Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2001/9619@2002-01-11/da

Indhold

1. Indledning

CarPark A/S [K1], [K2] og [K3] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Horsens Folkeblad den 2. oktober 2001, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af forsidehenvisningen med overskriften "Da lyset gik op for p-vagten" fremgik, at

" Horsens En dag gik det op for en p-vagt hvorfor der er to vinduesviskere på en bil."

Af selve artiklen bragt i 1. sektion side 9 med overskriften "En p-bøde til hver visker" fremgik det af en underrubrik, at

"Den travle p-vagt har aldrig tid til hvile"

I artiklen hed det:

"Horsens Der er mange store mysterier i livet, og gennem tiden har store filosoffer kastet sig over disse gåder for at løse dem.

Men nu har noget så jordnært som et privat parkeringsvagt-firma løst et af disse forunderlige spørgsmål, nemlig hvorfor de fleste bilmærker er udstyret med to vinduesviskere.

Svaret er så rørende enkelt, at det ligefrem gør ondt. Det er selvfølgelig for at give Carparks [K1] s p-vagter muligheder for at sætte en p-bøde, eller en p-afgift, som det jo rettelig hedder, under hver visker.

Dermed hæver Carpark [K1] og deres fortravlede p-vagter sig op på niveau med Platon, Sokrates, Sartre og så selvfølgelig Søren Kierkegaard.

Livets mening

For mig er det bedrøvelige ved denne historie dog, at det var lige præcis, da p-vagten gik forbi min bil, at klarhedens og visdommens lys slog ned i den arbejdsivrige vagt:

"Der er to vinduesviskere, jeg må sætte en p-afgift under hver. Det er jo hele meningen med livet, meningen med to vinduesviskere", må det have runget i hovedet på p-vagten, og den senere udvikling i historien kan godt foranledige mig til at tro, at der var god plads til at runge i lige præcis det hoved.

Hele seancen udspillede sig på p-pladsen foran Vejle Sygehus, hvor jeg skulle ned til et møde sammen med min hustru.

Vi ankom kl. 08.27, og det var sådan set meget passende, idet mødet skulle starte 08.30.

Jeg fik bilen dirigeret ind på en p-plads og stillede min p-skive på kl. 08.30, men i det samme lød min hustrus stemme.

- Her kan vi ikke holde, der er kun parkering i to timer.

Jeg baksede bilen ud igen, for vi vidste, at mødet ville vare mellem tre en halv og fire timer. Heldigvis var der fire timers parkering på p-pladsen lige ved siden af, så der trillede vi ind.

Mødet gik sådan set glimrende, så vi var i godt humør, da vi kort før kl. 12.30 returnerede til bilen men så fik stemningen lidt af et knæk.

P-skiven vandrer

Det viste sig nemlig, at vi havde fået hele to p-bøder i løbet af de små fire timer, og det forekom mig en anelse besynderligt i betragtning af, at der rent faktisk var fire timers parkering.

Jeg tjekkede min p-skive, den stod på 08.30, som da jeg forlod min bil.

Raseriet begyndte at vokse i mig. Jeg flåede p-afgifterne til mig og læste på dem.

Den ene havde jeg fået kl. 08.58, og p-vagten havde noteret, at min p-skive var sat til 13.00.

Jeg udspyede nogle ord, som ikke ligefrem egner sig til at gengive på tryk, og hev fat i den anden p-afgift.

Den havde jeg fået kl. 11.31, og sørme om ikke p-vagten havde noteret, at min p-skive var sat til 12.30.

En vandrende p-skive, det var da også noget helt nyt.

Da jeg i lettere ophidset tilstand ringede til Carpark forsikrede en kvinde mig om, at firmaet ikke ansatte blinde p-vagter, men hun nægtede at svare på, om p-vagterne så mødte berusede frem på arbejde.

Har altid ret

Jeg prøvede at forklare hende, at blindhed eller beruselse sådan set var den positive udlægning af p-vagtens handlinger, alternativet var jo i bedste fald ren chikane og i værste fald bedrageri.

Hun var nu ligeglad, og direktøren kunne jeg ikke komme til at snakke med; og hvis jeg ville klage, skulle det ske skriftligt.

Men så er tingene jo også gjort så besværlige, at de fleste opgiver at komme videre med sagen. Især da fordi Carpark [K1] på firmaets hjemmeside slår fast, at det stort set ikke kan svare sig at klage, da firmaet altid har ret, og at der i øvrigt ikke kræves nogen form for godkendelse eller tilladelse for at drive den slags firma.

Men sammenlignet med min stædighed, så er mulddyr og æsler medgørlige som englebørn, så nu har jeg skrevet til bossen for Carpark [K1].

Så kan han måske forklare mig, hvorfor Carpark ikke bare ansætter almindelige p-vagter i stedet for at hyre filosof-spirer til jobbet.

Måske skulle jeg have foreslået ham, at briller og førerhunde bliver inkluderet i firmaets frynsegoder."

Artiklen var ledsaget af en tegning af en bil med p-bøder under vinduesviskerne og en gående parkeringsvagt. Til artiklen var knyttet følgende tekst:

"Parkeringsvagtens drømmebil."

