeret ud fra et ensartet grundlag.
..
Ad pos. 2
Her vurderes om der er foreslået et anlæg med en procesopbygning, der er egnet, velkendt og veldokumenteret. Endvidere bedømmes driftssikkerheden af processen.
..
Ad pos. 4
..
Endvidere vurderes hvor let anlægget er at rengøre og vedligeholde."
11.2.
I indklagedes tilbudsbrev af 30. september 1993, afsnit B, pkt. 3, hedder det:
"Der er lagt vægt på, at driftsopgaverne knyttet til det nye affaldsbehandlingsanlæg udgør en udvidet, men integreret del af klagerens eksisterende aktiviteter på pladsen.
Således forudsættes det, at alle interne transporter, vending af miler m.v. udføres med allerede eksisterende maskiner på pladsen og med eksisterende personale. Udstyr til finsigtning af kompost lejes til formålet. Overvågning af såvel forbehandling som kompostering sker centralt fra kontrolrum i vejebod.
Af daglige arbejdsopgaver skal nævnes:
Kontrol af tilført bioaffald
Tilførsel af strukturmateriale
Kontrol af maskinfunktioner
Opstart af forbehandlingsudstyr
Transport af kompost til eftermodning
Tømning af sigterest
Af månedlige arbejdsopgaver skal nævnes:
Vending af kompost
Gennemgang af maskinudstyr
Rengøring
Af kvartalsmæssige arbejdsopgaver skal nævnes:
Finsigtning af kompost
Transport af færdig kompost til lager
Gennemgang, justering af maskinudstyr
Af øvrige arbejdsopgaver skal nævnes:
Eftersyn/evt. udskiftning af snegle i neddeler
Eftersyn af skrabeanlæg
Kontrol/eftersyn af øvrigt maskinudstyr"
I tilbudets afsnit E angives energiforbrug, kW/år til 190.700. Det angives, at tilførsel af frisk vand vurderes at udgøre 200 kubikmeter/år. Forbrug til pasning af anlægget vurderes at udgøre ca. 2 timer/dag. Samlet set vurderes det relevant at henlægge ca. 3 % af anlægsinvesteringen til drift og vedligeholdelse.
11.3.
Af et skema "Arbejdsbehov ved drift og vedligehold af komposteringsanlægget hos klageren", rev. 21/10- 1993, der er udarbejdet af indklagede hedder det afslutningsvis:
"Årlig driftsudgifter fordelt på personaleudgifter og maskinudgifter 205007 347264
Driftsudgifter i alt 552281
Gennemsnitligt mandskabsbehov Timer/dag Timer/uge
5.0 29"
11.4.
I en vurdering af tilbudsprojekter, Komposteringsanlæg for våd dagrenovation, november 1993, der er udarbejdet af det tilsynsførende firma hedder det bl.a.:
"Driftsøkonomisk vurdering
De bydende har i deres udbudsmateriale, .., givet deres skøn over de årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter ved kompostering af 5.000-7.000 tons/år.
For at få et mere ensartet sammenligningsgrundlag, er der foretaget skønsmæssige justeringer på nogle udgiftsposter, ..
Indklagede
Elforbrug Mandtimeforbrug til pasning af anlægget .. Vedligeholdelse .. 150.000 (2) 245.000 (3) 256.037
Total 651.037
..
Eludgift forøget fra 91.227 til kr. 150.000.
Lønudgift forøget fra kr. 205.007 til kr. 245.000."
11.5.
I skønserklæring af 29. september 2000 for procestekniske forhold hedder det bl.a.:
"Fagområdet kompostering:
Kompostering af kildesorteret dagrenovation blev aktuel som metode til affaldsbehandling i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne, hvor de første pilot- og demonstrationsanlæg blev opført i Danmark.
De første fuldskala-anlæg i Danmark til indkapslede processer i reaktorer blev opført i starten af 1990´erne. Der er flere steder i landet opført udendørs mileanlæg til kildesorteret dagrenovation og spildvandsslam.
I flere europæiske lande blev i samme periode bygget en del anlæg. Disse blev opført med erfaringer hentet fra anlæg med andre biomasser som usorteret husholdningsaffald, husdyrgødning og spildvandsslam.
Som fagdisciplin er reaktorkompostering af kildesorteret dagrenovation - herunder håndtering, forbehandling og procesforhold - således af nyere dato.
..
Spørgsmål 5:
Skønsmændene bedes angive de forventede driftsomkostninger ved et komposteringsanlæg, der på årsbasis forudsættes tilført mellem 5.000 og 7.000 tons våd dagrenovation og mellem 1.500 og 2.000 tons strukturmateriale, hvor strukturmaterialet alene tilsættes én gang dagligt, og hvor processen forløber fuldautomatisk og uden tilstopninger.
Oplysninger bedes givet på årsbasis for
Lønninger til mandskab
Omkostninger til kørende maskiner, læssemaskine, sigtemaskine m.v.
