Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9611@2002-01-11/da

Indhold

1. Indledning

[K] har ved advokat Michael Christiani Havemann har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Billed Bladet den 16. august 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] endvidere klaget over, at Billed Bladet har afvist at bringe et genmæle.

Af artiklen med overskriften "[K] har brækket begge arme" fremgik det, at

"- Ja, det er forfærdeligt. Jeg har brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og meget uheldigt, fortæller "Go morgen Danmark"s populære værtinde, [K], som i øjeblikket er på barselsorlov.

- Det værste er næsten, at jeg har svært ved at tage mig af min lille søn, Jeg kan f.eks. slet ikke løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme sin 15 uger gamle dreng.

Uheldet, der kostede [K] et par brækkede arme, var tilsyneladende ret banalt. TV-værten snublede, og i faldet tog hun fra med hænderne. Smerterne var efterfølgende store i begge arme, men [K] troede ikke, at der var tale om brud. Flere timer senere valgte hendes mand, [X], imidlertid at køre hende på hospitalet til en undersøgelse. Og efter at have taget et par røntgenbilleder konstaterede lægerne, at armene var brækket.

Billed-Bladet stødte på [K], da hun ankom til Erik Stephensens 50 års fødselsdag i Skandinavisk Filmkompagni. Hun var ved nogenlunde godt mod og kunne sagtens sidde med til bords ved festen. Hendes arme var nemlig ikke i gips, men sad i et par sorte slynger. Så med en del besvær lykkedes det altså for [K] at styre både glas og bestik ved fødselsdagsmiddagen."

Klageren har anført, at den indklagede artikel er formuleret og fremstår på en sådan måde, at man får det indtryk, at klager har udtalt sig til bladets journalist om en række forhold. Klager har i den forbindelse fremhævet følgende passager:

A) "Ja, det er forfærdeligt. Jeg har brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og uheldigt, fortæller "Go morgen Danmark"s populære værtinde, som i øjeblikket er på barselsorlov."

og

B) "Det værste er næsten, at jeg har svært ved at tage mig af min lille søn. Jeg kan f.eks. slet ikke løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme sin 15 uger gamle dreng."

Klageren har gjort gældende, at det med klagen ønskes fastslået, at bladet ved gengivelsen af en række oplysninger har overtrådt god presseskik.

Klager har i den forbindelse oplyst, at det er korrekt, at hun havde brækket begge arme som beskrevet i artiklen, og det er ligeledes korrekt, at klager deltog i Erik Stephensens 50 års fødselsdag, hvor hun blev kontaktet af bladets journalist, Ulrik Ulriksen. Det er imidlertid ikke korrekt, at klager har udtalt sig, som det fremgår af bladets artikel.

Tværtimod afviste hun to gange at tale om sit uheld, ligesom hun afslog at lade sig fotografere. Bladet var i øvrigt forud for den konkrete episode bekendt med, at klager udtrykkeligt havde frabedt sig omtale af sine private forhold. Således sendte klagers advokat den 14. maj 1998 en fax til bladets chefredaktør, hvori det blev understreget, at klager ubetinget ville protestere imod og modsætte sig enhver omtale af sine private forhold, uanset karakteren, omfanget og sammenhængen i øvrigt. Klager frabad sig samtidig, at bladet henvendte sig telefonisk eller personligt med forespørgsler om private forhold.

Klager har endvidere oplyst, at hendes samlever den 7. august 2001 privat blev ringet op af en anden journalist fra bladet for at få en kommentar til uheldet. Det blev i den forbindelse konkret og utvetydigt tilkendegivet, at klager ikke ønskede omtale af uheldet og følgelig ikke ville kommentere sagen. Journalisten bag den indklagede artikel, Ulrik Ulriksen, har bekræftet kendskabet til denne samtale.

Klageren har anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at lade artiklen fremstå, som om klager har udtalt sig om de pågældende forhold. Eftersom hun både ved skriftlige henvendelser til pressen og ved retssager konsekvent har søgt at beskytte sit privatliv imod omtale, må det have formodningen imod sig, at hun skulle have udtalt sig. Også den omstændighed, at oplysningen om amningen er direkte usand, al den stund hun faktisk i hele forløbet har ammet sin søn, taler imod, at sådanne udtalelser skulle være afgivet til bladets journalister. Klagers samlever har for nylig konfronteret journalisten bag artiklen med påstanden om, at klager skulle have udtalt sig til ham. Journalisten svarede meget tøvende og usikkert, at "det var det, han mente, der havde stået på hans notesblok, da han kom hjem ", og at "det måske ikke var det, der var sagt, men det var ment". Klager har over for nævnet fremlagt en særskilt erklæring, der beskriver mødet og ordvekslingen med bladets journalist og fotograf. Af erklæringen fremgår det, at klager alene bekræftede, at det var dejligt at være blevet mor og i øvrigt afslog at udtale sig om sit uheld. Ligeledes fremgår det, at klager fik det indtryk, at journalisten respekterede dette ønske og indikerede dette ved et afvæbnende og undskyldende kropssprog, ligesom han på intet tidspunkt havde pen eller papir fremme. Klager har endvidere fremlagt en erklæring fra en veninde, der fulgtes til fødselsdagsfesten med klager. Erklæringen bekræfter, at klager ikke har udtalt sig som påstået. I øvrigt er der flere faktuelle fejl i den indklagede artikel, hvilket efter klagers opfattelse understreger, at hun ikke har udtalt sig, som journalisten hævder.