Klagerne har anført, at den indklagede artikel ikke er i overensstemmelse med god presseskik. Klagerne har i den forbindelse fremhævet følgende udsagn:

A)"Dermed hæver Carpark [K1] og deres fortravlede p-vagter sig op på niveau med Platon, Sokrates, Sartre og så selvfølgelig Søren Kierkegaard",

B)""Der er to vinduesviskere, jeg må sætte en p-afgift under hver. Det er jo hele meningen med livet, meningen med to vinduesviskere", må det have runget i hovedet på p-vagten, og den senere udvikling i historien kan godt foranledige mig til at tro, at der var god plads til at runge i lige præcis det hoved",

C)"Jeg prøvede at forklare hende, at blindhed eller beruselse sådan set var den positive udlægning af p-vagtens handlinger, alternativet var jo i bedste fald ren chikane og i værste fald bedrageri",

D) "Så kan han måske fortælle mig, hvorfor Carpark [K1] ikke bare ansætter almindelige p-vagter i stedet for at hyre filosof-spirer til jobbet."

E)"Måske skulle jeg have foreslået ham, at briller og førerhunde bliver inkluderet i firmaets frynsegoder."

Klagerne har nærmere anført, at de citerede dele af artiklen er udtryk for en retsstridig krænkelse af de to parkeringskontrollørers ære, og at krænkelserne muligvis udgør en overtrædelse af straffelovens § 267. Endvidere indebærer udtalelserne klart en overtrædelse af reglerne for god presseskik, idet de to parkeringskontrollører - og dermed tillige CarPark [K1]- latterliggøres, beskyldes for at være berusede i tjenesten og beskyldes for muligt at have kriminelle tilbøjeligheder.

Klagerne har desuden anført, at artiklen er den første i en lang række af artikler om samme emne, og at artiklen på de citerede punkter væsentligt adskiller sig fra de efterfølgende artikler, som ikke indeholder ringeagtsytringer, beskyldninger om beruselse i tjenesten og beskyldninger om kriminel adfærd.

Klagerne bestrider ikke pressens ret til at forholde sig kritisk over for den virksomhed, som CarPark [K1] udøver, men bladet er som medie forpligtet til i nyhedsformidlingen at afbalancere hensynet til nyhedsformidlingen på den ene side i forhold til hensynet til krænkelse af selskaber og enkeltindivider på den anden side, hvilket ikke er sket i den konkrete artikel, idet beskyldningerne mod de to parkeringskontrollanter og Carpark [K1] ikke kan siges at medvirke til/eller er nødvendige for nyhedsformidlingen af det budskab, journalisten har ønsket frem.

Klagerne har endelig anført, at den omstændighed, at parkeringskontrollanterne ikke navngives i artiklen, mere må betragtes som en skærpende end en formildende omstændighed, da den generelle omtale af de pågældende som parkeringskontrollanter bidrager til, at omverdenen opfatter, at de i artiklen rejste beskyldninger imod de pågældende kontrollanter, er beskyldninger som generelt er dækkende for hele korpset af parkeringskontrollanter hos CarPark [K1].

Bladet har indledningsvis anmodet om, at klagen afvises på samtlige punkter.

Bladet har anført, at artiklen er udtryk for vedkommende journalistik, idet artiklerne om de private parkeringsfirmaer Carpark [K1] og Europark har givet mange reaktioner og henvendelser fra læsere. Det er også journalistik, som har vist sig at kunne ændre på nogle forhold. Blandt andet har journalisten bag artiklen fået annulleret den ene af sine to p-afgifter. Det er bladet opfattelse, at denne og andre p-afgifter ikke ville være blevet annulleret, hvis ikke bladet havde skrevet om sagen. Artiklerne har lokalt sat gang i debatten om de private firmaer, der står for opkrævningen af afgifter, som har en umiskendelig lighed med bøder.

Bladet har videre anført, at CarParks [K1] direktør i princippet selv har fravalgt at få sin version af hele sagen med i avisen. Journalisten kontaktede CarPark [K1] samme dag, som han fik de to p-afgifter, og bad - efter at have præsenteret sig som journalist - om at komme til at tale med direktøren. Efter gentagne forgæves telefonopkald sendte journalisten den 30. september 2001 et brev med fire spørgsmål til CarPark [K1]. I brevet gjorde journalisten igen opmærksom på, at han var journalist, og at han ville bruge svarene til en artikel. Da CarParks [K1] s direktør den 2. oktober 2001 endnu ikke havde svaret på brevet, besluttede bladet at bringe en artikel om hændelsen.

Bladet har yderligere anført, at man valgte at bringe historien med en satirisk og humoristisk vinkling vel vidende, at nogle måske ville få det galt i halsen. Direktøren ønskede åbenbart ikke at udtale sig om sagen, og det var vurderingen, at emnet var velegnet til en satirisk klumme. Den satiriske vinkling og den humoristiske tone i artiklen gør, at de passager, der klages over, ikke er i strid med god presseskik. En del af artiklen er jo netop udformet som en slags spørgsmål, som CarParks [K1] s direktør kunne have besvaret, hvis han havde ønsket at tale med bladet.

Bladet har endelig anført, at p-vagterne er helt anonyme i artiklen. Bladet var ikke bekendt med, om det var to forskellige eller den samme kontrollør, der havde udskrevet begge afgifter til journalisten. Først ved modtagelsen af brevet fra CarParks [K1] s advokat den 29. oktober 2001 fik bladet kendskab til p-vagternes navne. Navnene har på intet tidspunkt været bragt i bladet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de to parkeringsvagter, der har klaget til nævnet, ikke er omtalt i artiklen på en sådan måde, at de kan identificeres. De har derfor ikke den nødvendige retlige interesse i at klage til nævnet, og denne del af klagen afvises derfor.

Nævnet finder ikke, at artiklen i forhold til CarPark [K1] overskrider de vide rammer, der i praksis gælder for satiriske gengivelser af personer eller begivenheder, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 12. december 2001.

Versioner

1. 2002-01-11