Elforbrug
Vandforbrug
Drift og vedligeholdelse af fast installerede maskiner
Vedligeholdelse af bygninger
Øvrige omkostninger, eksempelvis sikkerhedsudstyr
Det kan oplyses, at klageren i 2000 forventer følgende omkostninger til driften af komposteringsanlægget, idet bemærkes, at omkostningerne er baseret på, at strukturmaterialet tilsættes flere gange dagligt.
1. Lønninger til mandskab Kr. 600.000
2. Omkostninger til kørende maskiner Kr. 300.000
3. Elforbrug Kr. 175.000
4. Vandforbrug Kr. 10.000
5. Drift og vedligeholdelse af fast installerede maskiner Kr. 400.000
6. Vedligeholdelse af bygninger Kr. 100.000
7. Øvrige omkostninger, eksempelvis sikkerhedsudstyr Kr. 100.000
Svar:
Ad 1) Det vurderes at driften kan udføres af 1 faguddannet medarbejder og 1¼ specialarbejder. Lønomkostningen vurderes at være ca. 525.000,- DKK.
Ad 2) Maskininvesteringen til kørende maskiner (gummihjulslæsser, tromle- og vindsigte og motoriseret tipvogn) er i størrelsesordenen 2 mio. DKK.
De årlige driftsomkostninger ekskl. kapitalomkostninger og anskaffelse af tromle- og vindsigte, men inkl. brændstof anslås at være:
Tromle- og vindsigte i drift 200 timer/år Ca. 25.000,- DKK
Gummihjulslæsser i drift 1000 timer/år Ca. 100.000,- DKK
Motoriserede tipvogn Ca. 10.000,- DKK
I alt Ca. 135.000,- DKK
Ad 3) I bilag A1 (30 september 1993) afsnit E og brev 30. juni 2000 fra klageren, oplyses det, at elforbruget er ca. 200.000 kWh/år. Ved en evt. udskiftning til 2,5 kW ventilatorer til de 6 bokse, vurderes elforbruget at blive øget med ca. 75.000 kWh.
I brev fra klageren 21. september 2000 oplyses eltakster til gens. 1,- DKK/kWh.
Elomkostninger beregnes herefter til ca. 200.000,- DKK/år eller til ca. 275.000,- DKK/år med nye og større ventilatorer til boksene.
Ad 4) Med en optimeret komposteringsproces forventes vandforbruget at være i størrelsesordenen 30 % af tilført affald svarende til 1.500 m³/år à 25 DKK, i alt ca. 40.000,- DKK.
Ad 5) Investeringen i fast installerede maskiner inkl. el- og SRO- udstyr fremgår af bilag A1 (30. september 1993) at være i størrelsesordenen 12 mio. DKK, og den årlige vedligeholdelse anslås til 4 % heraf, i alt ca. 480.000,- DKK.
Ad 6) Investeringen i bygninger for modtage- og komposteringsanlægget fremgår af bilag A1 (30. september 1993) at være 2,7 mio. DKK, og den årlige vedligeholdelse anslås til 2 %, i alt ca. 55.000,- DKK.
Ad 7) De årlige omkostninger skønnes i størrelsesordenen 100.000,- DKK."
11.6. Forklaringer
Direktør hos klageren har forklaret, at de angivne driftsomkostninger i de tilbudte projekter var afgørende for klagerens valg. Det er en almindelig erfaring, at driftsomkostningerne er af langt større betydning end anlægsomkostningerne. Som det ses af skemaet i udbudsmaterialet, vægtede man med en faktor 40 på økonomien. Klageren kendte det af indklagede udarbejdede driftsskema med årlige driftsudgifter og personalebehov, inden man skrev under på kontrakten. Hensynet til økonomien er også baggrunden for, at man lod det tilsynsførende firma udarbejde den foran nævnte driftsøkonomiske vurdering, der prissatte de årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter til indklagedes anlæg til 651.037 kr. Hos klageren opfattede man indklagedes oplysninger om driftsudgifterne som omfattet af procesgarantien.
Klagerens planlægningschef har forklaret, at der under processen er et meget stort spild af materiale, som skal håndteres manuelt af medarbejderne med de deraf følgende arbejdsmiljømæssige problemer. Han kan bekræfte, at man ved valget mellem tilbudene lagde afgørende vægt på oplysningerne om de årlige driftsomkostninger.
En ansat i det tilsynsførende firma har forklaret, at han, der er ansat i det tilsynsførende firma, har været med til at lave udbudsmaterialet, herunder vurderingsmodellen, hvorefter man vægtede anlægs-, drifts- og vedligeholdelsesudgifterne med 40. Denne vægtning var selvsagt udtryk for, at man lagde afgørende vægt bl.a. på de årlige driftsomkostninger. Han mener, at oplysningen i klagerens tilbud afsnit E om henlæggelse af ca. 3 % af anlægsinvesteringen til drift og vedligeholdelse må omfatte de samlede henlæggelser.