Klager har over for bladets udtalelse om, at oplysningerne efter sin karakter ikke er beskyttet af privatlivets fred, fordi der er tale om to brækkede arme, hvilket vil være synligt for enhver, anført, at den omstændighed, at noget er synligt ved fysisk tilstedeværelse, ikke juridisk berettiger til spredning for knap 1. mio. læsere, ligesom klagers omtalte ammeforhold naturligvis ikke kan udledes på gaden. Denne sag er et spørgsmål om privatlivskrænkelse og ikke om injurier.

Klageren har i den forbindelse anmodet nævnet om at pålægge bladet at offentliggøre et genmæle, hvoraf fremgår, at klager ikke har udtalt sig om de pågældende forhold til bladet endsige givet samtykke til omtale af de pågældende forhold, således som det synes at fremgå af artiklens citater.

Klageren har videre anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved sin telefoniske henvendelse til klager og efterfølgende personlige henvendelser i forbindelse med ovennævnte fødselsdagsarrangement, da klager via sin advokat udtrykkeligt i telefax af 14. maj 1998 har frabedt sig sådanne telefoniske eller personlige henvendelser om private forhold. Det savner i den forbindelse mening, når bladet over for nævnet anfører, at det "i praksis ville være umuligt at udøve opsøgende journalistik", hvis forbud mod henvendelser skulle respekteres. Klager har meddelt, at hun ikke ønsker at frafalde sin ret til ikke at få omtalt private forhold, jf. straffelovens § 264 d. Når bladet hvad man jo også erkender har været helt på det rene med denne indstilling, må bladet naturligvis vedblive med at respektere denne indstilling og undlade at drive "opsøgende journalistik" i det mindste indenfor et område, hvor det er strafbart. At journalisten som af bladet anført skulle være forpligtet af de presseetiske regler til at indhente kommentarer fra en person, man omtaler, synes også at savne mening, al den stund man netop aldrig retmæssigt kan komme til at omtale klagers private forhold, hverken isoleret eller i forbindelse med andre, eftersom omtale af private forhold kræver samtykke fra hver enkelt af de involverede.

Klageren har afslutningsvis fastholdt, at bladets gengivelse af mødet og dets forløb er usand, og at det til trods for de modstridende forklaringer i hvert fald ligger fast, at journalisten ikke foreholdt klager oplysningen om amningen m.v., der hævdes "at stamme fra bladets øvrige kilder", inden artiklen blev skrevet. Dette udgør efter klagers opfattelse i sig selv et brud på god presseskik.

Bladet har anført, at klager har udtalt sig sådan, som hun er citeret for, og der foreligger således ikke en overtrædelse af reglerne for god presseskik. Det er alle de som citat anførte bemærkninger, der stammer fra klager selv. Det er sædvanligt inden for enhver form for journalistik, at en artikel består af en kombination af oplysninger og citater. Journalisten har en baggrundviden om personen, som udtaler sig, og som viderebringes i artiklen, således at helheden giver en tilgængelig information. Oplysningen om klagers eventuelle evne til at amme sit barn er ikke et citat, men derimod viderebringelse af en faktisk oplysning. Oplysningen stammede fra en af bladets kilder. Bladet har i øvrigt fremlagt erklæringer fra den journalist og fotograf, der var tilstede ved den pågældende hændelse. For så vidt angår klagers bemærkninger om, at visse faktuelle fejl i artiklen underbygger, at hun ikke har udtalt sig om uheldet overhovedet, har bladet anført, at de pågældende oplysninger ikke fremtræder som hidrørende fra klager selv. Oplysningerne var alene beskrevet i artiklen, og der var ikke tale om et citat.

Bladet har i den forbindelse anført, at uenigheden om, hvad der rent faktisk er sagt og sket på stedet, ikke er egnet til afgørelse ved nævnet på grundlag af skriftlige erklæringer, men må overlades til domstolenes bevisbedømmelse. Nævnet bør derfor undlade at træffe afgørelse om dette punkt, alternativt bør afgørelsen stilles i bero, indtil den af klager ved Københavns Byret anlagte retssag er endelig afgjort.