En ansat fra klageren har redegjort for nogle beregninger foretaget af ham på grundlag af det fremlagte materiale. Det er hans opfattelse, at det af det forannævnte driftsskema, rev. 21/10-1993, kan ses, at der her ikke er medtaget beløb til overordnet vedligeholdelse af maskininstallationer og bygninger. Disse udgifter er i tilbudet angivet til 3 % af anlægsinvesteringen. Det er videre hans opfattelse, at en række af de forudsætninger, der lå til grund for indklagedes beregninger og angivelser i driftsskemaet, er ændret i forbindelse med driften af anlægget. Efter hans beregninger udgør de årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter ifølge syns- og skønserklæringen 1.406.000 kr., hvis erklæringen reguleres i henhold til kontrakten. Indklagedes skønnede årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter udgør 1.527.037 kr., hvis tilbudet reguleres for ændringer i det forudsatte grundlag.
11.7. Procedure.
Klageren er enig i, at der ikke er afgivet nogen garanti for driftsomkostninger. Kravet støttes på synspunkter om forholdsmæssigt afslag, idet det må være evident, at klageren ikke har fået en vare, der tilnærmelsesvis har den værdi, som klageren var berettiget til at forvente. Det fremgår klart af udbuds.- og kontraktfasen, at klageren lagde afgørende vægt på driftsomkostningerne ved de forskellige anlæg. Indklagedes anlæg er valgt, fordi det efter oplysningerne fra indklagede vurderedes at have de laveste driftsomkostninger. Klageren bad om eksakte tal, og indklagede oplyste i driftsskemaet, at de årlige driftsomkostninger lå i en størrelsesorden på ca. 560.000 kr. Indklagedes oplysninger om, at der hertil skal lægges 3 % af anlægsinvesteringen, og de regnestykker, som indklagede har fremlagt for voldgiftsretten, er alene forsøg på bortforklaringer. Det reelle er, at indklagedes fejlskøn i hvert fald ligger på ca. 600.000 kr. om året. Det er en kapitalisering af dette beløb, som klageren gør gældende under sagen. Klageren, der ikke kendte det færdige resultat, må kunne holde sig til totalentreprenøren, når denne skønner fundamentalt galt om et så afgørende spørgsmål, som det er sket i denne sag.
Indklagede har anført, at klageren i realiteten kræver at blive stillet som om, indklagede havde afgivet garanti for de årlige driftsomkostninger. Der er imidlertid ikke givet nogen garanti men alene et overslag. Klageren kan derfor selvsagt ikke kræve erstatning ud fra indeståelses- eller garantisynspunkter. Klageren kan heller ikke kræve erstatning på andet grundlag, idet indklagede alene efter bedste skøn på et udviklingsområde har givet et overslag over de forventede driftsomkostninger. Det er ikke ansvarspådragende, hvis et sådant overslag ikke holder. Klageren synes da også at være klar over, at der ikke er grundlag for et erstatningsansvar, idet man gør gældende at have krav på et forholdsmæssigt afslag. Klageren har imidlertid ikke købt en vare, men har fået opført et komposteringsanlæg, hvis årlige driftsomkostninger indklagede har søgt at anslå. Klageren kræver på trods heraf et beløb, der i realiteten er en kapitaliseret erstatning. Der er ikke i gældende ret hjemmel til at imødekomme klagerens krav. Kravet er i øvrigt urigtigt opgjort. Det kan således ikke komme indklagede til skade, at klageren har misforstået indklagedes driftsskema og har undladt at indregne 3 % af anlægssummen til bygningsvedligeholdelse m.v. Der er heller ikke i klagerens opgørelse taget hensyn til, at en række af de forudsætninger, som lå til grund for indklagedes overslag, er blevet ændret under driften.
11.8. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Indklagedes oplysninger om de årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger er ikke omfattet af de afgivne funktions- og procesgarantier. Oplysningerne er givet som et overslag over udgifter på et område, der på aftaletidspunktet efter oplysningerne i syns- og skønserklæringen var nyt og under udvikling. Det henstår endvidere efter de oplysninger, der er fremkommet under den mundtlige forhandling for voldgiftsretten som usikkert, om driftsudgifterne angivet i overslaget uden videre kan sammenlignes med klagerens aktuelle driftsudgifter og syns- og skønsmændenes beregninger, eller om der skal reguleres og korrigeres for ændrede forudsætninger og andre forhold. Der er derfor efter rettens opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med overslaget har handlet ansvarspådragende. Retten finder heller ikke, at det, klageren i øvrigt har anført, kan føre til, at klagerens krav helt eller delvid imødekommes.
12. Ny driftsinstruktion.
12.1.
I skønserklæring af 29. september 2000 for procestekniske forhold hedder det:
"Spørgsmål 6:
Skønsmændene bedes oplyse de skønnede omkostninger til udarbejdelse af en ny driftsinstruks for anlægget.
Svar:
Det vurderes, at det tager 150-250 mandtimer at redigere den eksisterende driftsinstruktion, så den opdateres med erfaringer fra driften og eventuelle ombygninger. Det vil koste i størrelsesordenen 80-120.000,- DKK."
12.2. Forklaringer.
Syns- og skønsmændene har vedstået deres erklæring af 29. september 2000 og har supplerende forklaret, at der til det nye hygiejniseringsanlæg m.v. skal udformes en ny modereret driftsinstruktion. Efter 5 års driftstid skal der under alle omstændigheder ske revision af en driftsinstruktion.
12.3. Procedure.
Klageren har anført, at det med de omfattende ændringer, der skal ske med anlægget, er nødvendigt med en ny driftsinstruktion. Kravet på 100.000 kr. svarer ifølge syns- og skønsmændene til, hvad det vil koste at udarbejde en ny instruktion.
Indklagede har anført, at der ikke er grundlag for at imødekomme klagerens krav. De procesoptimeringer, der efter indklagedes opfattelse skal foretages på anlægget, nødvendiggør ikke i sig selv en driftsinstruktion. I øvrigt er det efter 5 års driftstid under alle omstændigheder nødvendigt at udarbejde en ny instruktion.
12.4. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Retten finder efter en afvejning af oplysningerne fra syns- og skønsmændene og klagerens og indklagedes synspunkter, at klagerens krav bør imødekommes med et skønsmæssigt fastsat beløb på 25.000 kr.
13. Indklagedes modkrav vedrørende forøgede indkøringsomkostninger.
13.1.
I proces- og funktionsgarantier af 11. januar 1994 hedder det bl.a.:
"3.1 Affaldsmængder
Den tilførte affaldsmængde udgør 5.000-7.000 tons om året. Den gennemsnitlige tilførsel er 140 tons/uge ved en årlig tilførsel på 7.000 tons. Ved indretningen af anlægget er der taget hensyn til senere mulighed for udvidelse af kapaciteten til 10.000-14.000 tons affald pr. år.
Sæsonvarianter kan give udsving i tilførslen. Intervallet er skønnet til 120-170 tons/uge.
Affaldet leveres i plastposer, der eventuelt er emballeret i plast- eller papirsække.
Det er forudsat at de ugentlige max. mængder indsamles over 3 dage, og at affaldet kan have været opbevaret hos affaldsproducenten i op til 2 uger i plast- og papirposer.
3.2. Affaldets sammensætning
Affaldet forudsættes at have følgende sammensætning:
Indhold
(vægt-%)
Vegetabilsk/animalske madrester 55-65 %
Vådt pap og papir 20-30%
Blomsteraffald o.lign. 10-20%
Ikke komposterbart materiale 5-10%
Vådt pap og papir omfatter udover gennemvædet køkkenrulle, tissues, servietter også papirbleer, hygiejnebind og lignende.
Ikke komposterbart materiale omfatter forkert placeret affald ( i husstanden) og de plastposer og sække, der er anvendt til emballering af affaldet.
Affaldet forudsættes at have en rumvægt på 300-600 kg/m³ afhængigt af komprimeringsgraden ved levering og et tørstofindhold på 40-45%, hvoraf 80-90% anslås biologisk nedbrydeligt.
3.3 Tilslagsmateriale
Der anvendes ca. 30% grovneddelt haveaffald som tilslagsmateriale. Materialet leveres af bygherren.
3.4 Tilførsel
Den ugentlige tilførsel til anlæggets forbehandlingsdel (modtagelse, sønderdeling og grovsigtning) er i middel 140 tons/uge våd dagrenovation samt ca. 40 tons/uge tilslagsmateriale i form af neddelt haveaffald."
"5.1 Indkøringsperioden
Til sikring af garantiens overholdelse skal der i indkøringsperioden foretages kontrol i henhold til nedenstående.
Totalentreprenøren har det fulde ansvar for indkøringens korrekte gennemførelse. Proces- og funktionskontrollen i komposteringshallen gennemføres ved fuldautomatisk registrering, kontrol og regulering af følgende styringsparametre: temperatur, fugtighed (vandtilførsel), beluftning (frisklufttilførsel samt mængden af recirkuleret luft), opholdstid samt antal recirkulationer af affald/kompost i de enkelte bokse.
I hygiejniseringsboksen måles temperaturen i et horisontalt lag 6 steder i boksene. Herved dokumenteres, at alt produceret kompost er blevet hygiejniseret.
Komposteringsanlæggets mekaniske og elektriske installationer samt SRO sikrer automatisk registrering og kontrol af ovennævnte parametre samt mulighed for regulering/justering af samme ud fra erfaringsgrundlaget/behovet.
Funktionen og komposteringsprocessen kontrolleres og reguleres endvidere ud fra en løbende kontrol af følgende: mængden af modtaget affald og produceret kompost, mængde/andel og neddelingsgrad af tilslagsmateriale, opblandingsgrad/struktur af affald/kompost og tilslagsmateriale ved ind- og udfødning af kompostboksene, pH i boksene, samt løbende analyser af det indgåede affald og af den producerede kompost.
Den driftsinstruks og vedligeholdelsesvejledning som totalentreprenøren skal levere senest 1 måned efter afleveringen af anlægget i driftsklar stand (som omfatter en detaljeret beskrivelse af komposteringsanlæggets opbygning, funktioner, virkemåde, betjening og fejlfinding m.v.), skal definere komposteringsanlæggets kontrolrutiner og kontrolparametre, udformning af automatiske udskrifter af produktionsrapporter samt indhold af kompostdeklarationer m.v.