Bladet har endvidere anført, at der ikke foreligger en krænkelse af privatlivets fred. I det konkrete tilfælde har klager udtalt sig som citeret. Der foreligger derfor et stiltiende samtykke til offentliggørelse, da klager måtte påregne, at hendes udtalelser ville blive trykt. Allerede af den grund foreligger der ikke en krænkelse af privatlivets fred. Det gøres samtidig gældende, at de pågældende oplysninger, selv uden samtykke til offentliggørelse, ikke er af en karakter, som kan krænke privatlivets fred. Der er tale om en omtale af to brækkede arme, hvilket vil være synligt for enhver, som måtte se klager på gaden. Endvidere er oplysningerne ikke egnet til at nedsætte klagerens agtelse blandt læserne, da de alene beskriver et faktisk forhold af neutral karakter.

Bladet har endvidere med henvisning til ovennævnte anbringender afvist at være forpligtet til at bringe et genmæle.

Bladet har yderligere gjort gældende, at man alene har kontaktet klager to gange i forbindelse med den indklagede artikel. Dels ved telefonisk henvendelse den 7. august 2001, og dels i forbindelse med Erik Stephensens fødselsdagsfest. Der er således ikke tale om, at klager er blevet forulempet med gentagne opringninger med det formål at formå hende at udtale sig om uheldet. Tværtimod efterlevede man fuldt ud samleverens tilkendegivelse om, at klager ikke ønskede at kommentere uheldet. Den omstændighed, at klagers samlever telefonisk har givet udtryk for, at klager ikke ønskede at kommentere sit uheld, kan ikke føre til, at det strider mod god presseskik at spørge klager, når journalisten møder hende under udførelsen af sit arbejde. Klager må, ikke mindst da hun selv er journalist, formodes at være i stand til at svare på et simpelt spørgsmål stillet i et høfligt tonefald.

For så vidt angår klagers faxskrivelse af 14. maj 1998 til bladets chefredaktør, hvori klager frabeder sig enhver omtale af sine private forhold, har bladet anført, at den er udsendt til en række ugeblade og aviser, efter at klager angiveligt følte sig generet af ugebladene. Telefaxen er helt frem til den aktuelle episode blevet respekteret fuldt ud af bladet. Såfremt et hændelsesforløb som det pågældende blev anset for stridende mod god presseskik, ville det i praksis være umuligt at udøve opsøgende journalistik. Uanset en generel tilkendegivelse fra klager om, at hun ikke ønsker henvendelser fra indklagede, må der i hvert fald 2½ år senere være adgang til at rette høflig henvendelse til hende og anmode om en kommentar. Dette bestyrkes efter bladets opfattelse af, at man kun ringede til klager én gang og derefter respekterede ønsket om ikke at blive ringet op på ny. Det forhold, at en anden af bladets journalister efterfølgende tilfældigt mødte klager og spurgte hende om uheldet, kan ikke udgøre en overtrædelse af god presseskik. At journalisten i det konkrete tilfælde stiller et spørgsmål til klager kan i øvrigt ikke anses for omfattet af samleverens tilkendegivelse, som må rette sig mod yderligere telefoniske henvendelser eller personlig opsøgende virksomhed. Det er et åbenbart led i pressens arbejde og en forudsætning for pressens blotte eksistens, at man stiller spørgsmål om tingene i almindelighed og til de personer, som omtales, i særdeleshed. Der er intet grundlag for at gøre et høfligt spørgsmål om et uskyldigt emne, stillet til en person, som må formodes at være i stand til at svare for sig - ikke mindst da hun selv er journalist - til et spørgsmål om god presseskik.

Bladet har herudover anført, at man ved at rette henvendelse til klager netop har sørget for at agere i overensstemmelse med reglerne for god presseskik, hvorefter en journalist har en pligt til at indhente en kommentar fra den eller de personer, der er emnet for en artikel. Bladet har subsidiært gjort gældende, at Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til dette spørgsmål, idet nævnet i henhold til medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1, alene kan træffe afgørelse om, hvorvidt en offentliggørelse er i strid med god presseskik. Da bladets adfærd ikke i sig selv konstituerer en offentliggørelse, falder spørgsmålet uden for nævnets kompetence.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klagen er indgivet den 6. september 2001 over en artikel i bladet den 16. august 2001. Nævnet har således ikke mulighed for at tage stilling til det nye klagepunkt, der er anført i klagers brev af 26. oktober 2001, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen. Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan som det fremgår af artiklen.

Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet, skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger, herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør af medieansvarslovens § 36.

Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt møde i forbindelse med en offentlig kendt persons fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd, der strider imod god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Billed Bladet at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

Billed Bladet bragte den 16. august 2001 en artikel om tv-journalisten [K]. I artiklen omtaltes, at [K] ved et uheld havde brækket begge arme, og hun var i den forbindelse citeret for en række udtalelser.

[K] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at Billed Bladet har tilsidesat god presseskik. Hun har tillige anmodet nævnet om at pålægge bladet at bringe et genmæle.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen. Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan som det fremgår af artiklen.

Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet, skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger, herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør af medieansvarslovens § 36.

Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt møde i forbindelse med en offentlig kendt persons fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd, der strider mod god presseskik.

København, den 12. december 2001

Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig."

Afsagt den 12. december 2001.

Versioner

1. 2002-01-11