De kontrolparametre og kontrolrutiner, som defineres i totalentreprenørens driftsinstruks, anvendes i forbindelse med justering og optimering af anlægget registreres/evalueres dels kapacitet/opholdstiden ved komposteringshal/eftermodningsareal, dels det energiforbrug der ved den pågældende driftsform anvendes til håndtering og beluftning af affald/kompost og tilslagsmateriale.
Viser totalentreprenørens dokumentation ved indkøringsperiodens afslutning, at alle aftalte proces- og funktionsgarantier er opfyldt, betragtes komposteringsanlægget som værende indkørt og proces- og funktionsmæssigt afprøvet, når det på basis af driftsjournaler og øvrige automatisk registrerede driftsparametre er dokumenteret, at anlægget har kørt med normaldrift over et tidsrum af 60 døgn."
13.2.
Af referat af indkøringsmøde nr. 1 afholdt den 8. maj 1995 fremgår bl.a.:
"Strukturmateriale har en betydelig større vægtfylde på 550 kg/m³ end forventet på 250 kg/m³. Dette skyldes formentlig stort indhold af bl.a. jord."
13.3.
Af referat af indkøringsmøde nr. 4 afholdt den 1. juni 1995 fremgår bl.a.:
"Der er konstateret meget fejlsorteret dagrenovation: Glas, blikdåser, håndklæder, gardiner, stof mv. Dagrenovation fra et område var ca. 1 måned gammelt. Dette er ikke acceptabelt."
13.4.
Af referat af indkøringsmøde nr. 6 afholdt den 19. juni 1995 fremgår bl.a.:
"Der er konstateret meget fejlsorteret dagrenovation: Glas, blikdåser, håndklæder, gardiner, stof mv. Vægtfylden af dagrenovation varierer meget, vægtfylde på op til 800 kg/m³ er konstateret. Gennemsnitlig vægtfylde i uge 24 er vurderet til 650 kg/m³."
13.5.
Af referat af indkøringsmøde nr. 13 afholdt den 18. september 1995 fremgår bl.a.:
"Ad 1 Stade indkøringen
Direktør hos klageren indledte mødet og fremførte:
Der vil fremover blive skrevet referat fra indkøringsmøderne.
Klager opfatter ikke de hidtidige referater fra indkøringsmøderne som dokumentation, der kan ændre på aftalegrundlaget.
Der er behov for en redegørelse for hvad der hidtil er sket i forbindelse med indkøringen.
Der skal være et klart og veldokumenteret program for hvad der skal ske i forbindelse med den videre indkøring af anlægget.
Alle instrukser fra indklagede skal foreligge skriftligt og det skal fremgå hvad der er formålet, hvilke resultater der forventes og hvordan der sikres dokumentation for de udførte tiltag, aktuelle driftsbetingelser og resultater.
Det er indklagede der har ekspertisen og ansvaret for indkøringen af anlægget. Det er således indklagede som må sørge for at anlægget bliver indkørt på en effektiv måde, og at den fornødne viden for at drive anlægget løbende bliver overført til klagers teknikere, som står for den daglige drift.
Der skal foreligge en teknisk begrundelse for den affaldsmængde, der ønskes leveret i forbindelse med den videre indkøring og de anførte: 140 tons/uge.
I den foreløbige indkøringsperiode har det været nødvendigt at deponere ca. 300 tons af de ca. 1.800 tons organisk dagrenovation, der hidtil er modtaget p.g.a. driftsproblemer på komposteringsanlægget, hvilket er meget uheldigt.
Der var uenighed om ovennævnte punkter.
En ansat hos den tekniske rådgiver fremførte:
Alle parter har en fælles interesse i at komposteringsanlægget hurtigst muligt kommer til at køre på en tilfredsstillende måde.
I den forbindelse er det vigtigt, at anvende en klar og entydig kommunikationsform, således at der for eksempel ikke hersker tvivl om de funktionsbetingelser, der ud fra aftalegrundlaget forudsættes opfyldt.
Det er også vigtigt at klagers teknikere, der varetager den daglige drift, har fuld indsigt i baggrunden/formålet, samt med de forventede resultater for de ændringer og tilpasninger der foretages af anlæggets driftsform i forbindelse med indkøringen.
Det er endvidere vigtigt, at de værktøjer i form af manuelle og automatiske rapporter, forligger i en færdig og afprøvet form, således at der sikres fyldestgørende dokumentation i hele indkøringsperioden over f.eks. mekaniske fejl, udførte udbedringer, proces- og funktionsforhold mv.
Anlægget bør være færdigindkørt og fuldt afprøvet, således at alle de automatiske rapporter kan udskrives med dette system. De manuelle indtastninger og rapporter begrænses til de parametre, der er forudsat i aftalegrundlaget samt driftsinstruks og de foreliggende programmer for indkøringen af 23.03, 12.04, 15.5 og 13.09.95.
Ikke alle ovennævnte betingelser har været opfyldt i forbindelse med den hidtidige indkøring af anlægget. Klageren vil således lægge meget stor vægt på, at få disse forhold bragt i orden, som en nødvendig forudsætning i forbindelse med den videre indkøring.
..
Det blev oplyst, at det først er indenfor de sidste 2 uger, at man i reaktorhallen har fokuseret på de procesmæssige forhold. Dette skyldes primært, at der har været funktionsmæssige problemer med den lagvise tømning af affaldet i boksene med skrabegulvet.
..
2.13.02. Tidsplan aktivitetsplan
Der foreligger et nyt program for den afsluttende del af indkøringsperioden dateret 13. september 1995, der supplerer de tidligere fremsendte af 23.03, 12.04 og 15.05.1995.
..
Det blev videre fremført, at man ikke forventede problemer med at opfylde hygiejniseringskravet hverken med de 85 eller 140 tons/uge.
.
Der var enighed om at ingen af de automatiske rapporter kan udskrives på en tilfredsstillende måde via anlægget på nærværende tidspunkt. Der meldes tilbage senest onsdag 20.09 hvornår forholdet vedrørende de automatiske rapporter vil være udbedret. Rapporterne skal være OK før gennemførelse af kursus."
13.6.
I en skrivelse af 20. november 1995 fra klageren til indklagede hedder det:
"Opførelse/indkøring af komposteringsanlæg for våd dagrenovation
I vores brev af den 10. november har vi redegjort for vores synspunkter, i forbindelse med deres håndtering af projektet vedrørende opførelse/indkøring af komposteringsanlægget.
Klageren har noteret sig indholdet af Deres kvitteringsskrivelse, dateret 15.11.95, og finder med baggrund i den tidsmæssige lange overskridelse af tidsplanen, der har fundet sted, samt usikkerheden om, hvad og hvornår der sker yderligere, anledning til allerede nu at fremsætte følgende supplerende synspunkter.
Det er på baggrund af de i brevet nævnte omstændigheder, klagerens opfattelse at indklagede omgående må fremkomme med
redegørelse for hvilke tiltag indklagede vil foretage sig, med hensyn til forbedring af projektorganisationen, så klageren kan bibringes tiltro til at den forbedrede organisation kan løse opgaven,
en ny tidsplan for afslutning af anlægget,
tidsplanen skal suppleres med en aktivitetsplan for de tiltag der skal gennemføres, samt en begrundelse for disse, for herigennem, at få mulighed for at følge op på, om det ønskede resultat opnås; det nærmere indhold heri er gentagne gange beskrevet over for projektledelsen - uden held.
Med baggrund i, at det affald - klageren indtil nu, under store omkostninger, har tilført anlægget - er misbrugt, indstilles leverancen fra d. 24.11.1995 og indtil videre.
Det skal tilføjes, at klagerens bestyrelse vil finde det aldeles uacceptabelt, såfremt affald der, af borgerne er sorteret til kompostering, skal deponeres på grund af, at anlægget ikke fungerer. Bestyrelsen er endvidere af den opfattelse at indklagede med baggrund i udviklingen, bør afholde meromkostningerne ved at få affaldet fra klagerens medlemskommuner behandlet på et andet anlæg.
Såfremt De insisterer på fortsat uafbrudt drift, med tilførsel af den forudsatte affaldsmængde, må klageren kræve, at indklagede medvirker til fremskaffelse af affaldet og afholder de hermed forbundne meromkostninger, idet der foreligger forsinkelse med aflevering af anlægget i driftsklar stand. Hvis der fortsat skal tilføres affald, vil det således betyde, at indklagede endeligt afholder meromkostninger, der er forbundet med fremskaffelse af egnet affald til brug for en forlænget indkøringsperiode, samt de omkostninger, der eventuelt opstår i forbindelse med efterfølgende deponering af mangelfuldt behandlet affald.
Klageren forbeholder sig herudover erstatning for eventuelle meromkostninger i forbindelse med den forlængede indkøringsperiode, herunder navnlig udgifter til slamsugning, rensning af spildevand og rengøring i øvrigt, som er en direkte følge af den mangelfulde driftsafvikling.
Med henblik på en nærmere afklaring af det videre forløb, skal vi anmode Dem om en meget hurtig tilbagemelding, herunder initiativ til afholdelse af et møde hvor problemerne kan drøftes."
13.7.
I en skrivelse af 28. november 1995 fra indklagede til klageren hedder det:
"Opførelse/indkøring af komposteringsanlæg for våd dagrenovation
Efter modtagelse af klagerens breve af henholdsvis 10. og 20. november 1995 har indklagede foretaget en gennemgang af sagsforløbet og vurderet sagens aktuelle status.
..
Indkøringsfasen
I aftalegrundlaget har indklagede stipuleret en tidsramme for indkøringsfasen på ca. 5 måneder, som det er sædvane for et procesanlæg, hvor forløbet af indkøringen ikke på forhånd kan vurderes eksakt. Baggrunden for vor vurdering var, at der forventedes en del justeringer og tilretninger på forbehandlingen, som er et delvist nyt design, medens komposteringsreaktoren er et afprøvet system, hvorfor indkøringen af denne del ikke forventedes at give større problemer. En vurdering klageren og dennes rådgiver i øvrigt var enig i.
..
Indkøringen af forbehandlingen har som forventet medført en række justeringer og tilretninger/ombygninger af udrustningen, men omfanget har været væsentligt større end forventet. Der har fra starten været kapacitets problemer, og et noget større spild end forventet. Desuden har anlægget været ramt af en række driftsstop, der i enkelte tilfælde har givet anledning til ophobninger af afflad i systemet.
Driftsstoppene har i nogle tilfælde kunnet forklares ved fejlsorteret affald, større grene i haveaffaldet, ophobninger af afflad på rullesigte og transportbåndet for sigteristen og selve affaldets karakter. Der har også været en række stop, hvor det ikke har været muligt at påvise en konkret årsag. For at sikre en tilstrækkelig driftsstabilitet og mindske generne ved de stop, der ikke helt kan undgås, har indklagede etableret et overvågningssystem, der sikrer, at tilførsel af affald stopper ved ophobning af affald på kritiske steder i forbehandlingen.
Status for forbehandlingen er efter indklagedes vurdering, at anlægget har den nødvendige kapacitet for at opfylde procesgarantiens kapacitetskrav til anlægget.
..
Det er indklagedes opfattelse, at det forhold, at indkøringen af forbehandlingen finder sted med dagrenovation, der er indsamlet uden for klagerens opland, og som derfor må oplagres, omlastes og transporteres frem til klageren, har vanskeliggjort indkøringen i væsentligt omfang, udover hvad der kunne forudses ved aftalens indgåelse.
Ovennævnte forhold har bevirket, at affaldet ikke leveres i "løse" poser som forudsat, men komprimeret på grund af den forudgående håndtering. Dette forhold har bevirket, at affaldets karakter har ændret sig, hvilket har vist sig ved, at det i rumvægt og vandindhold under hele indkøringen har ligget tæt på grænsen af det maksimalt forudsatte og i visse tilfælde over grænsen.
Indkøringen af komposteringsreaktoren har været påvirket af de uforudsete vanskeligheder ved indkøringen af forbehandlingen, idet det er væsentligt for vurderingen af processen, at denne forløber kontinuerligt. Desuden har kranbanerne været ramt af periodiske fejl, hvilket har bevirket, at det ikke har været muligt at køre processen som ønsket. ..
Status for reaktorens udrustning er efter indklagedes vurdering, at den har stabilitet, der gør det muligt at køre komposteringsprocessen som ønsket. Dog er der på de installerede termofølere en konstant fejlvisning af kompostens temperatur på grund af uhensigtsmæssig montering, ligesom defekt på flere af disse indikerer, at de eventuelt bør erstattes af en anden type.
Status for indkøringen af processen er, at der siden oktober 1995 i størstedelen af driftstiden har fundet en hygiejnisering sted i overensstemmelse med procesgarantien (70°C i min. 1 time) ..
Kontraktforhold
På baggrund af sagsforløbet skal indklagede her fastslå, at vi agter at opfylde alle vore kontraktlige forpligtelser, herunder opfylde den stillede procesgaranti. Det har været og er stadig indklagedes hensigt at sikre den nødvendige indsats, således at indkøringen af anlægget kan ske så hurtigt som muligt. Indklagede kan dog ikke medvirke ved fremskaffelsen af det nødvendige affald til indkøringen, herunder udgifterne forbundet hermed, ligesom indklagede må fastholde, at selve driften af anlægget og de dermed forbundne udgifter forestås af klageren. Hvad angår problemet med deponering af behandlet affald, skal vi erindre om, at vi på mødet i august 1995 oplyste, at anlægget har hygiejniseret komposten gennem en meget stor del af indkøringen, og aktuelt gør det ved ét af de to opstillede hygiejniseringskrav.
.."
13.8.
Det er blevet forklaret, at affaldet i starten af indkøringsperioden var meget tungt, hvilket gjorde det vanskeligt at få gang i processen. Der var også en del fejlsorteret affald, der gav anledning til en masse driftsstop. Senere var indkøringen vanskeliggjort af, at klageren stoppede tilførsel af renovation fra egne kommuner. Dette gav indklagede problemer med at gennemføre indkøringen i overensstemmelse med det aftalte, hvilket også skabte problemer i forhold til underrådgiverne.
Direktør hos klageren har forklaret, at indsamlingen af affald i kommunerne begyndte successivt, da anlægget startede op i april 1995. Alle vidste, at klageren i den første tid skulle ud og " købe" affald. Der var imidlertid allerede fra starten en uendelig række tekniske problemer, der medførte, at anlægget ikke kunne behandle affaldet. Det er rigtigt, at der var nogen diskussion om vægtfylde, men man var efter klagerens opfattelse inden for rammerne af procesgarantien. Det vigtigste for klageren var, at anlægget kom til at køre. Man følte imidlertid, at indklagede fægtede sig frem. Klageren hentede affald i dyre domme, uden at man havde indtryk af, at indklagede vidste, hvad man gjorde. Det er dette, han kalder misbrug i brevet af 20. november 1995, der naturligvis ikke er begyndelsen på debatten. Man krævede fra klageren et fornuftigt og ordentligt indkøringsprogram, der viste, hvad man ville fra indklagedes side. Fra den 24. november 1995 indstillede man leverancerne fra anlægget, fordi klageren ikke kunne se noget formål med at "købe" affald andre steder, når de ikke blev brugt til formålet. Først omkring 1. juni 1996 var indklagede i stand til at fremlægge et program, der viste, hvad man ville, og leverancerne blev derfor genoptaget omkring dette tidspunkt.
En ansat hos den tekniske rådgiver har forklaret, at han kom ind i indkøringsfasen i september 1995, således som det fremgår af indkøringsmødereferat nr. 13 afholdt den 18. september 1995. Baggrunden herfor var, at indkøringen efter klagerens opfattelse ikke blev foretaget tilfredsstillende, fordi indklagedes folk ikke havde forståelse for, hvad de foretog sig. Klageren kunne ikke få at vide, hvad der skulle ske. Mødereferatet taler efter hans opfattelse for sig selv. Leveringen blev genoptaget i juni 1996. I september 1996 hævdede indklagede, at man havde eftervist, at funktions- og procesgarantien var opfyldt. Der udspandt sig herefter en meget lang diskussion, idet han ikke mente og stadig ikke mener, at indklagede har opfyldt proces. Og funktionsgarantien.
13.9. Procedure.
Indklagede har anført, at indklagedes krav kan henføres til 2 perioder: Periode 1: April - november 1995, og periode 2: November 1995 - juli 1996. Kravet for periode 1 rejses, fordi der - som det fremgår af bevisførelsen - blev tilført ikke-konditionsmæssigt affald til anlægget, således at det ikke var muligt at gennemføre en indkøring som planlagt. Kravet for periode 2 rejses, fordi klageren uden rimelig grund undlod at tilføre tilstrækkeligt affald til anlægget, således at indkøringen ikke kunne gennemføres. Referatet af indkøringsmøde nr. 13 afholdt den 18. september 1995 viser, at klageren tilsyneladende er af den opfattelse, at man er berettiget til at annullere alle tidligere vedtagelser på indkøringsmøderne, fordi man ikke er tilfreds med anlægget. Det samme indtryk efterlader brevet af 20. november 1995 fra klageren til indklagede. det var ikke indklagede, der misligeholdt, men klageren der ensidigt tilsidesatte sin forpligtelse til på rimelig måde at medvirke til indkøringen af anlægget. Klageren må derfor betale indklagedes udgifter til forlænget indkøring og drift af byggeplads. Indklagedes tabsopgørelse er ubestridt.
Klageren har gjort gældende, at indklagede selv har det fulde ansvar for, at indkøringsperioden blev længere, end parterne havde forventet. Problemerne lå ikke i affaldets kvalitet eller mængde, men i det hav af problemer, der fra starten var med anlægget. Realiteten er, at indklagede aldrig har kunnet påvise noget, der bare ligner en opfyldelse af den afgivne proces- og funktionsgaranti. Indklagedes ekstraudgifter er en naturlig følge af, at man ikke kunne få anlægget til at virke, og kan ikke belastes klageren. Klageren standsede i en periode egne leverancer, fordi man følte sig misbrugt og ikke kunne få en rimelig forklaring på, hvad indklagede agtede at gøre for at leve op til sine forpligtelser. Dette stop kom i øvrigt ikke som lyn fra en klar himmel, men var kulminationen på en lang tids berettiget utilfredshed med indklagedes løbende misligeholdelse af sine forpligtelser.
13.10. Voldgiftsrettens bemærkninger.
Retten anser det efter bevisførelsen for godtgjort, at den afgørende årsag til den forlængede indkøringsperiode og indklagedes forlængede drift af byggeplads var, at indklagede ikke var i stand til at opfylde de afgivne proces- og funktionsgarantier. Retten bemærker i tilslutning hertil, at det efter syns- og skønserklæringerne og syns- og skønsmændenes forklaring må lægges til grund, at indklagede fortsat ikke har opfyldt de afgivne garantier med hensyn til plastindhold i komposten og temperaturbehandling af komposten i boksanlægget. Det følger af det anførte, at retten ikke kan give indklagede medhold i det fremsatte krav.
14. Sammenfatning.
Det samlede beløb, som retten har tilkendt klageren udgør:
Korrosion 500.000 kr.
Plast 600.000 kr.
Reaktordel 1.500.000 kr.
Ny driftsinstruks 25.000 kr.
I alt 2.625.000 kr.
Herfra skal trækkes anerkendte modkrav på 521.142 kr.
Det beløb, som indklagede herefter skal betale til klageren, udgør 2.103.858 kr.
med procesrente af 1.253.858 kr. fra den 12. december 1998 og af 2.103.858 kr. fra den 12. januar 2001.
Retten finder, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part. Retten har herved dels lagt vægt på sagens udfald, dels på at det har været nødvendigt at afholde flere syn og skøn under sagen, og at klageren har afholdt meget betydelige syns- og skønsomkostninger.
15. Konklusion.
Indklagede skal til klageren betale 2.103.858 kr. med procesrente af 1.253.858 kr. fra den 12. december 1998 og af 2.103.858 kr. fra den 12. januar 2001.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Voldgiftsrettens omkostninger betales med ¾ af klageren og ¼ af indklagede.
De ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter kendelsens modtagelse.